Fædreland eller beboet område ?

Præsenteret her søndag , Klokken 17:11 , den 26. august  2018

Fædreland eller beboet område ???

Hvad er en epistel ???

Citat fra GYLDENDALS RØDE FREMMEDORDBOG

e´pis´tel ..t(e)len, ..tler ( lat. e,pistola, gr. episto´le, af epi´stellein tilsende ) brev; litterært skrift i brevform; rimbrev; brev i NT; e´pistel-peri,kope -n, -r (e.+ p.) se u. perikope >.epi´stemisk (af gr. epi´stémé velbegrundet viden) om hvad der må anses for at være rigtigt, være tilfældet.

Citat Slut 


100 epistler mod Danmarks islamisering

og for ( repatriering = hjemsendelse )

Billeder af Peter Neerup Buhl billeder YouTube

Peter Neerup Buhl

 ISBN 978-87-90183-09-7

Redaktionen afsluttet den 11. september 2011

 


 Fædreland - eller beboet område

a I

Hverken det enkelte af nærværende epistler eller epistlernes indbyrdes rækkefølge er opdelt efter temaer eller indhold. Sagens mange aspekter berører alle hinanden, og hver enkelt aspekt kan med fordel behandles på forskellige måder og i forskellige kombinationer,hvilket heller ikke garanterer mod gentagelser. Kort sagt er formen friest mulig og tilstræber dermed at gå i den holbergske epistel-traditions fodspor. Ludvig Holberg er det uopnåelige ideal for nyttig, uhøjtidelig og uræd kritik af det , der i samtiden betragtes som selvfølgeligheder.

b I

Den røde tråd for disse epistler er, at Danmarks fremtid som et dansk hjem for det danske folk er truet af en ekspanderende muslimsk befolkning på verdensplan, og at tredjeverdens-indvandringen til Danmark ikke alene må stoppes for at forhindre dette, men migrationen må direkte ændre retning i massivt omfang, ud af landet, for at væksten i den muslimske befolkningsandel her ikke bare skal forsætte ( mens den danske andel aftager ). Ingen kender rigtigt nok fremtiden, men denne historiske tendens er mere sandsynlig end så meget andet, fordi den handler om store populationsmæssige udviklingslinjer, der nærmest foregår efter træge naturlove, og under alle omstændigheder må tvivlen komme den nationale forsigtighed til gode i en så alvorlig skæbnesag.

c I

 I det omfang, nærværende bog overhovedet måtte blive omtalt, bliver det derfor efter al erfaring med moraliserende stemplinger, "primitiv", "kynisk", "afstumpet", "forsimplende" - eller måske ikke lige præsis de ord, som jeg jo nu er kommet i forkøbet. Men noget lignende. Eller man vil henvise til forfatterens tvivlsomme fortid i Den Danske Forening. Fremskridtspartiet m. v. For dermed blot at bekræftige en hovedtese i bogen, nemlig at der over for nævnte  problemkompleks dømmes efter nogle faste skabeloner uden saglig diskussion, og at man i denne sag oftest går efter manden, ikke, ikke bolden. Et formål her vil derfor være at omvurdere sædvanlige målestokke, som ikke er så indlysende endda. Meget vil nok være sagt andetsteds, måske tilmed bedre, men så dog ikke i samme kontekst eller argumentationskæde som her.

 

d I

 Hele den saglige argumentation finder sted ud fra en erkendelse, som desværre ofte forekommer fraværende i politisk ræsonnement: At de grundlæggende målestokke ikke er selvfølgelige, men at vidt forskellige resultater kan fremkomme, alt efter om man ( fx = for eksempel ) mener, at politikkens egentlige mål ligger i det internationale med det nationalesom blot et trin ( a la Anders Fogh Rasmussen ), eller om danske politikeres opgave er Danmarks kontinuitet og sikring af danskernes ve og vel ud i så lang en fremtid, som det nu er menneskeligt muligt at gøre det ( som fx var Mogens Glistrups ledetråd ).

e I

 Egentlig er dette et etisk valg, både som forpligtigelse over for dem, der har skabt grundlaget for nationen, og af respekt for det udenlands, hvis skæbne man ikke bør tage ansvaret for ( og reelt er det et spørgsmål, om, hvor meget international magt, man overhovedet har, mens den klare pris for ambitionen er, at alverden får magt her i landet ). Styrken i den nationale etos er, at den ikke forlanger mere af mennesker,hverken egne eller fremmede, end de kan bære:  Bestræbte alle sig på at bygge et liv, hvor de nu en gang er sat, ville verden være fredelig uden nogen som helst overnational styring. Dette er faktisk mindre utopisk end en fredelig "En Verden", hvor alle skal blande sig i alt!

f I

 Kunne dette budskab gives folkene i de sønderbombede lande efter 2. Verdenskrig, kan det også siges til dem, der i dag hellere vil vandre til Vesten end opbygge deres eget. Ulandshjælpen for længst oversteget Marshalhjælpen utallige gange, men lige meget hjælper det, lyder klagen: Regeringerne er korrupte. Ethvert folk har dog desværre den regering, det fortjener. Det gælder også i Vesten, så kritikken her rettes vel at mærke i sidste instans ikke kun mod bestemte eliter, "Overdanmark", underkastelsesindustrien" eller lignende, men også mod alle dem, der ( pga = på grund af ) intellektuel dovenskab med deres stemme har støttet en forsat udhulning af eget og efterkommernes grundlag.

g I

 Om muslimerne hævdes det ofte, at kun et fåtal er ekstremister. Dette er tvivlsomt, især hvis man benytter den normale europæiske målestok for, hvad der er  "ekstremt" men langmodigheden er ofte stor i den officielle bedømmelse af muslimske anskuelser i forhold til, når det drejer sig om indfødte her. Man kan ikke lade være med at tænke på de store og langvarige demonstrationer mod det lille og ganske fredelige danske naziparti. Populariteten af dette engagement antydes af, at det nazistiske endnu kan fungere som fjenden i den anti-nazistiske aktivist Stieg Larssons  uhyre udbredte kriminalromaner, hvorved dette fjendebillede er blevet lejret i endnu flere ureflekterede sind. En fiktiv nazi-trussel blæses altså op, mens det af samme markskrigere bagatelliseres, at en ikke diminutiv procentdel af herboende muslimer er potentielle terrorister.

h I

I akademiske kredse har man endda defineret "den muslimske fejlslutning", "1. Islamisterne er muslimer. 2. Vi har mange muslimer i Danmark. 3. Ergo har vi mange islamister i Danmark." ( Kristeligt Dagblad 1. maj 2010 ). Alt andet lige stiger sandsynligheden for islamister dog her, jo flere muslimer her er - givet, at en vis procentdel af muslimerne vitterligt er islamister. Men bevares: Lever man i logikkens rene verden, er det rigtigt nok ikke absolut sikkert, at her er nogen. Og alt for mange indvandrings-tilhængere lever desværre tilsyneladende  i en ren intellektuel abstraktion, hvor alt er muligt, blot man vil det stærkt nok.

i I

Men uanset hvad er det væsentlige slet ikke, hvor mange muslimer der er ekstremister. Som "antiracisterne" selv gang på gang rigtigt har påpeget, står kampen i sidste instans om, hvad det er for et Danmark, vi vil have fremover. Med forsat muslimsk massebosættelse i Danmark vil landet med sikkerhed for de i dag nyfødte blive væsensforskelligt fra det land, som de, der i dag er midaldrende voksede op i. Ikke danskernes hjem, men et blot beboet område, hvor vidt forskellige grupper uden nævneværdig fællesfølelse i en stadig kamp om begrænsede ressourcer splitter det, der engang var en nation stadig mere op i en ond cirkel, som det gennem historien er set alle andre steder med et lignende demografisk hændelsesforløb.  

 Citat Slut på epistel I.

 For overskuelighedens skyld for kommende danske historikere, vil jeg inddele hvert epistel i mindre enheder, markeret ved hjælp af det Danske alfalbet.

