Parti uden projekt

Præsenteret her 16 november 2013

www.wikipedia.net  www.Sabbat-Kristne.dk  www.Google.dk

 www.DenKorteAvis.dk


 www.Jyllands-Posten.dk 
 
KRONIK 16.11.13 kl. 03:00
 
Et parti uden et projekt
 
AF OLE HYLTOFT, FORFATTER, TISVILDELEJE


 
Ole Hyltoft, førhen en aktiv og fremtrædende socialdemokrat, peger på Jens Otto Krag og Svend Auken som hovedansvarlige for den socialdemokratiske vej mod undergangen. Forfatteren fortæller også om en bog, der kunne være blevet et fornyende projekt for partiet.
 
Slotsholmens regnedrenge har jaget folkets sønner og døtre ud af Socialdemokratiet. Sådan kan man sammenfatte Lars Olsens nye bog, ?En bygning slår revner?. Socialdemokratiet har sat sin sjæl i pant i djøf-overklassens departement for folkefremmed statsstyre. Denne form for avanceret åndløshed er den sikre vej til Socialdemokratiets selvmord, fastslår Lars Olsen, Jyllands-Postens altid fængslende mandagskommentator. Det lykkedes ikke munkemarxisterne at tage livet af det folkelige socialdemokrati. Men det vil lykkes djøf?erne, forudser Lars Olsen. 
Lars Olsens hjerteskærende bog vækker minder til live hos en forhenværende socialdemokrat som mig. Ganske vist var jeg aldrig en af magtens mænd i partiet. Men i mange år stod jeg sossernes koryfæer nær; som taleskriver for socialdemokratiske ministre i 1960?erne og som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på Aktuelt i 1970?erne og 1980?erne.
 
Selv om Lars Olsen banker Socialdemokratiet oven i hovedet, er han af hjertet en socialkammerat. Han vil have trukket Socialdemokratiet væk fra selvmordsvejen. Ved at genoplive den socialdemokratiske sjæl, der værner om retfærdighed og om borgernes job.
Men Helle Thorning-Schmidt fører jo netop den politik, hun (og embedsmændene) mener fører til flere jobs. Og nu om dage er der jo forskelligartede bud på hvad retfærdighed er. Er det retfærdigt, at den socialdemokratiske velfærdsstat stikker dovne Robert en næsten lige så stor månedschek, som den hårdtarbejdende kassedame i Brugsen får?
Og var det retfærdigt, at fhv. finansminister Henning Dyremose kunne stikke af med ca. 100 millioner af vores allesammens TDC-kroner? Såvidt jeg husker var det en socialdemokrat, fhv. finansminister Knud Heinesen, der som TDC-formand overrakte Dyremose de 100 millioner.
Og den ene bankdirektør efter den anden forlader deres skrantende eller sammenstyrtede bank så belæsset med guld som soldaten i H.C. Andersens ?Fyrtøjet?.
Så jeg er ikke sikker på, Lars Olsen indkredser Socialdemokratiets sjæl omfattende nok ved at tale om job og retfærdighed.
 
Lad os tage en lille tur tilbage til vore forfædre. Socialdemokratiet er grundlagt af de hundredtusinder bønderkarle og bondepiger, der for mere end 100 år siden fattede vandrestaven og drog fra markerne ind til byernes fabrikker. De lavede Socialdemokratiet for ad demokratisk vej at befri sig for industrialismens plager. Frihed! råbte de. Frihed for fattigdom, bolig-slum, usikre arbejdsforhold, ødelæggende slid på kroppen, nedværdigelse, udelukkelse fra viden og dannelse. 
 
For at gøre en hundredårig historie kort, afsluttes denne økonomiske frihedskamp sejrrigt med Anker Jørgensens regeringer op til 1982. Alle danskere, også de mindrebemidlede, har nu fået en løn at lave af. De har også fået bil og parcelhus, i hvert fald en ordentlig lejlighed. Og enhver ung bliver støttet af staten med SU til at få en hvilken som helst uddannelse, han/hun kan klare. 
 
»Vi har sejret«, som Thomas Nielsen råbte i Falconer Centret. Desværre var sejren ?ad Helvede til?, som han tilføjede med et impulsivt, næsten digterisk glimt af sandhed. 
 
At folkets materielle fremgang ikke var nok, havde andre forudset før Thomas Nielsen. Stauning hyldede Socialdemokratiet som historiens største kulturbevægelse. Det samme gjorde partiets ihærdige opbygger, Fr. Borgbjerg, som ud over arbejdersangene kunne 100 af Grundtvigs forhåbningsfulde sange og salmer udenad. 
 
To af mine fædre, Jul Bomholt og PH, havde sagt det samme siden 1920?erne. Bomholt fik oprettet Kulturministeriet i 1961. Samme år afsluttede jeg min embedseksamen. Og jeg skrev til vor første kulturminister, om han ikke havde brug for en hjælpende hånd. Det havde han. 
 
De følgende år skrev jeg Bomholts taler og artikler. Vi fik et tillidsfuldt samarbejde. Vi tænkte ens. Det bedste, der var skabt i Danmark og Europa gennem tiderne, skulle bæres synligere frem i skole og medier og blive allemandseje. De, der boede i Hvide Sande, skulle møde mesterværkernes revselse, inderlighed og storhed lige så selvfølgeligt som de, der boede midt i Kongens København. 
 
Bomholts og mit samarbejde varede kun i tre år. Så blev det pludselig revet over af den økonomiske teknokrat Jens Otto Krag, der ubegrundet fyrede kulturpolitikkens poetiske arkitekt, Bomholt; en fyring med stor symbolkraft. Den er første skridt på selvmordets vej for Socialdemokratiet. For enhver kunne i 1960?erne se, at Socialdemokratiet var ved at have nået sine materielle mål. Hvis der ikke kom nye, ville partiet være overflødigt. Et par år efter fyringen skrev jeg min debutbog, ?Tør du være fri??. Her tegner jeg målet for en politik, der ikke skal opgøres på pengemæssige indikatorer, men på at borgerne bliver ansporet til at vokse i humane kvaliteter som proportionssans, tillidsfuldhed, frygtløshed, godt humør, skabertrang, kunstnerisk følsomhed m.m. 
 
Bogen er ikke bragesnak. Jeg prøver at forklare, hvad der skal til i praksis for at kalde på disse egenskaber i os. Jeg vil ikke skabe nye mennesker, men prøve at tilrettelægge en politik, der kalder på det bedste i os. 
 
?Tør du være fri?? hed bogen. Den er ikke specielt skrevet til Socialdemokratiet. Men den socialdemokratiske ledelse tog den til sig. Selv Krag var vist fascineret. Utilsigtet udkom bogen i 1968 og blev et frihedens sidestykke til ungdomsoprørets marxistiske skematik. 
 
Måske kunne Socialdemokratiet være kommet ud af sin åndløse binding til materielt privatforbrug ved at installere ?Tør du være fri?? i sin målsætning. Den kunne have mættet og videreført den kultursult, der lå i den socialdemokratiske bevægelse i første halvdel af 1900-tallet, og som blomstrede med kulturbevidste aviser, sangklubber, forlag, kunstforeninger, radioklubber osv. En folkelig kulturaktivitet, som endnu var livskraftigt i 1960?erne. 
 
Flere socialdemokratiske politikere var glade for tankerne i ?Tør du være fri??. Det nævner Lars Olsen også i sin bog. Og jeg rejste meget rundt i landet i disse år og prædikede evangeliet. Ikke kun i socialdemokratiske forsamlinger. Jeg husker, at jeg engang besøgte Liberale Studenter, hvor en af studenterne i ramme, naive alvor spurgte mig, om der fandtes andre filosofiske forfattere af vægt herhjemme. Det mente jeg nok, der gjorde. Der var blandt andet ham Villy Sørensen, tror jeg, jeg svarede! 
 
Men trods interessen slog hovedtanken ikke igennem. Partiet ville hellere sejre ad Helvede til. 
 
Næste politiske hovedfase blev den muslimske masseindvandring. Socialdemokratiets materielle mål var nu nået. Planøkonomien var forkastet. Og nogen andre overordnede mål havde partiet ikke. 
 
Men så var der jo de mange nødlidende rundt i verden, ikke mindst i de overbefolkede muslimske lande. Dem kunne Svend Auken og de andre sosser uden mål (og med) kaste deres solidariske kærlighed på. Ved at lade dem komme ind på det danske velfærdsherberg. I hundredtusindvis. 
 
Det blev en økonomisk belastning for alle gammeldanskere, også for arbejderne. Men i venstrefløjens indvandringspolitik ligger der også en usolidarisk og ukærlig indstilling til egne vælgere. Svend Auken, Birte Weiss, Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Torben Lund, Poul Nyrup Rasmussen og Ole Espersen blev ikke deres vælgeres tjenere, men deres plageånder. Titusindvis af arbejdere havde glædet sig til en alderdom med ro til at sove længe, sludre med naboerne i opgangen, lege med børnebørn i gården. Nu fik de fremmede naboer, der ikke kunne og tit ikke ville tale dansk, som skød og sloges i gaderne, kaldte pensionisternes døtre og børnebørn for ludere, angreb politi, brandfolk, ja, sågar hospitaler. 
 
Dette er ikke bare ufolkeligt af Svend Auken og Co. Det skete, fordi disse sosser ikke havde nogen forbindelse med de arbejdere, der havde valgt dem. Denne undergangshistorie har nu fået sin beskrivelse med sørgerand i Lars Olsens bog. Thornings, Sass? og Wammens vilje til at rette op på skaden er for svag. Derfor står Socialdemokratiet i dag som et parti med en glorværdig fortid, men uden et nutidigt projekt. 
 
Da syndfloden rasede værst, reddede mange socialdemokrater sig i land på Pia Kjærsgaards ø. Og genfandt her meget af det gamle land fra Hedtofts, H.C. Hansens og Bomholts tid. 
 
Sådan kan det gå. Og det er vel ikke nogen ringe hyldest til folkestyret.

Citat slut.

 


 Eventyret om Den Vidunderlige Kartoffel - YouTube

https://www.youtube.com/watch?v=8Cx29TFphzA
11. aug. 2011 - Uploadet af mediaOS
Dansk kortfilm om hvordan kartoffelen kom til europa.
 
Guds veje er uransansagelige. Et dansk ordsprog.

 


 

  Velkommen til dit/mit/vores Fædreland

 http://www.tro-eller-overtro.dk/424630229 

Randers viser vej i Kulturkampen 

Kongeriget Danmark

Billeder af danske flag

Flere billeder af danske flag

Nationalstaten Danmark 

 http://www.about-truths1.dk/424406599 

 http://www.tro-eller-overtro.dk/424630229 

Om Kultur og Kulturel selvudslettelse

 præsenteres på dette Link.  

 http://www.about-truths1.dk/434808971

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE