Die Welt 27 marts 2007, side 9 Efter et halvt århundrede med europæisk integration har Tyskland fået helt andre politiske strukturer, end dem der udspringer af grundloven. Republikken er ikke længere et frit demokrati. Den er ikke længere en retsstat, hvor de grundlæggende rettigheder beskyttes med en tredeling af magten. Den er ikke længere en socialstat, men en uselvstændig del, en regional afdeling af den globale kapitalisme. Den er heller ikke længere en "Forbundsstat", fordi både Forbundet og de enkelte lande har opgivet deres egentlige statslighed. Grundlovens strukturelle principper, som den Europæiske Unions (EU) integrationsproces ifølge EUs artikel 23 afsnit 1 må respektere, bliver ikke overholdt. Den tyske forbundsrepublik (BRD) kan ifølge sin grundlov ikke være medlem af en sådan union. Demokratiet er den almene friheds politiske form. Lovene må være et udtryk for borgernes vilje. Kan borgerne ikke vedtage lovene direkte gennem afstemninger, må de vurderes og vedtages i parlamentet (som del af den offentlige debat). De fleste love, der gælder i Tyskland, er imidlertid vedtaget af EUs udførende organer som retningslinjer og forordninger, specielt inden for erhvervslivet. Det europæiske parlament har kun en begrænset indflydelse på denne lovskabende virksomhed, og er i virkeligheden slet ikke noget rigtigt parlament, der er i stand til at styrke den demokratiske legitimering det mindste. Vægtningen af Parlamentets stemmer mellem landene er særdeles uensartet. De nationale parlamenter kan ikke tage ansvaret for EUs lovgivningsarbejde, og dermed sikre det demokratiske princip, for politikerne er ikke i stand til at forudsige unionspolitikken. Det er ganske enkelt umuligt at kompensere for EUs demokratiske underskud. EU har, som alle centraliserede bureaukratier, udvidet sine beføjelser ud over alle de vigtigste områder for erhvervslivet, ofte i strid med aftaleteksterne. Det er først og fremmest Kommissionen og den Europæiske Domstol, der har bevirket dette ved ikke at tolke aftalerne snævert, som subsidiaritetsprincippet foreskriver det, men så bredt som muligt; ofte uden hensyn til aftalernes ordlyd, men altid med integrationens interesser for øje. Ved mange lejligheder har medlemsstaterne, overbragt ”traktatens herrer” tilføjelser i et forsøg på at ”sikre det fælles udgangspunkt”. Domspraksis omkring den umiddelbare anvendelighed af grund - eller markedsfriheder har forandret medlemstaternes i sig selv folkeretlige pligter til subjektive rettigheder for virksomheder, på en vis måde til grundrettigheder. Allerede siden 1963 har dette forandret EU til en stat; om end en stat uden et dertil hørende folk til at legitimere den. Medlemsstaterne har ikke vægret sig mod denne omvæltning, ej heller deres domstole. Dermed er den Europæiske Domstol blevet vor mægtigste politiske aktør. Dens ledestjerne er EU interesse. Medlemsstaterne kan kun finde gehør for deres interesser, så længe domstolen anerkender disse som tvingende. Det gør den næsten aldrig. Præcedens har gennemtvunget den verdensomspændende deregulering, som nu også berører forsyning af energi. Konkurrencen skal ganske vist fremme effektivitet og velstand, men den administreres af Kommissionen, uden retsstatslig målestok, som regel til kapitalinteressernes fordel. Monopolhungrende firmaer skal kunne konkurrere over hele verden. Det sociale princip har ikke længere mulighed for at udfolde sig. Og så er det netop markedet, der skal skabe retfærdighed - uden social orden er dette ikke andet end et globalt udnyttelses scenario. Oprindelseslands-princippet, som domstolen udviklede i modsætning til aftaleteksten, bidrager i væsentlig grad til udhuling af demokratiet og til at vriste magten fra folkene. Alle medlemsstaternes love får virkning i alle medlemsstater, i levnedsmiddellovgivningen, i arbejdsretten, i erhvervsretten. Nationerne kan ikke længere gennemføre deres politik. De må tilpasse sig efter laveste fællesnævner for at være konkurrencedygtige. For eksempel måden retten til bosættelse håndteres på, gør det muligt at omgås de tyske bestemmelser om erhvervsvirksomhed. Domstolen har givet EU eneret til at bestemme over aftaler med andre stater angående handel og tjenester. Ifølge aftaleteksten skulle EU bare udforme grundlæggende retningslinjer for en fælles handelspolitik. Følgerne er ødelæggende. Handelspolitikken kan ikke styres blot af frihandel eller blot af protektionisme. Den må styres ud fra den enkelte stats nationaløkonomi. Forsvarsløs overfor globaliseringen - jagt efter lavlønsregioner Unionens ansvarlighedspolitik gør nationalstaterne forsvarsløse overfor globaliseringen. Dertil kommer kapitalens grænseløse og frie bevægelighed, der gælder siden 1994. Sammen med verdenshandelsaftalerne muliggør det virksomhedernes hensynsløse jagt efter lavlønsregioner. Pengene - og virksomhederne - trækkes væk fra de områder, hvor værdierne blev skabt for at investeres andre steder. Den konkurrenceforvridende valutaunion fratager eurolandene muligheden til at regulere inden- og udenrigshandel. I tillæg yder Tyskland betragtelige overføringer til euro-inflationslandene, som er blevet ude af stand til at konkurrere på grund af den Europæiske Centralbanks udifferentierede valutapolitik. Magtfordelingen Magtfordelingen, som skulle begrænse Kommissionens uforholdsmæssig store magtudfoldelse, er ikke nedfældet i Unionsstaten. Man kan dog ikke se bort fra, at medlemslandenes forskelligheder udøver en vis dæmpende virkning. Alligevel ligger den egentlige magt ikke hos statsministre eller præsidenter, men hos Kommissionen og domstolen, begge uden demokratisk legitimitet. Højtbetalte dommere Ved domstolen virker dommere, hvoraf i det mindste én har mere end en begrænset legitimering fra sit eget land. Disse mægtige og højt betalte dommere bliver rent faktisk udnævnt i samråd med regeringerne for seks år ad gangen, men med mulighed for genvalg. Det skaber ikke uafhængighed. En større uret kan man ikke gøre mod retsstaten og de 500 millioner mennesker, som disse skal dømme for. Beskyttelsen af vore grundlæggende rettigheder har kummerlige forhold, nu som EU nærmest bestemmer over alt som angår os. Domstolen har ikke en eneste gang i sin levetid afsagt en dom mod EU. Traktaten, som led nederlag i Frankrig og Holland, og som Merkel ønsker at genoplive, forvandler EU fra en folkeretslig organisation, et forbund af stater, til en forbundsstat med tilnærmelsesvis alle de grundlæggende statsbeføjelser. Den anvender ikke længere et statsretsligt sprog, men et folkeretsligt. Men den demokratiske legitimation er ikke blevet styrket, fordi der ikke findes noget europæisk folk. Uden folkeafstemninger hos alle folk kan der ikke opstå et europæisk folk. Men eliten, som leder EU, frygter disse folkeafstemninger mere end nogensinde. Traktaten har udvidet EUs beføjelser ud over de gældende grænser. Statslederne kan nu relativt enkelt gribe ind i Tysklands interne politik uden at det tyske parlament eller Bundesrat kan gribe ind. Det kan berøre alt det, der har med erhvervs-, valuta- og socialpolitik, men også alt, der har med frihed, sikkerhed og retspolitik at gøre. Dødstraffen genindført for oprørere mod EU diktaturet Det er et forsøg på en ny bemyndigelseslov. At Traktaten "i krigstid eller ved umiddelbar krigsfare", men også for at "retmæssigt nedkæmpe et oprør eller en opstand", igen tillader dødsstraf, er ikke særlig kendt. For da ville vore politikere måske ikke have stemt for den med samme begejstring. Den, der vil forsvare sin ret, må træde ud af EU. Det ville give os en chance til, gennem nye aftaler, at grundlægge en ny retsorden, et nyt europæisk Europa.
DANSKE JOURNALISTER KAN IKKE VIDE ALT
STILLER MIKROFONHOLDERE KRITISKE SPØRGSMÅL ??? |