 


 Ventetid

For at dem der læser dette, der ikke alene har en høj intelligens, men også en høj IQ, ikke skal komme til at kede sig, henviser jeg til dette Link

http://www.sagenskerne.dk/30778364

 De 100 epistler bliver markeret ved hjælp af Romertal.


 Jeg vil i dag, mandag, den 27. august 2018. bemærke, at jeg tror på den første ( linie = linje ) der står i Den Danske Bibel årgang 2008.

 Herfra ( min Verden ) går

Saxo-Poul

http://www.pokerpartiet.dk/8976395

 


 ISBN 978-87-90183-09-7

Redaktionen afsluttet den 11. september 2011

  
 Peter Neerup Buhl
har skrevet denne tankevækkende bog:
Fædreland eller beboet område


Præsenteret her, torsdag, den 30. august 2018

a II

Fædreland - eller beboet område

Der eksisterer en grundlæggende selvmodsigelse i den danske opinion. På den ene side udtrykker danskerne en stærk opbakning til udsagn om at, at "et lands diversitet i betydning race, religion og kultur bidrager til dets styrke" ( men hvorfor er de lande, der igen og igen klarer sig bedst i diverse Pisa-tester - Sydkorea, Japan og Finland - mon også nogle af de mest homogene? ) På den anden side er der i Danmark et usædvanligt udbredt krav om assimilation, såsom at deres "der tilhører minoritetsgrupper, må opgive de dele af deres religion og kultur, der er i konflikt med dansk lov."

 b II

Utvivlsomt sameksisterer disse holdninger ofte hos samme person, hvilket må være et udtryk for tro på muligheden af, at alle minoritetsgrupper vil være rede til at opgive udanske dele af deres religion og kultur. Ellers ville de jo ikke længere styrke landet. Om en sådan opgivelse kan forventes af kollektivt indvandrede muslimske befolkninger på hundredtusinder af individder, er måske en trossag, men den bliver dog intetsteds bekræftiget af erfaringen. De steder, hvor en tåbelig sameksistens mellem større muslimske befolkningsandele og resten med lidt god vilje kan siges at eksistere, er der tale om indfødte befolkningssegmenter eller dog populationer, der ikke er kommet væsentligt senere til, end resten af indbyggerne og derfor deler historie, etnicitet og/eller livsvilkår med dem.

c II

Denne generelle tendens blev påpeget af Samuel Huntington i hans værk "Civilisationernes sammenstød". Mellem verdenskulturerne er der i ikke mindre grad end mellem geologiens kontinentalplader urgamle brudlinjer med friktion langs randene, hvilket fremkalder stadige politiske eruptioner og jordskælv. Den påpegning vakte forudsigeligt mishag blandt Vestens universitetsfolk. Jrg huster en konference om Huntington på Københavns Universitet efter fremkomsten af hans bog i midten af 1990´erne, hvor ledende danske "fredsforskere" omtalte ham med nedgørende sarkasme og erklærede, at hvis hans bog havde været en eksamensopgave af en af deres studerende, ville vedkommende være dumpet.

 d II

 Det var især Huntingtons syn på verdenskulturerne eller religionerne som ret homogene og upåvirkelige monolitter, der fik vores hjemlige forskere ( og mange andre ) op i det røde felt. Igen og igen ville man herimod så tvivl om opdelingernes i "dem og "os". Men her gælder det dog ligesom i naturhistoriens opdeling i arter og racer, at selv om hybrider og en vis udveksling forekommer, vil ingen dog benægte de seperate enheders eksistens. Alle dyr og planter tilhører ikke én art, selv om de ikke er absolut adskilte, og på samme måde er der fælles grundbestanddele i menneskeheden, men alligevel eksisterer de separate nationer for selv det utrænede øje. Paradoksalt lader det til, at jo mere humanistisk "trænet" øjet er i dag, desto dårligere er det til at skelne grupperne på tværs af "hybride identiteters" overfladiske støj. Sagkundskaben bevæger sig her i modsat retning af naturhistorikerne, der bliver stadig bedre til at adskille enheder.

 e II

 Mange gør meget ud af at pukke på, at muslimer skam er indbyrdes meget forskellige. Ja, og det er danskerne som sådan også ( hvilket fx forfatteren Thorkild Gravlund viste ), men det udelukker jo logisk set slet ikke, at disse to heterogene mængder også er meget forskellige i forhold til hinanden ( med højst marginal overlapning ).

Kommer der en krise, og nationaliteternes sammenfiltrede kroppe får stokkeslag over benene, vil alle dog nok trods den aktuelle mondæne tvivl straks vide at trække dem til sig, ligesom i Molbohistorien. Det hedder sig, at optagethed af nationale forskelle er et luksusfænomen, men de kræver i virkeligheden i særdeleshed først deres ret, når nøden banker på, og enhver søger ly hos sig og sine.

 


Præsenteret her, torsdag, den 31. august 2018

 a III

Fædreland - eller beboet område

 Modstandere af masseindvandringen får ofte skudt "arrogance" i skoene, både over for de fremmede og over for menigsmodstandere i debatten. Et eksempel er adjunkt Christian F. Rostbølls essay"Respekt og arrogance under karikaturkrisen" i bogen "Kulturel diversitet" ( Syddansk Universitetsforlag 2010 ). Han mener ikke, at ytringsfriheden nødvendigvis bør indskrænkes af respekt for andres religiøse følelser, men postulerer derimod en manglende ydmyghed eller manglende selvkritik blandt dem, der forsvarede jyllandsPostens publicering af Muhammedtegningerne. De, der med Vestens oplysningstradition som argument forsvarede tegningerne, satte ifølge Rostbøll sig selv højere end modparten, som om de havde en særlig indsigt i, hvad ytringsfriheden er. "At sætte ens egne værdier uden for diskussion er utilgivelig arrogance, da man fremstiller sig selv som ufejlbarlig, og som om man intet kan lære af andre." Og kun taler om, at andre skal være åbne over for ens kritik, men ikke vica versa." Hvad det vil sige at vise respekt, " kan ikke defineres af den ene part alene".

 b  III

 Hvad vil dette dog i praksis sige andet end ytringsfriheden alligevel skal indskrænkes? I sidste instans er der jo kun to muligheder: beskæringer i ytringsfriheden eller ingen beskæringer. Vil man verbalt "komme muslimerne i møde" uden at beskære, er man jo bare uærlig og hykler, og når det før eller siden bliver åbenbart, skal det jo nok gavne den "gensidige respekt" ... Og vil man beskære ytringsfriheden, bekræfter man bare mistanken om, at danskerne ikke længere er herrer i eget hus, men er udsat for et "kulturmøde" inden for egne fire vægge, hvor begge parter har lige meget at sige.

 Rostbøll taler dog altså snarere om en respekt i tone og ordvalg end i ydre indrømmelser. Men hvorfor udpeges tegningernes forsvarere her som mærkbart værre end kritikerne? En Tøger Seidenfaden, Rune Engelbreth  eller Georg Metz - tre toneangivende stemmer på denne fløj - blev vel i debatten vel næppe overgået af nogen hvad angår selvsikkerhed, stempling af modstandere og overbevisning om eget standpunks højere moralske værdi? Hvornår kommer i det hele taget de akademiske afhandlinger, der analyserer indvandrings-tilhængernes manglende vilje til dialog med "islamofoberne" ( når man nu ikke længere må kalde dem racister )? Hårfine distinktioner udpensles i argumentationsanalysere af "den nye nationalisme", mens åndslivets angivelige sværvægtere i "den mindst dårlige" avis, "organet for den højeste oplysnig", Weekendavisen osv. indforstået og uden at strejfe problemets kerne svælger i arrogante tolkninger om "de overflødiges oprør" og de lavtuddannedesw parti, DF, uden at drømme om at lade analysernes objekter deltage i definationen af problemet.

 c  III

"Følg ham, der søger sandheden. Fly ham, der har fundet den," citerer Hans Jørgen Bonnichsen i sin bog "Frygt og fornuft" (2008 ) og tilføjer i nutidens debat "er der desværre mange - blandt islamisterne såvel som blandt deres modstandere - der har fundet sandheden". Heriblandt åbenbart Bonnichsen selv, der selvudråbt står for "fornuften" over for de angiveligt hysteriske islam-kritikere.

d III 

 Også venstrefløjs-idehistorikeren Mikkel Thorup kritiserer i sin bog " Fornuftens perversion" ( 2008 ) det, han kalder den "selvfede oplysning", altså konkret de, der for tiden fremhæver Vestens fortjenester i kontrast til den islamiske verdens. Den islamkritiske brug af oplysningstiden er ifølge Thorup et uægte udtryk for sand oplysningsånd, der først og fremmest er selvkritik og "åbenhed" ... Men det er dog at reducere oplysningsstandpunktet ad absurdum, at det ikke må forsvare sig og fremhæve fordele fra egen lejr mod førmoderne folks angreb. Ja, det er en kritik, der kan bruges mod enhver meningskamp og derfor reelt er indholdsløs, således er Thorup også skråsikker og "selvfed" i sin egen kritik af konservative oplysningskritikere, fordi han nu engang mener én bestemt ting og ikke alt muligt andet.

 e III   

Lakmusprøven for oplysningstid må ikke mindst være, om man lader modstandere komme til orde, og om man holder sine standpunkter op mod den virkelige verdens erfaringer, og her kommer Thorup med en fortid som mødeterrorist og sine meget generelle besværgelser om oplysningsånd uden erkendelse af de samfundsforhold, som er en betingelse for dennes opkomst og trivsel til kort med en bred margin.

f III 

Arrogancen fra islamiseringstilhængerne og de akademiske teoridannere skyldes nok en rigtig erkendelse af, at kun én part i sidst ende kan få ret: Enten er danskerne jo herrer i eget hus, eller også er de det ikke. Kan man erobre definitionsretten eller fremstå som det selvfølgelige eller "normaliteten", bliver det den anden part, der må give efter eller fremstå som "arrogant" osv... hvis den ikke giver efter. Den toneangivende indvandringsvenlige opinion er åbenbart stadig så stærk, at det kan lykkes den at få islamkritikerne til generelt at fremstå som de intolerente, ufleksible og selvglade, skønt modparten set udefra er det i mindst lige så høj grad. Objektivt sagt er der selvfølgelig ikke tale om to mere eller mindre "gode" standpunkter, men blot to forskellige standpunkter , som kæmper om definationsretten og den politiske magt, og det, der på et givet tidspunkt er i defensiven, må også finde sig i at forsvare sig mod det herskendes stempling af det.  


 Fædreland - eller beboet område

 Er du mellem 16. år og 21. år bedes du bemærke

der bruges danske bogstaver, og romertal og danske tal, til at inddele de forskellige afsnit, således at det er muligt, at overskue indholdet. Jeg er nu kommet til Romertal

a  IV. 4

I januar 2011 døde Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, og det var paradoksalt nok ikke mindst et tab for den nationale fløj. Seidenfadens arrogance, skråsikkerhed og udskejelser har jo utvivlsomt virket så irriterende på mange , at de er gået til den modsatte side. Når nogen har kaldt indvandringsmodstandernes påstande om "Overdanmarks danskerhad" for en overdrivelse, har man bare kunnet pege på Seidenfaden og bevise, at denne holdnings eksistens er reel nok. 

b IV 4

Tilbage bliver dog stadig en overvejelse om, hvilke kriterier der egentlig afgør, hvem der får et tungtvejende ord at skulle have sagt i statens anliggender. De samme overvejelser kunne gøres gældende i forbindelse med, at Klaus Rifbjerg anses for en kulturel sværvgter. hvis mening om dette og hint er af særlig værdi. Og med dem mange andre "ordmennesker", der vel nok af og til også kan have stor faktuel viden, men hvis eget ego og egne missionerende og alt for veldkendte holdninger fylder så meget, når de fører sig frem i medierne, at man må spørge sig, hvorfor man dog aldrig opsøger vidende mennesker med mindre hørte og mere overraskede synsvinkler. Ikke fordi disse nødvendigvis har mere ret i absolut forstand, men fordi de fortjener at blive hørt som en del af den demokratiske samtale som modvægt til alle de alt for velkendte. 

  c IV 4

 Som nu fx cand oceon. Ebbe Vig, der i årevis via grundige og overbevisende beregninger er kommet frem til et langt højere antal muslimer i Danmark, og til langt højere udgifter til de fremmede i Danmark end de, der fremføres de fleste andre steder. ( Man kan ikke skrive "end de officielle tal", for absurd nok er der ingen officielle tal for disse vigtige parametre ). Ebbe Vig er nok det stik modsatte af et ordmenneske, han er et faktamenneske og derfor mindre tiltrækkende for vore overfladiske medier end folk, der med floromvundne fraser og journalistisk støtte på billedsiden forstår at røre folks hjerter for sager med den mindst mulige saglige substands.

   d IV 4

 En Seidenfaden og en Rifbjerg kunne tale om "de menneskeretlige principper"  og "de humanistiske værdier", så enhver kunne forstå det. Hvor uinteressante og svært fordøjelige er en Ebbe Vigs tørre påvisninger af truende demografiske tendenser og massiv økonomisk belastninge, kort sagt af omkoskningerne ved alle de smukke ord, som alle kan være enige i, så ikke ?

    e IV 4

 Problemet er jo bare, at ord ikke skaber virkelighed, det gør populationsstørrelser og kroner og øre. Og om de smukke værdier vil deles af et kommende andet etnisk flertal i Danmark, eller om danskerne vil nyde godt af dem eller kun skal være den givende part, glemte man at spørge ordmenneskene om. Deres fremtræden skabte ligesom en rockkoncert gode følelser og rev masserne med, men tømmermændene bagefter bliver af permanent karakter.

Fædreland - eller beboet område

     a  V. 5

Præsenteret her onsdag, den 5. september 2018

 Ved Københavns Universitet er der intet Center for Repatrieringsstudier. Ej heller et Center for Dhimmistudier. Eller et Center for studier af Indvandringens Omkostninger. Ensige et Center for Danskernes Nationale Menneskerettigheder. Derimod er der et Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme. Dets leder hedder Nils Holtug, han er ph.d. og er i den førnævnte bog "Kulturel diversitet" kommer med et genialt svar på , der ikke behøver være nogen konflikt mellem frihed og lighed i indvandringsspørgsmålet.  

---------

  b  V. 5

Det har jo ellers været en udbredt konstatering, at hvis man vælger "frihed", dvs. fri bevægelighed over grænserne vil velfærdssamfundet og dermed "lighed" undergraves. Begge dele på én gang er en umulighed. Men så er det , at Holtug har set Lyset og peger på, at man ikke skal se på lighed blot på det nationale plan, men på det globale plan, og vypti viser det sig, at frihed over grænserne og større lighed for alle på jorden går fint hånd i hånd... 

   c  V. 5

 Nu er det heldigvis sådan, at landets vælgere og ikke alverden vælger Danmarks politikere og betror dem at varetage deres interesser og ikke alle mulige andres. Disse vil jo med al sandsynlighed se stort på danskernes interesser, hvis de så meget som brøkdelen af et sekund fik mulighed for det. Holtung erkender da også, at åbne grænser måske ikke er den bedste løsning, fordi "målsætningen om global lighed ofte vil kunne realiseres bedre ved at hjælp mennesker i deres oprindelseslande. Men det er i sidste ende et empirisk spørgsmål, hvilken balance af migration, ulandshjælp og andre økonomiske sociale og politiske tiltag, der bedst sikrer implementeringen af idealet om global lighed."

    d  V. 5

 Argunentationen er interessant og typisk, fordi det jo er underforstået at hvis åbne grænser havde været hensigtsmæssige for udviklingen af alverden, skulle denne tilgang have været valgt! Den danske politiske hovedopgave ses kort sagt ikke længere at være Danmarks eksistens og danskernes vel. Dette skal underordnes og være blot et trin eller instrument for den store verslighed, og så er vi bare heldige, hvis det lige for tiden ikke er mest hensigstmæssigt at lade døren stå pivåben.

    e  V. 5

 Men Holtug indrømmer dog, at der altid er tale om en balance. I debatten ser man jo ofte , hvordan de, der kritiserer opdelingen i "dem" og "os", skaber et "dem" og et "os" ved at opdele folk i dem, der ikke vil skabe et "dem" og et "os" og i dem, der angiveligt forsøger at konstruere et "dem" og "os" ingen ved deres fulde fem kan være 100 0/0 "liberale egalister".  

     f  V. 5

 En saglig vurdering og empirisk efterprøvning må afgøre, hvor balancen bør ligge. Men er man så stadig "liberal" når man lægger den på 90 0/0, er man intoleant, når den lægges på 35 %, og er man "racist" ved 10% liberalt islæt? Det er selvfølgelig noget vrøvl og viser i hvert fald, at multikulturalisterne logisk set ikke kan iscenesætte sig som noget væsenforskelligt "bedre" eller "renere" end de ikke-stuerene nationalister. Der er tale om gradsforskelle, som må fastslås ved saglig debat og ikke sort-hvide stemplinger. Men den rent faktuelle debat uden markante værdiskel som markører er nok lige præsis dét, man ikke vil rode sig ud i...

 ----------------------

 Præsenteret her onsdag, den 6. september 2018

  a  VI. 6

 Fædreland - eller beboet område

Det var vist Hermann Göring, der er blevet tilskrevet de berygtede ord: "Hvem der er jøde, bestemmer jeg. " Som typeeksemplet på det usaglige og vilkårlige i at anbringe individer i grupper, hvilket fremstilles som den ultimative, nedvurderende magthandling.

Det konkrete eksempel rummer usædvanligt uheldige undertoner, men opdeler myndigheder til enhver tid ikke mennesker i skarpt definerede grupper, som har vidt forskellige rettigheder? Er man tilfældigvis 14 år og 364 dage, 17 år og 364 dage eller 66 år og 364 dage, har man i forskellige sammenhænge  helt andre rettigheder eller pligter, end hvis man er 15 år og 1 dag, 18 år og 1 dag eller 67 år og 1 dag. Man kan ligeledes anbringes i forskellige kategorier, alt efter om éns indkomst eller formue er 1 krone større eller mindre , eller om éns karakter til afgangseksamen var der en grænse, og hvor den i politikens vilkårlige kompromiser sættes afgør ret ukontroversielt mange menneskæbner.

  b  VI. 6

 Odiøst bliver dette åbenbart først, når der skal sættes grænser for, hvem fra alverden der må være i Danmark. Buddene går fra Glistrups Muhamedanerlov, der skulle, der skulle forbyde folk plus efterkommere fra muslimske lande med ankomst her fra 1967 og frem ophold i Danmark, til Enhedslistens "lige meget hvem du er, velkommen her ". Men pricippet er lige fuldt identisk med Görings. Der må nødvendigvis være en myndighed, der definerer, hvem der er velkommen ( og en Enheds-regering ville nok ikke give asyl til tyske revisionister eller hvide sydafrikanske seperatister...).

  c  VI. 6

Så en regering, der ville tilbagerulle islamiseringen, ville kort sagt ikke indføre et fundamentalt anderledes princip end de nuværende, når den skulle ud og "bestemme, hvem der er muslim"; give det ubehagelige "prik på skulderen" som signal til repatriering. De åbenbart alvise og meget humanitære multikulturalister mener ofte, at vide , at nationalister ville gøre dette med skadefro, men det vil selvsagt være mindst lige så ubehageligt som ved andre tilfælde, når myndigheder må meddele et menneske, at det tilhører tabergruppen. Som fx ved knusning af en livsplan, når man afvises til drømmestudiet.

   d  VI. 6

Repatrierings-tilhængernes politik er altså ikke pricipielt er altså ikke principielt anderledes end al anden politik, men de sammenlignes ikke mindst med nazisterne, fordi de angiveligt finder glæde ved ubarmhjerteligheden i verdensmagternes kamp. Er en slags sadister på stakkels muslimers bekostning. Det er en ikke uvæsentlig fordom, hvilket fremgår af den store forskel, der trods alt stadig er mellem nazisters og kommunisters ry, skønt de var lige grusomme. Men de sidstnævnte havde angiveligt hjertet fuldt af "gode" motiver i kontrast til nazisternes bevidste ondskab.

  e  VI. 6

Det er dog kun hver enkelt person, der kender egne motiver og følelser i forhold til en sag. Der er sandsynligvis blandt repatrieringstilhængerne både sadister og folk, der dybt medfølende ser denne politik som en ulykkelig nødvendighed, men i den store sammenhæng mest humanitære løsning for alle. Mange tænker dog nok mest af alt på deres folks, velfærdssamfunds eller nære efterkommeres ve og vel. Akkurat ligesom der blandt fortalerne for mest muligt åbne grænser både er folk, der nærer et brændende had til alt det, Vesten står for, og ønsker at se det i ruiner, ja, nærer et selvhad til den hvide race ... og folk, der oprigtigt mener, at åbne grænser virkelig vil føre til en fredelig og egalitær Én Verden.

 f  VI. 6

Ligesom det vil være at påstå mere, end noget menneske ved, hvad andres motiver er, vil det altid være en tom demonstration at proklamere, hvad éns egne motiver er, for det kan jo netop altid være en facade. Og desværre er det ofte sådan, at jo dygtigere man er til overbevisende at hykle gode motiver ( måske tilmed narre sig selv ), desto værre er man i grunden. Så hvorfor ikke helt forlade de personlige insinuationer og moralske stemplinger, erkende gruppeinddelingers nødvendighed og rent sagligt få fastlagt de mest fordelagtige? Hvilket selvfølgelig altid defineres ud fra, hvilke interesser man vil tjene, så valget er ultimativt lagt ud til demokratiets dom.

 Afsnit  f  VI. 6  afsluttet i dag, fredag, den, 7. september 2018, ifølge Vores nutids nugældende kalender, klokken 22:23

 


 Præsenteret her søndag, den 9. september 2018

  a  VII. 7

 Fædreland - eller beboet område

 "Man kan diskutere antallet, af dem, der bør komme hertil, men mennesker, der er her i landet, skal vi behandle ordentligt." Hvor tit har man ikke hørt dette argument, der åbenlyst sigter mod at delegitimere overordnede til mod antallet af tredjeverdens-personer i Danmark? Hvis man dermed mener, at man ikke skal smide disse mennesker i en gasovn, er alle forhåbentlig enige, men hvad siger man derudover? At disse mennesker her i landet ikke skal behandles værre, end de ville være blevet hjemme, men heller ikke bedre - for at neutralisere fordelen ved at komme her? At de skal anbringes under danske minimumsvilkår? Eller simpelt hen, at de ikke må behandles værre end de fleste andre i landet ( men dog vel ikke så skidt som plejehjemsbeboere )?  

  b  VII. 7

I virkeligheden er indvandringen altså en tom demonstration, der skal insinuere modpartens lavere moralske stade. For hvad er "ordentligt"? Kunne det mon tilmed også være at gelejde dem tilbage til oprindelseslandet under velordnede forhold. evt. med økonomisk støtte? Ville et tilsvarende moralsk indigneret svar på kravet om "ordentlighed" mon kunne lyde, at danske politikeres primære opgave er at sørge for, at også fremtidige efterkommere af de oprindeligt danske borgere "behandles ordentligt", hvorfor man ikke kan imødekomme alle ønsker om ophold her? Fordi tilstrækkelig mange mennesker med en bestemt kultur reproducerer de samfundsforhold, de kommer fra, og det vil ikke være en ordentlig behandling af vore efterkommere at tilbyde dem dét.

   c  VII. 7

Desuden må man spørge, hvorfra kravet om "ordentlighed" kun omfatter dem, som det tilfældigvis på et givent tidspunkt er lykkedes at komme ind på Danmarks område? Det er jo langtfra nødvendigvis dem med størst behov herfor. Er det ikke utilbørlig diskrimination af udlændinge? Det Radikale Venstre & Co. ville jo nok også foretrække, at deres version af ordentlighed blev udstrakt til alverden, men den realistiske model er vel at behandle alle ikke-danske ens efter den nationalt bæredygtige standard.

    d  VII. 7

Desværre må man regne med, at kravet om "ordentlighed", når det udtales næsten altid betyder, at de fremmede skal indlogeres permanent i Danmark under ( mindst ) lige så gode vilkår som gennemsnitsborgeren ( visse ekstra favorable forhold vil nok tilbydes med tanke på den kummerlige baggrund )... Dermed mindes man igen om det ulykkelige grundvilkår i politik, at den altid består i at fordele begrænsede ressourcer, og at menneskenes behov er uendelige, så " ordentligheden" kender ingen grænser, hvis den fik frit spil. hvorfor det er forudseende politikeres opgave at administrere godheden på ansvarlig vis.

 e  VII. 7

Det er en skærende kontrast mellem omfanget af den litteratur, der findes om opbyggelsen af et multietnisk samfund, og den litteratur, der står for den nævnte nationalt ansvarlige og bæredygtige linje, altså en ( hjemsendelsespolitik = repatrieringspolitik ). Den første slags kan fylde biblioteker og modtager al mulig form for offentlig støtte og kaldes ofte "forskning", selv om det tit er rene partsindlæg uden emperisk grund. Litteraturen for ( tvungen ) repatriering er uhyre sparsom, udkommer uden for de større forlag og forsynes med "ekstremist"-stemplet.

 f  VII. 7

En af de få samlede fremstillinger om repatrieringsproblematikken på dansk er dr. Phil. Sune Dalgårds essay "Repatriering af fremmede" ( Tidehverv 1990 nr. 7 ). Han gennemgik det daværende danske lovgrundlag og det folkeretlige grundlag for mere omfattende, ikke-frivillige repatrieringer og kom frem til, at en tvangsmæssig repatriering af de store mængder "flygtninge", som kom hertil i kølvandet på den liberale flygtningelov af 1983, var fuldt ud mulig. Men han måtte bemærke, at "når først man har givet de fremmede dansk statsborgerskab, er muligheden for repatriering af dem borte eller stærkt forringede." Det er korrekt efter det gældende lovgrundlag eller i hvert fald praksis, men det viser så bare, at lovgivningen i det mindste i dag må ændres for at undgå de skrækscenarier. Dalgård forudså, for siden 1990 har de nævnte ( og andre ) store fremmedgrupper jo fået statsborgerskab, ikke mindst takket være den borgerlige regering siden 2001, som alene frem til 2008 stod for godt 35% af alle statsborgerskabs-tildelinger siden 1979. Dalgårds ideer om muligheden for frivillig repatriering via økonomiske hjemsendelses-godtgørelser har dog senere vist sig ineffektive efter flere europæiskelandes meget pauvre resultater med en sådan politik.

 g  VII. 7

Men hans konklusion om det højere etiske stade af en repatriering i forhold til en integrationspolitik har varig værdi: "Indvandrings-politiken er jo en nemlig i grunden aldeles inhuman og krænkende for den menneskelige værdighed og selvagtelse. Den er det i forhold til det danske folk, der ser sin årtusindgamle folkelige sammenhæng brudt og den folkelige enheds- og nationalstat, der hviler på denne sammenhæng, truet og under opløsning. Men den er det så sandelig også i forhold til indvandrerne. De rives for at opnå en økonomisk gevinst og en stigning i levestandard ud af deres egen folkelige, gevinst og en stigning i levestandard ud af deres egen folkelige, gevinst og en stigning i levestandard ud af deres egen folkelige religiøse og nationale sammenhæng og omplantes til et for dem fuldstændig fremmedartet samfund. (...) Ingen skal overbevise mig om, at det ikke er mere sandt menneskevenligt eller humant at søge at fastholde de fremmede i de omgivelser, hvori de har rod og sammenhæng, og at søge at bringe så mange som muligt af dem, der har forladt deres hjemegne, tilbage dertil og snarere at søge at hjælpe dem til en bedre tilværelse dér end i et fjernt land, hvor alt er dem fremmed."

 h  VII. 7

Ja, at hjælpe de kulturfremmede hjem kan blive det 21. århundredes store humanitære opgave til gavn for alle parter. Vi kan meget vel vise goodwill og give emigranterne penge med på vejen, selv om det ikke gør deres hjemrejse mere frivillig. Men det vil måske gøre politikken nemmere at fordøje for mange. Næsten enhver udgift vil på langt sigt tifold kunne betale sig - - med tanke på problemerne i virkeligt uhjælpeligt multietniske samfund. 

 


 

 Præsenteret her søndag, den 13. september 2018

  a  VIII. 8

 Fædreland - eller beboet område

 Det er angiveligt en stor spore til fremskridt i mine udviklede land, at folk kan udvandre til Vesten, arbejde her og sende værdier hjem til de tilbageværende. En værdioverførsel langt større end ulandshjælpen. Men går disse værdier mon til samfundsnyttige invisteringer eller til privates hamstring af vestlige luksusgoder og lignende? Ville det måske være nyttigere for den fattige verdens udvikling, hvis man dér vidste, at det absolut ingen "redningsbåd" er i form af ophold i Vesten, og at man derfor nødvendigvis må koncentrere alle sine kræfter om, at éns eget skib forbliver sødygtigt eller i hvert fald ikke synker?

   b  VIII. 8

 Paralelt hermed er det ikke pænt af os i Vesten, at vi i det højeste vil hjemsende kriminelle og ukvalificerede. Endnu en byrde til de i forvejen så hårdt prøvede ulande ... Ikke mindst burde man da returnere dem, der har dygtiggjort sig og vist sig i stand til positivtopbyggende arbejde. Hele tiden må man jo her i Danmark have i baghovedet, at fremmedproblemets kerne ikke er de kriminelle eller de økonomisk belastede, men den rent demografiske vækst af folk med anden idenditet og kultur  her, uanset hvad deres kvaliteter så i øvrigt måtte være. Dette går smukt i hånd med ulandenes behov, hvor hjerneflugt jo paradoksalt nok siges at være et kæmpe problem hvor hjerneflugt jo paradoksalt nok siges at være et kæmpe problem ( samtidig med at man hævder vigtigheden af udlandsarbejdernes bidrag til hjemlandene ).

    c  VIII. 8

Det var tankevækkende nok fra marxistisk hold, at den første gennemførte afvisning af de økonomisk begrundede indvandringsargumenter kom. Disse støttedes i begyndelsen jo faktisk udelukkende af storkapitalen. Herom skrev økonomiprofessor Marios Nikolinakos i sin bog "Politiche Ôkonomie der Gastarbeiter frage. Migration und Kapitalismus" (1973 ), at allerede problemstillingen "Gæstearbejder - vinding eller belastning?" indeholder en fordomsbelastet form for nationaløkonomisk tænkning, "Når man søger dybere, opdager man egocentrisme og ensidighed i den videnskabelige betragtning, der kun ser på erhvervssituationen og velstanden i det samfund, der beskæftiger gæstearbejderne , men ikke på erhvervssituationen i udvandringslandene eller gæstearbejdernes egen velsand. Udlændinge-beskæftigelsen betragtes kun ud fra en omkostnings-nytteberegning for sdet modtagende samfund, ikke ud fra forskellen mellem modtagende og afsendene samfund"

     d  VIII. 8

 For at retfærdiggøre deres gevinst ved gæstearbejder-beskæftigelsen henviser storkapitalisterne dog til angivelige  positive tilbagetrækninger i afsenderlandene, såsom pengeoverførelser, erhvervelse af fremmed valuta, faguddannelse af gæstearbejderneosv., påpegede Nikolinakos, der dog allerede i sin afhandling  "Zur Frage der Auswanderungseffekte in den Emigrationslândern" fra 1971 havde redegjort for, at disse tilbagevirkninger ikke eksisterer. Samme år advarede han omvendt om de negative langtidsvirkninger af indvandringen for Vesttyskland, som han hævdede var i færd med at skabe sit eget "negerproblem" i stil med USA´s

      e  VIII. 8

 Tværtimod at være blevet afvist er Nikolinakos´standpunkter blevet bekræftet af masser af senere forskning. Den rummer bl.a skildringer af hele distrikter i Tyrkiet, som ligger forsømte hen på grund af udvandringen.  Sammenfattende er bogen "The Economics of Labour Migration" ( 1996 ), der består af bidrag fra fremtrædende økonomer,demografer og geografer. Hvad angår de af Nikolinakos fremhævede manglende positive følger for udrejselandene, understrejer FN-migrationseksperten Bimal Ghosh  således heri alle de direkte negative følger. Fx nævnes, at udvandring i 1980´erne førte til arbejdskraftmangel i bl.a Jordan, Oman, Yemen og Egypten. Derfor var nogle steder i Jordan 65% af landarbejderne udlændinge. I Yemen måtte børn udføre fuldtidsjob, som normalt blev udført af voksne, og i Egypten førte udvandringen af håndværkere til en produktivitetsnedgang for denne sektor.

  f  VIII. 8

 Disse og andre - strukturelle - negative virkninger af udvandring førte allerede i 1973 til forbud mod arbejdskraftudvandring fra folkerepublikken Yemen, og savnet af udvandrede landsmænd fik i 1980 Syrien til at love amnesti i 6 måneder til alle, der trods landets restriktive udvandringsplitik var rejst for at arbejde andetsteds i det forløbne årti.

   g  VIII. 8

 Uanset hvordan det måtte hænge sammen, er det dog ikke en postuleret gavn for den tredje verden, der skal bestemme vor fremmedpolitik. Den bør dikteres af Danmarks eksistensvilkår. Men er det sådan, at det så tilfældigvis ( som meget altså tyder på ) samtidig vil gavne udviklingen i verden i øvrigt , er det jo heldigt. Ellers havde det bare været ærgeligt, for ethvert land må - naturligvis! - primært fastlægge sin politik ud fra egne interesser. Man kan i hvert fald være helt sikker på, at intet muslimsk land fastlægger sin politik ud fra, hvad der måtte gavne Danmark.

Pause med en studenter opgave for de vakse 

Studenter-Opgaven 

http://www.pokerpartiet.dk/302178723


 Præsenteret her søndag, den 16. september 2018

   IX 9

 Fædreland - eller beboet område

 Mange vil indvende, at det er "alt for nemt" bare at sige til alskens fremmede med kortere eller længere ophold her, at de skal "rejse hjem" igen. Ja, det er måske nemt. Eller også er det langt sværere end bare at være rar og lade stå til. Det må da være nogle kolde kynikere, der tror, at det bliver "nemt" at repatriere utallige tusinder, der i årevis af kortsynede politikere måske havde fået indgivet  det håb, at de kunne blive i Danmark for evigt  ( uden i øvrigt at bryde med deres baggrund ). Det nemmeste af alt er da bare at gøre sig populær ved at give og efterkomme ønsker - så længe der vel at mærke i øvrigt er penge og ressourcer på kontoen.

  IX 9

 Nej, det svære valg er at opretholde nationalstatens integritet i en folkevandringstid. Entropiens lov tilsiger, at strukturer nedbrydes, og at alt i den fysiske verden med tiden bliver mere og mere homogent og tilfældigt blandet. Det kræver trods og energi at kæmpe imod denne strøm af opløsning, der også præger menneskeverdenen. Den slappe og dovne og ligeglade bliver hurtigt rendt over ende.

    IX 9

Men i det hele taget er den megen snak om "nemme løsninger" meningsløs. Er den nemmeste løsning for en mand, der sker et druknende barn , at springe ud i bølgerne for at redde det, eller at kæmpe med sig selv for at blive stående og se det drukne?  Skulle anstrengelsen begrunde en medalje, burde den måske snarest blive tildelt i det sidste tilfælde ... Politik skal så på samme måde heller ikke vurderes ud fra , om den er udtryk for "svære" eller "nemme" løsninger ( hvordan måles det egentlig? ), men om den løser politiker måtte få i den ene eller anden retning, kan der skrives romaner om, men det er de ydre resultater, vedkommende bør vurderes på.

   IX 9

 Og ydre resultater er netop det, der savnes i Danmark, en nok så fri debat til trods. Selv i tv-debatter mellem kulturradikale og såkaldt nationalkonservative bliver konklusionen tit, at den eneste  meningsforskel er i partikulære procedurespørgsmål. Der er alt for meget "debat om debatten" mens der hver dag - rent numerisk - i al stilhed ruller en meget stor busfuld muslimer ind over grænsen. Problemet er det mest konkrete af alle og kan tælles 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 ... Hvordan nogle formulerer det problem, hvilke følelser det måtte vække, hvad folk kalder hinanden i den forbindelse  osv. er rent personstof uden kalder hinanden i den forbindelse osv. er rent personstof uden politisk relevans - hvilket det så alligevel får, fordi medierne meget fiffigt elsker ligegyldigt fnidder og blæser  det op for at demonstrere vor "frie debat" mens sagen selv forties og får lov til at udvikle sig, indtil alle tvinges til at acceptere befolkningsudskiftningens fait accompli, for "man kan jo ikke hjemsende folk, der har slået rod her"...


  Præsenteret her søndag, den 16. september 2018

  X 10

 Fædreland - eller beboet område

 Nærer man stadig den illusion, at et masseindvandret befolkningssegment med tiden vil integreres og til slut forsvinde op i majoritetsbefolkningen kan man studere tendenserne i Letland. Her er i dag cirka 28 % etniske russere, som ikke viser nogen som helst tendens til at gå op i værtsbefolkning, men tværtimod fremturer i krav om særstilling, og i udbredte samfundssektorer er det da også lettere, der må lære russisk for at begå sig. Mod denne udvikling har partiet "Alt for Letland" vendt sig med krav om udsendelse af russere, så den lettiske andel af landets befolkning når 75% ( mod 59 % i dag, da der også er andre grupper end russere i landet ), og snævre grænser for, hvilket antal statsborgerskaber der må gives pr. år.

X 10

 Sådanne absolutte tal vil ingen give for demografiske mål i Danmark, og selv om det kan forekomme svært, har alternativet i praksis været en grænseløs gliden med stadig indstrømning og øget tildeling af dansk indfødsret ( hvilket selvfølgelig falsk mindsker fremmedandelen i statistikken ). En politisk målsætning om, at der ikke må gives mere end et begrænset antal naturalisationer om året i Danmark ( 50, 100, 500? ), og om, at de etniske danskere skal udgøre en vis andel af befokningen ( 90 %, 95 %? ) forekommer  som et mindre onde end den aktuelle glidebane, hvor ingen tør råbe et kategorisk stop.

 X 10

 Ligesom russerne i Letland gennem generationer ikke har vist afgørende tegn på integration endsige assimilitation, er omvendt kolonier af udvandrede tyskere i Rusland heller ikke gået i opløsning selv efter mange århundreder, og i de senere årtier er mange af disse vendt tilbage til Tyskland og genoptaget  som landsmænd på grund af  det indtil for ganske nylig etniske tyske borgerbegreb. Hvorfor forventer man så, at store, nyligt indvandrede muslimske befolkningssegmenter i Europa i løbet af få generationer vil blive ét med værtsfolkene? Faktorerne bag skæbnen for tyskerne i Rusland virker jo tilmed i forstærket grad for muslimerne her: Den etniske forskel er større, og med de moderne kommunikationsmidler holdes forsyningslinjen bagud til værtslandet hele tiden i gang og sikrer frisk blod, og at den oprindelige kulturelle livskraft ikke ebber ud.

 X 10

 Letlands skæbne under EUs demokratisme virker desværre klar: Går Rusland ind i landet med våbenmagt, træder NATOs forsvarspagt i kraft, og man må risikere en verdenskrig for det lille land. Men lader Rusland stille og roligt den demografiske udvikling forsætte, vil de etniske letter onm føje år udgøre et mindretal, og russerne i Letland kan på såre demokratisk vis søge tilslutning til moderlandet. Ja, EU vil endog indføre sanktioner mod letterne, hvis de vil forhindre det 49,9 % eller 50,1 % vil endnu en gang afgøre et hvilken som helst fræk demokratisk overtagelse tungere end et indfædt folks odelsret ( medmindre det er i Brasiliens regnskov eller lignende ). Tankegangen er så groteask og paradoksal, at mange nok vil forsværge, at den vil blive implementeret, men den er jo allerede blevet det i blodigste forstand i Kosovo, hvor albanernes rolle blevet det i blodigste forstand i Kosovo, hvor albanernes rolle svarede til russernes kommende rolle i Letland. Og til muslimernes i Vesteuropa generelt?

 Afsnittet  Slut


 Klokken har passeret midnat, og vi er nået en dag længere frem, nemlig til klokken 00:51 den 17. september 2018  og på grund af

Kronprinsesse Mary´s skotske afstamning

Billedresultat for Billeder af Kronprins Frederik youtube

har jeg indført min egen Tradition, nemlig at starte den nye dag, med at drikke en enkelt skarp opkvikker af

Ballantinés

---FINEST---

BLENDED SCOTCH WHISKY

 


 Donald Trump

Video til Donald Trump Interview on David Letterman Show (1998)

 


 

Præsenteret her, mandag ,den 17. september 2018

 a xI  II

Fædreland - eller beboet område

 I 2009 døde Finn Oelsner. Hvem er det?, vil de fleste sige. Af uddannelse var han matematiker, af profession skibskostruktør. Nyskabende inden for konstruktion af redningsbåde og for så vidt med den rette baggrund til også at gennemskue, hvordan det går den synkende skude Danmark. Ikke en ideolog, men en kendsgerningernes og tallenes mester. Jeg mødte ham i midten af 1990´erne ved et møde i Den Danske Forening, da han samtidig  som medlem af partiet Venstres indvandringsudvalg forsøgt at råbe vagt i gevær. Han havde netop vakt opmærksomhed med en kronik i Berlingske Tidende ,den ( 14. juli 1994 ), betitlet "Nævn mig et land  - ja blot et enested i verden - hvor det er gået godt at blande forskellige racer, etniske kulturer og religioner sammen - således som vi netop i Danmark er i fuld gang med at gøre det i disse år." Ja, det er netop sagen, meget fint illustreret med eksempler fra hele verden på, at det er gået skrækkeligt overalt. 

  b xI  II

 Oelsners konklusion: At vi derfor må gøre alt for, at det skal gå godt i Danmark, er lettere ulogisk. At det vil gå godt er mere end usanndsynligt. Det rejser selvsagt tvivl om fornuften bag hele integrationspolitikken, som jo altid har været det eneste sted, hvor der ikke må spares, og Oelsners videre karriere i Venstre blev som bekendt heller ikke synderlig fremtrædende.

   c xI  II

 Politikernes opgave må kort sagt ifølge Oelsners kroniks logik konkret gå ud på repatriering og ikke integration, og alt, hvad der tilmed midlertidigt måtte lette denne integration, er altså af det onde for Danmarks langsigtede eksistens, ikke af det gode. En på kort sigt samfundsbelastende margalisering af muslimerne vil senere lette hjemsendelsen og derfor gavne bevarelsen af Danmark som danskernes hjem, men er midlertidig "rentabel" inkorporering af dem i arbejdslivet bl.a i mange danskers øjne vil "berettige" dem og deres efterkommere  til permanent residens her, hvilket derfor er af det onde. I alle sammenhænge, hvor der foreslårs besparelser, som rammer danskere, må der spørges: "Hvorfor ikke først spare på integrationen? Hvorfor er kun den fredet?" Og hele tiden med henvisning, at "integration" jo er en løgn.

   d xI  II

Det er klart, at en sådan holdning ikke virker "positiv"  eller "konstruktiv" i den herskende overfladiaske optimismes/naivismes univers, skønt den jo dog i høj grad er posirtiv i forhold til sikringen af et trygt og på alle måder mere bæredygtigt dansk samfund for kommende generationer. Men i det herskende politiske klima var det i alt væsentlig anationale skikkelser som Ellemann-Jensen, Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen, der kom til at sætte dagsordenen, og en vending er vel næppe i sigte. 

    e xI  II

 Ud fra Danmarks Statestiks "Befolking og valg" og oplysninger fra Drektoratet for Udlændinge kom Oelsner i Kronikken frem til, at pr. 1/1 1994 var der i Danmark ca. 10 procent fremmede af forskellig grad (nærmere bestemt 410.000 ). Alligevel kunne tilmed Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard  ti år efter stadig påstå, at der kun er 200.000 muslimer i Danmark og i 2010 forlød det, at der skulle være 226.000 muslimer i landet , skønt ingen officiel opgørelse findes, og skønt Ebbe Vigs grundige afhandling "Immigranterne og deres efterkommere i Danmark - 93 års udvikling og perspektiv" fra samme år snarere tyder på et lidt over dobbelt så stort tal. 

     e xI  II

Man må sige, at det er kendsgerningernes mænd såsom Oelsner, dansk politik har behov for, men hvad nytter det, når de af den uselvstændigt tænkende og meløbende politikermasse  efterlades på nederste trin i beslutningsprocessen? Hvilket folk af den kaliber konsekvent er blevet i de senere årtier, når Danmarks skæbneproblem blev berørt. En saglig behandling på topplan af invandrerideologiens grundpåstande har været ganske fraværende. Det er højst blevet til nogle "værdipolitiske" proklamationer af generel og tåget karakter, som det har været at erklre sig uenig i, når "grundværdier" i konkrete tilfælde angiveligt har været truet. Men derved har grunden under grundværdierne fået lov til  stadig - langsomt men sikkert at borteroderes i stilhed.


Billeder af eric jon phelps

  a x II  I2

Integrationskonsulenten Hans Lassen fik i 2009 på Informations forlag udgivet bogen "Den anden virkelighed. Tankerog tal om integrationen i Danmark". Den ønsker "at bryde med indvandrerdebattens sortsyn og tilyde et nyt paradime i synet på indvandringen fra de ikke-vestlige lande." Lassen rapporterer mange positive historier fra dagligdagen i det danske arbejdsliv og præsenterer bl.a tal, ifølge hvilke det går bedre med beskæftigelsen af de fremmede i landet.

Utvivlsomt er mange virksomheder, private som offentlige , ligeglade med det kultursammenstød, der i mange år er blevet endevendt i den politiske debat. På arbejdspladserne har man bare interesse i at få et konkret stykke arbejde udført; der er alle mennesker for så vidt ens.

   b x II  I2

Men på fx miljøområdet ville et lignende forhold, altså virksomheders ligegladhed med overordnede samfundsmæssige udviklingsperspektiver, have udløst et ramaskrig på venstrefløjen. I indvandringsspørgsmålet viser det sig da også, at ikke alt bør overlades til markedskræfterne. Politisk helhedssyn har en rolle at spille. Arbejdsmarkedets "farveblindhe" er en ny version af "fælledens tragedie": Skønt hver enkel stilling med kortsigtet fordel ville kunne besættes af en ikke-dansk, står man samlet set tilbage med et multietnisk samfund, hvor nationalstaten Danmark før var. Selv hvis alle blev rigere af en sådan proces ( hvilket dog nok langfra er tilfældet ), ville det dog ikke udelukke, at langt større værdier end rent materielle var gået tabt, nemlig de imponderabilia , som har været fundamentet for det danske samfunds fremgang og relativt høje og derfor atråværdige stade i verden. Ud fra netop sådanne overvejelser har tilmed indvandringsland som Australien indført en restriktiv indvandringspolitik. At betragte fremgang i bar økonomisk vækst og materiel velfærd som det eneste "rationelle" parameter i politik er så vist irrationalitet i anden potens.

