Danmarks Vikingebog

 

 

 Præsenteret her 22. december 2013

www.wikipedia.net  www.Sabbat-Kristne.dk  www.Google.dk    

Velkommen her = Med Venlig Hilsen - Poul Leo Nielsen  alias  Saxo-Poul

Du kan høre danske salmer og julesange på dette Link

www.erlingmusic.dk


Præsentation af Danmarks Vikingebog.

Jeg vil nu Præsentere = Danmarks Vikingebog = som er berømt hos de danskere - der ved lidt mere - end de fleste andre danskere - der jo kun ved det - som de lærer i skolen. Rationelt set - hvorfor skal man også lære mere og vide mere - end det der er strengt nødvendigt ??? Det må være et spørgsmål - som den danske filosof ( Kaj Sørlander ) burde kunne besvare. Det kan jo også være mere Rationelt for et helt samfund - at nogen lærer mere end andre og noget andet end de andre landsmænd. Nå - nu tilbage til - sagens kerne. Den danske Vikingebog hedder =

saxo GRAMMATICUS

Danmarks Krønike

Er oversat af ( Fr. Winkel Horn ) - Illustrationer af ( Louis Moe )

 Forord af ( Palle Lauring )  

www.fortidensJelling.dk


Mit eksemplar af bogen er købt hos - Aschehoug - Egmont - og vejer efter min vurdering - godt et kilogram.  3. udgave 1. oplag 2007.

ISBN - 978-87-11-22879-1 

Saxos Fortale, første Afsnit, gengivet efter Christiern Pedersens Udgave af  Gesta Danorum, Paris 1514

Ondt i fødderne eller hovedpine = hvor og hvorfor opstår forskellen ???

Lygtemandens sang - Hvor er mine fødder dog ømme - Dansk ...

 

 
Danmarks Vikingebog
Om SAXOS Krønike
Forord af = Palle Lauring
 
   De fleste Danskere ved, at >> Absalons klerk Saxo Grammaticus << skrev en krønike. Men man skal være heldig for at træffe en Dansker, der har læst den.
   Dr. phil Fr. Winkel Horns oversættelse af krøniken kom i 1898, samme år som han døde. I sit forord gir han en skildring af, hvad man på hans tid mente at vide om Saxo og hans værk. I de seksoghalvfems år, der er gået siden da, er man ikke nået så meget videre at man tør sige, at nu ved vi besked. Vi ved stadig ikke hvem Saxo egentlig var, ud over hvad han selv siger, at hans far og farfar havde tjent under Valdemar den Store som krigsmænd, af god slægt, ikke småfolk.
Vi kan stadig ikke bevise at Saxo har studeret i Paris, men det er muligt.
Studiet af Saxos tekst er stadig svævende, med mange gætterier. Vi har ikke noget fuldstændigt håndskrift, kun løse blade, ialt fire >>fragmenter<< To af bladene er fra samme håndskrift, så alt i alt har vi stumper af to håndskrifter fra slutningen af 1200-tallet, og så det kendte >>Angers-fragment<<, der blev fundet som fyld i et bogbind i den franske by Angers ( udtales Angsjé, med >>stemt<< sj ) i 1877. Fr. Winkel Horn har de fire blade fra  Angers med i slutningen af sin oversættelse, med en kort forklaring. Angers-fragmentet er det mest spændende. Man mente straks at det måtte være Saxos egen håndskrift eller hans kladde, og det mener man så vidt stadig, fordi de gamle skrivere ikke brugte så stor afstand mellem linjerne, så det måtte være skrevet med plads til rettelser og tilføjelser. Men om det er Saxos håndskrift tør ikke siges. Han kan have brugt skrivere.
 
Når Fr. Winkel Horn kalder Saxos Krønike >>en folkebog<< er det mere et ønske end sandhed. Saxo har i middelalderen næppe været mest læst, og der har sikkert aldrig eksisteret mange afskrifter af hans værk. Bogen var for vældig, og for svær at læse. Ret tidligt blev der skabt forkortede udtog af den. Før bogtrykkerkunsten var opfundet blev bøger mangfoldiggjort ved at man skrev dem af, Var det en populær eller meget brugt bog, kunne man diktere den til en sal fuld af skrivere, men noget i den retning er aldrig sket med Saxo. Det er der flere grunde til. Dels kom der efter Valdemar Sejrs tid mørke år i Danmark, uro og økonomisk nedgang, som endte i fallit under Christoffer den Anden, og dels skrev Saxo et blomstrende vanskeligt latin, som kun de skrappeste latinere magtede.
 
 
   Vi kan finde det trist at Saxo skrev på latin og ikke, som de vestnordiske sagaskrivere på landets eget sprog. Men det hænger sammen med de tre gamle nordiske kernelandes forskellige vilkår og udvikling. Sverige lå længst borte fra Europa og fik sidst del i den kirkelige kultur. Danmark lå Europa nærmest. Her kom den kirkelige og den verslige europæiske kultur tidligt og stærkest. Norge havde livlig kontakt med England, men alligevel var det nordvestlige Norden - Island og Norge - Konservativt, de nye strømninger kom langsommere. I Danmark var det tidligt en selvfølge at skrive på latin, når man i det hele taget skrev. I kirkernes og klostrenes kontorer brugtes latin, og mange danske stormændssønner havde studeret sydpå, navnlig i Paris. Latin var kultursproget, når man skrev. Ud over de middelalderlige love har vi ikke mange tekster fra tidlig dansk middelalder skrevet på dansk. Saxo vidste udmærket, at der på Island og i Vestnorge blev skrevet på >>oldnordisk<<, men for ham var latin en selvfølge. Det var Absalon, der satte ham igang med at skrive. Både Absalon og Saxo har regnet med, at krøniken ville blive kendt i Europa og sprede Danernes ry herligt ud over verden.
 
Hvem var så = Biskop Absalon  ???
 

 www.Spydet.blogspot.com


   De vestnordiske sagaskrivere skabte deres eget nordiske bogsprog, knapt, korthugget og ( i reglem ) klart, når det var bedst. Saxo søgte sine forbilleder i den klassiske latinske kultur. Det fik store følger, både for krønikens form, sprog og indhold.

   En god klar oversigt over Saxos kilder og baggrunden for hans krønike vil man finde i Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middel-alder bind XV side ff, under >>Saxo<< skrevet af Inge Skovgaard-Petersen. Men kort: Saxo nævner selv i fortalen til sine kilderm, men ikke som en historiker af vor tid ville gøre det ( 2013 ) Når han taler om gamle kvad, som vore forfædre har digtet og mejslet i sten, skal man ikke tro at han har været landet rundt for at tyde runesten. Deres tekster er kun sjældent på vers, og vi kan ikke nævne bare én runestenstekst, som han kan ha brugt. Tværtimod har han ikke engang kendt teksten på Jellingestenene. Han lader Gorm dø før Tyra, skønt runestenen over hende er sat af af Gorm. Når B.S.Ingemann romantisk lader Saxo sidde i sin celle, i et oldnordisk museumaf>>gamle<< forrustede Sværde og Hellebarder, Staalbuer, Bidsler og Harnisker<<, er det naiv fantasi, og selv om Saxo selv nævner, at især den islandske tradition har spillet en stor rolle for ham, er det nok i høj gradmundtlig tradition han tænker på.

B.S. Ingemann - Wikipedia, den frie encyklopædi

    Snorre Sturlasons >>Heimskringla<< kan han ikke ha kendt, for Snorre gik først igang med at skrive en snes år efter at Saxos krønike var færdig, eller han var død, for vi véd ikke engang, om han selv fik krøniken gjort helt færdig i den endelige form. Men han kan meget vel ha haft nogle ældre islandske håndskrifter.

Snorri Sturluson - Wikipedia, den frie encyklopædi

   Vi ved han brugte bøger. Han kender Adam af Bremens >> De hamborgske Ærkebiskoppers Historie<< Adam af Bremen levede samtidig med Svend Estridsøn. Og der er noget nær klassisk skik i al omtale af Saxo at citere Absalons testamente: >>Hans klerk Saxo skal aflevere de to bøger, som ærkebiskoppen ( Absalon ) har lånt ham, til Sorø Kloster<< Og vi tør næsten sige hvad det var for bøger. Vi ejer et håndskrift af den sene romerske historieskriver Justinus, og i det står skrevet at bogen er skænket  til Sorø kloster af Absolon.

Adam af Bremen - Wikipedia, den frie encyklopædi

 Svend Estridsen - danmarkskonger

Justin (historian) - Wikipedia, the free encyclopedia

 
Der har eksisteret et andet håndskrift, af den romerske historiker Valerius Maximus,

 som havde samme tilskrift, men det brændte sammen med universitetsbiblioteket i 1728. Saxoforskerne har peget på, at de to forfattere har spillet en væsentlig rolle som forbilleder, da Saxo skrev sin krønike. Dem har han altså haft på bordet, og ganske sikkert adskillige andre tekster, men så har han iøvrigt fået meget at vide af Absolon selv, siger han i sin fortale , og han kan ha talt med folk der var med i slaget ved Fodevig og i andre hændelser. Ved blodgildet i Roskilde i 1157 var både Absalon og Valdemar ( den store ) med, så det er ikke så sært, at det er deres version af dramaet, Saxo kan skænke os.

   Saxos krønike er i seksten bøger, og som det er påvist: krøniken er disponeret ud fra religionen - først hedenskabet, så modstanden imod kristendommen, og så kirkens sejr. Det lyder som om det ikke kunne gøres stort anderledes, men boginddelingen markerer udtrykkeligt overgangene.

Men det siger ikke - at Saxo var meget religiøs, tværtimod, og her ligner han sine vestnordiske sagaskrivende kolleger: de hellige tekster spiller ingen rolle i hans krønike. Han bruger med fryd citater fra de gamle romerske hedninger. Han kan ( meget kort ) nævne gud, men hans livssyn er hirdmandens.

   Man har i det endeløse diskuteret i hvilken orden krønikens bøger er skrevet, men i øjeblikket er forskningen vist nærmest nået til, at intet sikkert kan siges. Allerede i renæssancen var man blevet klar over at fortidens sagn ( om Rolf og om Roar og Helge ) var sagn, men helt op til vor tid gik man ud fra som givet, at det ialt fald var danske sagn. Det står heller ikke fast mere. Men sagen er højst uklar. Den nationale historieskrivning i 1800 talletelskede historien om Uffe hin Spage, der kæmpede for Danmark ved Ejderen.  Siden har man peget på at sagnet nok stammer fra Anglerne i England.

I det hele taget skal de fleste af vores sagn være lån udefra. Opklaret blir det aldrig, for det er ikke muligt at skaffe sikkerhed. Hvad angår det angelske sagn om Uffe ( Engelsk Offa ) så kom Anglerne og Saxerne jo til England fra landskaberne ved Jyllands rod, og de kan ha haft sagnene med, så de måske siden er eksporteret tilbage, eller de har levet begge steder. Sagns vandringer er næsten en håbløs gåde at løse. Hele verden véd, at Wilhelm Tell skød et æble af sin søns hoved. Men historien står allerede hos Saxo, hvor det er Palmatoke der skyder. Alligevel er det sikkert, at Saxo er fyldt med lån ude fra. Hans senere oversætter Jørgen Olrik mener, at en stor del af stoffet er >>norske eventyrsagaer<<, og der er meget norsk og islandsk stof i Saxo.

Han véd til gengæld forbavsende lidt håndgribeligt om den danske vikingtid. Her er de norske og islandske traditioner anderledes fyldige. Det hænger igen sammen med landenes forskellige vilkår. Jeg har før peget på, at her er et væsentlig skel imellem de norrøne sagaskrivere og Saxo. Harald Hårfagre levede før Harald Blåtand, og Snorre Sturlason skrev en lille menneskealder senere end Saxo. Alligevel har man indtryk af, at Snorre nær har kendt Harald Hårfagre personligt, mens Harald Blåtand for Saxo er fjern fortid.

   Det må hænge sammen med kulturskiftet i Danmark var kommet tidligere og voldsommere, der var sket så meget, og så var unægteligt overmåde mange Danskere udvandret, til Norge, men især til England og Nordmandiet. De kom ikke hjem igen, så deres skæbne var ikke meget kendt i Danmark. Og traditionerne havde åbenbart ikke holdt sig så godt i de danske høvdingeslægter.

Hvad >>den historiske tid<< angår regnede man endnu på Fr.Winkel Horns tid med, at her var Saxo nogenlunde pålidelig. Også det har forskningen sat store spørgsmålstegn ved. For den lidt ældre tid må det dreje sig omat den danske tradition var uklar, for den yngre, Saxos egen tid og den nærmeste fortid, spiller det ind, at Saxo var Absalons mand. Han skrev, til tider i høj grad partihistorie. Vi har en lille krønike , >>Roskildekrøniken<<, der skal være blevet til med med ærkebiskop Eskils velsignelse. Kampen imellem Eskild og Valdemar-Absalon var hård, og Saxo polimiserer ligefrem imod Roskildekrøniken, som han naturligvis har kendt. Da Magnus Nielssøn unægteligt havde dræbt Valdemar den Stores far Knud Lavard, var Magnus i Absalons og Valdemars og Saxos øjne en skurk. I Roskildekrøniken er han en herlig helt, der dog ulykkeligvis ved djævelens tilskyndelse blev ledet til det uheldige drab. Længere kan Eskild-kredsen ikke strække sig.

Lidt om krønike-forfatteren = Saxo Grammaticus =

Saxo Grammaticus - Wikipedia, den frie encyklopædi

da.wikipedia.org/wiki/Saxo_Grammaticus
 
Saxo Grammaticus (ca. 1160 – efter 1208) var en dansk skriver og historiker fra middelalderen. Man ved så godt som intet om hans liv, men der findes et par ...
 

    Og så er det Absalon, der er Saxos helt, ikke Valdemar den Store. Kongen glider pænt sagt noget i baggrunden , mens Absalon får hele scenen. Her er Saxo jævnligt ret nem at kikke i kortene.

( Indskudt bemærkning - hvad vil det sige at være ret nem at kikke i kortene  ??? )

http://youtu.be/C_fHScmyWTA 

 

 

  Er det sådan - Saxo - blev kikket efter i kortene af Saxo-forskere ???

Indskudt bemærkning slut.


   Han skildrer smukt Absalons valg til bisp i Roskilde og senere til ærkebiskop i Lund. Begge gangene er skildringen så troskyldig, man kan sige så lidt snedig, at man ret tydeligt skimter, hvordan det egentlig gik til. >>Valgtryk<< er det pæneste man kan bruge.

   Saxo blev færdig med at skrive, eller døde, i det første tiår af 1200 tallet, og han har decideret sin krønike til Valdemar Sejr. Absalon var jo død. Om han på den tid var >>en olding<< véd vi ikke. Men hans livsværk var ialtfald så vidt fuldbragt, at den vældige krønike blev færdig, og arbejdet er mere end imponerende. At skrive et lands historie, eller >>historie<< om man vil, fra grunden, inden andre har gjort det før, er en fabelagtig præstation.  

Valdemar Sejr - Wikipedia, den frie encyklopædi

Læs om dengang - da Valdemar Sejr - var i Estland for at bekæmpe Hedninger - og Gud sendte hjælp til den Danske Konge - i form af et rødt flag - med et hvidt kors i midten - som Gud sendte ned fra himlen. Jeg tror nok det skete i år 1219 - og Dannebrog er stadig her i år 2013 - Danmarks officielle Nationale flag.

Kan man stole på hedninger - der siger - de har omvendt sig til Kristendommen  ???


 

 Saxo har siddet med sit kolosale stof og har skullet banke det i form. Hvad der var skrevet før, eller omtrent samtidig, af andre, som Svend Aggesen og Roskildekrønikens ukendte skribent, var ganske korte tekster, der ikke prøvede at spænde >>over det hele<< Det er altså ingen kritik af Saxo at sige, at hans krønike som historie-skrivning, efter vor tids syn, har sine mangler. Anderledes lod det sig ikke gøre. De norske kongesagaer er ikke den gyldne og eneste sandhed.

Saxo har gjort sit værk. Og så blev der som nævnt næppe lavet særlige fuldstændige afskrifter. Men glemt var værket ikke.

Henved år 1440-1450 havde Gutenberg sin opfindelse, bogtrykkerkunsten, færdig. Det er et af de vigtigste årstal i kulturens historie. Når en bog først var sat med Gutenbergs løse tyber, kunne man trykke så mange eksemplarer man ville, ialtfald til typerne var slidt op.

   Christiern Pedersen var født i Helsingør, vistnok henved år 1480. Han var kirkelig uddannet og kannik i Lund. I begyndelsen af 1500-tallet var der tilløb til røre i det danske åndelige liv, og Chrisiern Pedersen rejste til Paris, hvor han var fra 1510 til 1515. Her brugte han den ny bogtrykkerkunst til gavn for Danmark.

Om man finder det imponerende eller tvært imod lidt fattigt, at Danmark >>så tidligt<< kom med i den ny bogtrykproduktion kan diskuteres. Bogtrykkeriet begynder som sagt 1940-50, og den ny opfindelse skabte en eksplosion i bogfremstillingen, for så stort var behovet. Allerede fra tiden før 1500 kender vi omkring 40.000 bogtryk, >>inkunabler<< som de kaldes, eller <<vuggetryk<<.  Danmark fik sin første bogtrykker 1482, og det ser smukt ud, men ialt blev der i Danmark før 1500 kun trykt 9 ( ni ) bøger. Chrstiern Pedersen søgte til Paris, hvor produktionen var livligere og trykkerierne større og mere erfarne. Han fik trykt en latinsk-dansk grammatik, Peter Laasesordsprog, en bønnebog, og en >>Jærtegnspostil<<. Og i 1514 fik han trykt hele Saxo. Det nævnes altid, at han havde svært ved at skaffe sig et komplet håndskrift, og om det virkelig var komplet blir vel aldrig opklaret. Hist og her i Saxo er der sære spring. Men hovedsagen er at Saxos Krønike blev trykt - og næsten straks udsolgt, så kun ret få eksemplarer nåede Danmark. Der kom nye udgaver, men teksten var altså reddet.

   Med den håndfuld blade af Saxohåndskrifter vi har levnet idag kan det se ud som om Christiern Pedersen har haft endda meget svært ved at få fat i sit hele håndskrift ( han fik det sendt fra Lund ), men forklaringen kan være en anden. Vel var der næppe mange håndskrifter at vælge imellem, men da bogen først var trykt, har man næppe ment at de svære og uhåndterlige håndskrifter var så værdifulde. Vi gemmer heller ikke idag samtlige manuskrifter til trykte bøger. Når det nævnes efter reformationen, at Saxo stod i klosterbiblioteket i Øm har det højst sandsynligt været Christiern Pedersens udgave eller den helt ny fra Basel 1534.

Saxo blev kendt. Men det blev også hurtigt åbenbaret, at Pariserudgaven var ikke fejl fri. Der kan ha været afskrivningsfejl og misforståelser allerede i håndskriftet, og det kan ha været beskadiget eller på mange blade utydeligt, men at rette Pariserteksten har været et kært arbejde for vore forskere fra renæssancen op til denne dag. Pariserudgaven er den >>originale Saxotekst<<. Alle senere udgaver har kun haft den at bygge på.

Men>>folkebog<< i Danmark blev Saxo ikke,selv om den nu var trykt. Det skyldes i første række Saxos sprog. Hans forbillede var den romerske, ret sene >>sølvalder<< - litteratur. Justinus skrev i tiden op imod år 200 efter Kristi fødsel. Valerius Maximus var ældre, samtidig med Tiberius, der var Kejser fra 14 til 37, men han var til gengæld kendt for >> et affekteret sprog<< ( H.H.Ræder ) Saxos sprog er svulmende ordrigt - jeg støtter mig til de mennesker, der kan klare Saxos Latin, for det kan jeg ikke i mere end særdeles korte strofer. men selv i oversættelser ses hans ordrigdom og hans slyngede sætninger, der står i en så mærkeligkontrast til de norrøne sagnskriveres djærve og saglige nordiske sprog ( som sagt: hvor de skriver bedst ). Han bruger ord og vendinger, som han jævnligt har lånt direkte fra sine forbilleder, og han kan dynge det ene billede ovenpå det andet som trættende gentagelser af noget nær samme tanke, så man har ment, at de er skrevet >> til senere udvalg<<.

Erasmus af Rotterdam skal ha været imponeret af Saxos latin, men det har gjort skaren af læsere mindre. Vi mærker da heller ikke mange spor af, at den trykte udgave har vakt bred henrykkelse i Danmark. Men interesssen var i renæssancen levende. Adelige damer samlede på folkeviser, der var liv i videnskaberne, private store biblioteker blev skabt, og det blev mere og nere klart, at Saxo måtte oversættes til dansk. 

Anders Sørensen Vedel - Wikipedia, den frie encyklopædi

 Det blev gjort af Anders Sørensen Vedel. Han var født i 1542 i Vejle, byen som han tog navn efter. Han var magister og en tid slotspræst og dybt grebet af historien. Han fik støtte, så han var økonomisk uafhængig og kunne hellige sig arbejdet, og 1575 kom hans danske oversættelse af Saxos krønike.

Han gik til opgaven med ildhu, men selv for den lærde magister var Saxo svær. Han siger det lige ud i sin fortale: >> Der som også nogen lader sig tykke, at dette mit arbejde står for fulde, han tænke ved sig selv,hvad vanskeligt mig haver være forkast, først udi denne mørke og svare latine, dernæst udi historien selv - << Hvad det sidste angår, historien selv, så har Vedel naturligvis som renæssancehistoriker studset en smule, for krøniken er ikke uden selvmodsigelser, og der er beretninger, som indlysende ikke kan være historie. Men Vedel valgte helt korrekt ikke at forbedre på Saxo, men oversætte det der stod - så godt han kunne. Også han var banebryder. Der var ikke forgængere at kigge i. Han har mange steder taget fejl, oversat galt, eller har sprunget alt for vanskelige steder over. Det blev ret snart tydeligt for de latinkyndige, at den helt mesterlige oversættelse havde vi ikke fået.

Men nu blev Saxo kendt. Kongefamilien læste ham, rundt om på de adelige gårde blev oversættelsen læst, og mange borgerlige  fulgte med. Det ses i tidens kunst, at nu vidste man besked om den danske hedenold. Saxo har i sin krønike lavet en dansk kongerække af eventyrlig længde. Det måtte den blie, for efter sin egen mening begyndte han før Kristi fødsel, som han placerer i Frode Fredegods tid. Han satte alle kendte sagnkonger op på rad, og det skabte respekt om det danske kongedømmes ælde.En dansk kongerække af idag har, alle regnet med, ikke tyve konger før Valdemar den Store.

www.fortidensJelling.dk

Saxo var rigere, og der var en pudsig parallel imellem Saxos tid og Frederik den Andens: Valdemar den store var i nogen grad tron-usurpator: skønt Valdemars far Knud Lavard ( ifølge Saxo ) ikke drømte om at >>at fange guldkronen,naar Danerkongen dør<< så erobrede hans søn tronen og blev altså stamfar til en ny sidelinje. Det har nok ligget lidt bag Saxos skildring af den danske kongemagts ubrydelige ælde.

Frederik den Andens farfar Frederik den Første havde også fået kronen ad en omvej, så han grundlagde en sidelinje, og nu måtte det igen slås fast, ar den ny linje havde særdeles hævd. Derfor ofrede Frederik den anden en formue på gobelinserien til Kronborg af >>de danske konger<< fra hedenold, ikke mindre end 111 ( hundredeogelleve ) >>der før Os havde været konger i Danmark<<. En serie som Erik den Fjortende af Sverige slog med ikke mindre end 143 svenske konger, men så var den første også  >>Japhet, Noaks Søn<<. Der kom hedenske helte og konger i Christian den Fjerdes sandstenssmykning af Frederiksborg, og der blev malet serier af historiske billeder med Rolf Krake og andre sagnkonger. Og fra den tid begyndte alle Danmarkshistorier med Saxos stof.

Det er ingen tvivl om, at Anders Sørensen Vedels oversættelse blev læst og var kendt. Men tilfredsstillende var den ikke. I 1752 kom en ny oversættelse af Saxo, af Seyer Schousbølle, som vi ikke véd meget om. Han er ikke med i >>Biografisk Leksikon<< for han har ingen biografi, ud over født ca. 1722, student fra Horsens 1745, tog 1753 baccalaureusgraden, ved Københavns universitet. Da bogtrykker  A. H. Godiche ville udgive en ny oversættelse af Saxo, brugte han >>efter høylærde professorers råd>> den i latinen << vel øvede studiosus Sejer Schousbølle, der efter bogens trykning 1752 forsvinder sporløst ud af historien. Mange døde dengang i en ung alder, og kendt var han jo ikke. Versene blev lånt fra bisp Laurids Lauridsen Thuras oversættelse. Oversættelsen af selve værket er gerne lidt nedladende nævnt. Jeg skiftede syn, da jeg fik originalen i reolen og ordentlig læst. Jo, det er da pudsigt, at han bruger sin samtids sprog, men det gjorde  Sørensen Vedel også, og vi er i Holbergtiden ( Holberg døde 1754).  

   Morsommere er, at teksten er en smule censureret, så >>ikkun gandske faa ( vers ) ere aldeles forbigaaede ... fordi man fandt dem af den beskaffenhed, at hverken kydske og reene  Øyne kunne da have lyst til at læse dem ...<<. Det er ellers svært at finde noget uhøvisk hos Saxo, men Dorothea Biehl sad og censurede selve Holberg. Schousbølle skriver ellers et levende og godt dansk, og det for eksempel morsomt, at han jævnligt bruger bogstavrim ( Kivog Klammeri - Troskab og Tapperhed og flere ). Grundtvig har overtaget en del af dem , for selvfølgelig brugte han både Vedel og Schousbølle. Men læs for eksempel Schousbølles oversættelse af Saxos vurdering af de fire slags >>krigsfolk<<. Den stemmer da vist med idag ( side 90 ). Men vi mangler værket, der sprogligt, og >>oversætterteknisk<< sammenligner alle vore Saxooversættelser.

Med ulykkerne der væltede ind over Danmark i begyndelsen af 1800 tallet blev den nationale genrejsning og nationalromantikken skabt. Og det blev, jeg havde nær sagt naturligvis N.S.F. Grundtvig, der skabte den tredie store oversættelse af Saxo. Grundtvigs arbejdskraft var en fabel, og han skyede ikke sliddet med at sætte sig ind i det nødvendige grundlag af sproglig viden. Han satte sig i hovedet, at nu skulle Danskerne ha oldtidens nordiske værker på bordet i danske ny tekster. 1818-1822 kom hans oversættelse af Snorres Heimskringla, i tre bind. I de samme år kom Saxo oversat fra latin, også i tre bind, og samtidig kom ( i 1820 ) hans oversættelse af Beowulf-kvadet  fra angelsaksisk. Det var en fantastisk præstation.

Saxos latin og de norske kongesagaer gik endda, men angelsaksisk var et svært sprog, ikke meget kendt i Norden. Islænderen, gehejmearkivar Grimur Johnssón Thorkelin havde fundet det snuldrende manuskript i British Museum. Han skrev det af , og fik det trykt i 1815, med latinsk oversættelse, og Latin kunne Grundtvig. Det er alle de muntre genveje til de gamle tekster på dansk, vi mangler bogen om.

Hans Saxooversættelse blev et af grundlagene for højskolens arbejde, og den kom i mange udgaver. Han blev skældt ud for alle oversættelserne, for i sproget var de hverken Snorre eller Saxo, de var Grundtvig. >>Bredt borgerstuedansk<< er Saxooversættelsens sprog blevet kaldt, og det er ikke bare djærvt, det er volædsomt, sine steder temmelig plat ud i det komiske, set for os idag. Man kan ikke sige at han har genfortalt Saxo frit, han holder sig til teksten, men præget er mere Grundtvigs temperement og noget anstrebgte folkelighed end Saxos kunstfærdige latin.

Det føltes af mange, at med al respekt for Grundtvig  måtte vi have en ny oversættelse. 1898 kom så Erhardt Frederik Winkel Horns. Han var født i 1845 i København, literaturhistoriker og dr. phil. Hans oversættelse blev pænt modtaget, men bibliotekar Carl S. Petersen kan dog i Biografisk Leksikon ikke svinge sig højere end til at oversættelsen i mange måder >>er respektabel<<. Det er næppe en rimelig vurdering. Fr. Winkel Horns oversættelse er nøgtern, ganske givet som en bevidst modvægt mod Grundtvigs gevaldigheder. Sproget er sobertog roligt,meget klart, og selv Saxos længste og noget trættende perioder blir i Winkel Horns oversættelser til læselig tekst. Og aldrig stikker han selv ansigtet frem. Det er Saxo han oversætter og gir os. Man kan sige at han også bevidst, undgår Saxos blomstrende ordpragt, men det kan altid diskuteres hvordan man oversætter en så vanskelig og særpræget middelalderforfatter. Udgaven kom i stort format, og som den første af oversættelserne var den illustreret. Det skal jeg vende tilbage til.

Jeg er ikke blind for, at Winkel Horns oversættelse er >>Saxo<< for mit slægtlecd, fordi det var den der stod i bogreolen og den vi læste som børn, men det er et sobert og smukt arbejde, efter min mening den mest læselige af alle oversættelser.

Den kom allerede i 1898, og efter den tid blev der liv i den danske Saxo-forskning. Men de danske Saxoforskere fik ikke lov til at arbejde hyggeligt i fred. Fra Lund tog professor Lauritz Weibull del i diskussionen, og den blev livlig. Weibul gik i gang med kritiske studier af Saxo som historiker, og af hans kilder, men han gav en knusende kritik af den ny latinske tekstudgave. Weibull var meget hård ved Danskerne, og de svarede særdeles skarpt igen. Man skulle mene at problemerne lod sig diskutere fredeligt, men nej, så debattens indlæg er morsom læsning, selv om man til tider undres en smule over at de jævnligt grænser til injurier.

Med de ny studier føltes det, at heller ikke Winkel Horns oversættelse slog til, og så kom Jørgen Olriks. Han var født i København 1875, og han var medudgiver af den ny latinske Saxo-udgave, så selv om Weibul har været hård ved ham, kan det ikke nægtes, at han var ret fortrolig med Saxos latinske tekst. Hans oversættelse kom 1908-12, altså kun ti år efter Winkel Horns. Den faglige debat og forskningens resultater har ganske naturligt gjort, at Olriks oversættelse på mange punkter er rigtigere end de tidligee. Han kunne tage hensyn til de mange rettelser i den latinske grundtekst,og han hørte til et yngre slægtled af historikere. Mens Winkel Horns oversættelse på grund af det store format og illustrationerne var temmelig dyr, blev Olriks billig, for den blev udgivet af >>udvalget for foleoplysningens fremme<<, og den kom i flere oplag, hvad Winkel Horns iøvrigt også gjorde.

Forskere vil nok mene ,at skal man læse en Saxo-oversættelse, må det være Olriks, fordi den er mest korrekt. Det triste er bare hans sprog. Måske har det spillet en rolle, at slægten Olrik havde dybe rødder i den danske nationalromantik. Ialtfald har Jørgen Olrik selv fabrikeret et sprog med mange gamle ord og vendinger, et nationalt, kunstigt sprogrenset dansk-dansk, der virker uægte og trættende, i længden ulideligt. Det er længe siden Jørgen Olriks oversættelse kom, og man kan mene at det var på tide med en ny oversættelse, der også tog hensyn til forskningens seneste små rettelser og nysyn.

Det har igen og igen været diskuteret, om man ikke hellere skulle genfortælle Saxo, ja man har ment at han burde >>oversættes<< til norrøn sagastil, men det vil være ren forfalskning. En genfortælling i et mere kortfattet sprog vil også være uægte og ikke Saxo. Men indtil en ny oversættelse kommer  - og den kan ikke godt vurderes før vi har den - er Winkel Horn den mest læselige vi har, og selv om den ikke godt kan ta hensyn til ny læsemåder i latinteksten, som Winkel Horn ikke kendte, må den kaldes den bedste.

Et særligt spørgsmål i Saxo er versene. Ligesom i de norrøne sagaer er deres vers i hans krønike. Han har dem nok fra norsk-islandske kilder, måske fra danske som vi ikke kender mere, men som har givet os de gamle kvad. Han har oversat dem til latin i klassiske romerske versemål, hexametre, alexandrinere og andre, fordi det var de versemål, der stod naturligt i hans stil. Det vil sige, at de gamle kvad har vi kun referat af på latin.

Og dette problem har voldt alle oversætterne knuder. I de ældste oversættelser blev det jævnligt til noget i retning af folkevisningsstil. Grundtvig lavede djærve grundtvigske digte ud af dem. Jørgen Olrik var for så vidt konsekvent , som han oversatte versene til dansk i Saxos latinske versemål. Winkel Horn har prøvet at oversætte dem i gammelnordisk stil, ikke helt vellykket, for digter var han ikke. Jørgen Olriks bror Axel Olrik prøvede at grave de gamle kvad ud af Saxos latinske tekst, næsten som arkæologisk udgravning. Han fandt, at når man oversatte de latinske ord, dukkede der gamle>>stavrim<< frem, og på den måde prøvede han for eksempel at >>genskabe<<  det navnkundige digt Bjarkemål fra fortællingen om Rolf Krakes død. Men det kunne ikke blie mere end et forsøg. Bjarkemålet er gået tabt, vi har kun Saxos gendigtning. Det problem kan ikke løses.

I alle oversættelserne er versene det svageste. Men 1978 kom Kurt Johannessons >>Saxo Grammaticus, komposition och världsbild i Gesta Danorum.<< Han peger på det kendte, at vurderingen af Saxo er gået fra nationalt latinsk sagaskriveri over propaganda bestilt af Absalon til Saxo som den imponerende latiner, værket  iøvrigt ret upålideligt. En sært kaotisk bog var det, bortset fra den seneste, der vel er nogenlunde historisk, omend partisk. Nej siger Johannesson. Saxos bog er et af de helt store værker fra ellevehundredårenes renæssance, et sikkert og dygtigt komponeret værk.  

De seksten <<bøger<< er delt i fire dele, der >>docerer<< de fire kardinaldyder, og Johannesson mener, at værket skal læses med fire >>sigt<< til historie og moral, >>natur<< og sprog, altså en lærebog. Her er det, Saxo har brugt alle de kendste digtformer som eksempler - i digtene. Johannesson regner krøniken for en af det tidlige Nordens største digterværker. Det er vores korte store lærde tid. Den danske ærkebiskop Anders Sunesøn skrev samtidig sit store læredigt >>Hexaëmeron<< på 8040 latinske hexameterlinjer.

   Saxos krønike blev frelst fra at forsvinde i mørket, da Christiern Pedersen i 1514 fik den trykt i Paris. Men er det så Saxos tekst, vi har så ren, som en så gammel tekst kan være det ? I >>Profiler i nordisk senmiddelalder og renæssance<< ( Århus 1983 ) har Michael Linton i >>Christiern Pedersens Saxo<< sagt meget kort: Christiern Pedersen arbejdede sammen med den lærde bogtrykker Josse Baden, der stillede strenge krav om, at tekst og latin var korrekte.

Men tidens syn var ikke vort videnskabelige. Han udgav i sær klassikere: Cicero, Sallust, Horats, Seneca, Plinius, Thukydid etc, og spørgsmålet er: har Christiern Pedersen og Baden poleret på Saxo, har de lagt ny citater og vendinger ind, af klassikere og hvad der ellers kunne friste? Michael Linton siger naturligvis ikke, at Saxo i Pariserudgaven er en forfalskning. Man skal læse Linton selv for at vurdere. Hvor mange >>citatsteder<< er Saxos egne, og hvor mange er eventuelt sat ind under arbejdet med trykningen. har Linton ret, ligger her unægtelig en opgave.

Endelig: Om en ny oversættelse vil tone frem en dag kan ikke siges, men vi savner bogen om Saxo. Literaturen om hans krønike er rig nok, men den er meget videnskabelig og spredt i bøger og tidsskrifter. En god gennemgang af oversættelserne findes i det nævnte fototryk af Anders Sørensen Vedels oversættelse, skrevet af Allan Karker. Men literaturen om hele emnet drejer sig stadig om tekstrettelser, håndskrifter, kildespørgsmål og historie-kritik. Selve Saxo, stoffet, det der fortælles, er man ikke rigtigt nået til endnu. Hvor meget kan der ligge bag foreksempel Saxos fortælling om danske vikingetogter østpå i Østersøen, dem kender dansk vikingeforskning ikke meget til. Saxo har et vældigt stof af >>folklore<< sæd og skik, overtro og så videre. Bogen om Saxo må ha det hele med, hans tekst, hans kilder, arbejdet med ham, og hans stof. Bogen må skrives i en form, så >>dannede af alle Stænder << kan læse med, og den kan ikke blive helt lille


  Indskudte bemærkninger 2013 

Når Valdemar Sejr drog til Estland med 1500 krigs-skibe - for at bekæmpe hedninger - ( og vandt ) så kan det være fordi - det ganske enkelt er = Sandhed ???  Måske er der mere Sandhed i ( Danmarks Krønike om Saxo ) end der er i hele den officielle historie-skrivning - vi er blevet præsenteret for i Danmark og i Europa - lige siden = den 1. maj 1776.  Kan jeg så henvise til en viden - der kan underbygge denne mulige  hypotese ??? Denne video får mig til at tvivle temmelig stærk på den historie-skrivning vi officielt - er blevet Præsenteret for i Danmark og i Europa - og måske går denne historie-forfalskning endnu længere tilbage ???

www.DenKorteAvis.dk

Why We Are Afraid, A 1400 Year Secret, by Dr Bill Warner - YouTube

www.youtube.com/watch?v=t_Qpy0mXg8Y

 
Indskudte bemærkninger slut.
 

 Saxo blev som sagt brugt som forlæg for malerier og skulptur allerede i Christian den Fjerdes dage, og det senere historiemaleri har også brugt ham. Af de nyere oversættelser er tre udgaver illustreret. tIL Forlaget Danmarks udgave af Grundtvigs Saxoteksts tegnede Gumund Hentze sorthvide illustrationer i >>engelsk bogkunstmanér<<. Resultatet blev meget ringe. Til en stor pragtudgave af Jørgen Olriks oversættelse ( Gyldendal ) lavede grafikeren Sigurd Vasegaard træsnit. De er meget smukke, men mere selvstændig grafisk kunst end illustrationer, og måske er de lidt dystre og kedelige.

  Til Winkel Horns oversættelse blev illustrationerne tegnet af Louis Moe.

Han blev født 1859 ved Arendal i Norge, men 1875 kom han til Danmark og blev Dansker. Han regnes ikke for en af tidens mestre, men han var en dygtig tegner og grafiker. Arbejdet med at illustrere Saxo har været stort. Går man billederne efter ét for ét kritisk, kan man nok finde en vel hastigt tegnet detalje hist og her, men hovedparten af dem er vel sete, situationen fanget, og de er godt komponeret, altid med balance i beskæringen og den dekorative tekst i art nouvean-stil. Det norske kan nok stikke igennem. Lafthuse med svære vandrette bjælker bygger man kun i et land med nåleskov, og den fandtes ikke i >>datidens<< Danmark. Men forklaringen er, at han har ikke prøvet at lægge et dansk landskab som baggrund. Sceneriet er fortid, men stedløst, vildt og uvejsomt, et sagn- og eventyrland.

  Det er værd at lægge mærke til, at landskabet blir mindre vildt i Saxos egentlige historiske del. Derimod er Louis Moe en af de første historie-illustratorer, der tegnede vikingskibe, så de ser ud som noget der kan sejle. Men Gokstadsskibet var også fundet i 1880. Stavnsplanker og skibsbord kan blie lidt voldsomme af dekorative grunde, men ellers er vigodt nok til søs. Våben og dragter er holdt neutrale , særlig i den ældre part. Iøvrigt er stilen ikke, hvad vi ellers forstår ved Louis Noe. Han har prøvet at gøre den store opgave til noget særligt.

Morsomt er det at se hans piger og kvinder. Han kan meget vel tegne dem både yndefulde og statelige, men når han skal lave det dejlige som >>Balder belurer Nanna<< (side 66) blir pigen så kedelig som noget nær verdenskunstens Eva´er. Men det er en kunsthistorisk delikatesse: når kunstnere skal lave den helt dejlige pige, røber de fleste af dem et ideal, der er skrækkeligt banalt.

  Men se hans skjoldmøer og valkyrier. Han holder meget af de våbenklædte piger. Den norrøne tradition taler om dem, men om de har eksisteret aner vi ikke. Som sagt før: ingen runesten taler om kvinder i viking, og så vidt vides er der aldrig fundet et sværd i en kvindegrav. Piger i krig var ikke i fortiden et ukendt fænomen. Vi hører om dem under korstogene, og Jeaanne d´Arc har svaret til en af vor tids hårde piger overskrævs på en motorcykel. Men hos Louis Moe blir de ikke spor hårde. Han mener de må have været kraftige, men han gør dem bare yppige, nærmest fede, som det sene 1800-tals selskabelige frueideal, og han har dem fra teatret. De er rene Wagneropera. Men sådan så man dem i 1898.

  Det er sagt at Louis Moe har illustreret Saxo som en drengebog. Det er ikke retfærdigt. Men der er det rigtige i det, at han har ikke lavet eksklusiv bogkunst. Han har tegnet dekorative fortællende billeder, så bogen og Saxo, blev illustreret. Og det er lykkedes. Selv om enkelte måske vil protestere, kan man sammenligne hans arbejde med Leloirs klassiske illustrationer til De tre Musketérer. Men den bog var fransk, og tiden var renæssance. Louis Moe er tungere, som Saxo er det.

Her er ingen elegance eller élan, her er nordisk oldtid og kamp og drama. De norske tegneres illustrationer til Snorres Heimskringla, er nok større kunst, de enkelte bedste af den. Vasegaards træsnit er seriøs kunst. Men Louis Moe ville illustrere og fortælle, og det har han gjort.  Vi elskede de billeder, og idag, hvor man ser mildere på tiden omkring århundredskiftet, kan det håbes at et nyt slægtled kan glæde sig over dem, og more sig hist og pist og her, for billederne er naturligvis deres tid. Saxo illustreret - det er til dato kun Louis Moe. Og af samtlige oversættelser vil jeg til læsning altid vælge Winkel Horns redelige og sobre tekst. Glemt ? Læg mærke til, at det er den oversættelse Inge Skovgaard-Pedersen citerer i det nordiske middelalderleksikon 1970.  Winkel Horn og Louis Moe, er indtil videre Saxo på dansk.

Forord af = Palle Lauring  = slut.


 Palle Lauring - Wikipedia, den frie encyklopædi

 Verden i dansk perspektiv: Erasmus af Rotterdam: Dårskabens

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE