Udpluk af taler 2018

 Forresætelsen Præsenteret her, søndag den 30. september 2018

www.DenKorteAvis.dk

Citat

Udpluk af taler ved Folkefest For Frihed 2018

 Årets Folkefest for Frihed, som blev afholdt ved Jægerspris den 24. juni, bød på ikke mindre end 6 fremragende talere. Vi bringer et udpluk fra hver af de pågældende taler.

------------

Søren Espersen, medlem af www.Danskfolkeparti.dk :

Portræt af Søren Espersen

Danmark skal normaliseres.

Allerførste prioritet for os er nu hjemsendelse af fremmede. Det er det, vi har forsøgt at beskrive som et paradimeskift. Når en asylant ankommer, skal der ikke som nu integreres. Nej, med paradimeskiftet skal der fra første færd af det forhåbentlig korte ophold her ske forbereddelser til hjemsendelse. Det kan være undervisning på modersmålet, og gerne på verdenssproget engelsk, samt tilegnelse af praktisk kunnen og så ellers hjemsendelse så hurtigt som muligt.

Det er væsentlig at sige, at den overordnede opgave, som vi i Dansk Folkeparti har påtaget os, og hvortil vi som allierede indbyder alle gode kræfter som eksempetvis Trykkefrihedsselskabet, Den Danske Forening, Dansk Samling, Nye Borgerlige, National-konservative er at normalisere forholdene i Danmark. At normalisere, det lyder ikke særlig ekstremt, og det er det heller ikke. Men det er det vi vil. Vi vil tilbage til det normale, og det er det normale, vi har sat kursen imod, når det gælder udlændinge-politikken i Danmark. Det er det unormale, abnorme kaos, der har været gældende herhjemme i nogle årtier siden 1983.

Normalisering er at sige farvel til det forskruede, at vende ekstremisme ryggen. Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden. Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden.

 


AfDS CO-formand og co-formand for AfDS gruppe i Forbundsdagen,

Dr. Alexander Gauland,

sagde følgende i et ZDF-sommerinterview d. 12 august 2018:

"Man kan kun på fornuftig vis ændre et land, hvis man holder fast i dets historiske og kulturelle rødder" og videre "Hvis man gradvist rykker et lands rødder op, så ødelægger man et folks identitet."

----------- 

Petr Bystron, AfD:

 Billedresultat for petr bystron billeder

 Medierne fylder os med  løgn

Jeg ved ikke hvordan det er i Danmark, men i Tyskland har vi et stort problem med både offentlige og private medier. En undersøgelse foretaget af journalistforbundet viser, at 80 procent af journalisterne stemmer på venstrefløjspartier. Når 80 procent af journalisterne er venstreorienterede , er det svært at være højreorienteret.

Der føres en massiv mediekrig mod alle de partier, der ligger i midten og til højre. Vi bliver beskrevet som ekstremt højreorienterede o.s.v. Når jeg læser artikler om mig selv, undrer jeg mig over, hvem den person er. Beskrivelsen har intet med virkeligheden at gøre.

Det er et vigtigt emne. USA´S  præsident Trump kalder mediernes historier "fake news". I Tyskland har vi udtrykket " Lügenpresse". Medierne påstår, at de ikke lyver, men ofte glemmer de at nævne visse fakta og vender virkeligheden på hovedet. Når vi har med migranter at gøre, appeleres der hele tiden til følelserne. For blot to dage siden blev problemerne ved grænsen mellem USA og Mexico beskrevet med et lille barn med store grædende øjne. Og spørgsmålet lyder så: "Ønsker I, at dette lille barn skal græde?" Selvfølgelig svarer alle nej. Men det nøgterne spørgsmål burde lyde: "Har dette barn forældre, og vidste forældrene, at de krydsede grænsen illegalt?" Forældrene har ansvaret for deres børn, ikke vi.

Medierne blander flygtninge og migranter sammen i en følelsesladet pærevælling. 98 procent af de fremmede, som kommer til Tyskland, er ikke flygtninge, men immigranter. Det er et resultat af Frankfurter-skolen fra 1968. Man fordrejer ordene og perverterer begreberne. Vi bliver nødt til at ændre kursen i den nuværende politik og tage lovmæssige skridt til ( repatriering = hjemsendelse ).

Tvangsfordeling af illegale immigranter er en perversion af den europæiske ide.

 http://www.pokerpartiet.dk/327936306

 


www.DKsamling.dk 

 Morten Uhrskov Jensen, DS:

 Billedresultat for Morten Uhrskov Jensen Billeder

 Hjemsendelser på programmet

 Før 1983 var det den danske stat, der havde ret til at give asyl. Det var ikke personens ret til at få asyl. Jeg håber, man kan se den afgørende forskel. Hvis den danske stat besluttede at give f.eks en kommunistisk dissedent asyl, så kunne den danske stat gøre det uden at blive truet af andre stater. Det stod udtrykkeligt i lovene, for man havde jo ikke kontrol med, hvad der foregik uden for landets grænser, ergo kunne heller ikke gives retsgarantier. Det er så det, man gør i 1983.

 Men den skal væk, og vi må tage forbehold over for de konventioner, der forhindrer os i at standse al yderlige indvandring fra den tredje verden.

Godt. Nu er hullet lukket. Og det betyder, at det næste forslag, jeg kommer med, og som måske kan forårsage lidt hævede øjenbryn et og andet sted, har taget højde for, at der ikke kommer yderligere ind. Sagen er den, at der er to grupper, kort sagt: Der er dem, der ikke er danske statsborgere , og der er dem, vi har været tåbelige nok til at give dansk statsborgerskab. I nogle få tilfælde var det vel fortjent. I alt for mange tilfælde var det noget, der aldrig burde være tildelt. Og nu kommer det: Hvis man ikke er dansk statsborger, giver det sig selv, at det er den danske stats soleklare ret at meddele personer, at de er nødt til at udrejse af landet. En permanent opholdstilladelse kan inddrages uden videre. Det gælder faktisk 60 procent af de ikke-vestlige, at de ikke har statsborgerskab. Det gælder altså 300.000 af de - lavt sat - 500.000, der er i landet.

Så er der dem, der er statsborgere. Der udarbejder vi et program, hvor vi tilbyder mod særdeles rundhåndet betaling, at vi forhandler med oprindelseslandene og ser, om ikke de kan få et pas dér. Så vil man sige: Kan det lade sig gøre? Ja, det kan jeg forsikre for. Husk lige på korruptionsniveauet i denne verden. Det er kun et spørgsmål om at bestikke de rette personer, det være sig i Pakistan, Tyrkiet eller Somalia, eller vor det måtte være. Der er ingen, der skal fortælle mig, at det ikke kan lade sig gøre.

 En spisepause = Morgenmad

 H for Hans = E for Erling = J for Jensen.

http://www.sagenskerne.dk/30778364

  En spisepause = Morgenmad Slut

Hans Erling Jensen

UNHCR er gennemkorrupt

Flygtningehjælpens arbejde i verdens brændpunkter foregår i samarbejde med lokale organisationer, govermental og non-govermentale. Det er derfor ikke svært at regne ud, hvilke ideer mennesker, som arbejdr med flygtninge i f.eks. Tyrkiet, Jordan og Libanon, grundlæggende har - de er muslimer. Selvom de lokale organisationer naturligvis skriver under på, at de vil følge de regler, som gælder for UNHCR, så er der altså mennesker, for hvem korruption - nej, det må jeg ikke sige - nå, I ved, hvad jeg mener - er naturlig. Det handler hele tiden om, hvem der vil betale mest for noget. Derfor kan det heller ikke overraske, at det er meget udbredt blandt ansatte, der handler på vejne af UNHCR, simpelthen at makulere de ikke troendes ansøgninger om resettlement og i visse tilfælde udstyre egne familiemedlemmer med de eftertragtede papirer.

 Vi har også hørt om handel med kvotepapirer, og at jihadister har fået foræret en vej til Vesten på den beskrevne måde, enten for at infiltrere os, eller som en belønning. Yazidier og kristnes ansøgninger om at forlade lejrene og komme til Vesten er ofte forsvundet i det korrupte miljø, som omgiver snart sagt alting i den arabiske verden.

 Jeg fortalte første gang offentligt om jihadister, som smugles til Europa og Amerika, i et interview, som jeg gav til den kristne avis Dagen i begyndelsen af oktober 2014. Nogle uger forinden var jeg blevet indvalgt for Sverigesdemokraterne i min hjemkommune i Skåne, og Expo, den svenske pedant til Redox, var allerede i gang med at karaktermyrde mig på den måde, som de nu er kendt for. Til avisen havde jeg sagt, at vi ikke kunne hjælpe muslimer, da vi ikke vidste, om de var forklædte jihadister, og vi ikke kendte deres familier. Det blev til en overskrift i næsten 40 svenske aviser: SD-politiker med egen hjælpeorganisation nægter at hjælp muslimer i nød. En avis havde fået en illustrator til at lave et billede af en ulækker sortklædt mand, der trådte en liggende muslim i nakken med en sømbeslået støvle. Det var billedet af mig den dag.

 Nej, hvor var jeg tosset. Så når journalister ringede for at høre mere fra den onde mands egen mund, fik de en ordentlig omgang. Det var nok ikke smart gjort, men jeg var rasende.

Her advarede jeg som den første offentligt i Europa om jihadisterne, som UNHCR var med til at sende op til Europa for at myrde og slå ihjel, og så var det mig, der var den lede og den farlige.

 Først to måneder senere kom den første officielle rapport om jihadister, som rejste til Vesten forklædt som flygtninge. Det var den franske efterretningstjeneste, som publicerede den, men det tog lang tid, før den kom i pressen i Sverige.

Tænk, om journalister blot engang imellem kunne lytte færdig og høre efter, hvad man egentlig siger!

 


 Lars Hedegaard

Skal vi have et land, eller skal vi ikke have et land?

 

HEJ = Hans Erling Jensen = Hej

Billedresultat for Hans Erling Jensen taler ved Den Danske Forening Folkefest for Frihed 2018 youtube

http://www.sagenskerne.dk/30778364

Skal vi have et land, eller skal vi ikke have et land?

Når man tænker på, at globalisering har været den dominerende ideologi i de senest 20-30 år, så er det mærkeligt, at vi aldrig hører en udsendelse på TV-2 om - lad os sige familien Andersen, far og mor og fire børn og hunden Hannibal fra Ulfborg, som har solgt deres hus og sagt jobbet op for at prøve lykken i den Centralafrikanske Republik. Hvorfor er der aldrig nogen, der rejser til "shitholes"? Det er, fordi de ikke vil være der. Hvorfor rejser folk fra "shitholes"? Det er, fordi de heller ikke kan holde ud at være der. Så nu rejser de til Europa for at lave nogle "shitholles" her, fordi de er utilfredse med dem, de havde derhjemme.

Stadig flere europæere, stadig flere danskere og tyskere og svenskere osv. - og også amerikanere - opdager, at der er en kløft mellem det, de selv kan se, og det, som står i avisen og det som politikere siger. Der opstår et skisma, som gør, at flere og flere siger til sig selv: Ved du hvad mutter, det er da mig der, der har ret. Det er da ikke Lars Løkke og idioterne på TV, der har ret; vi kan jo se, det er løgn, hvad de forklarer som realiteten. Det er en helt anden realitet, den jeg oplever.

Hvis vi skal generalisere den tid, vi står i og ser på hele den vestlige verden, Danmark, Frankrig osv, så er der ét afgørende spørgsmål, som fanger det hele. Det er spørgsmålet: Skal vi have et land, eller skal vi ikke have et land?

 


  Meddelelse 1. oktober 2018

Kim Larsen er død, men Danmarks Riges Grundlov af 1953 eksisterer stadig, og derfor har Kim Larsen ikke levet forgæves.

http://www.sagenskerne.dk/30117885

 Det blev markeret på ( dette Link ) med en tre dages pause.

 


Jan Høeg

95-årig modstandsmand fra 2. Verdenskrig:

Billedresultat for Jan Høeg billeder

 Jeg bringer en hilsen fra Norge.

Jeg bringer en hilsen fra Norge. Men jeg har også et budskab. Jeg er 95 år. Jeg har bekendte, for mine kammerater er døde, som siger, at de er glade for, at de er så gamle, at de ikke skal opleve, hvad dette skal ende med.

Jeg siger, at det er en fuldstændig fejlagtig opfattelse. Du skulle ønske, at du var 20 år eller 30 år, så du kunne være med i denne kamp.

Vi har et arbejde at gøre, og jeg håber, at ungdommen kommer med. Jeg takker for den indsats, der er gjort i Danmark,og jeg håber, at vi ses igen. Tak

 


Petr Bystrøm fra Tyskland og den 95-årige frihedskæmper Jan Høeg fra Norge trykker hånd

Petr Bystron, AfD:  

 Billedresultat for petr bystron billeder

 Jan Høeg

 Billedresultat for Jan Høeg billeder

Jan Høeg


D. 27. maj 2018 sagde hr. Alexander Gauland i en tale

"Tyskland er vore mødres og fædres land, og vi vil beholde det, ligesom vi overtog det. Vi vil således give det videre til vore børnebørn, som vore bedsteforældre og fædre også gjorde det."

 SLJ, 16. AUGUST 2018

 Citat Slut


 Billeder af wikipedia tyskland de hvide busser

 Billedresultat for wikipedia tyskland de hvide busser

 De hvide busser - Wikipedia, den frie encyklopædi

 
Den 19. april 1945 begyndte de hvide busser at køre fanger fra koncentrationslejre fra Tyskland. Som ung værnepligtig var Stig Svensson frivillig chauffør ...

 


 Petr Bystrøm

er fra Tyskland = Germany, AfD:  

 Billedresultat for petr bystron billeder

Tysklands  Hvide  Rose er fra Germany

Video til German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany Deutschland

German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany Deutschland

German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany ...

https://www.youtube.com/watch?v=Kd3NxYmFS1w
7. nov. 2015 - Uploadet af egalif egalif
Nearly 500 years ago, Martin Luther stood in a church and proclaimed, "Here I stand, I can do no other." His ... 

 


 Sten O. B. Vedstesen: Det fjerde Rige Om Danmarks og Tysklands fælles fjende: Den Europæiske Union

 Billedresultat for danske flag

 Billedresultat for Tyske flag
 
 ISBN 87-89949-22-6
 
 Billedresultat for Karl Otto Meyer billeder
 Karl Otto Meyer om bogen:
Jeg har med stor interesse læst manuskriptet til Sten-O.B. Vedstesens bog: Det fjerde Rige. Om Danmarks og Tysklands fælles fjende: Den Europæiske Union. Titlens første linie er provokerende. De andre linier er meget rammende, thi Unionen er både Danmarks, Tysklands, ja, alle medlemslandenes fælles fjende.
Vedstesen gør det helt klart, at Rom-traktatens beslutning om at opbygge grundlaget for en sammenslutning mellem de europæiske folk, "som uden ophør gøres stadig snævrere", er en målsætning, som er uendelig.
Målsætningen er ikke samarbejde mellem folkene, men sammenslutning.
Der skal ikke afgives suverænitet i et nærmere bestemt omfang, nej, endemålet er afståelsen af al suverænitet. "Unionen vil respektere medlemslandenes idenditet", hævdesw der, og samtidig vil man pådutte en ny idenditet, den europæiske!
Forfatteren påviser, hvordan ordene devalueres og kommer til at betyde noget helt andet  end oprindeligt ment. "Nærhedsprincip" betyder centralisme. "Samarbejde" betyder sammenslutning.
Klart påviser forfatteren, at de, der er imod EU, ikke er modstandere af europæisk samarbejde. Et samarbejde byggende på statsforbundstanken, et forbund af suveræne stater, der med hinanden afgør, hvilke opgaver, de vil løse i fællesskab, kan vi gå med til. Den europæiske forbundsstat afviser vi konsekvent.
Ligeledes fremhæver forfatteren, at de, der siger nej til den grænseoverskridende regionsdannelse, ikke siger nej til det grænseoverskridende samarbejde, tværtimod. Det er imidlertid ikke regionen, der i europæisk sammenhæng skal optræde som en helhed. Det skal de enkelte lande, nationerne. Der ønskes imgen nye grænser: " Frit og frivilligt vil vi række hinanden hånden og ikke ufrit lænkes sammen". Tyskerangst og tyskerskræk præger ikke regionsmodstanderne. De har tværtimod tillid til det nye Tyskland. Angst og mistro præger dem, der mener, at man skal "binde Tyskland i et net af stadig flere forpligtende aftaler", fordi de tror, at vi kun har valget mellem et europæisk Tyskland eller et tysk Europa.
 
Jeg kan anbefale alle at læse denne bog.
Den giver stof til eftertanke.
 
Karl Otto Meyer.
 
 Billedresultat for Karl Otto Meyer billeder
 
B&L
FORLAG
  ISBN 87-89949-22-6

 Petr Bystrøm

er fra Tyskland = Germany, AfD:  

 Billedresultat for petr bystron billeder

Erst die Arbeit - dan das Spiel 

Petr Bystrøm

er fra Tyskland = Germany, AfD:

 


  Hvor er ( Det Tyske Folks Hjerte ) i dag

Lørdag, den 23,  Marts 2019

Billedresultat for Det Tyske Flag billeder

 www.Pokerpartiet.dk  

 Billedresultat for Det Tyske Flag billeder

  http://www.sagenskerne.dk/21050779

 www.DenKorteAvis.dk


 Tysklands  Hvide  Rose

Video til German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany Deutschland

German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany Deutschland

German brave Woman Rebukes Islam's Lie in Germany ...

http://www.fornyelsespartiet.dk/109120654


Indsat i dag på den enøjede Odins dag, onsdag den 3. april 2019

 Martin Luther

satte 95 teser på kirkedøren i Wittenberg ( Tyskland = Germany ) 

født 1483 = død 1546


 

Præsenteret her 18. marts 2019.

Citat

 PROTESTEN ER IKKE SLUT -

500 ÅR EFTER Luther

Den 31. oktober 2017 var det 500 år siden Martin Luther opslog de 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Disse 95 teser afslørede nogle af den katolske kirkes ubibelske traditioner og læresætninger, og folk blev forbavset  at én mand turde gøre noget sådant. Tænk at tale Rom imod! En mand mod et helt system.

De 95 teser blev spredt rundt om i ( Tyskland = Germany ) og hele verden i løbet af kort tid. Folk forstod meget hurtigt at den katolske kirke havde mange ubibelske læresætninger og traditioner, og mange stillede sig på Luthers side. Der opstod mange livlige debatter, og de 95 teser gjorde sit til at folk selv begyndte at tænke - og tænke anderledes.

Det var stort set kun præsterne som havde Bibelen, og folk havde set op til dem. De havde haft tiltro til at de formidlede Guds ord korrekt. Men nu havde Martin Luther med sine 95 teser og sin forkyndelse afsløret at deres traditioner og lære ikke var i harmoni med Bibelens lære. Der opstod ganske hurtigt to markante lejre: Den katolske kirkes lære og Luthers lære.

Fordi Luther stod fast på sine afsløringer og sin lære, blev han til sidst indkaldt til rigsdagen i Worms. Rigsdagen ønskede at han skulle være lydig mod øvrigheden, og at han skulle tilbagekalde det han havde sagt og gjort. Men Luthers svar var:>>Bevis ud fra den hellige skrift, at jeg tager fejl. Så snart jeg bliver overbevist om dette, vil jeg afsværge vildfarelsen og være den første til at lægge hånd på mine bøger og kaste dem ilden.<< Han forsatte således:>> Vi hverken samtykker i eller på nogen som helst måde holder fast ved noget, der er i modstrid med Gud, med hans Hellige ord, og med vor samvittighed til vor frelser... Det er vor beslutning ved Guds nåde at opretholde den rene og uforfalskede forkyndelse af hans eget ord, sådan som det i Det gamle og Det nye testamentes bibelske bøger uden at føje noget til, som kan være i modstrid med det. Guds Ord er den eneste sandhed.<< 

 - D´Aubigné, bind 7, kapitel 8.

Fyrsternes protest 

Kejser Karl V ville stoppe Luther og reformationen. Han sammenkaldte til en ny rigsdag i Speyer i 1529. Her blev det besluttet at forhindre reformationen i at udbrede sig videre. Reformatorerne måtte ikke udtale sig om nogen stridspunkter, ikke modsatte sig at messen blev fejret og heller ikke tillade nogen katolik at godtage Luthers lære.

Reformatorerne bestemte sig for at fremlægge deres protest mod denne for nationalrådet. De skrev blandt andet dette:>>Vi hverken samtykker i eller på nogen som helst måde holder fast ved noget, der er i modstrid med Gud, med hans Hellige Ord, og med vor samvittighed til vor frelser... Det er vor beslutning ved Guds nåde at opretholde den rene og uforfalskede forkyndelse af hans eget Ord, sådan som det findes i Det gamle og Det nye Testamentes bibelske bøger uden at føje noget til, som kan være i det, Guds Ord, der er den eneste sandhed.<<

- D´Aubigne, bind 13, kap. 6

Det princip som denne berømte protest indeholder, danner selve grundlaget for protestantismen.

 Hvilken autoritet?

Martin Luther og reformatorerne mente at de kristne skulle følge Bibelen og  Bibelen alene når der var tale om tro og lære. Den katolske kirke mente derimod at man burde følge Bibelen og traditionen. Og her var modsætningen meget klar.

500 år

efter Luther

 

10 nye teser på

kirkedøren!

---------

Citat Slut

 


 www.sagenskerne.dk

BRILLER = Filmen om = BRILLER

 

 Video til IT CAN BE DONE AMIGO YouTube

www.pokerpartiet.dk

 


 Sådan lød den bøn jeg lærte, da jeg gik i skole i Vendsyssel

 Den kristne Tros-bekendelse var således i Danmark i 1960

Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige,
Himlens og Jordens skaber;
og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, Vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv
.

Jeg gik i skole mellem 1952 og 1960

Derfor kan jeg huske noget, som vores nuværende Folketings-politikere ikke kan huske i dag, mandag den 18. marts 2019, 

www.Google.dk

Video til Partilederrunden 1. valg 2015

fordi de ikke var født dengang. Med Venlig Hilsen

Saxo-Poul

http://www.pokerpartiet.dk/8976395

 


 

Billeder af Desert Legion 1953 Alan Ladd, Richard ...

 Billedresultat for Desert Legion 1953 Alan Ladd, Richard Conte, Arlene Dahl

 http://www.pokerpartiet.dk/8976417

 


  UNDER REGNBUEN

Billedresultat for Regnbue billeder

Beretningen om det sensationelle fund af Enoks testamente

 Indholdsfortegnelse

Om opaler og min nye kjortel

Mit farvel til bardommen

Festen

Den verden der sank

Det første sammenstød i lejren

Vi vandrer ud

Drømmen

Valgets øjeblk

I kildernes land

Enoks rejsefælle

Endnu en forsinkelse

Ad ukendte stier

I fangenskab

En kongelig modtagelse

Arkens Herre

Ved målet

Den første kamp om fundet

Enoks Testamente

En broget hjemkomst

En halv sandhed

Under regnbuen                     side 164 til side 172.


 Om opaler, løver, samt min nye kjortel

Lad mig hellere straks tilstå, at det var forkert af mig at stkke af og gå på eventyr dagen før den store højtid. Det kan jeg godt indse nu bagefter. Ja, og jeg gjorde det uden at tage Bakta med, skønt vi alle har strenge ordrer til aldrig at fjerne os længere fra lejren, hvis vi er alene, end at nogen kan høre os, når vi råber om hjælp. Og for at tage det hele med, så var det også en fejl, at jeg vovede mig så langt ind i det herreløse land.

Derimod nægter jeg på det bestemteste at tage imod bebrejdelser, fordi Debbili var med. Enhver ved da, at Deb ikke er til at ryste af sig, når han får den ide at ville med - nysgerrig som et egern, ustyrlig som et vildæsels føl og snu som en sjakal. Gennem samlige hans tretten år, har et velfortjent lag tærsk endnu aldrig gjort det mindste indtryk på ham - ud over det par minutter, operationen står på. Desuden holdt han sig klogeligt i dæk, til vi var så langt inde i slugten, at det var lige så farligt at sende ham tilbage, som at lade ham forsætte.

Alligevel, blot man husker det ædle og ophøjede formål med min ekspedition, kan man umuligt andet end give mig ret i , at det var både smukt og rigtigt af mig at tage af sted.  Hvad for noget? Har jeg ikke fortalt om det ? Hvor det dog ligner mig! som far ville sige, Jamen så hør da:  Den følgende dag skulle den store fest fejres, hvorved jeg som attenårig skulle optages i mændenes lag og have ret til at sidde i deres råd og blive hørt. På den dag var det min drøm at give mor en afskedsgave som tak for alt, hvad hun havde været for mig i min barndom og ungdom.

Nej, det var aldeles ikke noget særlig kønt hos mig. Det var bare det, at jeg havde fået øjnene op for det nådeløse slid, vi drenge havde kostet hende ( for ikke at tale om pigerne ). Jeg tror, det begyndte en nat, da jeg blev vækket ved, at en rotte løb henover mit ansigt, og jeg hørte mor ligge og græde næsten lydløst for ikke at vække os andre. Jeg listede mig hen til hende og spurgte, om hun var syg, og om jeg ikke måtte hente Djaldin til hende. Hun tyssede straks på mig, knugede mig ind til sig og hviskede: "Nej, nej, gå endelig hen og læg dig, inden du vækker nogen. Der er overhovedet ikke noget i vejen. Jeg er bare så dødtræt, at jeg ikke kan sove. Det går straks over igen."

Må jeg spørge: Fortjente hun ikke en virkelig afskedsgave på min store festdag? Nå, der kan I selv se! Det skulle ikke være det første, det bedste, men noget, som gjorde hende virkelig glad, og som hun ikke ville glemme så let igen. Derved kommer jeg til punkt to i mit forsvar:

Når bjergbækkene har fået tid til at finde deres normale leje igen efter en af regntidens tordenbyger, ligger der mellem klippeblokkene opskyllede banker af grus og sand, hvori man kan være heldig at finde kostbare smykkesten. Efter den sidste oversvømmelse havde Mallian. min fætter, fundet et par mørkerøde granater , som han i sin fritid sad og sleb til for at indfatte dem i et par ørenringe til en pige, som han gerne ville gøre indtryk på. Hvorfor skulle jeg ikke være heldig? Jeg håbede bare på at finde opaler.

Som I ikke kan undgå at have hørt, for hele lejren er delt i to i den sag, holder vi og vor æt os til Himlens og jordens Herre, hvis pagtstegn er regnbuen, som Han lod lyse over vore forfædre den dag, da de kom frelst ud af arken. En velslebet opal af den rigtige slags spiller i sollyset med et skær af rødt og gult eller grønt og blåt, som var den en lille stump af regnbuen selv, der var faldet ned på jorden; ja, som var det selve Skaberens glædessmil, når han deler sine skabningers glæde.

Efter denne forklaring vil alle, som har en gnist af sund fornuft - for ikke at tale om hjerte - kunne forstå, hvorfor jeg den morgen, mens de andre var travlt optaget af at fiske lammelunser op af oliven-saucen i den dampende gryde, listede mig ud af den lille låge i palisaderne bag valnøddetræerne og stak i løb nordpå. Trods al forsigtighed må Deb altså have observeret mig og vejret eventyr, for knap var jeg nået ind i krattet ved foden af bjergene, før han kom halsende efter mig. Jeg åbnede munden for at give hamen ordentlig omgang: "Hvem har haft bud efter dig, din lille. . . " råbte jeg. Deb har på et tidligt tidspunkt af sin karriere som nummer syv ud af ni brødre ( for ikke at tale om pigerne ) opdaget, at angreb ofte er det bedste forsvar, så han lod mig slet ikke komme til orde.

"Du er ellers ikke ked af det, må jeg sige!" afbrød han min knap nok begyndte tordentale," at gå på jagt i den fine nye mandskjortel, som du først får ret til at bære i morgen!" For en ulykke også! Gamle Danga havde siddet og syet på den i skæret af en osende sivfakkel det meste af natten for at få den færdig til festen, og på hendes indtrængende bønner havde jeg lovet at prøve den, da jeg stod op, for at være sikker på at den ikke snærede over skuldrene eller rynkede under armene. I min iver efter at komme af sted uden at blive opdaget, havde jeg rent glemt at skifte til mit hverdagstøj.

"Og hvad tror du, far siger, når han hører, at du har været helt ude i bjergene alene?" forsatte han anklagende. "Hvorfor har du ikke taget Bakta med?" "Fordi det skal være en hemmelighed." " Hvad skal være en hemmelighed?"  Ja, så måtte jeg jo ud i det. "Men nu er det hele ødelagt," sluttede jeg, "for du kan selvfølgelg ikke holde mund med det!? "Vel kan jeg da så. På æresord!" protesterede han indigneret.

Jeg så tvivlende på ham, for vel synes den lille slyngel at være mig virkelig hengiven - jeg aner ikke hvorfor, men kan en tretten årig tie med noget, som kun han ved? "Så brug i det mindste dine øjne, siden du nu er her, og hjælp mig med at finde det , jeg søger!" "Fire øjne ser mere end to," erklærede med en røst, som kom den fra graven.

Vi brast begge i latter, for han er fænomenal til at efterabe andre, og det lød akkurat som Ulam den Vises dybe basstemme, nå han fremsiger et af sine visdomsord!

Nu skal jeg ikke trætte med en længere skildring af vor søgen. Vi fandt tre små vist-nok opaler og en enkelt større temmelig-sikker opal. Først slibningen ville afgøre, om de var ægte, men dert var i mindste nok til at give os lyst til at forsætte. Vi var efterhånden kommet temmelig dybt ind i den stejle kløft, som vi fulgte. Jeg gik langs den smalle vandåre midt i strømlejet, som endnu holdt stand mod solens glød, og Debbili gik gik parallelt med mig et pileskuds afstand højere oppe ad skråningen, hvor vandet også havde aflejret grusdynger, den gang bækken var en rivende flod.

Deb havde lige råbt, om vi ikke snart skulle vende om, fordi solen for længst havde passeret middagshøjden. Jeg så op for at svare, at hvis han var træt, kunne han bare sætte sig og hvile lidt. Netop da gled jeg i en dynge ral, som raslede ned i vandet. Så gik det løs! Lyden forstyrrede en løvinde, som lå og solede sig bag en klippe et sted forude.  Nu er løver i almindelighed ikke  agressive over for mennesker, hvis de da ikke plages af en daggammel hunger, og forudsat, at man ikke overrumplende kommer dem for nær; men som vi senere opdagede havde hun to små unger hos sig, og så er det en helt anden sag.

Det første, som lod ane, at der var noget på færde, var et arrigt fnys, og i næste øjeblik dukkede det gyldne dyr frem fra sit skjul. Ved synet af mig udstødte hun et rungende brøl og sænkede kroppen til spring, mens halen piskede vildt af ophidselse. Nu har jeg ikke for intet været Baktas elev i alle disse år. Jeg vidste, at selv om jeg kunne nå at sende den en pil i synet, ville det kun såre den, men ikke standse den. Den ville kæmpe sig til døde for sine unger, for selvfølgelig gik den ud fra, at det var dem, vi var ude for at røve. Jeg smed derfor straks buen fra mig, greb spyddet i begge  hænder og bøjede mig let forover, mens mine øjne ikke et øjeblik slap dens, for at give agt på dens mindste reaktioner.

Min eneste chance var, som Bakta ofte nok havde indskærpet mig, at springe lynhurtigt til side i samme nu, dens krop slap jorden, og derfor ikke længere kunne forandre springets retning. I det øjeblik, hvor den så efter landingen snurrede rundt for at angribe, var der et sekund hvor den blottede sin side, så at jeg, hvis jeg var hurtig nok, kunne få held til at løbe mit spyd ind lige bag skulderbladet, hvor vejen til hjertet går. Mine kræfter, vidste jeg, skulle nok slå til, for Bakta havde trænet mig hårdt ved om og om igen, at lade mig øve mig på en slagtet okse, men jeg vidste, at det drejede sig om brøkdele af et sekund.

Jeg så musklerne strammes  i dens poter og lyset i dens øjne skifte fra anspændt ravbrunt til raseriets røde glød; men lige som den skulle til at sætte af, kom der en stor, tung kampesten tordnende ned ad den næsten lodrette skråning og brækkede ryggen på dyret, så det ikke kunne springe, men lå og fægtede vildt med forpoterne og udstødte brøl af smerte.

Jeg så forbløffet op. Deb havde allerede sin stav under den næste og vippede den ud over kanten. Med et ækelt svup landede den i siden på dyret og bragte det til tavshed. Oppe på skrænten dansede Deb krigsdans under vilde hyl, medens han svang sin stav.

Jeg skyndte mig hen til dyret for at gøre en ende på dens lidelser, for den viste endnu svage tegn på liv. Og så var det, at ulykken skete. Idet jeg bøjede mig for at jage den skarpe od ind bag skulderen, slog den efter mig med forpoten. Det var kun et sidste afmægtigt tjat i dødens vildelse, men jeg var ganske uforberedt på det og tog mig ikke i agt. En klo, der var skarp som en kniv, flængede mit venstre kjortelærme. Så gav det et ryk i den store krop, og derefter rørte den sig ikke mere. Men min nye kjortel var uhjælpelig itu, og lidt efter begyndte blodet at dryppe på den.

Heldigvis var det kun et overfladisk sår, men det sved som et hvepsestik. Efter at have vasket såret grundigt, fandt vi hurtigt frem til en grågrøn lægebusk med gule blomster, som duftede strat. Djaldin kaldte den for Rude og havde lært os at tygge dens blade og lægge dem på sår, fordi de ofte forhindrede betændelse. Jeg surrede min andehn buestreng stramt om ærmet for at holde det hele på plads. Jeg var glad for, at jeg aldig går ud uden en ekstra buestreng.

Vi blev enige om at skynde os hjem, inden vi løb ind i flere uheld, for det syntes at være en af den slags dage, hvor man kan vente sig lidt af hvert. I morgen kunne vi så sende folk op efter skindet og måske efter de to killinger, hvis de var der endnu. Nej, det var sandt, i morgen var jo min festdag. Nå, men så dagen efter da. . . På hjemvejen var vi så heldige  at støde på to tjurhanner i vild kamp, mens hunnen så til med påtaget ligegyldighed. Ved hurtigskydning lykkedes det os at nedlægge dem alle tre. Det lettede lidt på samvittigheden, for glæden over dem kunne forhåbentlig bøde en smule på det flåede ærme og pletterne på kjortelen.

Billeder af læge urten rude

Billedresultat for Læge-urten Rude billeder

Det skal siges til fars ros, at han hilste os med et bifaldende smil, da vi nåede lejren. Det var ikke kun tjurernes skyld. Han opmuntrer altid mod og udholdenhed. Mor var derimod utrøstelig. Jeg foreslog, at vi blot behøvede at fjerne det andet ærme også. En ærmeløs kjortel var ikke så uhørt! " Jamen, begriber du da slet ikke noget, Raytan?" jamrede hun. "Sæt nu jeg havde mistet både dig og Deb dagen før din indvielse!"

"Jamen det har du altså ikke !" forsøgte jeg at trøste hende. "Og selvom det var sket, ville du endda have overskud: syv andre drenge - for ikke at tale om pigerne!

Men nu blev mor for alvor vred. "Prøv ikke at klare dig ud af dette her ved at være kæphøj," befalede hun mig strengt. "Det liv, din Skaber gav dig, tilhører ikke dig, men Ham, og er derfor noget helligt, som du ikke har lov til at slænge skødeløst bort, som var det en udtrådt sandal. Du skal stå Ham til regnskab for, hvordan du handler med det!"

Og lige oven på den omgang fik jeg et knus for de sølle vist-nok opaler, som ikke en gang var slebet endnu.

Kvinder er altså mærkelige, Jeg lærer aldrig at forstå dem!

  Første Kapitel Slut


 

  UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

Til  læseren

 Dette er et højtideligt øjeblik i Deres liv.

`Den bog,´De nu er´i færd med at lukke op, er nemlig enestående i verdensliteraturen.´Den er verdens ældste selvbiografi. Meget kunne tyde på, at den stammer fra tiden omkringt år 5 - 4000 før Kristus.

´Ad underlige veje kom manuskriptet mig i hænde, og under mit arbejde med at oversætte det har jeg udvist samme loyale ærbødighed over for teksten, som det er mit håb, at læseren vil udvise.

´Kun hvad angår sprogtonen har jeg tilladt mig en lettere modernisering, da jeg frygtede for, at den højtidelige , klangfulde fortællekunst, som hine fjerne tider elskede, ville virke floromvunden eller direkte uforståelig for det tyvende århundrede.

Oversætteren.


 UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

Mit farvel til barndommen

 Som jeg nævnte før, følger vor æt de forskrifter som er overleveret  os fra dem, som i begyndelsen tjente Himlens og jordens Herre. En af disse byder, at man skal indvie sig til en stor højtid ( de gamle kaldte det at hellige sig) for at sindet kan være åbent til at modtage alt det, Han ønsker at indplante i det under festen.

Man begynder ved solnedgang med et grundigt bad. Jeg tog nu mit i form af en lang herlig svøåmmetur i Harpesøen. Derefter begynder festen, som varer til næste dags middag. Natten skal tilbringes med at våge. Man gennemgår i tankerne sin barndom år for år, takker for livets under, for alle gode gaver og glæder og beder om tilgivelse for alle de fejltrin, man kan huske, idet man nævner dem ved navn, én for én.

www.Google.dk

Billedresultat for ugler i danmark billeder

Billeder af ugler i danmark

De gamle kaldte det ´at sige barndommen en kærlig tak og sænke den i fortidens hav´. Den sidste del af natten, efter at uglerne er vendt hjem til deres bo i ginkotræet, vender man tankens blik imod det der skal komme, beder om velsignelse og beskærmelse over fremtiden og om Himlens vejledning under hvert skridt ind i det ukendte.

Bliver man træt og søvnig, mens timerne skrider, gør det ikke spor, for Skaberen ved godt , at det ikke skyldes mangel på ærbødighed, men er noget ganske naturligt, og selve viljen til at våge, gælder i Hans øjne som tilbedelse.

Den første , som indfandt sig, og dermed gjorde ende på nattevagten, var Lahaita, en høj, kraftig mand med en buldrende stemme. Hans venlige ansigt kigger ud af et viltert krat af sort hår og skæg, som han næsten aldrig  kæmmer eller studser. Han har endnu ikke rundet de første halvandet hundrede år af sit liv og er derfor i sin fulde kraft.

Lahaita er ikke sådan at blive klog på. Det er, som var han ikke en, men to. Han er godmodig, fornøjelig og meget populær, fordi han er en god fortæller, om end lidt vel snakkende. Men så - midt i det hele - kan han blive mærkelig indadvendt og grublende og svarer ikke mere, når man spørger ham om noget. Da synker samtalen omkring bålet til en hvisken. Man siger, at det er Den Højeste, som er i færd med at give ham et budskab til os andre. Når det kommer, buldrer han ikke, men stemmen bliver stille og indtrængende, så det løber os koldt ned ad ryggen, og selv fjenden synes at blive betænkelig derved.

Har jeg ikke nævnt fjenden endnu? Jeg ved det godt, men vær bare rolig. Inden vi er færdige, skal I få mere at høre om ham, end I måske bryder jer om. Dette er bare ikke stedet.

Lahaita er, sammen med gamle Ulam selvfølgelig, den åndelige leder af lejren, ikke fordi nogen har udnævnt ham dertil, men simpelthen i kraft af sin personligheds autoritet. Han holder ivrigt fast ved de gamle sandheder, som forkynder os meningen med det hele , hvordan, hvorfor og hvortil Han som skabt3e alle ting, har skænket os dette liv. Det var som en slags indvielse af denne min højtidsdag, at han kom en hel time før daggry for at have god tid til at opmuntre mig til at holde fast ved det budskab, som Noas Gud skænkede den, der vandrede med Ham

Han begyndte3 straks på den gamle overhøring. Ingen ved, hvor gammelt ritualet egentlig er, men for os to var det mere end et  ritual. Det var en fest at få lov til at gentage de gamle, åbenbarede sandheder, som skildrer vor adel, vor ulykke og vort håb:

HVEM ER VORT OPHAV?

Den ene, Han som skabte os.

HVORDAN SKABTE HAN OS ?

I sit billede.

HVAD BETYDER DET?

Det betyder, at han, som er Ånd, har lagt ånd ind i vort støv; noget, som Han kan tale til, og som kan opfatte Hans tale.

HVOR SKABTE HAN OS?

I livets land, i skyggen af livets træ, ved floden som deler sig i fire, i landet, der ikke kender til død.

HVORDAN KOM DØDEN?

Vi brød med Ham, som alene har liv i sig.

HVORDAN LØD VORES DOM?

Støv er du, og til støv skal du vende tilbage.

HVORDAN LYDER DET HÅB, HAN GAV OS INDEN DOMMEN?

Da  sagde Gud Herren til slangen: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd. Den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen.

HVAD ER VOR FØRSTE PLIGT? 

At spejde efter Ham, som skal komme, og aldrig lade slangen fravriste os håbet, han gav os.

HAR SLANGEN MAGT TIL AT FRAVRISTE OS HÅBET?

Hvis vi slutter venskab, hvor Gud satte fjendskab, giver vi selv slangen magt til at fravriste håbet

>>Dig vil slangen næppe kunne skade på afgørende vis, men vær vis på, at han vil forsøge det!<< sluttede Lahaita og gav mig et opmuntrende klap på skulderen, da han rejste sig for at gå. >>Men sig mig for resten: Hvorfor fejrer vi vore fester på den syvende dag?<<

>>Fordi det hedder: Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den.<<

>>Således velsignede og helligede Han denne dag for dig og dine! Men hvorfor vælger vi helst den første syvendedag efter månenyet?<<

>>Fordi Gud satte det store og det lille lys på hvælvingen til fastsættelse af højtider. Og den velsignelse, der lyses under nymånens segl, vil gro sammen med denne og blive stor.<<

>>Den blive stor!<< lød hans afskedshilsen.

 Ginkgotræet i lejrens midte

Ginkgo biloba - Tempeltræet - kaldes et levende fossil

Ginkgo biloba in Lucenec2.jpg

 Tempeltræet har eksisteret i mindst 240 mio. år. I dag er der blot én art tilbage. Slægten kendes fra 125 mio. år gamle forsteninger på Bornholm og fra 4 mio. år gamle aflejninger i Nordtyskland. Træet har givetvis været i Danmark i over 100 mio. år. Det kendes fra fossiler fra Jura-tiden, der er næsten identiske med den nulevende art. I Danmark har det dog været fraværende siden sidste istid, til det blev indført som haveplante efter 1730.

 www.Google.dk

Andet Kapitel Slut


 

 UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

Festen

 Med solens første stråler gled Den store Dag ud af den fremtid, hvori den havde sovet så længe, og blev forvandlet til NU!

Mens nattens skygger sneg sig bort, stod jeg og så ud over lejren. Aldrig havde den forekommet mig så skøn.

Det er forresten kun en gammel vane fra vandringstiden, at vi stadig kalder den lejren. I virkeligheden drejer det sig om henved 40 stråtækte lerhytter omgivet af et palisadehegn og af en tæt tjørnehæk. Men der er god plads, for de fleste hytter ligger i deres egen urtemark eller vingård, næsten skjult af figen og morbærtræer.

Jeg har nævnt det store ginkgotræ på den åbne plads midt i lejren. Vi plejer at gætte på, at det er et af de største i den nye verden, men selvfølgelig kan det højest have stået der i 600-700 år, så det er ikke for noget at regne i sammenligning med de kæmper, som sank i afgrunden med den verden, som ikke er mere.

Morgenstilheden var endnu , så dyb, at man tydeligt kunne høre det hyggelige bølgeskvulp nede fra søen helt herop og biernes summen i den blomstrende hør. Ude over det blå vand skreg en fiskeørn og dykkede i et styrt, så dens hvide bryst lynede. Et hejrepar med krummet hals og bagud strakte ben lige ind i solopgangen. Kun fra den store affaldsdynge uden for palisaderne blev morgenstilheden brudt af kragerne, som med en masse ukvemsord opfordrede en forsinket sjakal til at stikke sin latterlige hale mellem benene og skrubbe hjem til sit hul, så ærlige folk kunne komme til. 

Havde vor lejr nu været en enhed, ville vi om lidt have samlet os alle sammen  om det store fælles alter midt i bygden, men det havde af mange grunde murret under overfladen, og da tidligregnen det år næsten udeblev, brugte godt tre hundrede det som påskud til at vende far ryggen og vælge Nidiri til høvding. Kun lidt over hundrede holdt fast ved far. Endnu var det ikke kommet så vidt, at vi forstyrrede hinandens fester, men for at undgå episoder havde vi rejst vort eget lille alter af utilhugne sten ved gavlen af vort eget hus. Dets eneste smykke var faktisk to høje buske af granatæble, en på hver side af alteret, hvis rigt blomstrende grene gratiøst hvælvede sig over det. Jeg har altid fundet at at granatæbler  er en stærkt overvurderet frugt, men dets rubinrøde  blomster gløder i solen som festblus. 

Her stod så vor gruppe samlet kort efter solopgang. Foran alteret, hvor ved og kvas var lagt til rette under det bundne lam, stod far og jeg. Han var i festkjortel og med den gyldne høvdingering blinkende på armen, og jeg afklædt alt, kun i et kort lændeklæde. Nøgne, som da vi blev født, træder vi ved denne indvielse frem for Ham, som uddeler liv efter sin egen vilje, for at modtage fremtidens gave af hans hånd. Derfor finder iklædningen med den nye dragt først sted efter offeret og tilbedelsen.

Som jeg på forhånd var blevet instrueret om, lagde jeg begge hænder på lammet til tegn på, at jeg gjorde mig til et med det, og far fremsagde den højtidelige indvielsesbøn.

>>HIMLENS OG JORDENS HERRE!

Vi fremstiller for Din trone denne din skabning, Raytan, søn af Kangu, søn af Kangana, søn af Larun, søn af Sem, søn af Noa.

Vi bringer Dig dette offer som tak, fordi du har bevaret ham indtil denne dag.

Modtag dette lams liv som hans liv, at det stedse må være i Din hånd.

Modtag dette blod som hans blod, at hver skyld må være sonet, som han i uforstand eller bevidst trods har pådraget sig over for Dig.

Modtag dets ben som hans ben, at han altid må vandre af dine veje<<.

Med et hastigt snit skar han struben over på lammet og hældte gløderne, som Esmin rakte ham i en skål, ud over kvaset.

Til vor store glæde steg røgen lige til vejrs i en søjle , der langsomt tyndede ud og forsvandt i hvælvingens blå. Offeret var modtaget! Det blev et Abels-offer, ikke et Kains.

Så var det mors tur. 

Så var det mors tur. Det var hendes forret at iføre mig den manddomdskjortel, hvormed jeg trådte ud af barndommen og dermed af hendes værn. Efter at jeg havde fået en renlærredsunderklædning på, holdt hun stolt kjortelen frem. Der var sket et mirakel! I nattens løb var der vokset et nyt ærme frem på den.

"Jamen blodpletterne?" udbrød jeg "De er helt væk! Du må kunne trylle." >>Det kan jeg ,<< svarede hun stolt. >>Det første tryllemiddel hedder rent vand. Det andet saften af grøn valnøddeskal. Pletterne er en anelse mørkere end det øvrige skind, men med den fart, du slider dit tøj, vil de forsvinde i løbet af otte dage.<<

Velkommen i mændenes lag, søn!<< sagde far højt. >>Og modtag endnu et lille tegn på din nye værdighed.<<

Hele vor menighed råbte af glæde og klappede i hænderne , mens han bandt noget om livet på mig. Et bælte til kjortlen, var ikke uventet, men ved venstre hofte blev det tynget nede. Jeg så ned og troede først, at jeg drømte. En ægte lang, skarp jagtkniv af bronze i sin skede! Det måtte være en misforståelse. Der fandtes kun to eller tre af den slags i hele lejren. Jeg trak den og lod den blinke i solen. Det var ikke en gammel tingest der var gået i arv fra slægt til til slægt og var så sløv, at den ikke kunne slibes mere, men den var helt ny. Det var en skat uden lige!

Siden nedstigningen fra Ararat

Siden nedstigningen fra Ararat har de fleste måttet nøjes med flint eller den klare, diamanthårde, kulsorte sten, som man kan være heldig at finde i asken ved foden af en vulkan. Selvfølgelig havde de overlevende rigeligt med våben og redskaber med sig fra den verden, som sank, men de er for længs slidt op. Vel gik deres tekniske viden i arv, men de følgende slægter var så optaget af at rydde og genopdyrke jord og indfange og genoptræne nye hjorde og husdyr, at få fik tid eller kræfter tilovers til at bryde og smelte malm.

En større og mere kostbar gave end denne kniv kunne ingen have forstillet sig, og dog havde jeg knap fået den i skeden igen, før jeg fik en endnu større.

Lahaita trådte frem

Lahaita trådte frem foran os. Det var den alvorlige Lahaita, seeren, profeten, sendebudet. Han stod lidt, som biede han på, at en stemme eller et syn skulle bringe ham et budskab. Så opløftede han sin røst:

>>Så siger han, den som ser Den Højestes syner med opladt øje, og hører Den Almægtiges røst med opladt ånd<<.

Der blev dødstille i forsamlingen. Vi turde knap trække vejret.

Højt og klart fulgte nu profetiens ord, med en kort pause mellem hvert udsagn, som lyttede han efter det næste:

>>Min ånd spejder efter Ham, som skal komme. Jeg ser Ham; dog ikke nu. Jeg skuer ham; dog ikke nær. Du, Raytan, søn af Kangu, er blandt dem, som er udvalgt til at berede Hans vej.

Du vil finde en skat, som vil fremskynde Hans komme.

Du skal søge den med livet som indsats, men Han skal selv lede dig.

Du skal finde den, hvor regnbuen lyste de undkomne tilbage til livet!

UNDER REGNBUEN

Billedresultat for Regnbue billeder

Pausen = på ubestemt tid = Slut 

Pausen besluttet i dag ( på Odins dag ) onsdag, den 13. marts 2019

Forsættelsen begynder onnsdag, den 13. marts 2019 klokken 12:50

 


 Jeg syntes næsten, jeg kunne høre mit hjertes banken i mit bryst, på en gang af glæde og skræk, for det, som havde været os så tæt inde på livet i den hellige stilhed.

Selvfølgelig var  Debbili den første, som ikke kunne dy sig for at bryde stilheden. Stilhed er ikke noget for ham. Han kom hen til mig med noget i sin højre hånd, som han hemmelighedsfuldt dækkede over med venstre. Da han rakte det frem, så jeg, at det var en lille fuglerede med tre rødgule æg og et der var blågrønt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle med den, men gjorde alt, hvad jeg kunne, for at lægge henrykt begejstring for dagen.

>>Du behøver ikke tage så forsigtigt på den,<< sagde han, da jeg omhyggeligt satte den fra mig på kanten af alteret, >>Æggene er hårdkogte, tror jeg nok.<< Jeg tog reden op igen og følte på æggene. Det var ikke fugleæg, men opaler. Den ene i hvert fald ´med garanti´- de tre andre "måske". Debs slanke skikkelse brækkede næsten midt over af grin og henrykkelse over, at hans list var lykkedes.

>>Du skal have stor tak for ideen,<< stammede han mellem lattergispene. >>Det var dig selv, der gav mig den i går. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle hitte på at give dig, men disse lå under den anden af de to blokke, som skaffede løven et mindre ildebefindende.<<

>>Dem lægger jeg altså til de fire vi fandt i går,<< sagde jeg. >>Så kan der næsten blive til en halskæde til mor.<< >>Naturligvis, men du må gerne fortælle hende, at det var mig der fandt halvdelen.<<

>>Det skal jeg, du store løvedræber. Jeg kunne lige straks, ikke lige straks ikke begribe, hvorfor en storjæger som du, for hvem ingen løve kan føle sig sikker, var begyndt at kaste dig over småfugle, men nu forstår jeg, at det var ædlere vildt, du var ude efter.<<

Baktas gave var ti pile med flintespidser, som han tålmodigt havde siddet og hugget til i de lange timer om vinteren, hvor regnen lukker os inde.

Bakta kom til os, da jeg var ganske lille. Han var på flugt for en blodhævner. Mere fik far aldrig ud af ham, og vi drenge havde strenge ordrer til ikke at udspørge ham. Vi vidste kun, at han hørte til Togarmanastammen af Jafets æt, som på det tidspunkt, hvor han flygtede, var på vej ind i ukendt land hinsides en vældig bjergkæde, en måneds vandring nord for Ararat. Han talte vores fælles sprog, men med et snurrigt, syngende tonefald, og brugte ofte ord vi ikke kendte.

Håret var langt blegere af hudfarve end os. Håret var også lysere, og han havde den skik, at studse det kort fire gang om året. Han sagde, at såedes var det skik, hvor han kom fra, og at det var lettere at holde styr på lusene på den måde. Det mærkeligste ved ham var dog hans øjne. Et barn, som han i leg løftede op i vejret, gav sig til at hyle af skræk. Aldrig før havde hun set nogen med grå øjne.

>>Slip mig, slip mig, du har jo øjne som en kat!<< skreg hun. De blev gode venner siden, for Bakta holdt meget af børn, men øgenavnet Katteøje fik han aldrig helt rystet af sig. Iøvrigt var han en ren kæmpe at se til, højere og bredere end nogen anden i lejren, stærk som en bjørn og aldeles frygtløs.

   Da far uden tøven optog ham i vores klan efter et kort forhør, overtalte mor ham til at gøre ham til min særlige livvagt; jeg var nemlig dengang så svagelig, at hun gik i evig frygt for at miste mig. Jeg kan tilføje, at han også blev min træner og oplærer i jagt og våbenbrug, og at han hurtigt fik en plads i mit hjerte side om side med far, mor og Deb; ja, og selvfølgelig Lahaita. Men den sidste er nu i en klasse for sig selv.

Resten af de gaver, som blev bragt, var ment som bidrag til aftenens store fællesspisning: flettede kurve med fisk fra søen, bjerge af grøntsager, bønner, løg og citroner, to krukker honning, et helt vinskind, et ungt vildsvin, et knippe agerhøns og to antiloper. >>Så må vi nok skilles indtil i aften,<< sagde far, efter vi har takket hver enkelt. >>Du har fri i dag, men vi andre har jo forskelligt, som skal nås inden da.<<

Før jeg forlod haven, plukkede jeg en gren af granatæblebusken og stak den i bæltet om min nye kjortel til et minde om offerlammet, der nu var hos Ham, i hvis hånd min fremtid lå. Dens blomster luede i sollyset så røde som gløderne i asken på alteret, efter bålet var brændt ned.

Ved døren ventede mor med en skål gedemælk og et lille ublandet hvedebrød. Oven på fasten var det et gilde, og efter den lange nattevagt sov jeg til solnedegang.

Hver gang jeg søger på  www.Google.dk  efter en granatæblegren

får jeg vist et granatæble. For mig er der forskel på en gren og et æble. Jeg husker en forside på Ekstrabladet, der lød således

YNK YNK YNK

  www.endtime.net

 Hvad rimer på = ynk ynk ynk ??? Det gør

SYNK SYNK SYNK

ISBN nr. 87 88897 13 3


 

 Klokken er lige nu = 03;22 , Thors dag, den 14. marts 2019 

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Pausen = på ubestemt tid = Slut 

DEN VERDEN DER SANK

 Aftenen gik lige så harmonisk og vellykket som resten af dagen. Vi var godt et halv hundrede af vor egen kreds, men ikke så få af børnene fra den anden ende af lejren var kommet listende i håb om at få del i herlighederne, og de blev ikke skuffede. Mor og mine søstre var alle vegne og øvede vidundere, tappert assisteret af et par frivillige nabokoner. Snakken omkring bålet begyndte at blive mere almindelig og højrøstet, efterhånden som flere og flere fik tid til at bruge munden til andet end at tygge med. Jeg havde lige hevet skelettet af den sidste agerhøne over skulderen til hundene, da Ulam kom, og vi alle rejste os op.

   Ulam den Vise, søn af Uriti, søn af Undalan, er så gammel, at hans far har kendt Sem, inden denne drog langt sydpå langs den brusende Strøm for enden af Harpesøen og grundlagde sin lejr på bjerget, som han kaldte Guds Arnested.

Ulam er næsten helt skaldet, og skægget er hvidt som sne, men under de buskede bryn i det rynkede ansigt er øjnene lysvågne, og hans hukommelse synes ret upåvirket af alderen. Han kan glemme de nære ting, men det, han engang har lært, sidder fast. Ja, man kan godt kalde ham for hele vort slægtsleds hukommelse.

Der findes næppe den strid eller pagtslutning, de indbyrdes slægtforbindelser og arveretslige forhold eller koloniseringer af nye landsdele , som han ikke kan gøre rede for helt tilbage til nedstigningen.

Men de to diciple, han har, er begge kommet langvejs fra for at lære de hellige tekster, som hans hukommelse ved en særlig nådegave har bevaret ordlyden af. Når han slår over i en bestemt rytme og fortæller om de ældste tider i korte, klangfulde sætninger af få ord, men af mægtigt indholde, da ved vi, at nu hører vi beretningerne om Guds skæbnevendende handlinger med Adams æt, som de har lydt fra begyndelsen. 

  Ulam ( Æresgæsten ) placeres

Langsomt og gangbesværet nærmede han sig den plads, vi havde gjort rede til ham, støttet af de diciple. Pladsen for æresgæsten var midt for ilden. Der var bredt flettede måtter over græsset og stablet hynder og puder til rygstød. Mor rakte ham en strimmel duftende, fedtsydende vildsvineryg på et spid, men hans ledsagere forklarede, at det eneste, han ønskede, var en skål med lige dele vin og vand.

Pligten Kalder

Far hviskede til mig, at da det var mit gilde, var det også min pligt at gå hen og byde Ulam velkommen. Jeg tørrede omhyggeligt mine fingre af i håret for at skåne min nye kjortel. Man siger desuden, at det fremmer hårvæksten. Så gik jeg hen og bøjede mig ærbødigt for ham.

>>Jeg takker jer og jeres to ledsagere, fordi I har villet kaste ære  og glans over min fest ved jeres nærværelse,<< sagde jeg. Så kom jeg i tanker om en velsignelse, jeg engang havde hørt Lahaita  bruge. >>Måtte Gud  belønne jer og lade sin fortrolighedslampe brænde i jeres telt nat og dag. Måtte I trygt vandre frem gennem mørket ved Hans lys!<<  

God Opdragelse

>>Du er jo slet ikke så ilde opdraget, knægt,<< svarede han. >>Tilgiv<< tilføjede han, efter at Asmala havde trukket ham i ærmet og hvisket ham et par ord i øret. >>Jeg forstår, at jeg fra i dag bør kalde dig unge mand. Måtte din velsignelse styrke mine fjed og derpå vende tilbage til dig med ti andre i følge!<<

>>I dag giver alle mig gaver. Vil I gøre det samme?<< vovede jeg at spørge.

Han betragtede mig længe eftertænksomt.

>>Hvad ejer vel en gammel mand, som kan være dig til glæde?<< spurgte han omsider.

Det kosteligste af alt

>>I ejer det kosteligste af alt, beretningen om den verden der sank, og om hvordan en ny er blevet os givet, og om Ham , som gav os den og leder vore fjed, når vi giver ham lov.<< Du skal få den, når Han siger, at tiden dertil er inde. Lad gildet forsætte.<<

Da aftenfesten begyndte, var solen netop ved at forsvinde bag bjergene i vest. I flugten tabte den det ene farveslør efter det andet af purpur, gult og grønt, eller også efterlod den dem med vilje, som et pant på, at den ville vende igen i morgen.

Nu stod månen lige over toppen af ginkgoen og forsølvede dens majestætiske krone, rundt om hvilken flagermusene havde begyndt deres urolige siksakjagt på flyvende insekter. Bålet var sunket sammen til en lang, lav seng af gløder.

Grenen fra Granatæblebusken

Jeg opdagede, at jeg sad med den gren i hånden, som jeg i morges havde plukket af granatæblebusken henne ved alteret. Jeg må - uden at have tænkt over det - have brugt den til at holde mig myggene fra livet, men den havde alligevel et par røde blomster endnu. Er dagen begyndt med et indvielsesoffer, skal den ende med et takoffer, tænkte jeg og lagde grenen midt i gløderne.

Asmala Sanger rejste sig. Han kom vandrende fra et land i det fjerneste østen, som han kalder Sumer, og som skal ligge hinsides den store ørken, hvor to floder forener sig til en. Han påstår, at de er så store, at vores er som en bjergbæk imod dem. Han stod tavs til den sidste summen af samtale døde hen. Så løftede han sine arme og bragte Ham, som bor i det høje, en tak for de mange gaver, hvormed Han havde fornyet vore hjerter på denne dag. Blandt gaverne nævnede han også >>den unge mand, som Du i dag har ladet træde over barndommens tærskel ind i deres række, som værner denne klan og skuldrer dens byeder.<< Så bredte han hænderne ud over os, messede en velsignelse, som er så gammel, at vi ikke forstod alle ordene, og satte sig.

Øjeblikket er = NU

Øjeblikket var øjensynligt inde, da Ulam ville til at fortælle. Vi satte os alle godt til rette og vendte os mod ham. Mødrene tog de mindste på skødet eller lagde dem til brystet for at få dem til at falde til ro efter de mange uvante indtryk - og fra det øjeblik den gamle oplod sin røst, hørtes ingen anden lyd end den serie af korte fløjt, hvormed den lille ugle i det gamle valnøddetræ kaldte ungerne frem, hver gang den kom med en mus. 

>>Almægtige! Som Din Ånd svævede over vandene i urtidens mørke - før lyset var - således svæver den nu over mig og rettede min tanke og min tunge, for at jeg nu må fremføre, hvad den indgiver mig, og kun det,<< bad Ulam i dyb inderlighed, før han tog ordet.

>>Som I alle ved ,<< begyndte han >>lå vort første hjem på Lysets Kyst, og Han, i hvem der intet mørke er og ingen død, vandrede selv blandt de første. Men da de tog det skridt, der fører bort fra ham, fjernede de sig fra deres eneste værn, og Hans hellige rene lys blev dem uudholdeligt. Før styrkede det dem hvert øjeblik. Nu sved det dem i sjælen og brændte deres salighed til aske.

Det var årsagen til, at de måtte bort fra deres første hjem. Den verden, de blev forvist fra, var langt rigere end den vi nu lever i. Hvor vi nu ser stjernerne, var den hyldet i et vældigt tågeslør af vanddampe, så fint at lyset kunne trænge igennem, og så tæt, at sol og måne kun tog sig ud som gylden dis. Sløret skærmede jorden mod solens brand og rummets kulde. Der var hverken ørkener, ødemarker eller is, men varmt og fugtigt overalt. Der var endeløse skove og frugtbare sletter, som vrimlede af dyreflokke, og vore forfædre bredte sig hastigst fra egn til egn, indtil ingen længere vidste tal på dem.

Tilladelse givet

Men for at de aldrig skulle glemme, at de havde brudt med Ham, som er livets kilde, tillod Han fjenden at plage dem med smerter, sygdom, alderdom og død.

Flertallet lod sig ikke ydmyge heraf og søgte tilbage til Hans veje. De gjorde oprør og søgte hos slangen, og den lokkede dem så dybt ind i ondskabens riger, at de til sidst kom til at elske det onde for dets egen skyld, og ikke kun som et middel til at glemme deres elendighed. Men den som gør det, har mistet sin sjæl.

Da faldt dommen. Gud lod vandsløret i det høje styrte ned i fortættede strømme, som med vældig kraft spulede jorden ren. Den verden de gamle kendte, forsvandt.

 Ud af Arken

Da fædrene trådte ud af arken, var den gamle tingendes orden helt forandret. Det var en fattig jord de steg ned på - i sammenligning med den de havde kendt, men deres sjæl sang af jubel, første gang de så en solopgang eller nattens funklende hærskarer af stjerner. Sem har overleveret os sin faders lovprisning under det første taksigelsesoffer på den nye jord.<<

Asmala og Harpen

Den gamle nikkede til Asmala, som straks gav sig til at stemme den lille håndharpe, som han førte med sig overalt.

>>Disse var ordene, som min mester har lært mig dem<< sagde han og begyndte den jævne, enstonige sang til strengenes klimpren:

Herre, min Gud, du er såre stor,

klædt i højhed og herlighed

hyllet i lys som en kappe

i regnbuens strålende slør

 

Vandene stod over bjergene,

men for Din trussel flyede de,

skræmtes bort af Din tordenrøst

Du satte deres grænse,

så de ikke atter skal tilhylde jorden.

 

Et vejr fo´r frem og rensede himlen,

fra Norden kom en lysning

Over Gud er der frygtelig højhed!

 

Strømme lod runge deres brag,

men fremfor vældige vandes drøn

er Herren herlig i Det Høje-

 

Herre, Du som har udbredt Din Højhed over himlene!

Når jeg ser stjernerne, Du har skabt,

solen i sin opgang

Din herligt henglidende måne,

hvad er da et menneske

at Du kommer det i hu,

et menneskebarn,

at Du tager Dig af det?

Men hermed syntes Asmala langfra tilfreds.

>>Det var Guds mening,<< sagde han, >>at vor stamfader Noas ord skulle give også jeres ånd vinger, så den kvidrende svale svang sig op til Hans trones fod i tak og tilbedelse!

   Nu synger jeg ordene igen, en linie ad gangen, og så synger I den efter mig. linie efter linie. Ja, og så klapper vi takten til, så I på den måde tilbeder med hele jeres krop.

Kom så:

Herre min Gud. Du er såre stor -

Amalie fik os virkelig med. Tålmodig, men stædig nedbrød han al generthed og passiv lyst til bare at lade de andre gøre det. De første der overgav sig, var børnene, men til sidst havde han os alle med i den grad, at vi alle så skuffede ud, da han efter tredie gang stak harpen tilbage i dens lædertaske.

>>Og nu, da tilbedelsen har renset jeres sind og givet jeres ånd nyt liv,<< sagde Ulam, >> vil I bedre forstå, hvorfor de undkomne foretrak den nye verden for den gamle. I den nye verden var de endelig blevet befriet fra det sjælsforrående kulturbarberi, som man i den gamle havde den frækhed at kalde for kunst kultur og fremskridt.

I den gamle summede dert af dæmoniske sandhedsforvrængninger, der som fluer lagde deres spy på alt, som var helligt og skønt. At mene noget andet end flertallet blev regnet for et brud, på den solidaritet, som mennesker skylder hinanden. Man måtte gerne tro sandheden, men kun på den betingelse, at man var villig til at erklære løgnen for den samme sandhed set fra en anden side.

Billeder af fugle i danmark

Billedresultat for rødkælk billede

 Billeder af rødkælk

 At komme ud af den verden, som sank, var at vågne af et mareridt. Derfor sagde de gamle. Velsignet være Han, som lod den gamle hvælving styrte ned og gøre en ende på disse rædsler. For en slægt, som har mistet fællesskabet med lysets Gud, har mistet ALT.<<

 


 

 Jeg vil nu forsætte dette kapitel, klokken 00:13 den 19. marts 2019

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder 

Det første sammenstød i lejren

>>Indrømmet, men Sem blev hvidhåret af skræk, da han så himlen falde ned, og det år i arken tog sådan på ham, at han var halvtosset resten af sit liv. Og den fromme Enok, som vi altid får serveret: Óg Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham!´Ja, eller også var det en af de store øgler, som var velsignet med dengang, der hapsede ham en dag, han havde vovet sig for langt ind i vildmarken. Hvem kan vide det med sikkerhed så længe efter?<<

Den høje, skrattende stemme kaldte hurtigt flere til. Inden længe var vi omringet af en hel flok af hans folk. Vore egne kommer aldrig frivilligt inden for rækkevidde af hans ragekniv af en tunge.Den voksende tilhørerskare inspirerede ham til at forsætte.

>>Vi er ikke så tåbelige at fornægte Noas Gud. Vi ved da, at Han er til. Vi finder kun, at Hans godhed er stærkt overvurderet. Han er lunefuld - giver med den ene hånd og tager med den anden. Han skaber - og ødelægger. Som alle tyranner er Han lunefuld, og tåler ingen ved sin side.<<

I det skarpe sollys tegnede en skygge sig på sandet. Jeg vendte mig om og åndede lettet op. Lahaita var iblandt os. >>Lys er intolerant,<< svarede han. >>Det er selve dets natur. Det tåler intet mørke, hvor det får adgang. Der er ting her i livet, som skal og må være intollerante - eller dø. Gud er hellig, og hellighedbekæmper det vanhellige til sidste blodsdråbe - eller ophører med at være hellighed. Gud kan lige så lidt fornægte sin natur, og holde op med med at være hellig, som solen kan holde op med at skinne.<<

>>Som jeg sagde, inden du kom, anderkender også vi Skaberen, Noas Gud, Ja vi ærer Ham endog med ofre ved passende lejligheder. Vi ved bare, at Han ikke, som Han ynder at påstå, er den eneste, og at de guddomme, som lever og virker i naturens kræfter og årstidernes gang, er os nærmere og lettere at få i tale.<<

>>Lyt til høvdingens visdomsord!<< råbte Haksja >>Der er ånder og magter i ild og vand, i luft og i fjord. De taler til os i vindens susen i træerne, i fuglenes flugt og skrig, i tordenens drøn, vulkanernes syden og stjernernes gang gennem natten. Døde stiger op af gravene og giver råd til os, som kender de kraftord, der maner dem frem. Ja, og valmuedrømmene som vi ved at fremkalde, skænker vidunderlige syner og vækker røster til live, som slumrer dybt i vort indre.<<

Klokken er nu 01:27 = En slumre-pause19. marts 2019

Klokken er nu 08.20 = Slumre-pausen. er Slut.

------------

Haksjas ansigt og hele skikkelse bærer spor af fordums skønhed, som i årenes løb er forsimplet til frækhed, men begejstringen i hendes mørke, glødende øjne var ægte nok.

>>Du glemmer vel ikke de rædselsvækkende syner og mareridt, som dine ofre tit vågner op af - skrigende om hjælp og svækkede på krop og sjæl for lange tider?<< indskød Lahaita.

>>Der er farer forbundet med alt, som er noget værd. Min kunst er for dem, som har mod til at tage deres skæbne  i deres egen hånd. Den er ikke for kujoner.

>>Og glem så ikke vore brødre og søstre, dyrene.<< peb Marul. Han er lille, skævrygget og dobbelt så så gammel som Haksja. Alligevel er han hendes mand. Ingen aner hvordan det er gået til. Der hviskes om, at hun bruger ham som forsøgsdyr ved ukulte eksperimenter. Iøvrigt er båndet mellem dem særdeles løst og absolut ikke snærende for nogen af parterne.

>>Få drømmer om, hvilken kraft der ligger gemt i en dyrekrop. Når jeg forvandler mig til en urokse og i månelys danser over agrene, da gror sæden hundredfold. Som en grib har jeg svævet over de højeste bjerge. Som en skorpion har jeg sneget mig ind til en slumrende fjende, og næste morgen var han død. Når jeg fodrer min hornslange, så hvisker han sin visdom til mig. I en af knoglehulerne fandt jeg kraniet af en sabeltiger. Når jeg sover med det under mit hoved...<<

   >>Lad det nu være nok, tåbe!<< kommanderede Haksja, og han klappede øjeblikkelig i.  Se dig om, Kangu, forsatte hun henvendt til far. >>I bliver færre og færre! Hvor er Noas Gud? Er i blevet uvenner? Vi bliver flere og flere. Hvordan forklarer du det?<< 

   Som svar pegede far uden ord op mod offerhøjen øst for lejren. Set hernede fra er det en lav klippe, over hvis top  en steneg breder sine vældige krone. Går man derop ad den flittigt tiltrampede sti fra lejren, finder man under egen en glat søjle af træ, mørk og glinsende af olie efter talrige ofringer og selvfølgelig dækket af skyer af fluer. Ved foden er der et alter for den guddom, som siges at bo i søjlen. Her lokker Haksjas døtre og veninder lejrens mænd op og hengiver sig til dem til ære for for guden, som det hedder. Den eneste betingelse er et offer til søjlens ånd.

   >>Hvordan det kan gå et flertal, som skabes af den slags andagter, det oplevede den verden som sank,<<  sagde han kort. >>Men der synes at være nogle, som aldrig bliver klogere.<<

   >>Hvor længe kan det være vor pligt at forsætte samlivet med mørkets børn?<< spurgte far, da de andre omsider fortrak.

>>Gud vil selv give os tegnet til opbrud,<< svarede Lahaita. >>og Hans time kan næppe være fjern, men tag ikke fejl af de to.

Marul har ikke altid været, som han er nu. Hans forstand er nedbrudt og hele hans personlighed gjort til intet af hendes mørkekunsner, så han er endt som en halvtosset stakkel, der render rundt og spiller bukketrold for at tiltrække sig lidt opmærksomhed, trækker i en oksehud med horn og hale og danser på markerne eller på offerhøjen.

   Haksja derimod er virkelig farlig, fordi hun ejer ægte evner, som sætter hende i forbindelse med magter, hun ikke altid selv kan styre, men som smutter ud af hendes kontrol og gør alvorlig fortræd. Hendes valmuedrømme og dødemaneri åbner sjælen for en sværm af løgneånder. Hun leger med ild, og hun ved det selv, men hendes lyst til at få magt over andre og til selvforherligelse gør det umuligt for hende at holde op.

>>Hvor længe kan hun forsætte, før det går galt?<< 

   >>Så længe de har brug for hende - ikke en dag længere. Så klapper fælden i, og de kender ikke til skånsel over for deres redskaber. >>De<<

   >>Afgrundens ånder. Slangens folk!<<

   >>Jeg troede, Noas Gud havde sat en stopper for den slags, da Han udslettede den verden, som sank?<<

   >>Han satte en grænse for deres illegale fysiske invasion, men hvor mennesker selv åbner sig og indbyder dem, er de både på deres lovlige territorium og ødelægger både sjæl og krop, fordi ondskaben ikke kan andet end ødelægge, som gift ikke kan andet end at dræbe liv.<<  

   >>Når lejren engang beslutter sig til at skille sig af med heksen, vil jeg gerne være den, som drejer halsen om på hende,<< erklærede Bakta. >>Til Marul kan en gang pisk være nok.<<

   >>Men du hørte jo, at han er en stakkel, mindede far os om. >>Det var heller ikke ment som en straf - bare som en medicin,<< svarede han.

Endelig var vi på vej

Endelig var vi på vej. Hundene gav et triumhyl! Hundene gav et triumfhyl og havde nær slidt halsrebet itu, inden vi fik dem løst. Vi var nu så forsinkede, at vi straks satte i det luntetrav, som vi agtede at holde, til vi var fremme . Men efter en halv times tid begyndte terrænet  at stige, så vi måtte slå over i hurtigmarch for ikke at blive fopustede.

Når vi et øjeblik stod stille for at få vejret indåndede vi bedøvende pust af vellugt fra de lave, krybende klipperoser, som smykker fjeldsiderne. De udsveder den duftharpiks, kvinderne elsker at gnide i håret.

Mellem de høje, alvorlige pinjer og friskgrønne laurbær og myrter flammede gyvelen gylden og den vilde sennep citrongul i den dirrende hede, men desværre overdøvede cikadernes koncert ganske sangen fra de brogede finker, som smuttede ud og ind mellem de mandshøje senneptræers kroner. Under den dybblå kuppel, som hvælvede sig over os, holdt evigt kredsende glenter og gribbe  øje med alt, hvad der foregik i dybet under dem.

Desværre spildte  vi en hel del tid på at vige uden om store arealer af tidaler, den lave, krybende slags med de gyldengule blomster, der stod så tæt, at de var uigennemtrængelige. Derfor blev det nær middag før vi fandt flokken, der var så urolig, at det var umuligt at komme den på skudhold. Det var tydeligt, at ulve havde jaget rundt med dem, for vi fandt rester af sønderflængede kroppe, hvis knogler var spredt vidt omkring af ravne og sjakaler.

   Nej I har ret , dette er ikke noget spændende jaqgteventyr, men sådan forløber mindst fem ud af jagtture - sved, træthed, og en masse føjten rundt til ingen verdens nytte. 

Dog blev dagen ikke helt uden udbytte. Da vi efter at have tosset rundt omkring mellem klipperne i timevis omsider gav op og tiltrådte tilbagetoget stødte vi på åbningen ind til en grotte, og sandelig om ikke tre geder, som under nattens rædsler var kommet væk fra flokken, lå her og hvilede ud. Var det synd at forstyrre dem? Selvfølgelig! - men mad er nu engang mad, og den havde vi ikke mere af derhjemme.

Enhver tanke om at udforske hulen nærmere opgav vi hurtigt, for den var en af knoglehulerne fra den store drukning. Vældige bølger havde slynget et virvar af knuste dyrekroppe sammen herinde, store og små af alle slags, sikkert også af mennesker, knækket, brækket, rullet og spæintret dem og kittet dem sammen til en solid masse med ler,sandog ral. Vi nøjedes derfor med at tage en ged hver på skulderen. Den tungeste slæbte vi nellem os, hver holdende i et ben. På den måde nåede vi som aftalt ved solnedgang dalen med de to daddelpalmer, hvor Esmin ventede os med æsler til at fragte byttet hjem. Eet æsel havde nu været rigeligt!!

Det første sammenstød i lejren = slut.

Og nu til mine 2. timers let forsinkede middagssøvn.

 


 Politik er meget spændende

Video til Partilederrunden 1. valg 2015

www.sagenskerne.dk

                                             


          Thors dag = Torsdag               

I dag, torsdag, den 21. marts 2019 nu er klokken 02:45 og nu er/var temperaturerne i Dit/Mit og Vores Fædreland Danmark disse temperaturer, på min bopæl i Ringkøbing Skjern Kommune.

Campingvognen plus 6. grader celsius 

ude plus 7. grader celsius

mellemgangen + 10. grader celsius 

inde + 23. grader celsius

         Himlen var Klokken 02:45 overskyet, hvilket betyder at der ikke var stjerner eller nogen måne at se på himlen. Der kunne mærkes en meget stille vind, Torsdag, den 21. marts 2019.    

 http://www.sagenskerne.dk/30117885

 


 UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

 Vi vandrer ud

 Sammenstødet med Nidiri og hans folk den morgen var det første åbenlyse, men det havde allerede rumlet i undergrunden et stykke tid, som det ofte er tlfældet, inden en vulkan løber løbsk. Vi havde længe vidst, at udbruddet måtte komme på et eller andet tidspunk. Vi vidste også, at når det kom, kunne en hurtig udrykning blive nødvendig, og vi var ikke uforberedte på det.

Under påskud af jagtture, som vi gjorde længere og længere, afsøgte vi den ukendte vildmark omkring os. Vi var altid på udkig efter et velegnet sted til en nybygd. Omsider fandt vi det også, men mere herom senere. Lahaita plejer at sige , at de største begivenheder tit udløses af en ganske lille årsag, og inden året var ude, fik han ret.

Den begivenhed, som sprængte lejren og sendte os ud i det ukendte, blev et lille barns sygdom. Henda var en af de purunge piger, som havde hentet sig et svangerskab til gudens ære oppe på offerhøjen. Den lille. svagelige dreng var nu to år og fik uvilkårligt sin part af enhver feber, som gik gennem lejren. Haksja, som altid tog sig af sine klienter, så længe de var villige til at gøre tjeneste for guden, kurerede på ham med mange slags hemmelige urteafkog, og da intet synes at hjælpe, betalte Henda hende dyrt for en amulet til, at hænge  om halsen på den lille Haitan, for at han kunne få ro til at sove om natten.

Klokken er nu 04:18 = En slumre-pausei dag19. marts 2019.

Klokken er nu 09:32 = Slumrepausen Slut. Forsætter.

 


 

Amuletten havde den modsatte virkning. Drengen blev angst og urolig,slog vildt om sig, udstødte lange klagende hyl og faldt hen i kramper.

                                                      En nat kunne Henda ikke mere. Hun tog den lille på armen og stillede sig op uden for Lahaitas dør, inden det blev lyst, i håb om at ingen skulle se hende. >>Jeg ved godt, at jeg ikke hører til iblandt jer, og at du ikke kan lide mig,<< sagde hun, da Lahaita, vækket af barnets hulken , trådte ud,>>men lille Haitan her har intet gjort, og jeg kan ikke holde ud at se ham lide en eneste nat længere. Er det muligt, at du vil forbarme dig, ikke over mig, men over ham og prøve din kunst på ham ? Ellers går jeg i søen med ham!<< >>Du giver ham stadig bryst?<<

Henda nikkede stolt.

>>Så må du holde op med at bruge Haksjas valmuepiller. De går gennem din mælk over i ham, og de er alt for stærke for et barn. Desuden ved du godt, at de kan give frygtelige mareridt.<< Hun så mut ned, men svarede ikke. Et billede af en nøgen mand med et tyrehoved.

>>Jeg behøver vel næppe at spørge, hvor du har det fra?<< Sandt nok. Hun siger, at den stammer fra den verden, som sank, og at det derfor er en vældig kraft i den, fordi de, som levede dengang, var langt kyndigere i troldom, end vi er.<<

>>Tænk dig om, så vil du selv indse, at det er løgn. Ingen ville have vovet at tage den slags med i den hellige Guds ark, og havde den været ude i den store vandflod, ville alle lemmer være brækket og al farve skuret af. Men det skal nok være en kopi af noget, de havde dengang, og selv en kopi af den slags er farligere end en gidtslange. il du have din dreng rask, så giv mig den, så skal jeg tilintegøre den.<<

>>Behold den endelig,>> bad Henda lettet.<<Den har næsten taget livet af ham.<<

Lahaita bad først Himlens og jordens almægtige Herre om at binde al ondskabens magt i figuren, så knuste han den til pulver mellem to sten, samledeomhyggeligt dette op i et stort blad og gik ned og hældte det i søen. Bafefter vaskede han med ekstra omhu sine hænder i rindende vand.

Nidiri valgte at betragte denne handling som en krigserklæring, fordi den var en hån mod imod guden og imod alle som dyrkede ham. Dernæst erklærede Haksja, at det både var tyveri og hærværk, fordi amuletten var hendes personlige ejendom, som kun har været lejet for en kortere tid. Endvidere var den komplet uerstattelig, så hun måtte kræve en større skadeserstatning, wnd Lahaita nogen sinde kunne udrede, hvorfor hun havde ret til at få ham ham overdraget som livsslave. Den dybeste årsag til den megen forbitrelse var i virkeligheden, at flertallet følte, at de havde lidt et prestigetab, fordi Lahsita ikke var faldet om på stedet, ramt af tyregudens vrede.

***************

Samme aften blev der holdt rådforsamling i den anden ende af lejren. Det var første gang, de holdt den for sig selv, uden os

At dette måtte have en ende var alle enige om.

>>Vi må gøre noget for at genoprette alle guders, ånders og magters ære, og vi må gøre det snart,ellers får vi dem til vore fjender,<< erklærede Haksja. >>Det første skridt må være at få Kangu og hele hans bande af gudsfornægtere ud. Ikke et eneste helligt billede , eller så meget som en amulet, er at finde i deres huse.<< >>En nat og en dag, så er de ude !<< svarede Nidiri. >>Overlad det til mig.<<

Bakta og jeg havde været ude efter en råbuk den dag og kom først sent hjem. Vi var så udmattede, at vi var væk i samme nu, vi smed os på sovemåtten og trak det tynde klæde op over hovedet for ikke at blive vækket af myg i nattens løb. Efter hvad vi bagefter hørte, var vi nok de eneste i lejren, som fik søvn i øjnene den nat.

Lejren havde genlydt af hamren og banken og sidst på natten af trommedans med sang, hyl og lattersalver.

Da vi kom ud næste morgen, så vi straks, hvad Nidiri og hans folk havde haft så travlt med. En høj af jord omgivet af en stensætning var i nattens løb, skudt op i centrum af lejren, og på den knejsede en mandshøj, groft tilhugget træstatue af tyreguden malet i så skingre farver, at småbørn skreg ved synet, og mange kvinder gøs og vendte sig bort. En stor sten, som var væltet hen for foden af den, bar tydelige spor af den natlige offerfest. På ginkgotræets stamme bag gudebilledet var en slange malet med rødt og sort. Den bugtede sig i slyng på slyng helt op til de nederste grene tolv fod over jorden. I kreds om denne ny helligdom stod Nidiri og hans følg, alle bevæbnede og rede til den afgørende konfrontation.

>>Kangu!<< råbte han. >>Kom herhen med din klan. Vi har et ord at sige jer.<< Vi trådte nærmere, men ikke uden ængstelse for, hvad de kunne finde på. Så mange var i de sidste åringer gået over til dem, at vi kun var et halvlandet hundrede mod deres flok, som var mindst tre gange så stor.

>>Som vi alle har oplevet det ,<< forsatte han, >>er det ikke godt for en lejr at have to høvdinge, når de trækker til hver sin side. Vi har derfor i nat valgt en ny overhøvding for lejren, som alle herefter har at bøje sig for. Her ser i ham !<<  >>Bøje os for ham der?<< råbte far. Aldrig! Så hellere et nyt hjem!<<

>>Han falder måske ikke i alles smag.<< Det var Haksja, der nu forsøgte sig i overtalelsens kunst. >>Men vi vil også være tilfredse , hvis vi hylder den vise slange, som kun har det ene ønske at gøre os guddommelige. Hans løfte derom fra tidernes morgen gælder den dag i dag.<<

>>Lige så guddommelige som Adam og Eva blev det?<< Det var Lahaita, der nu trådte i brechen.   >>Det var deres egen fejl, at det svipsede for dem,<< forklarede Haksja. >>De gav for hurtigt op. De lod sig skræmme af ham den anden og fortrød. Kun når man giver sig helt til slangen, kan han holde sit løfte. Han kan ikke gøre guder af kujoner.<<

>>Hvis der er nogen, som nogen sinde har givet sig helt til slangen, er det det slægtled, som Noa og hans familie undslap fra. Og deres henrykkelse over den guddommelighed, de derved vandt, kan du læse i deres kraniers stivnede grin, blot du kigger ind i den nærmeste knoglehule. Samtidig kan du se, hvad prisen er for at sætte sig op  mod Den Ene.<<

>>Du fører altid Den Ene i munden, Lahaita, men jeg har også hørt jer snakke om Enoks Gud, Noas Gud, Sems Gud, eller Ham, som troner over Regnbuen. Det får jeg til fire, ikke til en<<

>>Som om du ikke vidste, at med de forskellige navne mener vi Den Ene! Men for at berøve jer enhver mulighed for at misforstå os, skal jeg røbe jer det navn, hvorunder Sets æt af det andet slægtled tilbad Ham sammen med vore første forældre. Det hellige navn, som Han selv skænkede dem, betyder:

DEN SOM ER, OG SOM FÅR TIL AT VÆRE.

Vender I ryggen til Ham, da vender I ryggen til lysets kilde og vandrer i jeres egen skygge, hvor slangen har magt.<<

Marul brast i en skogrende latter. >>Og hvor vandrer i hen, hvis man tør spørge?<< råbte han. I må enten bøje jer for os eller liste af som en hund, der har fået af pisken! Ud i den hjemløse vildmark, hvor gribbe og ulve vil slås om jeres kadaver. Ikke nogen større succes for ham, Den Ene med de mange navne, men sådan har han altså for skik at lønne sine tjenere!<<

>>Flertal og magt giver en berusende fornemmelse af succes, men beviser intet om en sags sandhed eller usandhed,<< svarede Lahaita. >>En Gud som er hellig og sanddru, lader sig ikke diktere noget af noget flertal. Noa prædikede sandheden i 120 år uden spor succes, for ingen omvendte sig. Kun han og hans vandt deres liv som løn. De andre kunne så i undergangen trøste sig med, at de var flertallet.<<

>>Og så har vi ikke flere ord til jer,<< sagde far, >>for hermed er alt sagt, som skal siges. Inden aften drager vi ud. Hellere overnatte blandt skovens vilde dyr end i skyggen af der.<<

>>Lad det være som du har sagt. Til solen går ned har i fred!<< proklamerede Nidiri højtideligtog løftede hånden som til edsaflæggelse. Dermed var afgørelsen faldet.

Hos os blev alt nu feberagtig travlhed. I vilmarken går man hurtigt i stå, hvis man har for meget at slæbe på, så det gjalt om at udvælge det allermest nødvendige med omtanke. Fårene ville sinke os alt for meget på rejsen, så dem brugte vi  - bortset fra nogle få avlsdyr - til at tiltuske os flere pakæslerfor, indtil vor karavane af lastdyr kom helt op på 20. Keidan var os en uvurderlig hjælp. Han har en særlig evne til at forvandle et stykke udyrket, stenet jord til en vingård eller urtehave, så han påtog sig at pakke al slags frø, såsæd, frugtkærner og stiklinger i små kurve. Ingen anede jo, hvor langt vi ville få til nærmeste naboer. Vi havde aldrig hørt om andre mennesker i den egn, hvor vi agtede os hen.

De første til at forlade lejren var Bakta og tre unge mænd, som blev sendt op til skovbrynet i nord for at indhegne en lejrplads til natten og sørge for vand til madlavning og brænsel til nattens vagtbål.

Vi andre arbejdede med en sådan iver, at vi allerede et par timer før solnedgang kunne sætte os til vort sidste måltid i lejren, som havde været vort hjem, men hvor vi nu var fremmede og uønskede. Siden middag havde skyerne trukket sammen, og mens vi spiste, bragede tordenen løs, og regnen begyndte at styrte ned. >>Det ser ud til, at den Højeste selv vil spænde ben for vor afrejse! Man skulle ellers tro, den var ham til behag,<< udbrød Esmin efter et skrald, der føltes, som rystede selve jordbunden, som lejren var bygget på. Esmin er ellers god nok, både flittig og pligtopfyldende, og lejrens bedste kok, men desværre af den slags, som ustanseligt svinger mellem tro og vantro, alt efter de ydre omstændigheder. Med forkærlighed dvæler han ved den negative side af enhver sag.

>>Spis din mad og lad være med at bekymre dig,<< svarede Lahaita kort. >>Hvis Gud vil, at vi skal ud, så kommer vi ud - med eller uden en våd kjortel.<< Selv om jeg bliver så gammel som Noa, vil jeg aldrig glemme vor afmarch.

Da vi rejste os fra måltidet , var også tordenskyllerne forbi, og mens vi indtog vore aftalte pladser langs karavanen , brød solen igennem. Hen over de blåsorte skyer, som var trukke længere mod nord, bredte sig, først ganske svagt, så kraftigere og kraftigere, pagtstegnet, Guds trones afglans, regnbuen.

I Hans navn, som troner over regnbuen, drager vi ud!<< Råbte Lahaita.

Karavanen satte sig i gang, og det så ud, som forsvandt den led for led igennem regnbuens portal ind i det ukendte.

Endnu et minde vil jeg have med fra marchen til vor første nattelejr.

Vi havde vel gået en times tid, og skyggerne var blevet lange og sorte, da vi hørte et klagende råb bagude og standsede. I det fjerne så vi en lille skikkelse komme vaklende af træthed med en bylt bundet på ryggen og armene varsomt om en anden. Da skikkelsen kom nærmere, genkendte vi Henda.

>>Tag mig med jer!<< gispede hun forpustet. >>Jeg kender ikke jeres Gud, men jeg tør ikke blive hos ham den anden. Han gør mig så bange. Giv mig en plads hos jer!<<

>>Der er plads også til dig,<< svarede far. >> Gud ske lov for en verden, hvor der er masser af plads , endnu da. Efter sigende boede de så tæt i den gamle verden, at alle var slaver af alle.<<

Det, jeg ikke kan glemme, var mors svar. Hun gik hen og slog armene om Henda, og da hun så, hvor udmattet den unge pige var, sagde hun:>>Ræk mig din lille Haitan lidt. Også til jer to er der plads under regnbuen!<<

>>Åh, hvor godt! Jeg ser den, jeg ser den!<<

>>Kære barn. Den forsvandt for over en time siden, men den vil komme igen en anden gang, når vi trænger til den!<<

>>Nej, den er ikke borte ,<< protesterede Henda. >>Jeg ser den, og den gør mig så tryg.<<

>>Hvor ser du den, barn?<<

>> I dine øjne, høvdingefrue! Der lyser genskinnet af den endnu.<<

***************

Vi Vandrer Ud

Slut for i dag = Torsdag, den 21. marts 2019 klokken 16:26

 


 Forsat i dag, lørdag, den 23. marts 2019

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Drømmen

Jeg brugte vist det udtryk, at vi drog ud i det ukendte, men det betyder ikke , at vi gik i blinde. Far havde været denne vej før sammen med Baytun og Hamil - vore to mest erfarne jægere og stifindere. For resten var det bare at følge den flod nordpå, ved hvis udløb i Harpesøen vor gamle lejr lå. Eller rettere , at følge lyden af dens brusen mellem de vældige, nedstyrtede klippestykker, for dens bredder var så tæt overgroede med pilekrat , sandtorn, slåen og brombær, at det var som en uigennemtrængelig mur. Alligevel var der intet at tage fejl af, for efterhånden som terrænet steg, blev larmen fra floden mere og mere voldsom.

Vor vej førte os gennem tætte skove af  eg, lind, platan, kastanja og pinjer med underskov af buske, høje græsarter og bregner, af hvilke jeg ikke kendte navn på halvdelen. Alt fået lov til at gro frit, som det ville eller kunne, lige siden vandfloden trak sig tilbage. Daglig stødte vi på flokke af hjorte og vildsvin, som snarere syntes nysgerrige end opskræmte  ved det ukendte syn af mennesker. I de åbne lysninger hilste os stadig tydligere vor anden store vejviser, en vældig bjergtinde, der løftede skinnende snemasser helt ind i den blå hvælving,

Af hensyn til børnene og de gamle drog vi kun langsomt frem. Ofte måtte vi gå lange omveje, hvor sumpe eller andet ufremkommeligt terræn spærrede. Desuden måtte vi også tage tid til at jage. Derfor tog det os ti dage at nå frem til en sø, som floden havde dannet i en stor sænkning i terrænet. Den var ikke halvt så stor som vor hjemlige Harpesø, men dyb, frisk og fiskerig. Langs  bredderne groede skove af rør og papyrus. Hvide storke og blå fiskehejrer spankulerede forsigtigt rundt skridt for skridt for ikke at skræmme fiskene væk, svalerstrøg frem og tilbage over vandfladen, og tusinder af småfugle sang mellem sivene.

Her slog vi os ned for at hvile ud  og rådslå om, hvad vi videre skulle gøre.

Far og de to stifindere havde ikke været længere end hertil, så foran os lå nu det virkelig ukendte. Alligevel mente de at vor nye bygd  skulle ligge et sted mellem denne sø og bjrerget med snetinderne. De havde allerede kaldt landet for tindernes land. De mente, at der fra denne sø og til foden af det høje bjerg måtte være omtrent samme afstand, som vi lige havde tilbagelagt fra Harpesøen og hertil.

Vor rast ved denne sø blev for mig den helt uforglemmelige oplevelse, for det var her, jeg fik skænket min første virkelige profetiske drøm.

***************

Jeg har drømt før - løst tøjeri, som var glemt, inden jeg blev helt vågen, men dette hørte hjemme i en helt anden verden. At jeg drømte om målet for vor vandring var ganske naturligt, for jeg havde netop ligget og spekuleret på, hvordan det mon kunne se ud , inden jeg faldt i søvn.I drømmen fik jeg det bare aldrig at se.

Jeg vandrede gennem en lang dal i retning af bjergets fod og kom til et punkt, hvor den løb  lige ind i en klippevæg, som tvang den til at dele i to. Den ene svingede mod vest, den anden steg som en smal  stenet kløft stejlt imod øst op ad bjergets side. Tøvende stod jeg foran den furede klippevæg af lysegrå kalksten med lav, tinian og blå gentianagroende i hver sprække. Lige for næsen  af mig sad et grønt firben og solede sig med spillende tunge. Øverst på  en smal afsats lænede et akaciatræ sig ud over stien, fyldt af hvide blomster. Jeg kan endnu høre biernes i de hængende blomster-klaser og en sangdrossel, som sang af fuld hals, skjult bag det lyse, fintfligede løv.

Jeg vidste, at nu måtte jeg bestemme mig. Jeg vendte mig mod vest, hvor dalen så bredere og mere fremkommelig ud og syntes at gå i retning af åbent sletteland, da jeg blev grebet af en helt uforklarlig, knugende angst. Uden at vende mig om mærkede jeg, at nogen eller noget kom ned af den smalle kløft i øst. Så hørte jeg stemmen.

>>Frygt ikke, Ryatan!<< sagde den, og det mærkelige var, at de tre korte ord omgående tog al frygt fra mig, så jeg vendte mig om lige så selvfølgeligt, som havde det været Debbili, der kaldte.

Der stod en ung mand på min egen alder. Han var klædt i en enkel hvid kjortel  med bælte om livet. Han var uden smykker af nogen art og ganske ubevæbnet. Jeg undrede mig blot over, hvordan han havde bevaret sin kjortel  så ren og og urevet under klatringen i de vilde bjerge og tætte skove. Så talte hab igen, enkelt og ligetil, som mand til mand, men med en gådefuld myndighed bag hvert ord.

>>Til dig, Ryatan, lyder det fra Ham, som skabte bjergene:

HER GÅR MIN VEJ.

Til dine rejsefælder lyder det fra Ham, som satte deres fod på vejen:

>>DEN, SOM IKKE FØLGER MIN VEJ TIL ENDEN, HAR ALDRIG FULGT DEN.

Han løftede sin højre hånd til hilsen, eller måske velsignede han, har jeg siden tænkt, og pludselig var han der ikke mere. Jeg så ham ikke forsvinde. Lige med et var jeg bare alene. Jeg tror ikke, at drømmen forsatte. Det eneste, jeg ved er, at et øjeblik efter var jeg lysvågen. Jeg havde hjertebanken, men var iøvrigt fyldt af en stor glæde.

Billeder af egern

Billedresultat for Egern billeder

   Ved første gry søgte jeg ud i skoven langs en lille rislende bæk og fandt en væltet træstamme, hvor jeg kunne sidde i fred og genopleve nattens drøm i dens mindste enkeltheder. Et par egern blev stærkt interesseret i mig og diskuterede mig ivrigt, men blev snart trætte, da jeg ikke rørte mig, og forsvandt igen for at finde noget med lidt mere liv i. Det blev Bayton, der fandt mig.

>>Hele lejren leder efter dig,<< sagde han bebrejdende. >>Det er langt hen på eftermiddagen. Du er da ikke syg?<<

>>Ikke spor! Der var bare noget jeg sad og tænkte igennem.<<

>>Hvad kan atten år have at gennemtænke andet end mad eller giftermål?<< >>Lad os gemme det , til vi kommer hjem,<< svarede jeg undvigende.

Mor var selvfølgelig den første , som faldt over mig med svære bebrejdelser, født af hendes store kærlighed. Far var rolig som altid.

>>Da du nu bærer voksen mands kjortel,<< lød hans irettesættelse, <<burde du være stor nok til at indse, at det er en uretmod os alle at forsvinde en hel daguden at sige det og oplyse, i hvilken retning du må søges, hvis du ikke kommer hjem. Vi har hverken råd til at miste nogen eller til at bruge en hel dag på at opsøge dem, hvis det ikke er nødvendigt.<<

Mens han talte, hvilede Lahaitas blik takserende på mig. >>Vent et øjrblik,<<  udbrød han pludselig. >> det aner mig, at vi måske har fået en ny seer eller drømmer iblandt os. Det er endda muligt, at han har fået overdraget et budskab til os alle, mon ikke?<<

Opfordringen

Således opfordret kom jeg frem med nattens oplevelse og det himmelske sendebuds budskab. Alles øjne rettede sig spørgende  mod Lahaita .

>>I mine ører lyder denne beretning som en ægte drøm,>> sagde han eftertænksomt. >>Men den skal stå sin prøve, hvis vi nogen sinde finder frem til det sted den, den viste Raytan. Jeg mener, det bør forsøges. Lod Den Højesteos drage ud under regnbuens tegn, bør vi vandre den vej, Han ledte os ind på til dens ende, som budskabet lød. <<

Lørdag, den 23. marts 2019 - klokken 11:05

Citat Slut 


 Den der ( søger ) skal finde

www.Google.dk

 Train Passengers Sing Over the Rainbow!

Uden vand ( H2O ) intet liv

i Din krop.

http://www.sagenskerne.dk/16050845

                                                    


 Den der ( søger ) skal finde

 http://www.pokerpartiet.dk/154705672 

    Frankrig

I Frankrig gøres gader i Paris til Muslimske synagoger

 Dette Link er Præsenteret, fredag, den, 24. august 2018

Video til Konservativ filosof - Roger Scruton: 'Danmark bør melde sig ud af EU'

 http://www.sagenskerne.dk/30778364

 Billedresultat for eric jon phelps billeder

  Fredagsbøn i Frankrig

 Billeder af paris frankrig

Den der ( søger ) skal finde

 http://www.pokerpartiet.dk/154705672

 


 

 Tiderne skifter

I dag, lørdag den 23. marts 2019, lyder/lød Titlen således

Gud Dronning Fædreland

 

 Indtil Titlen igen lyder således

Gud Konge Fædreland

 http://www.sagenskerne.dk/16050877

 


 

 Forsat i dag, lørdag, den 23. marts 2019. Lørdag klokken 23:50

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

valgets øjeblik

Under resten af vor vandringlærte jeg min første lektie om en seers hårde lod i en verden som denne. Jeg opdagede til min forbløffelse, at jeg slet ikke var populær længere. Gang på gang lød det fra de trætte. >>.Nu må vi da have travet længe nok! Her er et godt sted. Lad os slå os ned her.

Klokken er nu, 00:00 søndag, den 24. marts 2019

Det betyder at ugens første arbejdsdag en

( Søndag )

ifølge den jødiske kalender er begyndt   

Klokken er nu, 00:10 søndag, den 24. marts 2019

Det betyder at ugens første arbejdsdag forsætter med

valgets øjeblik


 Og hver gang måtte jeg svare: >>Vist er det et godt sted, men hvis det ikke er Guds sted til os, så er det ikke godt nok!<

Så sukkede man eller gav sit æsel et par ekstra rap med kæppen og drog videre i mut tavshed, alt efter hver enkelts temperament. At det stadig gik opad, gjorde ikke humøret bedre.

>>Og dette skal så kaldes Guds ledelse.<< hørte jeg Esmin mumle, idet han passerede mig. >>En køn ledelse!<<

>>Ja, det er ham, som leder os og våger over vor færd,<< svarede jeg bestemt! >>Men han har aldrig sagt, at Han vil bære os eller gå vejen for os. Du leder dit æsel ved grimen, men det falder vist ikke æslet ind, at du vil bære det.<<

Esmin smilede. Han er den fødte pessimist og kværulant, men det er et smukt træk hos ham, at han kan tage en irettesættelse, bare han kan indse rimeligheden i den.

Når træthed eller bekymringer for den ukendte fremtid gjorde stemningen knugende omkring de små bål efter dagens march, var Ulams to diciple os til stor hjælp. Asmala Sanger fra De to floders Land sang for os til sin lille håndharpe og fik os til at synge med, som han havde gjort det den aften ved min indvielse, og på den måde listede de gamle tekster sig ind i os og erobrede sig en plads i vor hukommelse, uden at vi var os det bevidst.

***************

Billedresultat for Harper
 Billeder

***************

Det ser ud til, at en Håndharpe er udviklet så meget, at den ikke mere findes i Vores Virkelighed, søndag, den 24. marts 2019.

www.Google.dk  

 Der er sket meget i de 4.000 til 5.000 år der er gået, indtil

Guds Søn = Jesus

blev født her på jorden, et sted i Palæstina, i det nuværende Israel, der blev oprettet i 1948. 

Billedresultat
 for mellemøsten

www.Medie1.dk


 valgets øjeblik forsat

Theran var en helt anden type. Man sagde, at han som enlig pioner var trængt dybere ind i landene mod syd end nogen anden, og han var enestående til at fortælle eventyr derfra. Kun fandt vi det beklageligt, at børnene syntes at tage dem bogstaveligt. Selv voksne kunne dårligt rive sig løs, når han begyndte at beskrive hjorte, hvis krop var større end to oksers, hvis hals var så lang, at den kunne græsse i trækronerne, og som kun med stort besvær kunne nå ned til vandet for at drikke, fordi dens ben var for lange.

Så bad børnene om et eventyr tilog fik det om en fugl, der var højere end Bakta og havde ben, som kunne sparke en mand ihjel og løbe fra en panter, men hvis vinger var så små, at den ikke kunne flyve.

Men det eventyr, som fik dem til at juble og lege næsedyr hele næste dag, var det om dyret, hvis krop var så tung som fire okser, hvis ører var så store som en viftepalmes blade, og hvis næse hang helt ned til jorden. Med sin lange næse kunne den brække grene af træerne, knække ryggen på en løve med et slag - eller give sin unge en sådan omgang klø, at den lille både hylede og tudede gennem sin egen lange næse og var nogenlunde artig resten af dagen.

   En formiddag, kort efter, at vi var brudt op, stod vi pludselig på den plet, hvor manden i den hvide kjortel havde mødt mig, og mod øst lå den smalle kløft, han var kommet ned ad. Dalen, vi kom ad , svingede mod vest og så ud til at ende i åbent sletteland.

Alle ville mod vest. Jeg måtte enten have hørt forkert i drømmen eller have husket forkert bagefter, eller have misforstået manden. For enhver kunne da se med et halvt øje, at det eneste forsvarlige var at dreje mod vest. Den smalle, stejle kløft mod øst var for gemser og bjerggeder, ikke for menneskelige væsener, som kun har to ben, forklarede man mig. Og hvor førte den forresten hen? Det havde sendebudet nok klogeligt tiet stille med!

>>Jeg har ikke noget valg,<< svarede jeg.<< Jeg må følge den vej, sendebudet viste mig, om jeg så skal gå den alene.<<

>>Du har at bøje dig for flertallet ligesom vi andre,<< blev der råbt.

>>Ser man det!<< svarede jeg. >>Vi brød op fra vor gamle lejr, fordi vi nægtede at bøje os for flertallet, og nu skal det igen indføres iblandt os som en lov? Hvis jeg ikke følger den vej, Gud har vist mig, så følger jeg den vej, Hans fjende ønsker at manøvrere mig ind på.<<

>>Raytan kommer ikke til at gå alene,<< sagde Lahaita og stillede sig ved min side. Jeg var ny og uprøvet, men det var en helt anden sag med ham. Ham satte man sig nødigt op imod, og da hele min slægt i sluttet trop trådte hen til os to, var afgørelsen faldet. Ingen havde mod til at drage vesterud uden os.

Esmin var dirigent for koret af sukkende og stønnende, men opad gik det da, mens hovene gled og sparkede i ral og grus. Toget fulgte Guds vej, men knurrede og uden glæde. Det var godt, de gjorde det i lydighed, men noget opløftende syn var det så sandelig ikke!

Forrest gik Hamil og Baytun med kastespyddene rede. Det var ikke til at vide, hvad der kunne ligge på lur forude. Vi havde flere gannge hørt løver brøle i det fjerne, og i går havde en panter krydset vor sti. Bagerst gik far for at opmuntre efternølerne. Til sidst måtte han næsten bruge vold for at drive en lille klynge videre, som havde givet op, akkurat som en hyrde, når fårene er blevet trætte og lægger sig ned.

   Jeg så opad for at tage et skøn over, hvor langt vi havde igen, men øjet mødte kun en høj, ubrudt klippevæg, som syntes at blokere enhver videre fremtrængen. Havde det trods alt været min fantasi, der havde spillet mig et grusomt puds og ledet hele vor karavane ind i en blindgyde?

Pludselig gled Hamils skikkelse til højre og forsvandt. Lidt efter blev også Baytun væk, men selv måtte jeg så nær op til klippevæggen, at jeg kunne røre ved den med hånden, før jeg så, at kløften, vi fulgte, veg uden om til højre. Ti skridt senere stod jeg ude i det fri på randen af en højslette. Jeg smed tømmen over halsen på mit gispende dyr og styrtede tilbage.

>>Vi er der! Vi er fremme!<< råbte jegaf mine lungers fulde kraft, og langt nede i den møjsommeligt fremrykkende kolonne forkyndte Debbils krigshyl, at mit råb var blevet hørt.

Jeg skyndte mig tilbage for at få et første indtryk af det landskab, som havde ligget urørt, siden vredens vande trak sig tilbage for 6-700 år siden.

Højsletten var en lille opadskrånende terrasse i den vældige bjergmassive helhed, cirka en fjerdedel oppe ad bjergets sydside. Mod nord og vest knejsede toppe og tinder helt op i den evige sne, som vi straks kaldte den, inden vi vidste bedre.

Når jeg kalder højsletten for lille , er det kun på baggrund af helheden, men det skyldes også, at jeg endnu slet ikke var klar over, at i den rene sølvklare luft tog selv fjerne genstande sig ud, som var de ganske nær. Vi skulle inden længe opdage, at den både fra nord til syd og fra øst til vest havde en udstrækning, som en rask mand ville være mindst en dag om at gennemvandre.

Iøvrigt så jeg et åbent parklandskab med frodig grønsvær oversået med nedstyrtede klippeblokke. Midt i alt det grønne lyste det purpurrødt af store klokkeformede anemoner. På den nærmeste klippeblok knejsede en stenbuk med store bagudsvungne horn. Et øjeblik betragtede den mig overlegent gennem sine ravgule øjne, så vendte den mig ryggen og hoppede ned til sine to hunner, som med deres kid græssede ved foden af klippen. Mellem stenene vrimlede vagtler, agerhøns og vilde kaniner og en flok lysebrune klippeduer lettede med smældende vingeslag.

Resten fik vente, for nu begyndte trætte mennesker og dyr at dukke frem af den snævre slugt, som dannede indgangen til dette Eden. Vi måtte sende et par frivillige ned til foden af kløften igen, for at hjælpe Ulams disciple  med at få ham bugseret helt herop. Han var for udaset til at hænge fast på en æselryg længere og måtte bæres det sidste stykke af vejen.

   Da alle omsider var samlede , var der knap en time til solnedgang, og de kølige vindpust oppe fra højderne føltes dobbelt så kolde efter den anstrengende opstigning. Nu stod vi over for vort første problem i de nye omgivelser: brændsel til nattens lejrbål.

Mens de voksne læssede af og ordnede deres bagage, blev ungdommen sendt ud for at samle, hvad de kunne finde. Der var nok kratskov, men det meste så frodigt, at det næppe var til at få ild i. Bålene kom til at nøjes med dynger af pinjekogler, sidste års visne kaprifoliranker, en nedblæst storkerede og barkflager af platan og ceder. Emins kone vandrede med sin ildkrukke fra dynge til dynge og fik dem til at blusse. At vogte krukken med gløder, så gløderne aldrig gik ud, var hendes vigtigste opgave under marchen.

Den nat hvilede vi ud under stjerner så klare og lysende , som vi aldrig havde set dem før. Næppe nogen sov, dertil var vi for trætte og luften for kold, men bevidstheden om, at vi var ved måletog ikke skulle videre i morgen, var mere fuld af hvile end nogen søvn. Vi lå bare i salig fred og lyttede til nattens stilhed, som kun blev forhøjet af de talrige bjegbækkes sang og de små bjerguglers kalden på hverandre.

Ved daggry blussede de første småbål atter, så vi kunne have lidt vælling af vort sidste mel og de sidste små stenhårde bygbrød, som efter den lange transport i varmen var næsten uspiselige. Rundt om os genlød sletten af fuglesang, gøgens kukken og klukken af kilder i deres stenlejer. To røde glenter kom sejlende ned fra højderne for at undersøge, hvad det uvante syn af røjsøjler vel kunne betyde.

Men før vi fik rigtigt begyndt, lød de tre dybe kaldende toner fra vædderhornet , som betyder, at alle har at give møde omgående, fordi det drejer sig om hele klanens liv eller død. Det var Lahaita, som med fars samtykke kaldte os sammen.

>>Da fædrene gik ud af arken, fo´r de ikke straks i gryderne<< sagde han højtideligt. >>De rejste et alter og takkede Den Almægtige, fordi Han på underfuld måde havde reddet dem fra undergangenog nu skænkede dem livet på ny.

Også os har Han skænket livet på ny, og her har Han selv rejst os det alter, hvorpå vi vil takke Ham.<< Her slog han med hånden på den flade klippeblok, han stod ved siden af. >>Han har bevaret os under under vor vandringblandt løve, bjørn og ulv, så vi ikke har mistet en eneste af vore, bortset fra den lille pige, som allerede ar døende, da vi drog ud, og som nu hviler i skovens skød under den sten, vi rejste hende. Han har ført os til det land, som Han har haft rede til os fra Skabelsens gry, og hvor Han vil oplære os til at kende Ham og vandre efter Hans vije bedre end før.

Lad nu hver eneste af os gå forbi Hans Sten og bringeham en håndfuld af det, vi selv skulle have haft til morgenmad. Ikke at Han har brug for det - alligevel glæder vor offervilje Hans hjerte, og vi har brug for at bringe  Ham en virkelig tak, for det er taknemmeligheden, der bevarer os i levende kontakt med Ham.<<

Citat Slut 

 søndag, den 24. marts 2019

 


 

Optakt til et valg i Dit/Mit og Vores Fædreland Danmark findes på dette link

http://www.pokerpartiet.dk/435113534


 

 Forsat i dag, mandag, den 25. marts 2019. Lørdag klokken 09:36

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

 I Kildernes Land

De første år efter vor ankomst gik med at få rejst vore hjem, bryde ny jord, plante og så, samt med at udforske vore nye omgivelser fra ende til anden.

Vi opdagede, at vi fik rigelig regn de tre vintermåneder, men resten af året var tørt, bortset fra enkelte tordenbyger, der kom og gik, men som de selv villle. Fra solen fik magt om foråret, kunne der blive glødende hedt om dagen, selv om nætterne var kølige. Da lød der tit drøn af laviner og fjeldskred, og solstrålernes genspejling fra tindernes sne og is gjorde lyset så klart som bjergkrystal.

Luften var tør og ren og styrkende. Henda fortalte med strålende ansigt, at efter den første måned var Haitans uhyggelige hoste holdt op. For resten var det en daglig fryd bare at trække vejret, fordi atmosfæren var fyldt af dufte fra krydrede bjergurter, blomstrende mimosekrat og pust fra de solvarme cederskove oppe i højderne.

De talrige små og større vandløb, som kom rislende eller brusende ned oppefra, var kantede af hvide kalaer, blå krusemynte og gule engblommer.  Under vor vandring op langs floden havde vi kaldt vort kommende hjem for Tindernes Land, men nu, efter at vi havde lært det nærmere at kende, gav vi det navnet KILDERNES LAND. Hvor vandløbene dannede sumpe eller små bjergsøer, groede tagrør, som skaffede  os tækning til vore stenhytter og yngleplads for vildænder, rørhøns og små, elegante vadefugle.

For Djaldin var sletten et paradis af lægeurter, som han aldrig blev træt af at eksperimentere med, men han havde også øje for meget andet. En dag forlangte han for eksempel  mandskab til at rydde en forvokset lund af vild oliven. Han erklærede, at hvis den blev renset for krat og slyngplanterog beskåret, som den burde, vilde den blive en rigdomskilde for os alle. Kun en plante hadede han og forfulgte han ubarmhjertigt, og det var den høje, hvide valmue. Hvor han traf den, rev han hovedet af den, for at den ikke skulle brede sig. Han bad også far beordre alle andre til at gøre det samme, for at kommende slægter , som ikke selv havde set følgerne af Haksjas heksebryg, ikke skulle falde i fristelse.

Og nu klokken 11:01 en slumre pause.

Og nu Klokken 18:37 - 2019 en slumre pause er slut

På vore jagtture vovede vi os efterhånden højere op gennem løvskovene, hvor det vrimlede med vildt. Til sidst nåede vi helt op til cederskoven, som vi aldrig havde set magen til. Vi anslog træerne til cirka 100 fod i højden, og fire mand måtte tage hinanden i i hænderne for at slå ring om de tykkeste stammer. Set heroppe fra tog tog vor højslette sig ud som et trappetrin ved bjergenes fod. Dybt under mig så jeg engang tre ørne på brede vingefang skrue sig op imod os, båret af de opstigende luftstrømme.

   Men disse ekspeditioner efter nødder, kastanjer, eller vildt var langtfra ufarlige. Panterne var her mange af, derom vidnede de flåede træstammer, hvor de havde hvæsset deres klør. Vi så da også glimtvis en enkelt, men de angriber helst om natten, så deres syn svækkes af det skarpe sollys. Ulve hørte vi ofte , men de blev sjældent nærgående, da de havde bytte nok foruden os. Vort største problem var bjørnene.

Den store rødbrune var vist egentlig fredelig, men lunefuld. Selv om vi gik i en stor bue  uden om den, kunne vi aldrig være helt sikre - især hvis den havde unger hos sig. Det var under et sådant angreb, at en stor hun ved sin blotte vægt brød igennem vor spydrække og flåede Hamils venstre arm i laser, så han aldrig kom til at bruge den mere, skønt sårene senere lægedes under Djaldins omhyggelige pleje. Det blev en lang og hård kamp, før det lykkedes Baytun at hugge sit spyd gennem dyrets snappende gab og mig at plante min bronzedolk i dens hjerte. Det var ved den lejlighed, at jeg mistede Hasta. Et enkelt slag af bjørnens lab rev næsten hovedet ad den. Hamba blev for resten taget af en panter et halvt år senere.

Jeg har fortalt om herlighederne i vort nye hjem, ja faktisk om alt, undtagen det største af alt. Vi var ikke brudt op fra den gamle lejr, som nu var Nidiris, for at få mere mad, men for at få frihed til at tjene og tilbede al jordens Herre og slippe for at have Hans fjendes billede for øje hver dag, og for at få vores børn ødelagt på offerhøjen.

I begyndelsen blev vi båret oppe af den begejstring, som følger med alt nyt. Vi fejrede vore fester mrd en helt ny iver og glæde.

Ulam havde lært os, at solhvervet, den uge hvor mørket og kulden begynder at tage af efter vinteren, er den rette til at fejre GRUNDSTØDNINGSFESTEN. Grundstødningen på Ararat var for dem i arken det afgørende vendepunkt. Det var tegnet på, at det nu gik mod lysere tider. Derefter var NEDSTIGNINGSFESTEN let at beregne, for vi ved, at der gik et halvt år fra grundstødningen , til vandene var veget og sumpene tørret så meget ind, at Gud turde lade dem stige ned på den rensende jord, der atter var begyndt at grønnes. For os var denne fest årets skønneste, og foruden den lovprisningstjeneste for menneskehedens redning, og det store takoffer, som var en gentagelse af Noas, udviklede der sig snart en række smukke skikke, som vel ikke direkte er os pålagt, men er en frivillig taksigelse for Guds store frelsesdrama til alt livs bevarelse.

 


 Ud af arken

Lød ikke Hans ord til vor stamfader:>>Gå ud af arken. . . . . og før alle dyr, som er hos dig, ud med dig, for at de kan vrimle på jorden!<<

Det var til minde om disse ord, at alt kvæg blev sluppet løs den dag, så at de kunne tumle sig frit, som de havde lyst til. Ikke så meget som et æsel eller en hund måtte stå bundet, ja selv børnene slap deres små kæledyr løs, vagtler eller siskener slap ud af burene. Det samme gjalt et tamt egern og en skade, som de havde lært at sige nogle ord.

Om eftermiddagen gik vi i procession og plantede en vinstok ved hver hytte til minde om dagen, ligesom Noa havde gjort det. Allerede næste år udvidede vi festen til to dage, for på den anden at fejre vor ankomst til Kildernes Land. OPSTIGNINGSFESTEN kaldte vi den til minde om den stejle kløft, vi sled os op ad uden at ane, hvor den førte hen. Men Debs ønske om en tredie festdag til minde om vort første møde med kirsebærlunden dagen efter opstigningen blev afvist.

>>Heller ikke jeg glemmer det møde,<< indrømmede mor, >>men jeg føler ikke nu ikke ligefrem trang til at fejre det, for efter den lange march og det tørre brød spiste I ikke som mennesker, men åd som vilde dyr, og hele den følgende nat lå I og jamrede af skræk for, at I havde spist giftige bær, skønt det eneste, der var i vejen med dem, var, at i havde spist for mange. <<

En særlig fest for regnbuen satte Ulam sig imod. Han frygtede for, at den kunne føre til en tilbedelse af det skabte i stedet for af Skaberen. I stedet lærte han os ordene  fra den gamle beretning:

Fremdeles sagde Gud: Min bue sætter jeg i skyen. Jeg vil se den og ihukomme den evige pagt mellem mig og hvert levende væsen.

Så mange, som kunne lære ordene, befalede han at fremsige dem, hver gang de så regnbuen. De øvrige kunne bare bøje sig ærbødigt og sige: Vi priser Dig Regnbuens Herre, for din trofasthed!

Kort sagt, fra alt omkring os - både i naturen og i vort fællesliv - lød det som et stadigt:

Opløft jeres hjerter til Herren. Lad os prise Hans navn!

Alligevel begyndte flere af os i årenes løb at få en urolig fornemmelse af, at der manglede noget. Det var som disse toner blev svagere, som tiden gik, og de gav ikke det samme ekko i vor ånd som i begyndelsen.

Citat Slut 

 mandag, den 24. marts 2019


 

 Forsat i dag, onsdag, den 27. marts 2019. Klokken 01:47

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Enoks rejsefælde

Der manglede noget, ja, men det er svært at sætte fingerenpå det og sige præcis, hvad det var. Vi var som en drøvtyggende okse, der lå på en fed eng og havde det herligt, men var det alt, hvad vi var skabt til?

En gang havde der i os rørt sig en gudslængsel, en trang til samliv med Ham, så stor, at vi for dens skyld var brudt op fra vort gamle, trygge hjem og havde sat selve vor eksistens på spil i ødemarken. Men nu var den ved at falde i søvn. Det kostede i al fald en bevidst anstrengelse at holde den vågen. Vi gjorde vor pligt og holdt vore fester, men takken var ved at visne i vore hjerter. Al livets rigdom var ved at blive den grå selvfølgelighed. Det var ikke en guddommelig kærlighedserklæring, som bandt vore hjerter til selv Skaberens eget bankende hjerte. Hvad var gået galt? Hvorfor bliver sommer til vinter? Hvorfor må man kæmpe for at holde liv i live? Det at gå i stå skulle da ikke være en uundgåelig skæbne  for dem, som lever under regnbuens beskærmelse.

Der har været undtagelser, som nu den gådefulde Enok, der ´vandrede med Gud, til Gud tog ham til sig´, Hvad mon det betød at vandre med Gud?  I hvert fald noget med aldrig at være alene, altid at have en usynlig nærværelse ved sin side - en som udstråler et stærkere , rigere liv fyldt af et vældigt formål, jeg hverken kan øjne eller gætte mig til.

Lidet anede jeg, da det spørgsmål første gang vågnede i mig, i hvor høj grad det skulle komme til at præge resten af mit liv eller hvilke kampe og eventyr, det skulle hvirvle mig ind i. Foreløbig forsøgte jeg at vifte det væk, som man slår efter en flue, der forstyrrer ens søvn , men allerede den næste uge var det der igen.

Det var en dag, vi havde været på jagt helt ude i det nordøstlige hjørne af højsletten, der hvor dens yderste rand  falder stejlt ned mod lavlandet. Jagten var forbi. Vi stod og kiggede ned i dybet og lyttede efter, om vi kunne høre smældet af de sten, vi kastede ned, da Bakta pludselig  fil et indfald: >>Der oppe ad den nordre skråning, har vi den lille lund, vi ser hjemmefra som en lysende pletpå den mørke klippegrund. Vi har tit talt om at undersøge den nærmere. Jeg siger: Nu eller aldrig!<<

Da det højst drejede sig om 400 fod, om end på højkant, klatrede vi derop.

Lunden viste sig at bestå af høje, søjleslanke sølvpopler, hvis lysegrå løv skælvede og dirrede i det svageste vindpust, så at de aldrig var stille, men fik sollyset til at danse og tindre. Øverst i lunden åbnede sig en dyb hule ind i fjeldet, og ud af den sprudlende kilde i en stråle så tyk som min arm. Vi fulgte forsigtigt dens løb hen til kanten af plateauet, hvor den blev til kastader af små vandfald, som tog styrtet ned i afgrunden i iltre spring langs klippevægen, til de blev borte i et vinrødt dække af blomstrende rhododendron.

Udsigten herfra glemmer jeg aldrig: Skovklædte bjerge, fold efter fold,bølge efter bølge helt ud til horisonten, hvor jord og himmel gik i ét. Et par steder lynede vandløbet skumhvidt frem i de blånende dale.

Længe stod vi tavse og betagede.

>>Det blanke, man aner helt dernede i syd, kan næppe være andet end Harpesøen,<< sagde far omsider. >>Og det betyder, at her står vi ved kilden til den flod, vi kalder Den Brusende, og ved hvis udløb vi har levet det meste af vort liv. Jeg ved, at den atter forlader Harpesøen i syd, mens videre løb er mig ukendt.<<

Vejen hjem gik jeg i tavs undren. Jeg havde rent glemt, at der var en verden uden for Kildernes Land, og den var Noas æt nu i færd med at sprede sig ud over og tage i besiddelse. Det var endnu kun i små vidt adskilte lejre og bygder, som næsten blev borte i det uendelige vildnis af fjeld, skov, og ødemark, som vi lige havde fået et uforglemmeligt udblik over et lille hjørne af.

Ihvor mange af disse små klaner ærede man endnu Noas Gud? Jeg følte så smerteligt stærkt, at alle vi, som tilbad Den Højeste, var søskende, som var ganske ude af kontakt med hinanden, ja vi vidste ikke engang noget om hiandens eksistens. Måske kæmpede nogle af dem den samme fortvivlede kamp fo ikke at blive opslugt af mørket, som vi havde gjort det i lejren ved søen?  Eller måske havde Han, som troner over regnbuen, åbenbaretnye sider af sin rigdom for dem, og vi kunne ikke få del i dem, fordi vi ikke anede, hvor vi skulle opsøge dem? Var vi måske ved at dø, fordi vi havde nok i os selv og lod resten af verden sejle sin egen sø?

Min drøm begyndte i et tæt mørke, hvori alt omkring mig skjalv og dirrede gru. En stor rædsel hvirvlede mig med sig, som vinden danser med vissent løv. Fantastiske savtakkede rygge kom nærmere og nærmere , enorme gab åbnede sig og snappede efter mig, glimt jog forbi af optrin fra den verden som sankt: vilde gudefester med hamrende, hidsende stortrommer, nøgne menneskekroppe, der blev klemt ned på blodvæddede offersten, vilde hyl fra ansigter forvredne af besættelsens mareridt.

Midt igennem disse oprivende scener kom en mand vandrende, ubevæbnet, kun med en vandringsstav i hånden. Skikkelsen var lille, middelaldrende med kort, grånende hår, iført en kort, stribet, ærmeløs kaftan af et snit, jeg aldrig havde set før. Det var klart, at også han så de rædsler , som gennemrystede mig, men alligevel gik han beslutsomt og målbevidst sin gang uden at vige fra den vej, han fulgte.

Og nu klokken 05:07  en slumre pause.

Og nu er Klokken 12:26 og slumre pausen slut 27. marts 2019

Ved hans side gled en anden skikkelse, høj og majestætisk, hyllet i en lysende sky, så man kun lige anede dens omrids. Manden så ikke ud til at bemærke den, men jeg kunne tydeligt se, at det var fra denne skikkelse, at den tryghed strålede , som gav vandreren frimodighed til uforstyrret at fortsætte sin kurs.

Har I set en flok gribbe slå ned på et styrtet dyr for at holde gilde, og så lette på vingerne og gå til vejrs i samme øjeblik en løve kommer til og sætter sin pote på dets krop? Akkurat således bøjede rædslens sorte rovfugle uden om i samme nu, de opdagede den lysende skikkelse.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Dette kunne ikke være andre end den gådefulde mand jeg havde hørt om så ofte: Enok, han som vandrede med Gud, som, som du gjorde det!<<

>>Herre !<< råbte jeg fortvivlet. >>Sig mig, hvordan vi atter kan lære at vandre med Gud, som du gjorde det!<<

Han hverken hørte eller så mig, men den lysende sky ved hans side  blev med et så stærk, at den helt blændede mig, og Enok blev væk i den. Det virkede præcis, som når far under et tordenskrald slår sin kappe om sin lille dreng, der følges med ham, så den skjuler ham. Kun var det her en kappe af lys.

Da jeg atter kom til mig selv, stod den samme unge mand i den rene, hvide kjortel foran mig, som i min første drøm havde vist mig stien op til Kildernes Land.

>>Hvor blev Enok af?<< spurgte jeg.

>>Det er en uskik at spørge om noget, du inders inde godt ved,<< svarede han. >>Det styrker kun din trang til at få bekræftiget af andre, før du tør tro det.<<

>>Jamen, han må da kunne begribe, at det var et spørgsmål om liv og død for os andre! Hvorfor svarer han så ikke?<<

>>Han har svaret på dit spørgsmål halvandet årtusinde, før du stillede det, den gang han endnu vandrede på jorden. Det, du så, var et billede af ham fra den tid, da han endnu var iblandt jer. Du så også, hvordan Gud tog ham til sig. Nu kan han ikke svare dig. Der er en kløft mellem den faldne og den ufaldne verden, som kun Gud har ret til og magt til at slå bro over. Det er Gud en glæde, at du så brændende søger svar på dit spørgsmål uden at give op, men Han vil selv lede dig til svaret.<<

>>Men hvorfor fik jeg så overhovedet Enok at se? At Gud på underfuld vis tog ham til sig for halvandet årtusinde siden, hvilken hjælp er det for mig i dag?<<

>>Du vil snart blive sendt ud på en færd, hvor du vil stå ansigt til ansigt med døden. Gennem denne drøm indprenter Gud dig, at HAN, Han alene og ingen anden, er Herre over liv og død.<<

>>Det er jeg Ham da også virkelig dybt taknemmelig for, men det er stadig ikke noget svar på mit spørgsmål.

>>Raytan, Raytan! Han, hvis navn er højlovet i evighed, har sendt mig med et budskab til dig, men du er så fuld af indvendinger og spørgsmål - født af indre uro og utålmodighed - at du gør det meget vanskeligt for mig at overbringe dig det, og for dig selv at opfatte det. Bed om at lære den indre, lyttende stilhed at kende. Det er Hans budskab til dig, hvis du ellers har tid til at høre det: I ARKEN LIGGER DET SVAR DU SØGER!

Jeg vågnede kort efter, tror jeg nok, for den dybe fred, der havde omgivet Enok og hans rejsefælde dvælede endnu i mit sind, som solfaldsskær dvæler på himlen længe efter, at solen selv er gledet under horisonten,

Endnu samme morgen fortalte jeg Ulam og Lahaita om min søgen og om min drøm. Jeg tilstod også, at jeg var temmelig skuffet over budskabet jeg havde modtaget. For hvad kunne der være at gå på jagt efter i en ark, som havde ligget tom og forladt i århundreder - forudsat at vi overhovede kunne hitte den?

Dette Øjeblik

>>Jeg forstår<< svarede Ulam, >>at øjeblikket er kommet til at røbe, hvad jeg endnu aldrig har betroet noget menneske. Sem fortalte min min far, at Noa havde slæbt et helt arkiv af gamle slægtstavler og optegnelser fra de ældste tider med sig i arken,men da de gik fra borde, måtte han lade det meste blive tilbage af mangel på lastdyr til transporten. Han havde tildækket det omhyggeligt og talte tit om at hente det, men begivenhedernes gang førte dem langt væk fra Ararat, så det blev vist aldrig til noget. Derfor er det sandsynligt, at der i et af de efterladte skrifter kunne findes det svar, du søger, og nu har din drøm bekræftiget det.<<

>>Jeg må af sted den dag i morgen!<< råbte jeg henrykt over at få min drøm bekræftiget så hurtigt og uventet. 

>>Hvad vil du stille op med en samling garvede huder eller tørre palmeblade  bemalede med billedskrift, du hverken kender eller kan tyde?<< >>Aner det ikke , men på en eller anden underfuld måde vil det blive mig åbenbaret. Ellers  var der jo ikke noget svar til mig, og så var drømmen falsk, hvad ingen af os tror.<<

>>Rigtigt, men det under vil tage sin begyndelse i denne hytte, svarede Ulam.

>>Nu bliver jeg tvunget til at rykke ud med endnu en hemmelighed. Sem tillod min fader at tage afskrift af et helt tekststykke og et brudstykke af et andet, som han havde taget i arv efter Noa. De befinder sig begge her i min kiste. Jeg kan teksterne udenad, men kender kun nogle ganske få af tegnene. Det bliver din opgave at finde frem til betydningen af hvert enkelt tegn.<<

Raytan som arkæologisk Oversætter

I lange måneder sled jeg med disse tekster, som tilsammen bestod af 310 billeder, flere af dem så forenklede, at de kun gav antydning af, hvad de skulle forestille. Den første rummede hele den ældste beretning om skabelsen. Den anden var et brudstykke om, hvordan Set, søn af Adam og Eva, sammen med sine forældre begyndte at påkalde Den Højeste under navnet: DEN SOM ALENE HAR LIV I SIG SELV.

   Fejlfri blev min udlægning af tegnene næppe, og over for flere måtte jeg give op. Dog forstod jeg efter dette arbejde ikke så lidt mere af dem, end da jeg begyndte, men lidet anede jeg, at al den hovedpine langt senere skulle sætte mig i stand til som gammel værkbruden mand at give disseerindringer fra min ungdom videre til mine efterkommere.

Måtte Den Højestes velsignelse være over dette mit værk og over dig, som nu møjsommeligt staver dig igennem det.

TAK for denne velsignelse TAK

Saxo-Poul 

Citat Slut 

 onsdag, den 27. marts 2019


 

 Forsat i dag, torsdag, den 28. marts 2019 Klokken 00:47

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Endnu en forsinkelse

Foruden Ulam var der endnu en, som med hænder og fødder satte sig imod, at jeg tog afsted omgående, og det var mor.

Siden min fest havde hun fået for skik at benytte enhver rimelig lejlighed, samt adskillige urimelige , til at komme med små hib og nedsættende bemærkninger, når jeg var i nærheden. Omkvædet på dem alle var, at jeg burde skamme mig som en hund. Jeg var et ufortagsomt skvat, som ikke havde øjne i hovedet og stod tilbage for alle andre unge mænd i Kildernes land, ja, for den sags skyld også i vor gamle lejr: 22 år - og endnu ikke gift! Da hun nu hørte om min påtænkte rejse til Ararats land, eksploderede hun som en vulkan.

>>Jamen mor dog," forsøgte jeg at tale hende til rette. "Både Ulam og Lahaita siger god for drømmen. Begriber du ikke, hvor utroligt vigtigt, det er for os alle? Lad mig først lige få den tur overstået, så. . . <<

>>Nej, lille ven,  nu skaql du for en eneste gangs skyld ´lige først´tage en smule hensyn til din slægt. Det vil sikkert blive strengt  for dig, for det bliver første gang i dit liv, du gør det, men du skal se, det kommer med øvelsen, og jeg skal nok hjælpe dig. Stol på det!<<

>>Jamen jeg kan da ikke slæbe en ung pige med på sådan en lang og farefuld tur! Hvor let kan vi ikke komme i kamp med hjemløse omstrejfere eller nybyggere , som ser en fjende i enhver fremmed, der nærmer sig? Hun ville jo blive ude af sig selv af skræk.<<

>>Det ville selvfølgelig mange gøre, men ikke hende, som jeg har udset til dig. Hun er nemlig ikke nogen mimose. Hun ville tage situationen i stiv arm.<<

>>Og hvem er så det vidunder?<<  >>Alaita.<<

For første gang spidsede jeg ører.

>>Ser man det! Ja, skal det endelig være, så var Alaita da ikke den værste.<<

Og her, kære venner , må i undskylde mig, men Alaita bliver jeg nødt til at gemme lidt, for begynder jeg på hende, så taber jeg tråden, og der kommer rod i min fortælling.

>>Og sæt hun så bliver med barn midt i det hele?<< forsatte jeg. >>Sæt, siger du? Det skulle da nødig gå anderledes! Så bliver du ganske enkelt her, til hun har født og afvænnet den lille, men så til den tid er hun så forhåbentlig på vej med den næste, så den rejse må du nok hellere slå ud af hovedet.<<

>>Begriber du da ikke, at det er et spørgsmål om liv eller død, om vi finder frem til den levende kontakt med Den levende Gud, som vi er i færd med at miste?<<

>>Det er også et spørgsmål om liv eller død, om vor slægt forsætter, eller vort navn udslettes i vores klan.<<

>>Mor, alle her på bjerget arbejder så flittigt som bævere på at forsætte slægten. Vi vader jo ligefrem i afkom. Er det for meget, hvis bare en prøver på at finde Guds formål med dette liv? Er DET ikke også at tjene vor slægt - for ikke at tale om at tjene Ham? Men jeg lover dig, at så snart vi er hjemme igen. . . .<<

>>Hjemme igen? Sæt du omkommer i det fremmede! Den skam kan du ikke byde dem, som gav dig livet, at dø uden at give det videre, så deres navne bevares i kommende tider. Skal du endelig med vold og magt af sted, og hun skal føde derude i ødemarken eller hvor du nu slæber hende hen, så slår I lejr et år eller to, inden I rejser videre. Er det så indviklet?<<

>>Mor, ærligt og redeligt. Jeg forstår det altsammen. Det eneste jeg ikke forstår, er, hvorfor det har sådan et grusomt hastværk.<<

>>Hvis du nogen sinde havde skænket andre end dig selv en tanke, ville du huske, at efter ældgammel skik kan yngre sønner ikke gifte sig før den ældstes bryllup. Ved din stædighed hindrer du dine brødre i at stifte hjem, og hvis du ikke var både stæreblind og stokdøv, ville du vide, at Deb har været forelsket, siden han var 14 - om ikke altid i den samme, indrømmer jeg.<<

Den sad. Det havde jeg virkelig aldrig tænkt på. Så kom en anden tanke som et chock :>>Jamen bi lidt. Vil det så sige, at selv om jeg bliver gift så hurtigt, som den slags lader sig ordne, så er jeg alligevel ikke fri til at rejse, for så bør jeg blive og være med til både Debs og de andres bryllupsfest?<<

>>Det ville være både smukt og rimeligt, om du gjorde det, men så megen hensyntagen vil ingen, som kender dig, vente sig af dig,<< svarede mor bittert, for samtalen havde taget hårdt på os begge.

>>Men din iver for at få det udsat gør mig urolig, og nu forlanger jeg ren besked: Er du syg? Er du en svækling? Er du ikke som som andre unge? Dette her er komplet unaturligt!<<

>>Det er, hvad jeg altid bliver drillet med af mine kammerater, som ikke har andet end piger i hovedet, og jeg er da ikke større idiot, end jeg selv kan se, at jeg er anderledes. En dag bad jeg Lahaita sige mig sin mening, fordi jeg var træt af den evindelige snak, og han svarede : Bare rolig, du er sund nok, Raytan. Men det sker, at Gud i den sag lægger en dæmper på et redskab, som Han i øjeblikket har brug for til noget andet end til at sætte børn i verden, og jeg har altid haft mistanke om, at Han har brug for dig til noget særligt.<<

Så faldt hammeren!

>>Det glæder mig sandelig at høre,<< sagde mor med et dybt lettelsens suk.>>I går aftes blev sagen nemlig afgjort. Din far og jeg gav Alaitas forældre håndslag, og brudeprisen blev fastsat til fem plovokser og fem malkegeder med kid.<<

Således gik det altså til, at fælden smækkede, og jeg ikke længere var en fri mand!

Og nu til Alaita. Hun er 18 år og hører til dem, som man absolut ikke får ondt i øjnene af at se på. Når hun er med i et kapløb eller en klatretur, er det ikke altid, det er drengene, der vinder. Med et kastespyd er hun ikke meget værd, men hun har en speciel gave som bueskytte. Jeg har set hende hente et egern eller en ringdue ned fra en cedertop på 100 fod med en enkelt pil, for med buen gør det ikke  noget, at hun er kejthåndet.

Alaitas og min mor var ungdomsveninder, og nu da jeg nævner det, slår det mig pludselig: Det er selvfølgelig de to, som har siddet og aftalt det hele og derpå fået deres mænd med på den! Al mors snak til trods var det vigtigste selvfølgelig ikke, at jeg skulle have en kone, men jeg skulle have den rigtige kone, den, gennem hvilken bygdens to mest indflydelsesrige slægter nu blev forbundet.

   Da mor ved aftensmåltidet forkyndte nyheden , blev Deb ellevild. 

>>Det var sandelig også på tide!<< råbte han. >>Der er vel nok en af os, der er heldig, og det er den, som mindst har fortjent det. Du må hellere kalde hende Binaita!<<

For deres skyld, som ikke er så hurtige i opfattelsen, skal jeg lige minde om, at Alaita Uden Forsinkelse, var et kælenavn, hendes mor gav hende ved fødslen, fordi den kun tog to timer. Debs ordspil Bin-aita, En ny Forsinkelse, hentyder til min første reation, da min mor begyndte at snakke ægteskab.

Billeder af håndkværn


 Hvis nogen tror, at jeg nu vil kaste mig ud i en skildring af vores bryllupsfest, så lang som en papyrusstængel, så må de tro om igen, for nu tåler jeg ikke flere forsinkelser. Nu vil jeg i gang med det vigtigste af alt, som sandelig har fået lov til at vige pladsen længe nok.

Vores bryllup gik, som den slags går. Punktum!

Kun må jeg lige tage tid til at nævne den forbløffende opdagelse, at jeg ved samme lejlighed gjorde, nemlig at ægteskabet i virkeligheden slet ikke er nogen tosset ide, vel at mærke: Med den rigtige som Ulam skal have sagt i sin bryllupstale (desværre glemte jeg at høre efter. Jeg må have tænkt på noget andet): >>For nogle kommer kærligheden før ægteskabet, for andre bagefter.<<

Jeg hører til de sidste. Mor påstår, at Alaita hører til de første - hvor hun så ved det fra. Jeg må fatte mig i korthed, ellers får dette her aldrig ende. I skal få et eneste eksempel på, hvordan vi havde det med hinanen, så kan I selv regne jer til resten.

Hver dag siden brylluppet havde jeg gruet for afskeden, men en ting stod urokelig fast. Jeg slæbte ikke min lille Alaita med ud i jungler, urskov og den herreløse vildmarks farer og afsavn! Og Gud ske lov tog hun det som en god og from hustru bør tage det.

Afskeden var fuld af salte tårer. Først hen på morgenen faldt hun til ro, og så snart hun sov, sneg jeg mig ud for ikke at vække hende.

På den første dagsmarch skånede jeg hverken mig mig selv eller de andre - for at lægge så lang afstand som muligt mellem os og de kære derhjemme. Det blev sent, før vi fik slået lejr og samlet kvas til nattens vagtbål, men da jeg endelig skulle til at krybe under mit tæppe, opdagede jeg, at der lå en under et andet lige ved siden af mit.

>>Du må altså undskylde,<< lød en bekymret stemme, >>men jeg kom pludselig i tanker om et af Ulams visdomsord i sin tale til os.<<

>>Det må have været et kraftigt ord, hvis det skal kunne refærdigøre  denne din denne din uforsvarlige og ansvarsløse opførsel!<< svarede jeg strengt for at demonstrere  mandens vrede  over at blive trodset af sin hustru - samt for at skjule, hvor lykkelig jeg var.

>>Han sagde, at en god hustrus plads altid er ved hendes mands side, og så blev jeg med et så angst for, at han aldrig ville tilgive mig det, hvis jeg ikke var en god hustru. For resten har jeg taget dine nye sandaler med, som du selvfølgelig glemte, da du listede ud i morges som en beskidt lille forræder, mens din stakkels kone lå og lod, som om hun sov.<<

Citat Slut 

torsdag, den 28. marts 2019. Klokken 04:51


 Qvortrups valg -  Søren Espersen

Offentliggjort den 19. feb. 2015

www.Google.dk

 Qvortrups valg - Henrik Sass Larsen

Offentliggjort den 20. apr. 2015


 

 Forsat i dag, fredag, den 29. marts 2019 Klokken 01:19

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Ad ukendte stier

Tænkte jeg det ikke nok! Nu har Alaita igen bragt kludder i fortællingens gang, og jeg bliver nødt til at gå en lille måned tilbage i tiden for at få fat i tråden igen.

Det var lige efter brylluppet, at far samlede os til rådslagningom ekspeditionens sammensætning. Vi begyndte med et grundigt krydsforhør af Bakta, som selv var kommet til os fra nord, men de oplysninger, vi fik ud af ham, var alt andet end opmuntrende: Labyrinter af dale, hvor man let gik vild, bjergkæder med tætte skove og mange vilde dyr, to store floder og fire mindre, som vi måtte over. Ingen vej uden om. Når vi nærmede os Ararats Land,var jorden endnu ikke faldet helt til ro efter den store undergang. Ustabilt vejr, vulkaner, der ofte pumpede mægtige aseskyer op i luften og fremkaldte kolde somre med nisvækst, der gjorde både mennesker og dyr aggressive.<<Mennesker? Bor der mange mennesker i Ararats land?<< spurgte far.

>>Jeg tror det ikke. Jeg holdt mig mest muligt til øde stedet, men der kan være flere, end jeg fik indtryk af. Derimod ved jeg, at det er et gennemgangsland for klaner og stammer på vej nod de tomme territorier i nord og vest, og plyndrende  strejfskarer vil betragte os som et gratis gilde, guderne har sendt dem.<<

>>Hvordan slap du da overhovedet igennem?<<

>>Med en trup blodhævnere i hælene lader meget sig gåøre, som ellers kan synes umuligt. Efter at jeg var kommet over den sidste store flod, så jeg ikkemennesker, før jeg så røgen fra jeres lejr ved søen.<< >>Vel har vi ingen blodhævnere i hælene,<< indskød jeg. >>Men med en Herrens engel i spidsen lader adskilligt sig udrette.<<

>>Sikkert indrømmede far, "og vil du nøjes med englen, kan du drage af sted alene. I modsat fald må vi drøfte, hvor stort et følge af dødelige du bør have med.<<

>>Jo færre vi er, desto hurtigere kommer vi frem,<< sagde Bakta, "og få kan lettere forblive ubemærket end mange. Løber vi ind i en hel folkevandring, er vi selvfølgelig fortabt, men mindre angreb skulle vi kunne afværge.<<

Så afgjorde far sagen. Foruden mig selv kom ekspeditionen til at bestå af Djaldin, Esmin, Bakta,samt tre af fars livvagt, den ene af dem var Baytun. Hamil tiggede om at komme med, men siden uheldet på bjørnejagten havde han kun én arm i brug og kunne derfor ikke skyde.

Mor insisterede på Djalin. Med de udsigter, Bakta havde beskrevet for os, og de havdeoprevet hende stærkt, kunne der nok blive brug for en dygtig læge. Desuden var han selv ivrig efter at komme med for at opsøge nye planter til dyrkning eller medicin.

Esmin (igen mor) kunne simpelhen trylle med krydderurter. Han kunne stege en gammel sandal, så den smagte som en gazelleryg. Det påstod Debbie selv at have oplevet. Dertil kom at han var en flink og villig altmuligmand, selv om hans irriterende sortsyn kunne være trættende nok at høre på, når man selv var træt i forvejen. I alt blev vi altså syv lovligt udvalgte deltagere, plus en blind passager, som jeg ikke vil spilde flere ord på her.

Kort før daggry stod vi parat til afgang ved nedgangen fra Kildernes Land. Syv mand med fire pakæsler læssede med forsyninger, så vi ikke behøvede at spilde tid på at gå på jagt det første par uger. Debbili talte karavanen højt og fik det til elleve æsler, men det valgte jeg at overhøre.

Vi skuldrede vore spyd og fattede om tøjlerne, da Ånden pludselig faldt på Lahaita, og han begyndte at profetere. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklaredet, for han forandrer ikke stemmen, råber op eller falder  i ekstase. Hans ord får bare en uforklarlig myndighed, der slår igennem og overbeviserden enkelte om, at dette er Guds rent personlige henvendelse til ham i den håndgribelige situation, hvori han i øjeblikket befinder sig.

Somme tider begynder han med at sige>>Så siger Herren<< Det gjorde han ikke i dag, og det var også ganske overflødigt.

Disse var ordene:

Gennem jer vil Jeg tænde et stort lys,

der skal lyse kommende slægter gennem

tidernes mørke.

Fjenden vil gøre alt for at hindre jer,

men frygt ham ikke!

På Min vej er I under Mit skjold.

I er det, hver gang I fornemmer Mit

nærvær.

I er det, hver gang I føler jer ene, glemte,

forladte.

Gå i Min fred!

I stilhed satte vi os i gang. Vi følte, at efter dette ville alle ord synes ligegyldige.

*****!*****!*****

   De første otte dage gik alting glat. Vi fulgte den brede dal, vi havde set ved vor ankomst, og som alle dengang ville have slået ind på, hvis vi ikke havde holdt fast ved det himmelske sendebuds vejledning. Efter et kort sving mod vest drejede den mod nord mellem to bjergkæder. Her gik det fremad i lange dagsmarcher, og humøret var højt, men snart var vi atter i skovrigt bjergland, hvor vi måtte sætte tempoet ned og tit gå lange omveje. Det tog os noget nær to måneder, før vi havde kæmpet os frem til den første af de to store floder, vi skulle over.

Aftenen før havde vi ligeslået lejr ved en kilde og var begyndt at spise, da to mænd dukkede frem af skoven og bad om lov til at sove ved vort bål om natten. De var hjemløse omstrejfere og var meget sultne, da de ikke havde haft held den dag. Da de hørte, at vi skulle østpå over floden, var de pludselig ikke hjemløse længere, men hørte til i en lejr netop ved den flod. Det var vel nok et held for os, at de havde fundet os, for som tak for maden ville de lede os til deres lejr, hvor vi kunne forny vore beholdninger af proviant og blive færget over floden! Det var nemlig en mægtig flod som ingen kunne sætte over uhjulpet af erfarne folk. Fra de ældste tider havde man kaldt floden Frat, og ad den flådede man træstammer helt ned til Toflodslandet.

At de var hjemløse omstrejfere? Åh, det var bare det første svar, der var faldet dem ind, da vi spurgte. Man rykker jo ikke straks ud med sandheden, før man har fået et indtryk af, om det er pålidelige folk, man har med at gøre!

>>Jeg lægger mig på vagt på den anden side af Alaita,<< hviskede Bakta, da vi gik til ro. >>Og du må hellere stikke din kostbare dolk ind bag kjortelen. Jeg lagde mærke til, hvor deres øjne hang ved den.<<

>>Hvorfor stoler du ikke på dem?<<

>>Fordi det halve af det, de fortalte om landet hinsides floden, var løgn. De har ganske givet aldrig været der og ved ikke, at det har jeg.<<

Det første, vi konstaterede, da vi satte os over ende næste morgen, var at vore to gæster var forsvundet. Det tab var til at bære, men to æsler med fuld oppakning var også forsvundet.

Vi spildte en hel time med at søge, men de to må have været professionelle og ikke tilfældige tyveknægte, for det var lykkedes dem at udslette alle spor. Vi håbede at høre nyt om dem i det omtalte færgeleje, men da vi om aftenen nåede frem, viste det sig, at der ikke var og aldrig havde været nogen beboelse på dette sted.

Således forløb vort første møde med andre mennesker, efter vi havde forladt Kildernes Land. >>På min vej er I underMit skjold!<< citerede Esmin fra Lahaitas profeti. >>Jeg synes snarere, at det var de to banditter, der var u nder det nævnte skjold!<<

>>Beskylder du Gud for at have stjålet vore æsler?<< spurgte jeg. >>Vi lever i enverden, somvor æt selv har åbnet for fjenden. Det vil Gud ikke tillade os helt at glemme, derfor har Hangivetfjenden et vist spillerum, men i øjeblikket lyder Hans spørgsmål til dig og mig: Vil I lade fjenden afskrække jer fra Min vej? Eller vil I tro det løfte, at I er under Mit skjold, også når jeres erfaring siger det modsatte?<<

Hvilket indtryk mit svar gjorde  på Esmin, ved jeg ikke, for hans eneste reaktiom var en mut tavshed, men mig selv både trøstede og opmuntrede det. 

Billeder af pakæsel

Og nu klokken 04:04 - en slumre pause.

Klokken er nu 14:21 - fredag, den 29 marts 2019 og slumre pausen er slut.

 Så højt mod nord , som vi her befandt os, var Frat ikke så bred, som vi havde frygtet. Vi brugte to dage til at finde det roligste sted, men derefter var overfarten ikke noget større problem. Fra vor tid ved Harpesøen var vi alle vant til at svømme. Vi landede et godt stykke længere mod syd end beregnet, men det betød kun lidt i et land, hvor der ingen banede veje er, men kun vildtstier at følge.

Vejen til den sidste af de store floder klarede vi på den halve tid, men vort held fra overgangen over Frat gentog sig desværre ikke, for vi mistede vore to sidste æsler med hele deres oppakning. Vi må ganske have undervurderet strømmens styrke ude midt på floden. Selv blev vi kun reddet, fordi jeg i sidste øjeblik, da vandet gik over knæene i et brus, så vi vaklede,beordrede alle til at tage hinanden fast under armenog ikke under noget påskud give slip.

>>Skal vi drukne, vil vi drukne sammen.<< råbte jeg. Da den yderste i kæden gled og mistede fodfæstet , var det derfor muligt for os andre at hale ham i lad, hvorpå vi opgav forsøget den dag. Det eneste, vi bjergede, bortset fra vore liv, var tøjet på vor krop og så vore våben.

>>Nu må så Han, som sendte os ud på denne færd, se hvordan Han får os videre ,<< sagde jeg da vi atter stod dryppende inde på bredden. >>Det bliver spændende at se, hvad Han nu finder på, for vi har mistet alt og er helt i Hans hænder.<<

Under snavs og sod blev Esmin helt grå i ansigtet.

>>Skulle det virkelig stå så galt til?<< udbrød han forfærdet. >>Så er alt håb altså ude!<<Alt håb ude - når vi er helt i Hans hånd? Du synes ikke at regne Ham for ret meget!<< sagde jeg stille. Det lukkede munden på ham, om det var ham til nogen hjælp, er en anden sag.

Vi måtte en hel uges vandring op langs bredden, før vi fandt et sted, hvor vi turde gentage forsøget, og denne gang slap vi over.

Den aften ved bålet gav Bakta os, hvad han kaldte en oversigtover vor stratetiske situation. >>Jeg råder til, at vi bliver her mindst en uge.<< begyndte han.>>Vi trænger til at hvile grundigt ud, inden vi går videre, spise os solidt mætte, for at få kræfter til det, der forestår, og reperere vort tøj og vore våben.

Vi er nu i Ararats land og dermed for alvor i fare. Det er nemlig, som jeg allerede har advaret jer om, et gennemgangsland for store og små folkiegrupper. Eventyrere er ude på plyndringer. Hjemløse fordrevet fra deres hjem af fjender og søger nyt land. Mange er på menneskejagt, fordi de trænger til slaver til at dyrke deres nybygder.

Det ser næsten ud til, at der er noget om Raytans tro på, at en stærk og viis hånd  leder vor færd, for var vi kommet anstigende med vores fulde udrustning, som da vi drog hjemmefra, ville enhver som så os, straks falde over os for at udplyndre os. Ved at tage alting fra os, har Den Almægtige  i virkeligheden beskyttet os, så vi nu tager os ud som fattige flygtninge, og derfor ikke vil vække ret megen opsigt.

Vort største faremoment er Alaita. Hun har opført sig strålende og været os til stor nytte med sin bue. Alligevel burde hun have været sendt hjem fra vor første lejr, for hun er en alt for kostbar handelsvare på disse kanter. Enhver, som føler sig stærk nok, vil overfalde os for at røve hende. Jeg må derfor indtrængende  henstille til dig, Rytan, at klippe hendes hår mandskort, rigge hendes kjortel til, så den bliver en mandskjortel, og gnide godt med fedt, støv og sod over hendes ansigt og arme. Kommer vi  i samtale med nogen, må du, Aliata, ikke give dit besyv med, men spille døvstum<<

Der blev en kort, men pinlig pause.

>>Det er ikke kun et spørgsmål om hendes og vores sikkerhed,<<  skyndte han at tilføje, da han så det uvejr,der trak op i mit ansigt. >>Det er lige så meget et spørgsmål om, hvorvidt den opgave, som vi tror er lagt på dig af Ham, som troner i Himlen, skal gennemføres eller mislykkes?<< 

Citat Slut 

fredag, den 29. marts 2019. Klokken 16:40


 Thomas Skov interviewer Ghita Nørby i Det Nye Talkshow

www.Google.dk

TV2 portræt af Ghita Nørbye ( 1994 )

 


 

 Forsat i dag, lørdag, den 30. marts 2019

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

I Fangenskab

   Der var snart gået fire måneder, siden vi drog hjemmefra, og da vi fulgte Baktas råd og begyndte at slappe af, gik det først rigtigt op for os, hvor meget rejsen havde taget på vore kræfter. Den uge, han havde foreslået, forandrede vi til to, og det var noget af det af det klogeste, vi længe havde gjort. Vi reparerede vort fodtøj, fremstillede nye forråd af pile af pile og fik sat et nyt skaft på et jagtspyd, som Djaldin havde knækket på en hyæne, men først og sidst sov vi eller lå og døsede uden en tanke i hovedet, mens øjnene fulgte gribbenes kredsens i det blå eller de  spraglede småfugle, der hakkede løs i tidselshegnet om vor lejr, så fnuggene fløj omkring dem.

Foran os ventede en helt anden slags terræn end det, vi havde lagt bag os: Åben steppe med klumper af kratskov, arealer med lava og aske og dybe slugter, der som grønne oasergennemskar det ret øde sletteland.

Efter seks dages vandring stod vi ved en sø, vi aldrig havde set magen til. Den lå i en øde egn dybt inde mellem stejle skrænter, tyndt bevokset med pil, poppel og birk. Søen var intens blå, og den del af den, vi kunne se, var fire gang så stor som Harpesøen.

Vi begyndte at arbejde os mod østfor at komme rundt om den og forsætte vor nordlige kurs, og her var det, at vi rundede en højde, som længe havde spærret os udsigten, løb lige i favnen på en vestgående karavane af udvandrere.

På et øjeblik var vi omringede og frataget vores våben. Det hele kom så brat, at vi hverken fik løftet et spyd eller afskudt en pil, hvilket ærgrede de andre næsten lige så meget som vor tilfangetagelse. Selv var jeg overbevist om, at det var Den skærmende Hånd, som hindrede os deri, gor at slå os igennem havde alligevelværet ugørligt, og var det lykkedes os at nedlægge et par stykker af dem, er det vel tvivlsomt, om vi var sluppet derfra med livet.

Vi blev ført bagud i toget og fik reb om anklerne. De var så lange, at vi kunne gå, men så korte, at vi ikke kunne løbe. Derpå blev vi bundet til hinanden i en lang række med reb om livet og belønnetsom pakæsler med lædersække med vand og proviant, brændeknipper, kogegrejer og teltudstyr. Øjensyntligt havde de ikke lastdyr nok. Esmin og jeg , som gik bagerst, fik hver seks tunge træskjolde at slæbe på, våben blev derimod ikke betroet os. Sidst i toget gik to stærke karle hver med en pisk. Deres opgave syntes ikke egentlig at gå ud på at mishandle os, men blot at sætte fart i os, hvis vi viste tegn på at sakke agterud. Hele flokken gjorde indtryk af at være ængstelig og have travlt med at komme videre.

Side om side med os gik en række på 10 andre fanger, og mens karavanens folk var mørkere end vi, var disse fanger langt lysere,mindede kort sagt om Bakta, og da han henvendte sig til en af dem, svarede han i samme dialekt. Vore vogtere nlod os snakke, som vil ville , blot vi holdt farten.

Kort før solnedgang standsede vi en kløft, hvis sider gav lidt læ for blæsten. Vi sank udmattede om, til vore vogtere kom for at fodre os. I truget som gik fra mand til mand, var en slags grød af groftmalet mel med stumper af tørfisk og fåretælle i. Derefter måtte vi krybe sammen på den sparsomme grønsvær under det lave krat og holde varmen som vi bedst kunne.

Inden de faldt i søvn, fik Bakta adskillige oplysninger oplysninger ud af vore medfanger. De var alle her fra egnen og var blevet taget akkurat som vi - ved overrumpling. Landets høvding var en mægtig kriger ved navn Vandini, hvis befæstede lejr lå på en klippe for enden af søen. Han ville sætte efter efter karavanen og befri både dem og os, så snart han fik bud om, hvad der var sket, for han holdt streng justits i landet og ville ikke et øjeblik finde sig i dette. Sandsynligvis var han allerede på vej. Det frygtede karavanen også. Det var derfor, den havde så travlt.

Og nu klokken 07:35 - en slumre pause.

Klokken 10:42 lørdag, den 30. marts 2019, er slumre pausen slut

En time før daggry fik vi alt det vand vi kunne drikke, samt besked om, at nu var det hurtig-march, til det blev mørkt, og at enhver, som ikke kunne følge med, ville blive slået ned.

>>Og du mener stadig, at en guddommelig hånd leder os?<< spurgte Esmin.

>>Bestemt, svarede jeg. >>Hvorfor skulle han ellers have sendt os på denne færd?<<

>>Men Ararat ligger stadig mod nordøst, hvis det da ikke har flyttet sig i nattens løb, og vi drager i hurtigmarch mod vest! Det forekommer mig . . . <<

Hvad der forekom Esmin, kan jeg gætte, men han fik det aldrig sagt, for han blev afbrudt af et pludseligt smæld, da en lang pil borrede sig dirrende ind i den teltpæl, han var ved at lempe på plads på sin skulder, og i samme nu var angrebet over os.

Der lød trommen og smælden af hove, som når en flok vildæsler  skræmt farer hen over steppen, og hujen og tuden, som blev den forfulgt af ulve. Så opløftede et kor af stemmer en slags krigshyl:

Vandini! Vandini! Vandini kommer!

- og en pileregn haglede ned over karavanen.

Angrebet virkede i første øjeblik totalt lammende. De angrebne behøvede tid til at opfatte virkeligheden af det mirakel, deres øjne så, og som de aldrig i deres liv havde set, hørt om eller forestillet sig:

Historiens første rytteriangreb.

Her var ikke tale om de klodsede, langsommelige vildæsler med deres mørke stribe ned langs ryggen. Alle havde set dem boltre  sig i flokke i det fjerne, men ingen havde havde drømt om at indfange dem, endsige tæmme dem, fordi de var sky som gazeller, hurtige hurtige som en steppebrand og forsvandt i en støvsky i det fjerne, når man prøvede at komme dem på skudhold

Angriberne var tydeligt af samme race som vore medfanger. Som Bakta havde de kort hår og skæg, kjortler og støvler af ugarvet læder. Foran dem kom deres leder som et stormvejr med en bredbladet lansefældet til angreb. På grund af fartenvar det ikke muligt at få et nærmere indtryk af ham. Vi så kun, at hans kjortel var blå, og at det på hans skjold var malet en regnbue på en blå baggrund. På vore medfangers råd lagde vi vores byrder fra os og satte os ganske roligt ned, hvor vi stod, for at være i nogenlunde dækning for pileregnen, mens vi afventede begivenhedernes gang.

Karavanen trak sig hastigt tilbage, men standsede på grund af et brøl fra deres leder, som løftede sit spyd som signal til alle sine kampdygtige mænd om at samle sig om ham.

>>Hvis i ønsker kamp, så skynd jer,<< råbte Valdini. >>Hvis I ønsker at beholde livet og drage videre, så smid øjeblikkelig alle våben på marken!<<

  Efter en del vaklen og vrede ord indbyrdes valgte hele flokken øjensynligt det sidste og smed tøvende og modvilligt deres våben.

Vandinis næste ordre gjalt os, og så snart vore vogtere havde løst vore bånd, gav han os befaling til at gå ind mellem rækkerne for at samle alle våbenop og stakke dem i en dynge uden for karavanefolkets rækkevidde. Mens vi foretog indsamlingen,blev angrebstroppen holdende med spændte buer for at afhverve ethvert forsøg på forrædderi. Først da vi var færdige, kaldte han karavanens fører hen til sig. Han var enhøj, kraftig fyr med omhyggeligt krøllet, kulsort hår og skæg og en rød slængkappe over sin kjortel.

>>Hvad er dit ærinde i mit land?<< spurgte Vandini.

>>Vi er på udvandring for at grunde en ny bygd i vesten. Du ved, at dit land er gennemgangsland for stammerne.<<

>>Det ved jeg. Jeg ved også, at alle hæderlige vandrere plejer at sende bud til mig for at melde deres ankomst og anmode om fri gennemmarch.<<

>>Vi havde travlt og ringe tid til den slags formaliteter.<<

>>Du mener, at I var så mange, at i kunne opføre jer som herrer i landet. Du stjal ti af mine hyrder og 86 får og geder, foruden otte fremmede, men forsvarsløse rejsende.<<

Føreren trak på skuldrene. Du ville have gjort det samme i mit land, hvis du havde været i nød for lastedragere. Er slige småting værd at nævne blandt fyrster? Du har dræbt ti af mine og såret flere. Det kan vel gå lige op!<<

>>Omtrent, men ikke helt. Disse ti vil blive blive liggende ujordede, for at deres ben kan minde kommende vandrere om at vandre varligt på min jord, men det er usømmeligt, at de skal ligge her høvdingeløse.Du er en storsnudet og uforskammet mand, på hvem høflig ntale er spildt. Alligevel tilstår jeg dig den gunst at måtte hvile blandt dem i din høvdingekappe, for at den kan tjene kommende høvdinge til påmindelse.<<

Vandini gav et nik, en rytter red frem, og for hans kølle gik den fremmede i jorden som ramt af lynet. >>Så har jeg ikke brug for flere kadavere,<< råbte Vandini ud over de ventende. >>Resten af jer har fri afmarch med samt jeres gods og så mange af de sårede som i er i stand til at føre med jer. Vi lover, at resten skal få en let og hurtig død. 

Kun våbnene beholder jeg. Mit rige ender en dagmarch vest for søen. Nogle af mine ryttere vil følge efter jer, til I er over grænsen, og jeg vil give jer det råd ikke at forsøge at vende tilbage. Ses vi igen, kunne jeg være i et andet humør.<<

  Billeder af vilde heste

Citat Slut  

lørdag, den 30. marts 2019. Klokken 14:03


 Hver anden dag går jeg en rundtur på min bopæl, på min broders matrikkel, for at fodre katte katte i håb om at holde musene lidt på afstand af køkkenet. Jeg har fire steder hvor jeg lægger kattemad ud, og omme bag huset, hvor jeg også lægger kattemad ud, der så jeg denne Lørdag, en ægte levende

Mariehøne

Med Venlig Hilsen

Saxo-Poul

 


 Her på ugens sidste dag, Lørdag, den 30. marts, tog jeg min Danske  Bibel, og slog den op et tilfældigt sted. Øverst på side 95. stod der

Tredje Mosebog 1. til 5.

Brændofferet

Citat

Herren kaldte på Moses og talte til ham fra Åbenbaringsteltet. Han sagde: Tal til isralitterne og sig til dem: Når nogen af jer vil bringe Herren en gave, skal den gave, I bringer være et stykke kvæg, enten hornkvæg eller småkvæg. Hvis den gave han bringer, er et sonoffer og den tages fra hornkvæget, skal det være et lydefrit handyr. Han skal bringe det hen til Åbenbaringsteltet for at opnå velbehag for Herrens ansigt. Han skal lægge sin hånd på brændofferdyrets hoved. Det bringer ham Herrens velbehag og skaffer ham soning. Dernæst skal han slagte tyrekalven for Herrens ansigt, og præsterne, Arons sønner, skal bringe blodet hen og skænke det hele vejen rundt på alteret, som står ved indgangen til Åbenbaringsteltet.

Citat Slut  


Nu overskred jeg nok tiden, på denne Lørdag den 3. marts 2019, med omkring 15 minutter. Det skyldtes, at jeg lige skulle høre denne optræden færdig, med denne titel.

Niels Hausgaard - hvad munden er fuld af, 2009 ( 1:2 )

www.Google.dk

 Så lige nu, har jeg forladt ugens sidste dag, som var, Lørdag, den 30. marts 2019, og nu befinder jeg på ugens første dag, søndag den 31. marts 2018, klokken 00:40

Jeg havde kort forinden hørt disse to melodier

Frøken Nitouche - Det Syvogtyvendes Reveille

www.Google.dk

Frøken Nitouche - Den Store Tromme

Den der ( Søger ) kan finde

 


 

 Forsat i dag, søndag, den 31. marts 2019. Klokken 01:34

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

En kongelig modtagelse

Hvor søen længst ude mod øst svinger nordpå i en bred bue,skyder et klippefyldt terræn op af sletten - på øjemål halvandet tusinde fod højt og det dobbelte i omkreds. Dets stejle skråninger er et vildnis af slåenkrat, enebær og vilde roser, gennemvævet med ranker af alt, som kan rive eller stikke.

Heroppe lå Vandinis høvdingesæde omgivet af nogle få barakker og boliger for hans vigtigste rådgivere og funktionærer. Husene var af let tilhuggede lavablokke, og bjælketagene dækket afgræstørv, som dog på denne årstid var gule og visne. Kun en enkelt vej førte i siksakslyng op til borgen. Den var så bred, at de tre ryttere kunne ride op ad den side om side. Langs foden af højdedraget bredte sig de kongelige stalde, kasernen og det jævne folks hytter  mellem små marker og omhyggeligt vandede haver.

Her blev vi ført til en lang barak, som man fortalte os var kongens gæstehus. Et gammelt ægtepar, hvis bestilling øjensynligt var at tage sig af kongens gæster, førte os til brønden, hvor vi fik det værste snavs skyllet af. Da de så de sår, som rebene havde gnavet omkring vore ankler, skaffede de straks lidt fedt til at smøre på for at lindre den værste svie. Ved indgangsdøren blussede det snart under en stor sodet gryde. Vi var lykkelige over, at de gamle udfoldede deres kogekunst i fri luft, så vi slap for at skulle sove i tæt røg, for bålet osede slemt.

Mens vi spiste prøvede vi at udfritte dem om udsigterne for vor fremtid, men det eneste, vi fik ud af dem, var gentagne forsikringer om, at hvis vi var hæderlige folk, havde vi intet at frygte, for Van kunne med et enkelt blik skelne hæderlige folk fra slyngler. Der var nemlig ingen i verden som Van. Tag som eksempel Vans rytteri. Det var ganske og aldeles Vans opfindelse, og . . .

>>Ja, du må nok hellere fortælle, hvordan det gik til, far,<< sagde den gamle kone, >>sagde den gamle kone, "for du var jo selv med fra begyndelsen.<< 

Gamle Mallandi, som vi hurtigt lærte at kalde ham, behøvede ikke flere opfordringer for at komme i gang. Man indfangede dyrene i tildækkede gruber i de grønne dale, hvor de søgte hen i yngletiden. De voksne slap man løs, dem var der intet at stille op med, det var føllene, man beholdt. Man tæmmede dem i de første dage ved tørst og sult, til de blev så desperate, at de var villige til både at æde og drikke af hånden. Man talte hele tiden beroligende til dem, mens de åd, og klappede dem, til de blev vant til at lade sig berøre af mennesker og fortrolige med deres lugt. 

Så en dag satte en mand sig op på ryggen af dyret, mens den anden stadig fodrede og beroligede. Rytteren sad bare stille hver gang de første fjorten dage, først derefter gav man det et bidsel mellem tænderne og tog det ud på en ganske rolig tur i skridtgang. Rytteren sad stadig stille, mens den anden førte dyret ved bidslet. Skældsord, råben og eller pisk var strengt forbudt. Håndfladen var det eneste tugtemiddel.

Det store trylleord var tålmodighed, men det plejede at gå lettere med de følgende hold, fordi synet af de først indfangne, der nu bar en rytter uden protest eller frygt, virkede beroligende på de nyindfangne. Nu havde Van en livgarde på hundrede mand, af hvilke de halve var parat til udrykning dag og nat, mens resten vogtede borg  og bygd.

Vi spurgte om søen.

Den hed aldrig andet end Vans sø, ligesom landet hed Vans land. Jo, Mallanddi havde godt nok hørt fremmede kalde det Ararats land, men hvem vidste, hvad det betød? Men det var trist med Vans sø, for den var i færd med at blive salt. De store fisk var ved at uddø. Der var snart kun nogle små kræ igen - bare ben og skæl og vandet var fælt at drikke. Det kunne kun skyldes troldom. Tænk på de mange onde øjne, der faldt på søen, når disse fremmede drog forbi i stedet for at blive hjemme og passe deres egne sager.

Tidligt næste morgen blev vi vækket af Mallandi , som med mange undskyldninger forklarede, at Vans mænd kunne være her når som helst, men mor havde en drik varm gedemælk parat, så hvis vi skyndte os . . .

Vi skyndte os, og godt var det, for inden vi var færdige, stod tre mand ved døren for at hente os. De to var ryttere i livvagten, nåede den gamle lige at hviske til os, men den tredie var Daktar selv, ham i den grønne kjortel, livvagternes anfører, så det var en stor ære, der blev vist os. Den grønne kjortel var de ærestegn, som var forbeholdt kongens mest betroede mænd. De grønklædte måtte vi endelig vise særlig bærbødighed. Van var den eneste, der bar blåt. Ja og så selvfølgelig Amba, hans frue.

Hvor længe hans forklaring kunne have forsat er ikke til at sige, men på dette punkt lod Daktar en kort, men myndig bemærkning falde om, at kongen ventede, og vi begav os af sted.

På vejen op til borgen mødte vi flere af vagten og blev vidne til et fænomen, vi aldrig før havde set. Vi hørte senere, at dets navn var diciplin. Hver gang en mand eller en lille gruppe  passerede os, standsede de og gjorde front mod Daktar, som afventede de en eventuel ordre , og han anerkendte deres hilsen med et kort nik og løftede en hånd til tegn på, at de havde hans tilladelse til at gå videre.

Og nu er klokken 04:49 - en slumre pause.

EU har erklæret sommertid, søndag, den 31. marts 2019, og det betyder, at urene skal stilles en time frem. Det kan ikke komme bag på en kristen, der læser i sin Bibel i ny og næ. Det står jo i Bibelen, at Satan vil lave om på tiderne. Hvis vi stadig levede efter de fire årstider, behøvede vi ikke, at stille urene frem eller tilbage 2. gange om året.

Nå, men ifølge Nutidens EU-direktiv-tid er klokken lige nu

søndag, den 31. marts 2019 - lige nu 13:42

Herfra vil jeg forsætte denne historie under regbuens tegn

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

 En kongelig modtagelse

Jeg lagde mærke til, at flere af dem bar dolke af bronze og spurgte, hvor de kom fra. Han svarede, at de stammede fra et land fjernt mod sydøst, og at man kunne tiltuske sig dem, når udvandrerkaravaner drog forbi og gerne ville købe forråd eller leje vejvisere.

Midt for langvægen sad Vandini på en ganske enkel stol af tømmerstokke. Omkring ham stod fire af ´de grønne´, som vi allerede havde lært at kalde dem. Under kampen havde vi kun set ham på afstand. På nært hold så han ud til at være først i trediverne, med et regelmæssigt, temmelig alvorligt ansigt, hverken særlig køn eller det modsatte. Kun når han smilede, lystes det ligesom op indefra. Han var ikke en mand af mange ord, men når han talte, lå der i hans ord en stille myndighed, og hele hans skikkelse udstrålede energi. Han hørte opmærksomt på, hvad man sagde til ham, men blev man for vidtløftig, kunne han standse en med en løftet hånd eller et: Jeg har opfattet det. Gå videre!

Krydsforhøret begyndte. Intet i de korte, knappe spørgsmål lod mig ane, at jeg stod  over for den, som næst efter Alaita, skulle blive mit livs fortroligste ven.

>>Hvor kommer I fra?<<

>>Fra Kildernes Land.<<

>>Det er første gang, jeg hører det navn.<<

>>Det er også en ny bygd langt mod syd.<<

>>Lad os høre lidt nærmere om den.<<

Jeg beskrev vort lands og dets omgivelsers skønhede, til han løftede hånden.

>>Ad hvilken rute kom I?<<

Jeg forklarede det, så godt jeg kunne, idet jeg gjorde opmærksom på, at de fleste steder, hvor vi havde camperet, var herreløst land og derfor uden navn.

>>Hvorfor kom i ikke til mig for at bede om fri gennemrejse?<<

>>Vi var på vej til dig, da vi blev taget btil fange.<< 

>>Hvor agter i jer nu hen?<<

>>Til bjerget Ararat."

Det var som fyldte dette svar pludselig luften med en spænding, vi ikke forstod. Konngen løftede hovedet og betragtede os længe med rynkede bryn, og hans rådgivere hviskede forundret sammen.

>>Til Ararat!<< gentog han. >>Hvilket ærinde kan I, som er fremmede have der?<<

Jeg forsøgte at vige uden om sandheden ved hjælp af den halve sandhed.

>>I det fjerne har vi hørt om dette bjerg og ønsker at se det med vore egne øjne.<<

>>I har trodset denne lange rejses mange og store farer af en vægtigere grund end den, og jeg vil vide, hvilken?<<

>>Herre Vandini, tillad et spørgsmål; Ligger bjerget i dit land?<<

Hans ansigt blev mørkt.

>>Du mener, at ellers angår den sag ikke mig?<< spurgte han strengt. >>Er det en måde at svare fyrsten af Ararats land på? For ikke at sige: At svare en mand på, som har udfriet jer af trældom og taget vel imod jer!<<

Fortvivlet bad jeg Himlen om vejledning.

>>Så svar dog mand!<< For første gang hævede han stemmen i vrede, formodentlig i den naturlige tro, at det var i trods, jeg tav.

>>Fyrst Vandini, tilgiv mig, at jeg ikke svarede straks. Jeg bad om vejledning fra Ham, som har sendt os ud på denne færd. Noas Gud er et af Hans navne. Det er Hans hemmelighed, det drejer sig om, ikke min egen. Ellers havde jeg selvfølgelig svaret omgående.<<

>>Han mindede mig om, at du bærer regnbuen i dit skjold. Han sagde, at Han ingen hemmelighederhar over for den, som bekender sig til Noapagten. I en drøm har Han selv forkyndt mig, at . . . <<

Vandini løftede hånden, og jeg tav.

>>Send bud efter Amba og bed hende komme,<< bød han en af de grønklædte. >>Hun skal have del i denne glæde. Sig, at det er en sag af yderste vigtighed. Han har talt! Endelig har Han atter talt. Han har brudt århundredes tavshed!<<

Det var, som tændte kongens ord pludselig festblus salen rundt.

 Citat Slut   


Titlen på dette afsnit

En kongelig modtagelse

minder mig om ( Kongelige Kroer ) og om en

Kronprins og Tre Konger

 http://www.pokerpartiet.dk/435474072

 


HJEMMEVÆRNET 70-ÅR

Dette skal lige nævnes, inden jeg forsætter. Hjemmeværnet blev oprettet som en statslig Institution den 1. april 1949, som en del af Danmarks militære forsvar. Hjemmeværnets  70-års jubilæum blev blandt andet markeret med en parade. Chefen for Hjemmeværnet og Dronning Margrethe II skridtede fronten af. I baggrunden deltog Søren Espersen, som er kommiteret for Hjemmeværnet, medlem af www.Danskfolkeparti.dk 

samt Hendes Kongelige Højhed  Kronprinsesse Mary. Da H.K.H Kronprinses Mary, tilhører en Skotsk Klan beluttede jeg at købe en flaske WHISKY nemlig

Ballantinés

FINEST

BLENDED SCOTCH WHISKY


 

  Forsat i dag, mandag, den 1. april 2019. Klokken 17:20

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Arkens Herre

Feststemningen blev ikke mindre, da Amba, fyrstinden kom ind. Hun var midt i tyverne, robust og stærk. Hendes blå kjortel var af samme slags som Vandinis, men længere og mere overbroderet. Det mørke hår hang ned over brystet i to lange fletninger ombundet med grøn tråd. I bæltet sad ovale stykker af ametyst og bjergkrystal, og om halsen bar hun sin største kostbarhed, en kæde af perler fra fjerne kystlande.

Vandini rejste sig.

>>Dette er en højtidsdag, som bringer os godt nyt fra fjerne lande. sagde han til hende. >>Bed Tanda sætte forfriskninger frem på gæstebordet. Imens vil vi hilse på disse, som synes at være sendt fra Arkens Herre, og høre deres budskab.<<

Jeg præsenterede følget en for en for fyrsteparret, og nævnede vore navne og beskæftigelse. Vi lagde med glæde mærke til, at de hilste med lige stor hjertelighed på hver enkelt. Kun over for Alaita, som jeg med vilje havde gemt til sidst, tøvede de.

>>Her er et eller andet forkert,<< indvendte Amba. >>Hvad var det, Raytan kaldte dig?<<

>>Ataita.<<

>>Vi  kender ikke det navn iblandt os, men i vore ører  lyder det som et kvindenavn. Dine hænder og fødder er påfaldende små. Hvad er din opgave i flokken?<<

>>Jæger<<

>>Hun er vores dygtigste bueskytte ,<< indskød jeg.

>>Hun<<

>>Alaita er min hustru.<<

Amba så misbilligende på mig. >>Er det skik at behandle hustruer sådan i Kildernes Land, da er I ringere folk, end vi først fik indtryk af,<< udbrød hun skuffet. >>Hvis du lige vil give os lov til at fortælle om den uendelige vigtighed af vor sendefærd,<< svarede jeg. >>Så vil du indse , hvorfor vi greb til denne krigslist for at undgå overfald og udslettelse. Det er langt mere end vort liv, der står på spil, hvis vi ikke når frem.<<

 Billeder af dronning amba

Der var ingen billeder af(  Dronning Amba )lød en besked på Google

>>Hvis jeres sendefærd er så vigtig, som du påstår, var det både selvisk og tåbeligt af dig at tage hende med. Selv denne forklædning kan ikke helt skjule hendes skønhed.<<

>>Akkurat ," udbrød Vandini. >>Og nu er det på høje tid, at vi får virkelig besked om formålet med jeres komme. Fremstil din sag for os her og nu, kort og enkelt. Siden vil vi sætte os hen til gæstebordet for i ro og mag at udspørge jer om enkelthederne og drøfte, hvad der videre skal ske.<<

Ganske kort fortalte jeg om årsagen til vort opbrud fra Nidiris lejr, og hvorledes en højere magt havde ledet os til Kildernes Land. Jeg fortalte om vor frygt, da vi mærkede, hvorledes vores kontakt ,med Ham, som havde givet os dette herlige land, begyndte at blegne, og om vor længsel efter at få den fornyet. Så fortsatte jeg med beretningen om min drøm, om Ulams meddelelse angående Enoks testamente og endelig om den profetiske ordre til at søge det i arken.

>>Efter vor sædvane  vil vi nu bede om Vangunis bedømmelse og råd angående det, vi har hørt,<< erklærede Vandini.

Vanguni indtog øjensynligt samme stilling i Ararats land som Lahaita hjemme hos os. Han var en del ældre end Lahaita og helt hvidhåret. Hans lange kjortel var mørkegrøn og broderet med sølvtråd. I væsen og tale var han mere stiv og højtidelig, og der blev vist ham langt større officiel ærbødighed.

>>Jeg havde engang en dicipel,<< begyndte Vanguni," en mand som havde for skik at vandre fra land til til land for at lytte til de gamles overleveringer. I sin ungdom havde han opholdt sig et halvt års tid hos denne Ulam og satte hans lærdom og visdom meget højt. Jeg har derfor ingen grund til at tvivle på en drøm, som Ulam som den Vise siger god for.   Også vi kender ham, hvis pagtstegn er regnbuen. Her i landet ærer vi Ham mest under navnet

ARKENS HERRE

Den tilhører Ham. Vi kan hverken give jer adgang til arken eller nægte jer den. Det bliver helt og aldeles en sag mellem Ham og jer.

Mange har forsøgt at trænge op til den af ren og skær nysgerrighed, eller fordi der går rygter om skjulte skatte, men det er endnu aldrig lykkedes dem. Nogle er omkommet under snestorme eller fjeldskred, andre gik vild og fandt aldrig hjem igen, eller ulvene tog dem.

Men efter hvad  I fortæller, ser det ud, som har Han i sinde at give jer adgang  til sin helligdom. Ja, jeg fornemmer, at det er Hans agt, for netop i denne stund bekræfter Han det for mig, idet Han lader et budskab sænke sig i min ånd.<<

Vanguni rejste sig, og på met tegn fra kongen gjorde vi alle det samme. >>Disse er ordene i Hans budskab til jer:

Jeg giver jer det, som I først lægger jeres hånd på.

Tag imod det med tak, og fjern jer straks igen.

Resten er forseglet indtil endens tid.

Rør det ikke!"

>>Vi bøjer os for Arkens Herrens afgørelse!<< sagde Vandini så alvorligt og højtideligt, som proglamerede han en ny lov for sit folk. >>Og det samme råder jeg jer til at gøre."

>>Hans vilje er vor vilje<< erklærede jeg.

>>Vel talt!<< svarede han. >>Og kom nu med ned i gæstesalen og lad os drøfte denne sag som forbundsfæller .<<    

Vi bænkede os ved et langt bord, hvorpå der ud for hver plads stod drikkeskåle, og andre med, hvad vi snart opdagede , var hvede og ærter ristet i honning. De havde den gode skik at blande vinen med vand, så man kunne drikke rigeligt, uden at det gik en til hovedet. Kun den indledende skål blev drukket ublandet og stående.  

Alatia,s Bøn

     >>Jeg har en bøn til jer alle,<< sagde Alaita, så snart vi havde sat os til rette. >>I tænker alle nedsættende om Raytan, fordi han ikke hindrede mig i at komme med på dette togt. Men han forbød mig direkte at tage med og drog afsted uden mig. Det var mig selv, som på trods  listede mig efter dem og først gav mig og først gav mig til kende om aftenen, da vi var så langt hjemmefra, at det var umuligt at sende mig tilbage alene. Vi hørte løver natten igennem. Tænk derfor ikke ilde om ham!<<

 

>>Jeg indrømmer det, men vi havde kun været gift en måned, og jeg fandt det for tidligt at blive enke.<<

Mændenes skæve smil afspejlede tydeligt den kamp, der udkæmpedes i deres indre mellem sympati og krænket mandsstolthed. I Ambas smil var der derimod mestemt intet skævt at opdage, men for at lette spændingen skyndte hun sig at dreje samtalen ind på noget andet.

>>Så snart denne lille fest er forbi,<< sagde hun, >>følger du med mig ind, så skal vi snart finde noget passende tøj til dig og et tørklæde, du kan binde om hovedet, mens dit hår vokser ud igen. Du har heller ikke hilst på vore to små endnu!<< 

***** ***** *****

Mens jeg endnu befinder mig på side 123, kan jeg meddele, at jeg på denne vindstille aften klokken 22:30 havde gået en tur rundt om huset og set op på en stjerneklar nat, og selv om stjernerne var tydelige at se på himlen, kunne jeg ikke få øje på månen, på denne stjerneklare nat. Jeg formoder den manglende synlige måne, det er noget de kan forklare inde på Meterorologisk Institut, eller kan de ???

***** ***** *****

>>Stor tak for din venlighed og omsorg,<< svarede jeg. >>Men det er sikkert bedst, at Aliata forbliver som hun er. Vi skal jo videre snarest muligt, og jeg forstår, at der ligger farefyldte egne forude.<<

På dette punkt greb Vandini ind.

>>Først af alt ønsker jeg at indprente jer, at blandt venner og fortrolige er mit navn ´Van´ Det gælder fra i dag også jer. Vandini kan i gemme til officielle fester og ceremonier,<< sagde han. >>Dernæst, I tænker da vel ikke så ringe om mig, at I forestiller jer, at jeg i disse urotider vil lade jer drage til bjerget uden eskorte? Folkevandringerne  gennem mine territorier tager til, og plyndrende friskarers indfald bliver stedse hyppiere. En deling på 25 beredne ryttere vil følge jer til foden af Ararat og vente der, til i kommer ned igen. Der er derfor ingen grund til at lade din hustru optræde i forklædning længere.<<

>>Det kan vi umuligt tage imod,<< protesterede jeg. >>Vi er vant til at klare os, som vi bedst kan, med Himlens hjælp. Desuden kunne vi aldrig betale underhold og sold til 25 mand.<<

>>Det er overhovedet ikke et spørgsmål om, hvad i kan tage imod eller betale. Det er et spørgsmålom det ansvar, Arkens Herre har lagt på mig  ved at sende jer til min dør i Sit ærinde. Jeg har en ærestitel, som jeg sætter højt, og jeg vil gøre mig uværdig til at kaldes Arkens Herres Tjener, hvis jeg handlede anderledes,end jeg har sagt.

Angående betaling ved jeg, at Han selv vil lønne mig, hvis det behager Ham. <<

>>Det vil sikkert behage Ham! Jeg vover endda at gætte på, hvilken form Hans belønning måske kunne tage, hvis også den behager Ham.

Vi har hørt, at søen bliver mere og mere salt, så at fiskene dør og vandet bliver budrikkeligt. Vi har hørt, at vulkanerne år for år slører solen med deres askeskyer, så der bliver misvækst, fordi somrene bliver koldere og vintrene strengere.

Jeg har fortalt dig om den brede dal, som ligger neden for vor højslette  og vider sig ud mod nord til frygtbare sletter mellem høje bjergkæder, et territorium på størrelse med Ararats Land, et land med varme somre og milde vintre, et land med store skove, der vrimler med vildt, et ubeboet land, der ligger og venter på  at blive taget i besiddelse. Måske kunne det blive Guds belønning til jer? Ja, og jeres naboskab Hans belønning til os! Tænk over det, mens vi er væk. 

 Citat Slut   


 Skål

I dag på Hjemmeværnets 70-års dag, den 1. april 2019, vil jeg sige skål i et bæger SCOTCH WHISKY og sige

TILLYKKE med HJEMMEVÆRNETS

70-års Jubilæum

Skål

 


 

 Billeder af den gregorianske kalender

 Præsenteret her 20. maj 2017 ifølge den nuværende brugte Kalender

tror jeg ???

Billedresultat for eric jon phelps billeder

www.123hjemmeside.dk  

  Friheden i Fare!

Billeder af den julianske kalender

 


 

  Forsat i dag, tirsdag, den 2. april 2019. Klokken 03:25

Citat

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Ved målet

Takket være de ridedyr og den eskorte, kongen forsynede os med, stod vi otte dage senere ved Ararats fod. Vi var alle så udasede, at vi bare tænkte på at få lejren rejst, inden mørket faldt på, og komme til ro. Først næste morgen havde vi kræfter til at se os om, og træffe forberedelser til opstigningen.

Højt over os løftede den massive bjergmasse sine to toppe mod den dybtblå himmel. De begyndte at lyse rosa, inden solen endnu var over horisonten. Ararat er ikke et bjerg, men et omfangsrigt bjerglandskab, hvis to toppe er forbundet med hinanden af en lavere højderyg. Foden af bjergmassivet var dækket af græs og urter  som bynke, malurt, tidsler og masser af små gule valmuer. Pletvis var der krat af pil og birk, men høje stedsegrønne enebær, der næsten blev til træer, var det, der trivedes bedst. Vegatationen kravlede  to trediedele af vejen op mod toppene, men blev sparsommere, jo højere den kom til vejrs.

Lejren lå lige ud for

NEDSTIGNINGENS DAL,

ad hvilken først alle levende væsener og siden Noa og hans hus var steget ned på sletten, men dalen var for længst forsvundet, fordi bjerget siden Noa og hans hus var steget ned på sletten, men dalen var forlængst forsvundet, fordi bjerget siden Noas dage flere gange havde hævet sig under svære jordskælv. Vi måtte selv finde vej op, som vi bedst kunne.

Den 2. april 2019, klokken 04:08 - en slumre pause, på ubestemt tid.

Klokken er nu 09:57 og  slumre pausen er slut.

 Daktar forklarede nemlig, at han havde ordre til at blive her med eskorten og vore ridedyr, til vi kom tilbage. Ingen havde lov til ukaldet at bestige det hellige bjerg, undtagen hyrder med deres hjorde, og de endda kun så langt som til saddelen, der forbandt toppene.

Ved daggry begyndte vi opstigningen. Saddelen kunne vi have nået samme dag, hvis vi ikke kort før aften var blevet overrasket af et voldsomt tordenvejr. Vi søgte ly i en hule, der så dejlig rummelig ud udefra, men viste sig at være blokeret af et eller andet, at vi kun lige kunne slippe indenfor. Først næste morgen så vi, at vi havde overnattet i de dødes rige. Knogler og kranieraf alverdens dyr var øjensynlig presset herned af enorme vandmasser i oprør, splindret og stuvet sammen mellem grus og muslinger. To knogler så store som træstammer var efter Djaldins mening resterne af et af de havuhyrer, som Theran påstod at have set i det vestlige hav, men som vi havde regnet for en af hans overdrivelser. Der var også en krum stødtand på størrelse med min arm., men det jeg mindst kan glemme, var resterne af en kvælerslange med opspilet gab. Det var, som om selve dødens ånde stod den ud af gabet, mens den hvislede sit. I skal blive som Gud! Foran den hilste resterne af et menneskeligt kranie dens glade budskab med et ironisk, tandløst grin.

Var det noget, jeg virkelig så? Var det et syn, eller drømte jeg det natten derefter under indtryk af det, vi havde set i hulen? Jeg husker det ikke længere. Da vi næste morgen dukkede frem mellem lavablokkene oppe på saddelen, fandt vi , at den dannede en lang, smal højslette. Lige foran os steg en tynd røgsøjle i vejret fra et lille bål, hvorved en gammel hyrde  var i færd med sit morgenmåltid. Ved lyden af vore skridt så han forundret op og stivnede tilsyneladende af skræk. Han glemte i hvert fald rent at gnave af det harelår, han holdt løftet i sin højre hånd, og stirrede som var vi genfærd. Først da vi satte os på hug ved bålet og talte venligt til ham, livede han op igen.

Det var mange årtier siden, atder havde været mennesker heroppe, forklarede han, bortset fra hyrder, naturligvis, men nu , da han så nærmere på os, kunne han jo forstå, at vi hverken var ånder eller fåretyve. Hyrder var vi øjensynlig heller ikke, for vi havde jo ingen hjord med os, og uden han sagde det direkte, forstod vi på hans tonefald, at han anså os for småtossede, for hvad ville vi her uden en hjord?

Vi spurgte så til gengæld, hvor hans hjord og hunde da var henne, og fik at vide, at dem passede hans søn længere henne mod vest, mens han selv var på vej ned til deres lille bygd efter forråd til dem begge. Først da vi langt om længe mente at have fået ham i det rigtige humør, vovede vi at nævne arken, men ordet syntes at slå ham med panik.

>>Nå, så det er, hvaqd i er ude på!<< udbrød han og rystede ivrigt på hovedet. >>Nej, nej, opgiv det hellere med det samme. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Ingen er endnu sluppet levende fra det eventyr.<<

Først da vi forklarede, at vi var sendt herop af fyrst Vandini selv, og at Daktar ventede os ved foden af bjerget med en afdeling af livvagten, gik han tøvende ind på at dele sin viden med os. Her på saddelen var arken ikke at finde. Heller ikke på Lille Ararat, som var hans navn for den lavere top. Nej, den måtte ligge et sted oppe i højderne på Store Ararat.

>>Jamen der kan den da ikke have ligget, dengang den grundstødte, for dyrene ville da aldrig være kommet levende ned ad de stejle fjeldvæge,<< indvendte jeg, >>og siden kan den da ikke været spadseret derop selv!<<

>>Sandt nok,<< svarede den gamle, >>men da min farfar var dreng og vogtede heroppe, så alting anderledes ud. Hele Ararat var skovklædt, og meget lavere end nu. Den gang så man aldrig sne blive liggende på toppene, men året efter hans manddomsfest indtraf et vældigt jordskælv, og alle egnens kratere var i udbrud. Alle lejre i omegnen blev ødelagt, alle skove brændte, og den østre top skød over tusind fod i vejret.<<