 C X II ! 12

I øvrigt viser selv den seneste officielt blåstemplede beregning ( 2011) at indvandringen koster Dnmark 16. milliarder kroner årligt ( dette er utvivlsomt kun de direkte omkostninger , eller kun en del af dem). For Tysklands vedkommende  viser  forhenværende  nationalbankdirektør  Thilo Sarrazins redegørelse

Billedresultat for eric jon phelps billeder

 http://www.sagenskerne.dk/30778364

, hvis principper også gælder her , at en nok så stor indvandring ikke hjælper, simpelt hen fordi den erhvervsaktive del af indvandrerbefolkningen  ( blandt andet på grund af den større andel af børn og unge heri ) faktisk ikke kan blive større end andelen af erhvervsaktive i værtsbefolkningen. Men kan man diskutere  de "rigtige" tal i en uendelighed, eller man kan principielt  vedtage , at landet bør løse arbejdskraftproblemer på anden måde end ved indvandring fordi Danmark er danskernes hjem og ikke blot beboet område, ikke blot en mark at høste på for alverden i den globale , homogeniserede marked, hvor mennesker blot er identiske brikker, der kan rokeres omkring for at maksimere fortjenesten.

  d X II ! 12

 3. september 2018 = et lille nøk mere

Lassens hovedargument er det velkendte, nemlig Danmarks "behov" for befolkningstilskud ( pga = på grund af ældingen af stammebefolkningen ). Som fx. biologen Hans Meltofte dog har argumenteret for, er dette kun endnu en kortsigtet og partikulær synsmåde, som vil kræve en stadig indvandringsstrøm, for den gennemsnitlig yngre indvandringsbefolkning bliver jo også en dag gammel, og ikke som en gennemsnitlig ældrebefolkning ikke skal trækkes med.

   e X II ! 12

Demografer har beregnet at fx Sydkorea ville få brug for hele 94 ( mio = millioner ) om året ( cirka det dobbelte af landets nuværende befolkning ) for væsentlig at modvirke egen befolknings ældning, og ved indvandring i denne målestok vil det være absurd at benægte, at væsentlige værdier ofres. De fjernøstlige successtater har da også valgt helt andre løsningsmodeller end masse-indvandring, hvilket vesteuropæiske nationer vist i langt højere grad burde inspireres af end Lassens "anden virkelighed". Og som ( fhv = for henværende Nationalbankdirektør Sarrazin konkluderer fra Tyskland, var hele arbejdskraft-indvandringen fra 50´erne og frem en gigantisk fejl, som blot holdt liv i forældede industrier. De muslimske fremmedarbejdere har samlet set været en udgift for Tyskland, som landet helt kunne have undværet, særlig set i lyset af de problemer, muslimerne kom til at volde. Sarrazin beklager med rette, at mens langt de fleste af de 2 millioner italienske fremmedarbejdere , der kom til Tyskland frem til 1973, rejste tilbage igen, blev næsten alle tyrkerne - og de hentede tilmed slægt og venner hertil. Men: Det kan vel stadig nås at sende dem hjem? De vestlige samfund skylder dem altså ingen tak. De har fået deres løn og velstand og kan nu tage hjem med dette.

   f X II ! 12

For det vestlige indvandringsland par excelence, Canada, er det i bogen "The Effects of Mass Immigration on Canadian Liveng Standard and Society" ( 2009 ) af økonomiproffessor Herbert G. Grubel beregnet, at Canada skulle have 165,4 millioner indvandrere i 2050 for at modvirke de fremmedes egen forsørgerbyrde. Alene i 2050 skulle landet i så fald modtage 7 millioner nye indvandrere for at modvirke fremmedgruppens egen ældning.

Lassen kan ikke få armene ned af begejstring over, at de unge fremmedårgange i Danmark klarer sig bedre i uddannelsessystemet, mens stadig flere danske unge tabes på gulvet, men havde det ikke været klogere med tiltag til fordel for denne tabte danske generation, der har stået i skyggen og er blevet forsømt i forhold til den meget fokusering på de problematiske unge indvandrere?

www.DenKorteAvis.dk

  Lassen mener tilmed, at aktivering af indvandrene er den "intelligente" måde at håndtere befolkningens ældning på. Hvorfor er en familiepositiv politik på dansk grundlag ikke mere intelligent? Den er åbenbart sværere at realisere, siden man foretrækker indvandrings-løsningen, men det er jo kun, fordi masseindvandringen har fundet sted. Ingen ved sine fulde  fem ville vælge denne, hvis udgangspunktet var et andet.

   g X II ! 12

Det uholdbare i hele argumentationen for arbejdskraft-indvandring konstateres af arbejdsmarkedsforskeren Heinz Werner i bogen "The Economics of Labour Migration" ( 1996 ). Heri omtaler han migrationsarbejderne, der kom til landene i Det Europæiske Fællesskab frem til 1970´erne, hvorefter arbejdskraft-efterspørgslen ( der altså selv dengang kun holdt liv i forældet industri ) ændrede sig radikalt: "Antallet af ledige pladser for de lavest uddannede er langt mindre; arbejdsløshed blandt dem er uproportionalt højere. Tilstedeværelsen af et stort antal arbejdsløse i hvert enkelt land - så vel  europæere som andre med en kort  uddannelse - betyder, at selv hvis arbejdskraft-efterspørgslen skulle stige, ville den let kunne blive imødekommet uden indvandring."

    h X II ! 12

Dette burde vel være logik for perlehøns . Men ikke for den tidligere direktør for Dansk Industri, Hans Skov Christensen. I fx bogen "Til et folk de alle hører" ( 2003 ) fremfører han for gud ved hvilken gang sit budskab om Danmarks "behov for indvandrere", selv om han til fulde indser de alvorlige farer forbundet med masseindvandringen. Men vi har åbenbart intet alternativ: "I det 21. århundrede vil vi for alvor være kommet over klassekamp - modsætninger mellem danskerne. Til gengæld tror jeg, at Danmark i endnu højere grad kommer til at opleve modsætninger mellem danskere og ikke-danskere. Den vestlige verden vil generelt blive mødt af en udfordring, der består i at modtage grupper af mennesker med andre traditioner."

    I X II ! 12

Ja, danskerne havde næsten nået det samfund, mange generationer havde stræbt mod - et harmonisk for såvel høj som lav- for så i sidste øjeblik at blive berøvet frugten uden nogen som helst tvingende grund. Og lederen af nogle af de mest ansvarlige for denne bevidste udvikling tørrer altså tilmed ansvaret af sig med henvisning til dens "nødvendighed", "uundgåelighed" ( osv. = og så videre ) Hvordan i alverden formår det moderne Orwell´ske nysprog dog til stadighed at fremstille denne holdning  som den "symptiske", mens islamiseringen modstandere bliver til racister og umennesker? Omkring dette problemkompleks er det, man finder vor tids "stor løgn" i politik. Så stor, at folk ikke kan tro andet, end at der må være i det minste et gran af sandhed i den, og så stor, at end ikke Joseph Gobbels´propaganda-ministerium kunne have udtænkt den mere nederdrægtigt.

 Endnu et afsnit er slut.

http://www.sagenskerne.dk/16050868

 Hvilke Politikere stemte  i 1972 for abortlovgivningen og hvorfor ???

 Pausen = på ubestemt tid = Slut

 


Endnu en dybsindig bog af

Peter Neerup Buhl

der udfordrer Danmarks intellektuelle elite = dem med Danmarks højeste  IQ 

 L

Liberalfacismen>>>

 http://www.kulturpartiet.dk/118637672


   ER DU DANSKER  ???  HVORDAN VED DU DET  ???
http://www.dendanskeforening.dk/ 

            VIL DU FORSVARE = SANDHEDEN = MED DIT LIV ???


Australien redder menneskeliv. 

Siden Australien begyndte sin operation, er der næsten ikke ankommet nogen både til landet, og der har ikke været rapporteret om nogen dødsfald blandt asylansøgere på åbent hav.

 Billeder af australien og bådflygtninge

 Billedresultat for Australien og bådflygtninge

André Rieu Live In Sydney (Full Concert) - YouTube

https://www.youtube.com/watch?v=uV0lO7rw2Qw
21. maj 2016 - Uploadet af André Rieu Fans
In 2009 the scene shifted to Sydney, and this star-studded release is taken from his November concerts. It ...

 

 Pause = på ubestemt tid

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE