Bill og Ben på på Dansk

Frem til næste valg, den 5 juni, hedder Danmarks Statsminister

Mette Frederiksen 

19-08-2020 - Klokken 18:07  ( Onsdag er Odins Dag )

Bill og Ben

renser røvere ud

KAPITEL 1

I et af Regnbue` Saloons private spillelokaler var pokerspillet endelig ved at være slut. To fremmede, begge ualmindelig høje og af texansk afstamning, var kommet til Gribbon, wyoming, ved middagstid samme dag, havde sat deres heste på stald, men endnu ikke fundet sig et hotelværelse.

Bill Lawrence Valentine og Estace Woodville Emerson

blandt journalister, myndigheder og af pionerområdernes lovløse bedre kendt som

Bill og Ben

 var kommet til den store kvægby for at slappe af, og det var lige, hvad de havde gjort.

   -   Du er den store vinder, Brodie, bemærkede Lorin Renshaw, ejeren af Regnbue Saloon og proffessionel spiller. - Og vores ven fra Texas er den store  taber.

   -   Jeg gør  ikke vrøvl, sagde Bill Valentine muntert. -  Det har været ærligt spil og en rar atmosfære. Er det ikke det vigtigste? - Du har den proffessionelles holdning, Valentine, sagde Dakota Ike Brodie anerkendende, mens han stoppede sin gevinst i tegnebogen.- Dårlige tabere er en plage.

   -   Det er sgu ikke engang løgn, gav Bill ham ret. -  Og jeg kan godt fortælle dig, at du ikke er amatør, forsatte Brodie. -  Jeg er helt træt i hovedet efter spillet, det har været strengt.

   Valentine er en allerhelvedes pokerspiller, bemærkede den velbeslåede købmand Phil Moyer.   - Men som vi alle ved, kan man kun spille de kort, man får.

   -   Vicesherif, du har tabt et par måneders løn, grinede Brodie og stak sin tegnebog i lommen.   -   Jeg beklager, hvis jeg har ruineret dig.   - Jeg er ikke ruineret, sagde den femte spiller, Dade Sanders, den ældste af de lokale vicesheriffer, hvis udtryksløse ansigt dækkede over hans evindelige bekymringer.   -   Jeg er en sparsommelig mand med bankkonto og det hele. Jeg spiller aldrig, hvis jeg ikke har råd til at tabe.   -   Fornuftig holdning, Dade, roste Renshaw.   -   Men du har jo altid været en besindig mand.

Bill rejste sig, gabte og strakte sig og gik hen til det åbne vindue for at få en mundfuld frisk luft. Han satte sig i vindueskarmen og rullede en cigaret uden at ænse, at vicesheriffen betragtede ham undersøgende i smug. Dade Sanders var interesseret i begge texanerne, men han viste det ikke. Det gjorde indtryk på ham at se, hvor roligt Bill tog sine tab, og selv om texaneren havde tabt det meste af, hvad han og hans partner ejede gjorde han ikke vrøvl. Det beundrede han ham for. Det fandens var, at han syntes godt om de to selskabelige og venlige nomader. De var tiltalende.

Han kunne lide dem, og det var foruroligende.

Han slog fast ved sig selv, at Bill måtte være omkring seks fod og tre tommer høj, at han var kraftigt bygget med ualmindeligt veludviklede muskler, at han havde Levis på, en grov skjorte og vest, en bulet, svedplettet Stetson, og Colten med valnøddeskæftet sad i et hylster, der hang ned fra et velfyldt patronbælte og var gjort fast forneden med en rem om låret. Han så faktisk godt ud på sin egen barske måde, og øjnene under det mørkebrune hår var vågne og intelligente.   -   Vi har siddet her siden lidt før halv to, sagde saloonværten og så på sit ur.   -    Jeg får bartenderen til at hente en omgang og det er på husets regning denne gang.

   Det var noget, der kunne vække Bill Valentines partner. Den lange texaner havde halvsovet, efter at han i begyndelsen havde kigget på spillet.

Heldigvis var der tre ekstra stole i lokalet. Da Voodville Eustace Emerson var seks en halv fod høj, ville han ikke have siddet særlig godt med sin magre bag anbragt på en stol i midten og støvlehælene hvilende på en anden. Han havde brug for en stol i midten til at støtte sine lange ben. Han rejste sig også og skubbede Stetson`en om i nakken, så hans stride, lyse hår stak frem. Hans ansigt var ikke alt for kønt med den alt for lange næse, den brede mund og stritørerne. Og så var han en godmodig fyr, rolig og sorgløs, havde Sanders fundet ud af, og det var beroligende - i betragtning af, at han havde hele to Colts på sig, en ved hver af sine magre hofter.

   -   Hvodden står vi, lille gnom? spurgte han sin partner, mens Renshaw åbnede døren for at give tegn til sin bartender.

   -   Det går skidegodt med dig som bare har siddet og drevet, drævede Bill. Han strøg en tændstik på sit hylster og tændte cigaretten.   -   Ikke så godt med mig. Vi har næsten fem hundrede mindre.   -  

Er der noget tilbage? Ben lød kun mildt interesseret, ikke ænstelig.   -   Firs dask, sagde Bill.   -   Og så det, vi har i vores støvler.   -   Firs kan holde et stykke tid, sagde Ben med et skuldertræk og satte sig overskrævs på en stol.  -   Det kan de. Bill rynkede panden.  -   Men alligevel skulle vi nok tænke på at få fedet vores tegnebog lidt op, vi kunne måske blive i Gribbon distrikt en tid og søge arbejde.   -   Hvis du synes, nikkede Ben.

   -   At dømme efter udseendet vll jeg gætte på, at jer to Texas drenge kender noget til rancharbejde, sagde Brodie.   -   Ja, de ligner i al fald ikke knoldesparkere, hva"? grinede Moyer. Ved du hvad, Valentine, hvis I er ude efter et job ...   -   Vi vil helst arbejde med kvæg, sagde Bill. I tidens løb har vi prøvet en del forskelligt, men når vi har valget, foretrækker vi en cowboylønning.

   -   , Se, der er jo en ranch her, som har brug for... begyndte Moyer. begyndte Moyer.   -   Phil, sagde Sanders lavmælt.   -   Jeg mener bare, det ville være   -   bedre for Valentine og hans ven, hvis de prøvede længere nordpå, sagde Sanders.   -   Jeg har hørt,der er masser af arbejde i Montana.   -   Tak, sagde Bill.   -   Men vi synes godt om Gribben.   -   Hvordan kan du vide det? spurgte Sanders.   -   I har kun været her fra i middags og siddet her det meste af tiden.   -   Vi kan lide selskabet, ikke? drævede Ben.   -   Nemlig, nikkede Bill.   -   Renshaw har en god saloon, Brodie og dig og Mister Moyer er flinke hombres at spille med.   -   Vi har altid været glade for godt selskab, sagde Ben med et stort smil.

Bartenderen kom med en flaske. Det næste kvarter nød selskabet den gode whiskey, hvorpå Bill gjorde Sanders urolig igen ved at sige til Moyer:   -   Du var ved at fortælle os om en lokal ranch, der mangler folk?    -   Du kan ikke huske, hvad det er for en ranch, Phil, sagde Sanders fast.   -   Det kan jeg heller ikke.   -   Æh   -   du har vist ret, Dade, brummede Moyer.

   Men Sanders kunne ikke hindre Renshaw i at nævne Røde Ruby Saloon.   -   Min konkurrent   -   men i al venskabelighed, fortalte han texanerne.   -   Chloe McCullys bar lidt længere henne ad gaden. Der er en tavle på nordvægen. De ranchere, der hyrer folk, skriver sig op på tavlen.   Muchas gracias, sagde Ben.   -   Skal vi gå hen og kigge, lille gnom?

   -   Lad os bare det, brummede Bill.   Der blev vekslet håndtryk hele raden rundt, og da Sanders`barkede næve blev pumpet op og ned af texanerne, havde han svært ved at bevare masken. Han var ængstelig, selv om han stadig syntes godt om de to nomader. Han havde kendt dem, men kun af omtale, i flere år, end han kunne huske. Nu hvor han havde mødt dem personligt, var hans forud  fattede meninger pludselig ved at smuldre hen. De irriterede ham ikke,vakte hverken fjendtlighed eller vrede. De var simpelt hen to af de mest tiltalende og selskabelige mennesker, han havde mødt.

   Da de var gået, puffede Phil Moyer til Sanders og spurgte.    -   Sagde jeg noget forkert? Hvorfor prøvede du på at bremse mig?   -   Jeg ville ikke have, de skulle  høre om Borgen, sagde Sanders sørgmodigt.   -   Der har de da ellers gode chancer, indvendte Moyer.   -   Alle ved, at Lonsdal har brug for hjælp.   -   Det er bedre, at de ikke ved det, mumlede Sanders.   -   Dade, du taler i gåder, klagede Moyer.   -   Hvis du kendte de to omstrejfere så godt, som jeg gør det, sagde Sanders, - så ville du forstå, hvorfor jeg er imod det.

Værtinden i Røde Ruby Saloon, Chloe McCully var ikke længere helt ung, men stadig køn, en venlig blondine. Hendes stamgæster havde vænnet sig til hendes overbærende, tålmodige smil, som var et tegn på hendes fredelige og kloge holdning. Hun kendte sine faste gæster og deres behov. Hun havde piger, som var parat til at sludre med gæsterne og lokke dem hen til spillebordene eller danse med dem. Men Røde Ruby var ikke noget bordel; gæsterne blev aldrig inviteret ovenpå. Og alle vidste, at ingen mand nogen sinde var blevet plukket i Røde Ruby.

Den magre pianist i skjorteærmer og med en cigaret fastklæbet til underlæben hamrede kendte melodier på det opretstående i hjørnet nærmest baren, mens den barmfagre blondine holdt hof ved sit private bord ved trappen.

   Det iøjnefaldende billede, som Chloes etablissement var opkaldt efter, hang på en æresplads på nordvæggen. Det var en rødhåret kvinde af voldsomme dimensioner, som lå udfordrende tilbagelænet på en galdegrøn sofa. Men da texanerne kom ind i baren, var de mere interesserede i den sorte tavle, som hang ved siden af den indrammede nøgne skønhed. En mand, der var næsten lige så høj som Bill, ældre, men tilsyneladende stærk og sej, var ved at skrive på tavlen, mens cowboyerne ved de nærmeste borde gjorde nar af ham. Og nu så texanerne fra tavlen til manden, som stod med et stykke kridt i hånden.

   De studsede lidt over hans hovedbeklædning, men ikke længe, de havde før set en skottehue, selv om det var længe siden. Huen og tørklædet i klanmønster var de eneste farveklatter i den høje mands påklædning. Han var rankrygget, langbenet og mager. De gråsprængte tindinger tydede på, at han ikke var helt ung, men hans hud var klar, hans hageparti fast, de lyseblå øjne skarpe og udfordrende, da han så foragteligt på de oprømte cowboyer, der kom med tilråb til ham.

   -   Du spilder din tid, din dumme udlænding!    -   Borgen er færdig.   -   Lonsdale kan lisså godt gi`op. Han bliver aldrig en rigtig kvægmand.   -   Den englænder er en amatør og skideangst!    -   Det er på tide, han sælger og forsvinder, Fraser! Bill puffede til Ben, da de gik videre.   -   En skotte.    -   Helt sikkert, nikkede Ben.    -   Der er ikke tale om at sælge, meddelte Fraser med stenansigt.   -   Lonsdale Ranch forsætter, så længe dens hovedbygninger står, og jeg vil minde jer om, at de er bygget af sandsten, således som bygherren, major Simon Lonsdale selv, gav ordre til. Borgen er bygget til at holde.

   -   Sig til ham spradeassen, at han skal opgive det, opfordrede en Diamond U-cowboy.   -   Man kan ikke drive en ranch uden folk.   -   Det kan man ikke, indrømmede skotten.   -   Derfor vil vi også hyre nye folk.   -   Den er der ingen, der hopper på, spottede en cowboy fra Box O. - Borgen er forhekset.   -   Det er et effektivt foretagende, sagde Fraser strengt. Selv om hans accent hidsede de lokale kvægfolk op, kunne texanerne  godt lide den. -   Der var ingen problemer, inden majoren rejste tilbage til England efter at have sat en amerikaner til at bestyre ranchen.

   -   Det var Crocker, grinede en Bar O mand og blinkede til sine bordfæller. - En køn bestyrer. Han plukkede jer næsten til skindet.   -   Og fik sin straf for det, mindede Fraser ham om.   -   Han skal tilbringe de næste mange år i fængsel.   Texanerne kantede sig frem, så de kunne læse Frasers tilbud. Lonsdale Ranch i Gribbon distrikt havde brug for dygtige cowboyer. De skulle lige til at præsentere sig for den stramme skotte, da en Diamond U-cowboy rejste sig og kom hen mod Fraser. Han kom med en hånlig bemærkning om et klædnings-stykke, som han havde set skotten med for nogle måneder siden og som han kaldte et skørt. Fraser blev rød i hovedet af vrede.   -   Det var min kilt, forklarede han.   -   Et forbandet skørt, vrængede cowboyen.   -   Har I kendt magen, drenge   -   en voksen mand, der render rundt i kvindetøj? Han kan ikke være en rigtig mand, vel?

Texanerne stod passivt og så på, hvordan skotten reagerede. Fraser kneb øjnene i og havde svært ved at beherske sin vrede, da han sagde til cowboyen:    -   Tag den fornærmelse i dig igen ellers bliver det værst for dig selv.   -   Gå ad helvede til , grinede cowboyen.    Hans grin forsvandt hurtigt, da skotten smak ham en baghåndslusning med en sådan kraft, at cowboyen vaklede tilbage. Han udstødte en ed, genvandt balancen og kastede sig mod Fraser, der ikke rokkede sig ud af stedet,parerede et slag og gav igen med et boksestød på kort afstand, der slog angriberen i gulvet med et brag, og han  blev liggende bevidstløs.

   -   Vi behøver ikke blande os, bemærkede Ben med fryd. -Gamle Skotty kan sku selv klare ærterne.   -   Sandt nok, indrømmede Bill. Men så rystede han ærgerlig på hovedet og tilføjede:   -   Men ikke hvis de slår sig sammen mod ham.   Fem cowboyer var nu sprunget op og var øjensynlig fast besluttet på at straffe skotten for deres kammerats forsmædelige nederlag. Det så ikke ud til at skræmme Fraser. Han rettede sig op, knyttede næverne, og da texanerne gik på hver side af ham, sagde han koldt:   -   Jeg vil bede jer holde jer væk.   -   Du behøver ikke takke os, numlede Bill.   -   Vi gør det helt gratis, Skotty.   -   Hør nu her, folkens... begyndte Ben appelerende,   -   Vi vil ikke have ballade her, vel?

   Svaret var en næve, der kom flyvende hen mod hans ansigt, så han måtte dukke sig. Han svarede igen med en hård venstre, der slyngede slagsbroderen ind mod de andre cowboyer, før han drattede om som en sæk, mens en anden ophidset fyr for frem mod Fraser, men blev bremset af Bill. Manden ramte Bill på siden af hovedet, så Bill krympede sig, men mere nåede han ikke. Bills venstre røg ind i hans mave, og det blev fulgt op med en uppercut, der sendte den formastelige hen i retning af svingklapperne og fik tilskuerne til at klappe begejstret, deriblandt Chloe McCullys bartender og pigerne. Chloe deltog ikke i jubelen; et lille nik og hendes evige overbærende smil var hendes eneste reaktion.

   Den næste mand, der nåede Fraser, fortrød hurtigt sin ubetimelige indblanding. Fraser slog ham ud med en lige højre, og manden faldt om, netop som sherif Ken Farrow og hans anden vicesherif, den småfede og nævenyttige Wilbur Dodd, kom farende ind for at se, hvad der var på færde.   Farrow, en kraftig lovmand på fem fod og ni tommers højde, der var mere nidkær i tjenesten netop i disse dage, gjorde ikke nogen glorværdig entrè; han snublede over Bills bevidstløse offer og faldt, så lang han var, mens tilskuerne brølede af latter. Chloe McCully rystede bedrøvet på hovedet.   -   Stop det slagsmål - bliv stående, hvor I står! beordrede Dodd og trak sin revolver.

   -   Farrow samlede sig op, gloede vredt på de lokale cowboyer og derfra hen på Fraser og de fremmede. Han halede også sin skyder frem og knurrede vredt:   -   Du burde være klogere, Mister Fraser. En mand på din alder skulle hellere give de sadelbumser et godt eksempel i stedet for at tirre dem til slagsmål.   -   Jeg har ikke... begyndte Fraser bistert.   -   Det var dem, der tirrede os, forklarede Ben og pegede på cowboyerne, der lå strøet omkring.

   -   Lad være med at svare igen, snappede Farrow.   -   I skal ikke svare sheriffen igen, skændte Dodd.   -   Det har jeg allerede sagt, Wilbur, brummede Farrow og vendte sig om mod de liggende mænd.   -   Jer dèr! Op med jer! Da de alle var bevidstløse, kunne de ikke høre hans ordre og blev liggende. De andre mænd fra Bar O og Diamond U skævede til texanerne; allerede inden Farrow var kommet til stede, havde de besluttet sig til ikke at slås med de fremmede, efter at de havde set den skæbne, der var blevet deres kolleger til del.   Bær dem ud og bring dem hen til en dokter. Wilbur, afvæbn Fraser og de saddelbumser, tag dem med hen til arresten og spær dem inde.

   -   Hvad lyder tiltalen på? spurgte Bill skarpt.   -   Har i love imod, at man forsvarer sig? frittede Ben.   -   Jeg sagde, I ikke skulle svare igen! brusede Farrow op. Ikke svare igen, sagde Dodd som et lydigt ekko.   -   Klap i, Wilbur! beordrede Farrow. - Hør her, Fraser, jeg prøver på at holde ro og orden i Gribbon, og vi har love mod værtshusslagsmål. Jeg vil ikke høre noget vrøvl. Giv vicesheriffen jeres våben og prøv ikke at stikke af på vej hen til arresten. Han vendte sig om mod Dodd. - Dether ordner du. Jeg kan ikke blive her, jeg må forklare Eulah det hele.

Farrow lettede på hatten for Chloe og skyndte sig ud, mens hans vicesherif overtog kommandoen. Fraser havde ingen våben på sig. Texanerne trak resigneret på på skuldrene og rakte deres sidevåben frem. Men lige da de skulle til at forlade lokalet sammen med vicesheriffen, trådte en af Chloes stamgæster frem og stillede sig foran dem. Han var en lille, sirlig klædt mand, spinkelt bygget og med hurtige bevægelser, og stillede sig foran dem. Han var en lille, sirlig klædt mand, spinkelt bygget og med hurtige bevægelser, og det smil han sendte dem, var høfligt og fornøjet.   -   God aften, sagde han. Velkommen til Gribbon. Jeg er Elliot Alcorn, grundlægger og redaktør af den lokale avis. Og jeg  har aldrig hørt om jer   Så gik han også ud, mens texanerne vekslede et usikkert blik. Journalister var ikke deres livret. Opfyldt af retfærdig harme over de overdrevne beretninger om deres bedrifter, son var blevet offentliggjort i hundrede og sytten aviser i vesten, havde de gang på ganggivet deres vrede udtryk ved at give de ansvarlige et spark bagi eller en dukkert i et vandtrug eller begge dele.

   Hva`mener du om ham skribleren? spurgte Ben, da de gik hen ad fortovet med Fraser og lovmanden.   -   Hvad fanden rager Alcorn og hans lige os? knurrede Bill. - Glem ham.   -   Ikke mere snak, glammede Dodd omme bag dem.   -   Bare gå!    -   Åh, rend og hop, snerrede Bill.   -   Spring ned fra et tag, opfordrede Ben, - Et meget højt tag.   -   I kommer ingen vegne med jeres frækheder, advarede Dodd, - undtagen ind i en fangecelle.   -   Det skal vi jo alligevel, brummede Bill.

Skotten gik ved siden af dem med rank ryg og udtryksløst ansigt. Han sagde ikke et ord, før de var kommet ind på sheri fkontoret, hvor Dodd kropvisiterede dem for skjulte våben og gav dem ordre til at sige deres navne.   -   Fergus Fraser, sagde skotten koldt,   -   som du udmærket godt ved.   -   Jer to? smældede Dodd.   -   Lawrence...begyndte Bill   -   Woodville... begyndte Ben.   -   Lawrence og Woodville, godt, sagde Dodd myndigt. - Og nu går i ind ad den dør der - og prøv ikke på nogen numre.   I løbet af få minutter delte texanerne en dobbeltcelle, og den bistret udseende skotte vadrede frem og tilbage i den enkeltcelle, der stødte op til den. Da Dodd havde låset begge cellerne, spurgte han dem om deres heste.

   -   Morans stald, gabte Ben.   -   Min hest er tøjret uden for Mrs. McCullys etablissement, sagde  Fraser. - En kastanjebrun hingst med Lonsdale brændemærke.   -   Det er alt, sagde Dodd. - Nu kan i køle lidt af.   -   Det er ikke alt, protestrerede Bill.   -   Når I tager fanger, skal i også fodre dem. Sådan siger loven.   -   Og det er vores aftenmadstid nu, oplyste Ben.   Sheriffen stod imens med hatten i hånden over for den dame, som han så inderligt ønskede at blive gift med, den meget snobbede og stramme indehaver af La Bella Modes, Gribbons  fineste forretning for damerne. Kun de allermest velbeslåede og respektable damer i Gribbon var kunder i Eulah Hathaways butik. Hun var et mønster på på agtværdighed i sort bombasin, havde været enke i fem år og genstanden for Farrows ømmeste følelser. Udover at han troede, han var forelsket i Eulah, nærede han også dyb ærefrygt for hende; han var mere ivrig efter at være hende til behag.

   -   Han stod lige inden for døren og undskyldte ydmygt den uro, der havde været i Røde Ruby.   -   Det var bare et lille slagsmål, Eulah, det har du mit ord på, forsikrede han. - Og jeg fik straks skilt parterne ad. De skyldige er nu bag lås og slå, og alt er roligt.

   -   Det var en usømmelig og skændig fredsforstyrelse, sagde hun strengt og foldede sine tykke arme over sin fyldige barm, mens hun så anklagende på ham med sine små griseøjne. Der var meget af Eulah Hathaway. Hun var en tomme højere end sin tilbeder og cirka dobbelt så bred, hendes talja var så smal, som et fiskebenskorset formåede at gøre den, det mørke hår s trammet tilbage i en knude i nakken, og hun varskrap og dominerende.   -   Jeg kunne høre opstandelsen, Benjamin. De drukne bøllers rå latter gav genlyd i hele gaden. Det kan jeg ikke affinde mig med, Benjamin. Jeg vil ikke tåle det!

   -   Det skal nok falde til ro altsammen, Eulah, sagde han bønfaldende.   -   Jeg venter, at du holder ord, advarede hun.   -   Jeg tror, at jeg har gjort min stilling ganske klar.   -   Du ønsker, at Gribbon skal blive respektabel, en by , hvor anstændige mennesker kan leve uden frygt, nikkede han.   -   Vist så, Eulah, vi har en aftale, og jeg løber ikke fra mit løfte, stol bare på mig, Eulah, det sværger jeg på...   -   Omgå ikke den slags ord så letsindigt, Benjamin! Og udtal ordene tydeligt. Jeg vil ikke omgåes en embedsmand, der ikke taler korrekt.

   -   Jeg prøver, Eulah, jeg gør mig sådan en umage.   -   Jeg prøver, Eulah, jeg gør mig sådan en umage.   -   Jeg har mine normer. Medmindre du får Gribbon til at blive en by af den slags, jeg gerne vil bo i, kan der ikke blive tale om, at jeg vil gifte mig med dig.   -   Eulah, jeg kan ikke leve uden dig, og det mener jeg. Jeg har jo givet mit ord, ikke? Og jeg er ved at få resultater. Det tager måske lidt tid endnu, Eulah, det må du forstå, men byens bærme, alle drukkenboltene og urostifterne er ved at forstå det, tro mig. De begynder at indse, at Gribbon ikke er et sted, hvor man laver bøllestreger. Om et par måneder er der fred og ro her i distriktet.   -   sørg for det! kommanderede hun og pegede bydende på døren.

Således sendt bort tog Farrow sin hat på og marcherede hen ad Main Street på udkig efter misædere af enhver art. Han vidste, at han ikke kunne vinde genstanden for sine ømmeste følelser, ikke overtale hendetil at stå foran alteret med ham, før Gribbon var ryddet for bøller og lovløse af enhver slags.   -   Jeg må bringe dem alle ind på den rette vej, mindede han sig selv om. Hver eneste stridbar cowboy i distriktet, alle dagdrivere og fulderikker.   -   Eulah har ret, gu har hun så. Gribbon må leve op til hendes normer - ellers! For fanden, er hun ikke en fantastisk kvinde?

Mens distriktets elskovssyge og giftelystne sherif ledte efter fukde mænd, som havde lagt sig på hølofter, eller - værre endnu - spyttede på fortovene, arbejdede texanerne sig gennem den kedelige aftensmad, som vicesherif Dodd havde bragt, og gjorde deres bedste for at drage deres medfangeind i en venlig samtale.   -   Fergus Fraser, forvalterenpå Lonsdale-ranchen, var bister, reserveret og visselig ikke venligt indstillet over for dem. Det gjorde han fuldkommen klart.   -   Jeg skylder jer ingen tak for jeres indblanding. I skulle hellere have holdt væk fra noget, der ikke vedkom jer.   -   Vi fisker ikke efter tak, Fergus, brummede Ben lidt stødt.   -   Jeg mindes ikke , at jeg har bedt dig om at kalde mig ved fornavn, sagde Fraser irettesættende   -   Hør nu her, Skotty, kravl ned fra den høje hest, opfordrede Bill.   -   Jeg tør vædde på, at du kunne have klaret dem, hvis de var gået løs på dig èn ad gangen, men det var jo ikke sådan, det gik til. Det var først , da de rottede sig sammen, at vi greb ind. Og det kalder jeg ikke indblanding.

   -   Jeg ville ikke sidde indespærret i det bur her, hvis I to geskæftige tåber ikke havde været der, fnøs Fraser.   -   Hvordan har du regnet det ud? ville Bill vide.   Hvis jeg havde stået alene over for disse uforskammede hyrder, ville jeg have forsvaret mig uden risiko for at blive anholdt, sagde Fraser.   -   Ved at formaste jer til at assistere mig - uden min tilladelse  -   har I bragt mig i en ubehageligsituation.   -   Nu har jeg den ondeme... begyndte Ben forbløffet.   -   Kan I ikke fatte det? spurgte Fraser utålmodigt.   -   Det blev et slagsmål takket være jer. Sherif Fraser har aflagt ed på, at han vil holde ro og orden, og derfor er han imod slagsmål i værtshuse og andetsteds. Derfor anså han sig for berettiget til at anholde os.

   -   Hør her, Skotty, vi er kede af, hvis du er gal på os. Bill prøvede at kalde det gode frem i Fraser.   -   Sagen er, at den ranch, du er forvalter på, har brug for cowboyer, og min partner og mig har brug for arbejde.   -   Sikke dog en frækhed! Fraser ligefrem stejlede.   -   Som om jeg ville tillade Mister Lonsdale at hyre folk som jer! Jeg har opsyn med en kvægranch, der skal bruge arbejdere, ikke omvandrende uansvarlige slagsbrødre!   -   Så glem det. Bill trak på skuldrene og helligede sig sin mad.   -   Vi tilbød det, vi tigger ikke. Hvis du ikke vil hyre os, er det da i orden. Og værst for dig.   -   Det var sandelig et tab for Lonsdale Ranch, men det var den gæve skotte ikke klar over.

Bill og Ben var født i ( Texas Panhandle distrikt ) og havde arbejdet med kvæg fra de var gamle nok til at sidde på en sadel. Og det var ikke deres eneste talent. I ders vandreår, den hårde tid efter borgerkrigen var sluttet, var de blevet alsidige. Somme tider, når Bill havde vundet tilstrækkeligt ved et pokerbord, kunne de strejfe rundt efter behag uden at tænke på penge. Til andre tider, nå de var ved at løbe tør for kontanter, havde de forsøgt sig ved alverdens forskellige ting. De havde slidt i miner, lagt spor for jernbanerne, kørt med fragt og tæmmet vilde heste. Men ligegyldigt hvad de havde foretaget sig, var det som regel endt med, at de var kommet i kamp med lovløse under en eller anden form.

Efterhånden havde de haft så mange sammenstød med desperados, at de var blevet en slags omvandrende legender. De havde aldrig tænkt på at skabe sig et navn som banditædere, men de havde fået det alligevel. Skæbnen havde villet, at de aldrig havde fundet det, de søgte, et fredeligt sted, hvor alle var gode venner, hvor der aldrig blev sagt et vredt ord,løftet en hånd i vrede eller trukket en revolver mod et medmenneske. I stedet for var de blevet kastet ud i den ene krise efter den anden. Det ene sammenstød fulgte det andet, og det havde altid været de to ukuelige texanske helvedshunde, der slap levende fra det, mens deres fjender var havnet i tugthuse over hele landet eller begravet.

Den slags erfaringer havde Mathew Lonsdale ikke. Han var otteogtyve år, tredje søn af Lonsdale Ranchs grundlægger, og efter sin højt ansete familiens mening - Lonsdales fra Surrey i England - var han en mislykket slapsvans, et sort får. Mens han red rundt mellem det førsteklasses kvæg som nattevagt på ranchens nordgræsgang, havde han aldrig følt sig så ensom, så utilstrækkelig, så bange.

Han følte sig godt nok tilpas i sit ridetøj, som alle Wyoming ranchere brugte det, men hab prøvede ikke at bilde sig selv ind, at han af den grund lignede en rancher. Han var lyshåret, spinkelt bygget og knap seks fod høj, og kun hans trofaste kone syntes, han var køn. For at følge landets skik havde han strak sig så vidt, at han var begyndt at gå med revolver, men han syntes, at seksløbere var tunge og ubekvemme og havde endnu ikke lært at bruge dem. Af samme grund gjorde han ikke noget forsøg på at trække den, da han hørte skud og den grimme lyd, da kuglerne pløjede signed i jorden til alle sider. Han prøvede at berolige sin forskrækkede hest, da  en kugle nippede i hans hatteskygge, men uden at rive hatten af hans hoved, da han brugte hagerem.

Så havde familien Lonsdales sorte får fået nok. Han svang sin hest omkring, satte sporene i og red i fuld galop mod Borgen. Skydningen standsede, men nu bar nattevinden en anden lyd med sig; de mænd, som havde skræmt ham og drevet ham på flugt, lo hånligt. Han var syg om hjertet, da Borgen dukkede op i månelyset. Borgen var det rigtige ord for huset; nok var det ikke så stort og solidt som mange borge i hans hjemland, men det var en nøjagtig kopi af dem.

---Hvor var det typisk for hans myndige far at planlægge et sådant monument over navnet Lonsdale og lade det opføre. Det var bygget til at holde. En sandstensbygning, som virkede helt forkert i et Wyoming kvægområde, med fæstningsvolde og brystværn og Lonsdales våben over porten i vestmuren, og opkørselen fra porten til ranchbygningen var brolagt, så en klapren af hove altid ville bebude, når en rytter nærmede sig. Staldene var af bindingsværk, men mandskabshuset, der engang havde huset tolv mænd, var ligesom hovedbygningen af sandsten.

Den aldrende Zeke  Nagel, den eneste , der var tilbage af ranchens oprindelige mandskab, kom ud fra mandskabshuset for at tage Mats hest. Fra Borgens hovedindgang kom Jane Lonsdale frem for at modtage sin mand, og hun var ledsaget af en naborancher, som var kommet på visit. Det var Walter Bass, der wjede B Bar, den eneste venlige nabo, Mat og Jane havde.   -   Er der noget galt, Lonsdale? spurgte han, da Mat svang sig ned.   -   Vi hørte skud.   -   Jeg var - så ængestelig for dig, Mat, sagde Jane. Hun var mørkhåret og køn på sin egen blide måde og havde en klar fast stemme. Og som sin mand var hun født i England.   -   Er der sket dig noget?   -   Det var ikke deres mening at ramme mig, mumlede han og rakte sin tøjle sin tøjle til Zeke.   -   Åbenbart ville de bare give mig en grundig forskrækkelse, og det lykkedes dem. Han tog sin hat af og så panderynkende på, at et to tommerbredt stykke afskyggen var forsvundet - Det var en kugle, der strejfede min hat.

   -   Bluff-taktik, sagde Bass med afsky. -   Jeg skulle lige til at tage hjem til B Bar, men hvis du ønsker det, skal jeg gerneride ind til byen og anmelde det til sheriffen.   -   Og hvad skulle det hjælpe, sukkede Mat. Bliv lidt længere i stedet for, Bass, gamle dreng. Altid en fornøjelse at se dig. Mrs. Lonsdale og jeg sætterstor pri på din beroligende indflydelse.   Zeke råbte tilbage over skulderen, mens han trak af med Mats hest:    -   De vil ikke lade dig være i fred, din nåde, det kan du roligt regne med.   -   Uopdragne gamle idiot, mumlede Bass.   -   Men han har ret, ikke sandt?  sagde Mat bekymret.   -    Jeg har ikke gjort mig fortjent til de andre kvægfolks respekt   -   eller deres medarbejderes. De kalder mig en svag grønskoldning, og kan jeg bebrejde dem det? Han gik indenfor sammen med sin kone og gæst og spurgte: - Er Fergus kommet tilbage?    -   Endnu ikke, sagde Jane.   -   Nå, det behøver vi ikke gøre os bekymringer over, sagde hendes mand bittert.   -   Han kan i al fald passe på sig selv.

KAPITEL  2

Bass, en mørkhåret, pæn mand, høflig og dannet, rystede på hovedet ad Mats tilbud om en forfriskning, da de havde sat sig i dagligstuen.   -   din charmerende kone har allerede serveret noget af din fortræffelige sherry, Lonsdale.   -   Sådan som jeg har det i øjeblikket, er det nok ikke sherry, jeg trænger til, erklærede Mat. Han skænkede sig et stort glas cognac.   Det er nydeligt af dig at besøge os, Bass. Jeg er taknemmelig for, at du var her, da Mrs, Lonsdale hørte de skud.   -   Jeg kom af den gode gamle grund, som du nok har gættet, smilede Bass.   -   Men hør, Lonsdale, jeg vil ikke gå nærmere ind på det nu. Du er øjensynlig for rystet til at diskutere forretningsanliggender.   -   Jeg er heller ikke bemyndiget til det, sagde Mat.   -   Jeg er skam taknemmelig for dit tilbud om at købe ranchen her, men det er min far, der træffer afgørelsen, forstår du. Jeg er kun en slags forpagter, om jeg så må sige, og har ikke ret til at bestemme noget.

   -   Nej, Mat sagde hans kone blidt bebrejdende.   -   Du må ikke sige sådan noget. Det må være pinligt for Mister Bass at høre dig undervurdere dig selv.   -   Du skulle ikke tage så tungt på ... begyndte Bass. Tal endelig rent ud.   -   Det var nu ikke det jeg ville sige, protesterede Bass.   -   Du er ikke i dit rette element her, Lonsdale, ingen kan bebrejdes, at han ikke kanvænne sig til fremmede omgivelser. Og det gælder sandelig også Mrs. Lonsdale. Han nikkede medfølende til hende. - I sammenligning med Surreys grønne bakker og udstrakteparker, må Gribbon distrikt være noget af et mareridt. Det er lige så svært for dig som for din mand, er jeg sikker på.

   -   Egentlig ikke, Mister Bass, sagde Jane.   -    Jeg er faktisk ganske god til at indrette mig. Jeg kunne sagtens vænne mig til det her, hvis bare vores andre naboer var lige så hensynsfulde og elskværdige som du.   -   Min far er overbevist om, at den ranch, han grundlagde, aldrig vil overvinde den modgang, vi har haft i den sidste tid, og blomstre op igen, sagde Mat.   -   Han vil kun sælge, hvis jeg bad om at få lov til at vende tilbage til Surrey. Og det gør jeg ikke. Bass. Der er trods alt visse rester af min stolthed tilbage. Under alle omstændigheder er prisen for høj.   -   Jeg vil kunne betale den?  forsikrede Bass.   -   Der bliver ingen prutten.   -   Det er imponerende, sagde Mat.  -   B Bar er sikkert en vedrevet ranch, men den er mindre end Updikes og Ordens ejendomme, og givetvis mindre end Borgen.

Lonsdale , rettede Jane med et vemodigt smil.   -   Dette er Lonsdale Ranch, min ven. Lad os ikke opgive navnet.   -   En fortalelse. Mat trak på skuldrene.   -   I Gribbon bliver vi altid omtalt som >>Borgen<<<, så jeg somme tider selv er ved at glemme, at den hedder andet.   -   Jeg bør måske nævnw - bare sådan mellem venner - at jeg ikke udelukkende er afhængig af B Bar, forklarede Bass. En velhavende slægtning døde for et par år siden og efterlod mig en pæn sum, som jeg invisterede i  i jernbane og mineselskaber. Jeg har fået et pænt udbytte, kan man roligt sige. Så ligegyldigt hvor høj høj prisen er, kan jeg betale den.

   -   Heldigt for dig , gamle dreng, sagde Mat. - Men jeg er ubøjelig. Han tog sin kones hånd og smiledeskævt.   -   Det er noget nyt, ikke sandt, min kære? Jeg er så sjældent ubøjelig.   -   Du undervurderer dig selv, Mat, og jeg ville ønske , du ville lade være, mumlede hun.   -   Du er faktisk en ret beslutsom matur.   -   Stædighed, Bass, sagde Mat,   -   Det har været rystende med det ene uheld efter det andet, alt det kvæg, jeg har mistet, hyrderne der forlod mig, men jeg må gøre en indsats for ar rette ranchen op. Det venter man af mig, forstår du.

   -   Jeg ønsker dig held og lykke, sagde Bass og rejste sig for at gå. - Du ved jeg mener det , Lonsdale. Det unge par fulgte gæsten til porten, kiggede efter ham, da han red væk, og gik tilbage til stuen. Mat skænkede op igen, mens han mumlede berolgende:    -   N u skal du ikke tro det værste , Jane. Jeg falder ikke tilbage til gamle vaner. Det her er den sidste i dag.   -   Du har klaret det godt, sagde hun opmuntrende.   -   Engang var du helt afhængig af spiritus...   -   En viljesvag dranker, en drukkenbolt, sagde han. - Lad os bare sige det det rent ud.   -   Men du overvandt din svaghed, mindede hun ham om. - Nu drikker du...Hun søgte efter de rigtige ord sådan som en engelsk gentleman bør gøre det.  

   -   Altid så elskelig, sukkede han og satte  sig ned  igen - Min Jane , der er loyal til det sidste.   -   Det er ikke det sidste for os, hævdede hun. - Vi vil stå fast, Mat. Og det skal nok lykkes for os.   -   Når vi kun har Fergus og en gnaven gammel cowboy?  sagde han træt.   -   Måske er Fergus heldigere i aften, foreslog hun. - Det kan være , han finder nogle pålidelige mænd, som er villige til at arbejde for os.   -   Villige... Han hang med skuldrene og var atter mismodig. - Men kun til Horace Ordens bøller eller nogle af Rance Updikes uregerlige cowboyer begynder  at skræmme dem. Han drak sit glas ud og lagde en arm om hendes skuldre. - Du må da efterhånden være  ved at fortryde det, min kære, tålmodige Jane.

   -   Jeg fortryder intet, sagde hun bestemt. - Hvis vi ikke kan få ranchen her på fode igen, så er det ikke, fordi vi ikke har prøvet. Og vores ægteskab kan være lige lykkeligt for det, Mat.   -   Det giver jeg dig helt ret i, smilede han. - Vi passer slet ikke så dårligt sammen, vel?  Trods mine klassebevidste forældres forargelse og nedslående forudsigelser?   De tager helt fejl af os, mente hun.  - De forstår det simpelt hen ikke.   -   Så sandt, som det er sagt, sagde han tankefuldt. - Og hvor er det sørgeligt, at min fremragende og magtfulde far ikke selv kan se det forkerte i sin holdning. Det er, som om vi havde begået en afskyelig forbrydelse. Han anser det for utilgiveligt, at jeg har giftet mig under min stand. Hans ord, Jane, ikke mine. Ved at gifte mig med en pige, jeg selv havde valgt, den pige jeg elsker, har jeg afskåret mig fra min familie. Og det er da helt latterligt. 

Mange ville have givet Mat Lonsdale ret i den betragtning. Men han var offer for den fremherskende holdning i visse af det bedre selskabs kredse i datidens England, Jane var eneste datter af en handlende. Hendes far havde været og var stadig landsbysadeelmager, en flittig, stræbsom og fornuftig mand, der ønskede, at hans datter skulle blive godt gift. Af den grund havde Josiah Clements fra Fenswick, Surrey, slidt og slæbt for at betale en privatlærer  til at pudse Janes uddannelse, efter at hun havde forladt landsbyskolen.

Hun og Lonsdales tredje ældste  søn havde mødt hinanden  på et marked, og det havde været kærlighed ved første blik. Mats forældres modstand havde lige så lidt som modviljen hos hans ærværdige brødre og svigerinder kunne få ham til at skilles fra den pige, der havde vundet hans hjerte. De var blevet gift i al stilfærdighed, hvorpå Mat blev forvist til Amerika med en månedlig understøttelse og besked på at tage sig af ranchen. Det første, der var sket, var, at han havde fundet ud af, at hans forgænger son bestyrer af ranchen havde svundlet og bed raget, og da han var blevet idømt en streng fængselsstraf og den  sag skulle være ude af verden, var Lonsdales cowboyer  blevet generet af Diamond U og Box O, til de foretrak at forsvinde, til kun Fergus Fraser, hans fars betroede medarbejder, og gamle Zeke Nagel var tilbage. Efter Frasers skøn gik der stadig 2500 stykker førsteklasses kvæg på Lonsdales  Ranchs græsgange, der iblandt hundrede stykker avlskvæg. Lonsdale tyrene ville kunne blive stamfædre  til det fineste kvæg, der nogen sinde var avlet i Gribbon distrikt - hvis ranchen overlevede så længe

-------------

inden jeg forsætter vil jeg lige gøre opmærksom på, at det er min hobby at se cowboy film, og jeg kan lide at falde i søvn til filmen om Briller.

---------------

   -   Det skal nok komme til at gå bedre, fastholdt Jane, som var ukuelig optimist. - Jeg ved inderst inde, at du vil vise dig navnet Lonsdale værdig og tvinge din far til at anerkende dine gode egenskaber.   Det skete, at Mat Lonsdale opgav sin britiske reservation og sagde sin oprigtige mening, og det gjorde han nu.   -   Jeg vil gerne have, du skal forstå, kæreste Jane, at min største ærgærrighed er at vise mig den kvinde værdig, som jeg har giftet mig med, ikke nin forbenede stivnakkede far..

Jamen Mat...

   -   Det mener jeg. Om jeg så skal blive hundrede år, vil jeg aldrig indrømme, at  min familie har ret til at undervurdere dig. For pokker, Jane, jeg har større respekt for din fars holdning. Hvor vover familien Lonsdale at se ned på handelsfolk? Og er det så mærkværdigt at gifte sig af kærlighed? Mig forekommer kærlighed at være det bedst mulige grundlag for et ægteskab. Jeg håber kun for deres skyld, at mine brødre giftede sig af samme grund, men jeg er ærlig talt ikke sikker på det min ven.

   -   Du er ved at finde dig til rette med vores nye miljø, sagde Jane  anerkendene. - Det er helt tydeligt, kæreste. Her i Wyoming er du blevet en mere beslutsom og karakterstærk Mat Lonsdale.   -   Nogle ville nok mene, at du kunne have fået en bedre mand, sagde han.   -   Jeg klager ikke, smilede hun.   -   Nej indrømmede han. - Det gør du sjældent. Jeg havde i mine vildeste drømme ikke ventet at komme til at bo på en engelsk borg, sagde Jane.   -   Den er lille og ligger i et fremmed land, men den er vores hjem, og jeg elsker den. Vi kan skabe os en god tilværelse her.   -   Hvis bare jeg kan få nye folk, sagde Mat.   -   Hvis bare de kvægtyverier holder op. Hvis bare vi effektivt kan bevogte det kvæg, vi har tilbage.

Om aftenen klokken ni, da to trætte texanere var blevet enige om, at de ikke kunne gøre noget bedre end lægge sig til ro, red forvalteren på B Bar og en glathåret slyngel ved navn Artie Purle ud af Gribbon. Forvalteren, den kraftige, skæggede Craig Monkhouse med tyrenakken havde en hård og skærende stemme.   -   Jeg giver Lonsdale et par måneder til - højst bemærkede han fortroligt.   -   Han har ingen chancer for at holde længere. Han regner med at Fraser kan hjælpe ham igennem, men Fraser er ikke særlig smart. Bare se hvad der skete i Røde Ruby.

   -   Skotten slap ikke særlig heldigt fra hest denne ståhej, grinede Purky. Ganske vist var det ham og de to sadelbumser, der tævede Ordens mænd, og de slog også UApdikes cowboyer. Men hvem var det, der endte i spjældet?   -   Fraser er ikke særlig smart, mente Monkhouse.   -   Bare en åndsforsnottet udlændig   -   ham og hans skøre hue.   -   Så bossen behøver bare vente tiden ud, drævede Purle.   -   Det bliver ikke Orden eller Updike, der overtager Borgen, spåede Mounkhouse. Den ny ejer bliver Walt, stol på det, Artie. Og så snart Borgen er hans , vil Box O og Diamond U få større problemer end de kan klare.

På >>Ugetidendes<< kontor sad avisens redaktør samtidig og slappede af ved sit skrivebord, mens han nød en cigar og snakkede med løs til sin eneste medarbejder og gode ven, den topmavede Carl Shoup, der hørte efter med et halvt øre, samtidig med at han læste korrektur på det næste nummer af avisen.   -   Åh, den lokale skueplads, en evig parade af interessante mennesker, evigt foranderlig, evigt spændende og værd at skrive om, ja, min salighed!   -   Jeg kan lide en mand, der glæder stg over sit arbejde, sagde Shoup med et pokeransigt.

   -   Se på det rent menneskelige, Carl, opfordrede Alcorn. Gribbon er fuld af historier. Vi har vores sherif, en udmærket fyr, som er optaget af at gøre sine hoser grønne hos enkefru Hathaway. Ken Farrow er så ivrig efter at blive gift, så ramt af...    -   Godt, at jeg ikke er ramt af Eulah Hathaway, brummede Shoup. Den gamle so, har muskler så det batter. Jeg tror hun slår en proper næve.   -   Du bør mere galant over for damerne , Carl, skændte Alcorn.   -   Ikke når jeg tænker på store Eulah, mumlede Shoup.

   -   Det var en tid, hvor jeg turde sværge på, at der var noget mellem Ken og Chloe McCully, sagde Alcorn eftertænksomt. - Hun er mere Kens type, Chloe. Men det blev der altså ikke noget ud af. Det vrimler med mærkelige typer i Gribbon. Carl. Tag nu Kens yngste vicesherif for eksempel.   -   Nej tak. Ham må du gerne beholde.   -   Jeg finder ham lidt for ivrig, synes du ikke?    -   Og skræver over mere, end hans bukser kan holde til, sagde Shoup. - Altid skal han aspille den store nidkære lovmand.

   -   Natlige tyve sjæler Borgens kvæg, og de har travlt med at lave brændemærkerne om på de andre canche, sagde Alcorn med fryd i stemmen. - Kan englænderen klare det, er han i stand til at overvinde vanskeligheder, eller ender han med at måtte opgive det hele? Flink fyr, hamLonsdale. Jeg kan godt lide englændere. Og hvad med Fraser? Interessant type, en stålsat karakter, umeddelsom, den typiske seje skotte. Og ikke en mand man kan spøge med. Det var sandelig et imponerende trekløver, Fergus Fraser og de berømte texanske helvedes hunde. Ih Carl, du skulle have set den omgang, de gav de cowboyer fra Diamond U og Box O. Sikke en kraft, sikke en stil; Valentine og Emerson - enhver journalists drøm. Alt hvad de foretager sig, er store nyheder.

Klokken var over elleve , Da Ken Farrow stoppede op på sin aftenpatrulje for at lave en kop kaffe på sit kontor. Han vidste at Dodd var ude på patrulje i den anden ende af byen, og Sanders havde fri  til næste morgen, så det undrede ham at se, at døren til hans kontor stod åben, og en lampe var tændt derinde. Chloe McCully sad i drejestolen bag hans  skrivebord og polrrede negle, mens hun tålmodigt ventede på, at han skulle komme.   -   Nej, men dav med dig, Chloe, brummede han og hængte sin hat op. - Hvordan kom du ind?   -   Jamen, du ved da, søde Ken, at låsen til din gadedør længe har trængt til at blive repareret, smilede hun. - Slap af. Det er ikke et personligt besøg. Det er en lovsag. Det er en lovsag, så jeg tror ikke, Mrs. Hathaway vil have noget imod det. Vil du have kaffe? Jeg har lige lavet noget.   -   nikkede han og gik hen til ovnen. - En lovsag, siger du?    -   Du er en hæderlig og fornuftig lovmand, Ken, sagde Chloe.- Så jeg ved , du vil slippe dem ud.   -   Slippe dem ud?   -   Han blinkede uforstående.   -   Mener du ham skotten med den skøre hue - og de to lange fyre?   -   Skænk nu din kaffe op, så skal jeg forklare dig det hele, opfordrede hun.

Han tog en fyldt kop med hen til skrivebordet, satte sig på kanten af det  og så forbavset på hende.   -   Det var et slagsmål, Ghloe. Det er forbudt. De havde fortjent at blive sat fast.   -   Nej. Hun rystede på hovedet   -   Jeg  greb ikke ind, da du gav unge Wilbur hans ordre, for jeg ville ikke svække  din autoritet, mens  der var så mange til stede, men jeg er kommet for at fortælle dig, at Skotty og de lange drenge ikke begyndte på noget. Det var de lokale cowboyer, som var skyld i det. De ville have rottet sig sammen mod Mister Fraser, hvis ikke de fremmede havde hindret det. Faktisk forsvarede de sig bare. Og du ved, hvad du mener om selvforsvar, Ken.

Du eren fornuftig lovmand, og det har du altid været.   -   Javel ja, gryntede han og tog en slurk kaffe. - Det ændrer jo noget på det, må jeg indrømme.   -   Du behøver ikke at tage mit ord for det, forsikrede hun. - Alle, som var der , så det også.   -   Hold nu op. Chloe, jeg vil når som helst tro dig på dit ord. Han tra på skuldrene.   -   Det er bare det - det ville nok ikke være fornuftigt af mig at slippe dem ud lige nu. Jeg må hellere vente til efter morgenmaden i morgen tidlig. Så er de fyre fra Diamond U og Box O tilbage på deres arbejde. Jeg bryder mig ikke om, at de lange fyre skal komme op og slås med demigen, ikke her i byen, hvor Eulah kan høre det. Hun bliver så vred over - øh - over det, hun kalder usømmelige optøjer.   Chloe rejste sig for at gå, men spurgte høfligt: ---Hvordan går det med dig og Mes. Hathaway? Har du fastsat bryllupsdagen?   -   Bare jeg kunne, men jeg må vente, sagde han nedbøjet.   -   Eulah vil have, at Gribbon skal være den mest respektable by i hele Wyoming, og siger, at der ikke bliver noget bryllup, før jeg har fået jaget alle drukkenbolte og revolversvingere ud, så Gribbondi strikt er fri for bøller og andet pak.   -   Det ser ud til at blive en lang forlovelse, bemærkede Chloe, før hun gik.

Morgenmaden, som blev serveret for fangerne, var ikke spor bedre end aftensmaden dagen før. Farrow var lige så tavs og sammenbidt som nogen sinde, da Fraser kom hen til celledørene raslende med sine nøgler. Det kan i takke Chloe MuCully for, forklarede han, mens han låsede cellerne op.   -   Hun kom for at fortælle mig, hvordan slagsmålet begyndte. Da det ser ud, som i slog fra jer i selvforsvar, er det min pligt at slippe jer ud.

   -   Tak damen fra os, drævede Bill.   -  Og ved du hvad, hvis du havde hørt på os, havde vi ikke behøvet at sidde hele natten i det forbandede hul her.   -   Du har voldt Lonsdale Ranch betydelige ubehagelige, sagde Fraser anklagende.   -   Gå pokker i vold, jeg har sørget for, at der kun blev det ene slagsmål, svarede Farrow.   -   Hvis jeg havde sluppet dig ud tidligere, ville du bare være kommet op at slås med de cowboyer igen, det er helt sikkert. Nu ikke mere vrøvl, og næste gang  du kommer til byen, så hold dig langt væk  fra Box O-folkene. Og det gælder også for Diamond U.

Da de havde fået udleveret deres våben og personlige ejendele, fulgte texanerne efter Fraser ud på gaden og gentog deres tilbud. Fraser afviste dem igen, men de var ikke så lette at ryste af. Hvad Fraser endnu ikke havde forstået, var, at de rent instiktivt havde respekt for ham. De beundrede ham. De beundrede ham, simpelt hen fordi han var en stædig rad, som mødte drillerier og nedrakning med trods, og de ville ikke opgive den seje og gæve skotte.   Mens Ben sadlede deres heste i rejsesadlen, stod Bill i stalddøren og kiggede efter Fraser, som red ud af Main Street og drejede om ad en sidegade mod vest. Da de kom forbi det sidste hus på Gribbons vestside, kunne de se Fraser på afstand, og han red stadig vestpå.   -   Vi tager ikke nej for et svar, vel? frittede Ben.   -   Den sidste englænder vi stødte på, kom vi fint ud af det med, mindede Bill ham om.   -   Det kan være, ham Lonsdale er fornuftigere end sin forvalter. For pokker, han har brug for cowboyer, og vi har brug for arbejde...

   -   Og vi kan ikke blive skudt for og spørge, brummede  Ben.   Frasers rute gik tæt forbi Diomand U`s jord, og for anden gang i løbet af fireogtyve timer  blev han groft generet. Skyderietbegyndtev nogle få minutter efter, attre cowboyer, som var på efter strejfende køer, havde fået øje på ham. De var gået i stilling på den flade top af en lille høj et stykke mod syd, og nu regnede det med riffelkugleromkring skotten, foran og lige , foran og lige bag hans vrinskende, forskrækkede hest.  Texanerne var på vej gennem en skov, da de hørte skuddene. De holdt deres heste an i skovbrynet, tog et overblik over situationen, vekslede et blik og trak deres Winchesters op af sadelhylstrene.   -   De prøver ikke på at dræbe ham, fastslog Ben.   -   Hvis det var det, de var ude på, ville han være død nu.   -   Skræmmetaktik, knurrede Bill.   -   De synes nok, det er vældig sjovt.

   -   Skal vi give dem en forskrækkelse   -   Herfra? spurgte Ben.   -   Det skal være noget, de kan huske, erklærede Bill. Hans blod var i kog. . Han kunne ikke lide synet af den hjælpeløse ældre mand midt ude på åbent land, der kæmpede for at berolige sin skræmte hest, mens nogle blæremåse skød huller i jorden omkring ham.   -   Fanden ta`dem. Lad os gi` dem, så de ikke glemmer det.   -   Den er jeg med på, grinede Ben.  Som forhenværende kavalerister i sydstatskaveleriet havde texanerne glemt mere om skræmmetaktik , end de tre ondsindede Diamond U karle nogen sinde ville lære.

Den første advarsel om deres komme var en 44.40 kugle, der hvislede forbi en af riffelskytternes ansigt så tæt på , at han mærkede suset fra den. Han udstødte en ed, og både han og hans makkere vendte sig om og stirrede mod øst. Med tøjlerne mellem tænderne havde texanerne rejst sig i stigbøjlerne og bragede løs med deres winchesters , alt imens de galopperede frem for fuld fart. Fraser vendte sigv om i sadlen og betragtede dem med sammenknebne øjne. De styrede lige hen mod højen, og nu var Diamond U cowboyerne godt bgammeldags bange. Den ene svang sin riffel om mod Bill, men smed denuden af få den affyret og udstødtev et smertenshyl.   -   For satan også! Jeg blev ramt!

Hans højre arm var blevet strejfet af en kugle mellem albue og skulder. Texanerne  skød ikke for at dræbe, men det kunne det forskrækkede trekløver ikke vide.   -   Hellige Moses, de kommerlige herhen! gispede en anden af dem, da en kugle piftede forbi hans øre.   -   Vi lavede bare sjov, men det gør de sgu ikke? mente den tredje mand.   -   Jeg har fået nok, Jimmy! Jeg vil væk, før jeg bliver ramt!

I hast forlod de denflade top. Fyrre meter fra foden af højen stoppede texanerne op, for de var klar over, at de ikke behøvede at forsætte. Frasers plageånder bvar flygtet tilbage til deres heste, og nu red de i fuld fart tilbage over Diamond U´s jord. De lange banditædere ladede deres Winchesters i ro og mag, mens de nærmede sig skotten. De stak våbnene i hylstrene, da de kom inden for hørevidde, og da de så hans bistre mine, var Bill hurtig til at forklare.   -   Ja, jeg må sige...begyndte Fraser.   -   Sig det ikke , afbrød Bill ham. - Den eneste grund til, at vi greb ind, var at de skød vildt. De kunne have ramt din hest - eller dig.   -   Jeg er klar over det...sagde Fraser.   -   Du har ingen våben på dig, så du er et let bytte for idioter, der vil vise sig, forklarede Bill.   -   Hvad enten du synes om det eller ej, kunne vi ikke hjælpe på andre måder.

Hvad fanden? Tror du, vi bare kunne sidde med hænderne i skødet og se til?   -   Hvis du ville være så venlig at tie et lille øjeblik...   -   All right, knurrede Bill. Jeg tier.   -   Jeg ville ikke gøre vrøvl over jeres  indgriben sagde Fraser. - Kan i ikke se, at jeg prøver på at takke jer?   -   Hej, lille gnom, grinede Ben. - Han takker os!   -   Og har jeg ikke grund til det? brummede Fraser.   Det, din ven sagde, er helt korrekt. Jeg kunne være blevet , jeg eller hesten, hvis I ikke havde blandet jer i det og derfor siger jeg jer tak.   -   Nå ja, du er velkommen, sagde Bill med et skuldertræk.

   -   Imponerende ridekunst, roste Fraser. - Den taktik kan i kun have lært i kavaleriet. Vi var kavalerister, Skotty, nikkede Ben. - Så det gættede du, hva`? Jeg kender strategien, bekræftede Fraser.   -   Taler du af erfaring? frittede Bill og fandt sin tobaks pung frem.   -   Jeg har også været soldat, sagde Fraser. - Jeg havde den ære at gøre tjeneste i major Lonsdales regiment ved Kyber Passet for nogle år siden i de Indiske felttog.   -   Hvad var din rang? spurgte Ben. Dumt spørgsmål, gryntede Bille med et megetsigende grin. - Oversergent - hvad ellers?

   -   Du bgættede rigtigt, sagde Fraser.   -   Det var nemt nok, Skotty, sagde Bill. - Hvis en tidligere kavalerist ikke kan kende en tidligere oversergent, så har han ikke øjne i hovedet. Han tændte sin cigaret og mødte den knarvorne skottes blik. - Hør nu her, du har kun set osdunke hidsigproppe i hovedet og skræmme skydegale halunker væk. Du har ikke set os arbejde med kvæg. Hvorfor er du så allerhelvedes sikker på, du ikke har brug for os?   ---   Jeg har taget jeres ønske om beskæftigelse op til fornyet overvejelse, sagde Fraser.   Men det rigtige sted at afgøre det er Mister Mathew Lonsdales kontor på ranchen. Så hvis I vil følge med mig...

   -   Okay, Skotty , så gør vi det, smilede Ben.   -   Jeg vil anmode jerom at kalde mig Mister Fraser, sagde Fraser. - Hvis du synes, nikkede Ben, da de satte deres heste i gang. - Du er boss.   -   Mister Lonsdale er bossen, rettede Fraser.   -   Så er du hans forvalter, sagde Bill. - Jeg har ops yn med ranchvirksomheden, f orklarede Fraser. - Hvor vi kommer fra, kalder vi det nu forvalter, fastholdt Bill. - Men det bskal vi ikke skændes om.

En time efter red de over Londales jord og så for første gang Londales kvæg. Der blev ikke råbt holdt, datexanerne fik øje på tre høveder, som havde forladt flokkenog gik ind i et krat. Fraser red videre , mens han ia gtog btexanernes elegante manøvre, som i løbet af nulkomma-fem fik de bortløbne bragt tilbage til græsgangen. Da de kom tilbage til ham , havde de begge noget at bemærke.   -   Morderlig fint kvæg, sagde Ben beundrende.   -   Og jeres flok svinder ind, mente Bill.   -   Vi har regelmæssigt mistet kvæg, indrømmede skotten bistert.   Er alle brændmærket på den måde? spurgte Bill.. - Bare med bogstavet L?

   -   Det er Lonsdale brændemærket, nikkede Fraser. - Majoren selv bestemte, hvordan det skulle være, og det måtte aldrig ændres. Det skulle være et mærke fo de fineste stude i hele Wyoming.   -   Aldrig ændres af Lonsdale måske, sagde Bill. -

Men hvis jeg nogen sinde havde set et brændemærke, der var som skabt for kvægtyve...   -   Vi er imod forhastede anklager, sagde Fraser stift. - Det vil jeg bede dig huske. Laweence. Også du, Wooddville.   -   Bueno, gryntede Bill.   -   Men  de  fyre, vi sloges med i går aftes, er fra...?   -   Diamond U, sagde Fraser. - Og Box  O . Updikes og Ordons ranche.   -   For helvede, lille gnom...begyndte Ben.   -   Stop lidt, tilrådede Bill. - Det gemmer vi til senere.

Da Lonsdales Ranh dukkede frem, dukkede også gamle minder frem for texanernes blik. Det var ikke  første gang, de havde set en borg i engelsk stil, og detsagde de. Skotten troede, de gjorde grin med ham, in dtil de fortalte om Culpepper Borg i Claw Creek området i Nevada.   -   Der var vi for en tid siden, huskede Ben. - Sikke et  sted , hva`, lille gnom?   -   Denne her er ikke så stor, men den ligner godt nok, sagde Bill. - Hej, er det dèt der mandskabshuset?

I må have haft ti karle her på ranchen, før de begyndte at sive væk, Mister Fraser, mente Ben.   -   I har at vise han passende respekt, advarede Fraser.   -   Du skal ikke være bange, trøstede Bill. - Hvis vi synes han er en grønskoldning, så vil vi også synes, at han ikke skal blive ved med at være en grønskoldning. En mand kan forandre sig, Mister Fraser.   -   Nogle har behov for det, sagde Fraser mørkt.

KAPITEL  3

Texanerne  følte sig overbevist om, at de med tidennok skulle vænne sig  til den furmelle facon, som Fergus Fraser holdt så strengt på. Mon Lonsdales var lige så stive og formelle? Jaja, det ville de få at se. De fik ordre til at vente  uden for porten ved deres heste, mens Fraser gik ind for  at tale med det unge par. Zeke Nagel blev nysgerrig og kom hen til dem, præsenterede sig og betragtede dem undersøgende.

   -   Det kan nok blive strengt , at arbejde for  Borgen, fortalte han dem. - På den anden side ser I to gutter ud, som om I har oplevet lidt af hvert.   -   Det har vi Zeke, nikkede Bill. - Vi opsøger det ikke, men vi har set meget af det.   -   Ballade og vold, sagde Ben. - Vi opsøger det ikke, men vi har set meget af det. Vil du fortælle lidt om, hvordan det har været her? Spurgte Bil. - Vi er lidt nysgerrige. - Bliv ved med det, drævede Zeke. - Jeg kunne fortælle jer en masse, men ikke før i står på på lønningslisten. Hvis I bliver hyret her, er det mig, som skal fodre jer. Hvis Hans Nåde ikke hyrer jer, siger jeg ikke noget.

Bills blik gled hen på en hestefold. - I har alle  de arbejdsdyr , der er brug for, konstaterede han. - En flok gode heste. - Så gode som du kan finde nogetsteds, nikkede Zeke. - Er der andre ranche rundt omkring? frittede Ben. - Box B, Diamond U og B Bar, sagde Zeke. - Det ville ikke være så let at ændre Lonsdales brændemærke til B Bar, bemærkede Bill. Jeg siger ikke, hvad det er for folk, der hugger Lonsdales okser, numlede Zeke. - Jeg venter og ser. - Om vi tar hyre hos din boss, nikkede Bill. Og det gør vi , hvis han vil have os.

   Ti minutter efter vinkede Fraser ad texanerne . De gik hen til ham, tog deres Stetsons af og fulgte efter hen til det smagfuldt møblerede værelse, som engang havde været Simon Lonsdales kontor. Mat, som sad bag det mest solide og pæneste skrivebord, Bill længe havde set, nikkede elskværdigt til dem. Den unge rancher og hans kone , som sad ved det åbne vindue, så nøje på de to høje mænd. Hun smilede sødt og imødekommende og texanernes ridderlige instinkter blev straks vakt til live. Fraser satte sig for enden af skrivebordet, dyppede en pen i blækhuset og sad afventende.

   -   Mister Lawrence, Mister Woodville, Fergus har fortalt os, hvad han ved om jer, begyndte Mat. - Mrs. Lonsdale og jeg synes, at vi bør takke jer, fordiI to gange er kommet vores opsynsmand til hjælp i - æh - en vanskelig situation. I har sikkert forstået, at vi er ret afhængige af ham. - Vi var glade for, vi kunne hjælpe, sagde Bill. - Ja gryntede Ben. - Vi kan li`og være hjælpsomme. - Da i har udtrykt ønske om at blive indlemmet i Lonsdales mandskab, vil Fergus nu nedfælde de nødvendige enkeltheder, sagde Mat. - Jeg har kun jeres efternavne, sagde Fergus. Hvad er fornavnene?

   -   Viceshereiffen havde ligesom lidt travlt, sagde Bil. - Det,  du har, er faktisk vores fornavne. . Jeg hedder Bill Lawrence Valentine. Min partner hedder Woodville Emerson og bliver kaldt Ben. Ben? Ben indskød Jane. Ben trak flovt på skuldrene, hun kom til at fnise. - Ved det at mine ben er så lange, forklarede han. - Sydstatsfolk, formoder jeg? smilede Mat. - Fra texas, sagde Bill. Fraser noterede det. - Tidligere beskæftigelse? spurgte han. - Hvaffor noget? spurgte Ben. - Jeg vil gerne vide, hvor stor erfaring I har som ranchkarle, forklarede  Fraser.

I kan sikkert nævne andre ranche, hvor I har været beskæftiget, sagde Mat opmuntrende. - Ja, se. det er ikke så enkelt, sagde Bill. I husker måske ikke så godt? sagde Fraser. - Min hukommelse fejler ikke noget, brummede Bill. - Det er bare sådan, at vi har redet for så mange...   -   Texas, Kansas, Ny Mexico, Nebraska... mumlede Ben. - Kvægranche hele vejen op til Montana og ned til Rio Bravo, sagde Bill. - Og i Colorado, Nevada og Californien. - Vi kommer en del omkring, oplyste Ben. - For mange ranche til, at vi kan huske det, sagde Bill undskyldende. I arbejder altid som ranchkarle, går jeg ud fra, sagde Mat.

 - Æh - ikke altid, sagde Bill. Med lidt hjælp fra sin partner gav han Fraser og Lonsdales en kort oversigt over deres brogede karriere, mens de forbavset stirrede på ham. - Så I forstår, at vi har prøvet lidt af alt. - Så meget? spurgte Jane vantro. - Er I så rastøse? Du godeste! Hestetæmmere, guldgravere, fragtkuske, livvagter, guider...?  - Jo, det er nok rigtigt, vi er rastløse, maàm, sagde Bill. - Men det betyder ikke, at vi vil forlade jer, så længe I har brug for os. Vi kan ikke lide løse ender, og vi rider aldrig videre, før vi har gjort tingene færdige.

   -   Fergus, jeg håber, du vil give mig ret i, at disse mænd er særdeles velegnede til det arbejde har, for ikke at tale om, til at klare den krise, vi står i, sagde Mat. - Det er brug for dem her, det kan der ikke være nogen tvivl om, indrømmede Fergus. Han så skarpt på de høje mænd. -  Sidste spørgsmål. Hvad er der udeladt? - Har I været helt åbne ærlige for os? Ville Fraser vide, - Jeg kan ikke nægte, at det var mit indtryk i går aftes, at det ikke va<r første gang, I befandt jer bag tremmer.

 - Nå, det? Ben trak på skuldrene. - Jo, vi har skam set flere fængsler indefra, end vi kan holde tal på. - Men kære dog! udbrød Jane. - Ja undskyld, maàm, sagde Bill. - Min partner får det til at lydeværre end det er. Vi går ikke hele tiden og overtræder love. Det er bare, at lovmænd ikke bryder sig om folk som os. - Ved det, at vi altid løber på alle mulige varyler, forklarede Ben. - Varyler? Mat løftede spørgende et øjenbryn. - Ordet omfatter tyve, røvere og andre lovovertrædere, Mister Mathew, forklarede Fraser. - Diligencerøvere, bankbanditter, kvægtyve, bondefangere, knivstikkere, supplerede Ben.

Vi har været i totterne på enhver slags lovløs, indrømmede Bill. - Og det kan sheriffer ikke lide. De har den ide, atdet bør være dem, der bekæmper lovovertrædere. - Det forekommer rimeligt, mente Mat. Det forekommer rimeligt, mente Mat. - Det er skam helt rimeligt, gav Ben ham ret. - Men somme tider ikke så praktisk, sagde Bill. -  Det er som omder aldrig er en lovmand i nærheden, når vi støder på bandidos. Når det sker - det kan du nok forstå, Mister Lonsdale - så nytter det jo ikke at opfordre lovbrydere til at holde op med at skyde og vente, til der kommer en stjernestarut og klarer det hele.

-  Vi prøver og være meget rimelige, sagde Ben dydigt. - Men  vi er ikke stødt på mange bandidos, som vil være rimelige. Menstendel begynder de og skyde på os. Mat vekslede et beklagende blik med sin kone. - Hvor længe skal vi mon vente, før vesten bliver helt civiliseret? bemærkede han. - Det spekkelerer jeg jeg også på, oplyste Ben. - Men ikke så længe ad gangen, for så får jeg ondt i hovedet.

Fergus, jeg går ind for at ansætte dem, sagde Mat . - Men jeg overlader den endelige beslutning til dig. I din egenskab af forvalter - udnævnt  af min far - er det kun rimeligt, at du har det sidste ord. - Der skal være diciplin, advarede Fraser texanerne. - Ivil have pligt til at parere ordre, forstår I?    -   Vi forstår udmærket, Mister Fraser, forsikrede Bill. Faktisk er vi langt fored for dig og har allerede gættet, hvad du allerførst vil sætte os til.   -   Jaså?  Fraser så hvast på dem. Og hvad mener du da, at jeres første opgave skulle være, om jeg tør spørge?

 - I har mistetkvæg, sagde Bill. - I ønsker, at vi skal få de høveder tilbage til de hjemlige græsgange. - Ved at begå selvtægt? knurrede Fraser. - Lige et øjeblik. Fergus, indskød Mat. - Hvorfor nægte det?  Vi har mistanke til vores naboer. Ikke Mister Bass selvfølgelig, men i al fald Updike og Orden. - Det vil jeg da håbe, brummede Bill. - Må jeg vise dig noget? Han gik hen til kanten af skrivebordet, tog blyant og papir og begyndte at forklare, hvor let Lonsdales brændemærke kunne laves om - især til et U omgivet af en ruderformet diamant eller et O i en firkantet kasse. - Så nemt som ingenting. Jeres brændemærke er bare et L.

Brænder man en enkelt streg ind - sådan her - gør L,et til et U. Så behøver de bare lave en ruder rundt om. For Orden er det lige så let. De bruger brændejernet til at lave en slags kvadratisk O. Så brænder de kassen på...   -   Jeg har lagt mærke til Ordens brændemærke, indskød Mat. - Et rundt O i en firkant. - Jeg tør vædde på, at der er Lonsdale kvæg på Ordens græsgange med et sådant et brændemærke, sagde Bill og pegede. - Et firkantet O i en kasse. Den eneste måde, de kan gøre det på, Mister Lonsdale. Og man kan nemt skelne dem fra deres egne.

   -   Men - det er imod loven, hvis I trænger ind på  Box O græsgange - eller på Diamond U, protestrerede Mat. - Det ville være ulovligt, sagde Fraser strengt. - Det er kvægtyverier også, svarede Bill. - Det er det også at lave om på brændemærket drævede Ben. - Ved I hvad, sagde Bill. - Hvad om min partner og jeggik lidt på jagt, når vi har spist?  I har vores ord på, at vi vil gøre vores bedste for at undgå et sammenstød med Box O eller Updikes mænd. Vi kigger bare efter Lonsdales kvæg. Og når vi er færdige, og I ikke synes om, hvad vi har lavet, bliver vi ikke sure. Vi rider bare herfra.

   -   Jeg er meget imod...begyndte Fraser. - Kunne vi ikke lade dem gøre et forsøg? spurgte Mat ivrigt. - Fergus, hvis de kan hente bare  nogle få stykker kvæg tilbage, så er vores tab så meget mindre. Og er det ikke indsatsen værd?  - Så siger vi det, nikkede Fraser. - Det er alt i øjeblikket. Nagel kan vise jer, hvor grænsen går mellem Lonsdales jord og vores naboers. Før middag havde de ny cowboyer sat deres heste på stald og kigget deres våben efter. Sadeltasker og tæpperuller havde de lagt i de køjer, de havde valgt, og så gik de ind i køkkenbarakken til Zeke Nagel. Zeke var mere meddelsom nu, ogda han havde givet dem hver en ordentlig skude okseragout, svarede han på Bills spørgsmål.

  I Zekes øjne var både Rance Updike og Horrie Orden gammeldags kvægmænd, hårdføre, praktiske og mere end parate til at udnytte en uerfaren nabo. Han var helt med på Bills teori om brændemærkerne og stemplede begge ranchere som nogle slemme hyklere. - De har sandsynligvis lynchet mange kvægtyve i tidens løb. Men det er noget andet nu. Fordi hans nåde er grøn og vores mandskabshus tomt, finder de det helt i orden at drive Borgens kvæg over på deres egne græsgange. For femten år siden, da den gamle major var boss her, kunne de ikke gøre det, men nu... - Ja, okay, det var Box O og Diamond U, nikkede Bill. - Hvad så med - B Bar?

-------------

Foreløbig  godnat 27-08-2020 klokken 01:05 kan jeg meddele, at jeg i dag, har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Så nu vil jeg se en cowboyfilm.

-------------

Zeke tog en ny mundfuld, tyggede og sank den og betragtede dem tankefuldt og med et lumsk grin. - Nu hvor jeg hører jeres navne, husker jeg det, mumlede han. - Bill og Ben, hva"? Mon ikke jeg skulle kende dem. Og hvis I er dem, jeg tror, I er, så er der ting , jeg vil fortælle jer, som jeg aldrig  ville nævne for nogen anden. - Bare spyt ud, opfordrede Bill. opfordrede Bill. - Sig alt, had du vil. Jeg er ikke så ung, som jeg har været, bemærkede Zeke - Det er ingen hombre. mumlede Ben. - I min alder, skal man ikke plapre ud om folk, man ikke er trygge ved, sagde Zeke. Der kan komme en farlig ballade ud af det. - Os kan du sige alt til, sagde Bill. - Kom nu, amigo . Det bliver mellem dig og os.

 - Se, det ligger sådan. Zeke sænkede stemmen. - Grunden til, at jeg er utryg ved ham den fine Mister Walt Bass, er, at jeg er utryg ved hans forvalter. Jeg mener, hvis Craig Monkhouse er en grimmer ka?l, mon så ikke Bass så ikke ved, hvad det er for en slags mænd, han har på sin lønningsliste?  - Lyder fornuftigt, indrømmede Bill. - Hvad med ham Monkhouse?

- Se, jeg red for en ranch i det norlige Colorado, den gaml Triple X, før jeg kom hertil og fik hyre hos majoren, betroede Zeke dem. - Den nærmeste by var Brugers ville ved Placido-åen, og et par gange, hvor jeg var derinde i byn, så jeg denne dersens efterlysning slået op på telegrafkontorets  væg. Med et billede, forstår I. Det var altså en diligencerøver, som blev kald Sundown Smith. De må vel have haft hm i  brummen en tid, siden de fik taget et billede  af ham, før han brød ud. Og - øh - øh - jeg tør sværge på Bibelen, at Monkhouse, er den samme Sundown Smith. Monkhouse har kindskæg nu, og hans hår er længere, men han ligner ham alligevel? ? frittede Ben. Det gør han, erklærede Zeke. Værd at tænke over, hva`lille Gnom? drævede Ben.

 - Vi glemmer ikke Monkhouse, sagde Bill. - Og hvad mener du så om Bass, Zeke? og skar ansigt. - Spiller sådan en rigtig fisfornem herre og skar ansigt. - Spiller sådan en rigtig fisfornem herre og kommer vældig fint ud af det med englænderne. Jeg holder ørerne stive, forstår I. Hører ting, Som f`eksempel at Bass kom med et tilbud. - Et tilbud?  Bill hævede det ene øjenbryn. - Han vil have, at Hans Nåde skal sælge til ham, sagde Zeke. - Han stiler højt, hva`? Bil nikkede tankefuldt. - Man kan ikke købe en ranch som denne her med en håndfuld dollarsedler, Den må være tusinder værd.

 - Og så vidt jeg kan se, er B Bar bare sådan en almindelig ranch, sagde Zeke. - Ikke større end Box O. Ikke nær så stor som Diamond U. Har du flere spørgsmål?  - Vis os bare, hvor Box O og Diamond U ligger, drævede Ben. - Når vi er færdige med at spise, vælger vi et par af Borgens kuler, sadler dem og rider ud på jagt efter Borgens kvæg. - Hvis det er stjålent Borgen-kvæg, I snakker om... begyndte Zeke. - Hvad ellers? grinede Bill. - Ih, mand. Zekes grin gik op til begge ører. - Jeg er for gammel til det, I vil lave, drenge, og det ærger mig spilleme. For ti år siden var jeg redet med jer, det kan i bande på.

 - Du må hellere holde skarpt øje med avlskvæget. opfordrede Bill. - Den eneste grund til, at de ikke stikker af med  avlskvæget, er, at vi holder dem i nærheden af huset, sagde Zeke. - Nå, men nu skal jeg vise jer derud. Klokken to sad de nye cowboyer på et par fyrige heste med Lonsdale-brændemærket; de var nået et stykke ind på Box O jord og var klar over, at de var blevet bemærket. Cowboyen, som var ude for at finde omstrejfende  køer, havde vendt sin hest omkring, så snart han fik øje på dem, og var redet mod norgøst; de formodede, at Ordens ranchhuse lå i den retning. - Vi får snart selskab, spåede Ben. - Så sandt som det er sagt brummede Bill.

 - Der er en til - og en til, sagde Ben, mens de langsomt red rundt mellem kvæget. De er lette og få øje på, hva`? Jeg kan tælle otte, somer mærket med et rundt O... - Ordens eget kvæg, fnyste Bill. - Og tre med et firkantet O, og det er sgu ikke Ordens, sagde Ben med afsky. - Der er sikkertflere, knurrede Bill. - Vi kommer til at drive mere end tre Borgen-høveder tilbage til de hjemlige græsgange. Mens han havde travlt med at studere brændemærker, spidsede han ører, da der lød hovslag fra heste, der nærmede sig. - Hvor mange er der? - Et halvt dusin, rapporterede Ben efter at have kigget sig tilbage. - På vej herhen i en vældig fart!

 - Forsæt med at læse brændemærker, beordrede Bill - Og med at skille dem ud.  Da de seks Orden cowboyer holdt deres heste an ogråbte dem an, havde texanerne udskildt syv elnærede okser medd det afslørende firkantede O. Manden med den ru stemme, der råbte dem an, præsenterede sig som Rufe Cotterell, forvalter på Bar O, og beskyldte dem for at trænge ind på fremmed ejendom. Bill svarede mildt: - Nå ja, du ved, hvordan det er, Rufe, gamle dreng. Når man mangler en ko eller to... - Eller en helvedes masse, sagde Ben. - Så finder man dem ikke altid på de hjemlige græsgange, drævede Bill. - Man må lede efter dem, hvor man kan håbe på og finde dem.

 - Hør her, din blæremås af en texaner...! skummede Cotterrell. - I gjorde det vel bare for sjov, hva`Rufe? gamle dreng. Når man mangler en ko ellerto... - Eller en helvedes masse, sagde Ben. - Så finder man dem ikke altid på de hjemlige græsgange, drævede Bill. - Man må lede efter dem, hvor man kan håbe på og finde dem. - Hør her, din blæremås af en texaner...! skummede Cotterell.

 - i gjorde det vel bare for sjov, hva` Rufe` sagde Bill forsonligt. - Let jer af sadlerne, beordrede Cotterell. - Og hold poterne langt fra skyderne! - Vi skal nok være forsigtige, lovede Ben. De svang sig ned, hvorpå Cotterell kommanderede sine fem ledsagere til at gøre det samme. Bar O mændene adlød grinende. - Giv dem en lærestreg! opfordrede Cotterell. - En, de kan mærke! Jeg vil høre dem klynke og klage!

------------

En lille Kaffe-pause og sovepause, 27-08-2020 Klokken 22:36

Dansk tid.

 Kaffepausen slut 28-08-2020, klokken 00:36 og jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

-----------

 De fem cowboyer gik løs på texanerne, men Cotterell hørte ingen klynken eller og klage, i al fald ikke fra dem. Den første der kom på arms længde fra Bill, nåede ikke længere. Han fik en på gokkeletten og måtte bide i græsset- De to, der for på Ben, blev grebet i halstørklæderne. Bill stoppede de andre mænd for at give Ben tid til at knalde to hoveder sammen. Det gjorde den lange texaner med stor energi, og da han slap angriberne, stod de og dinglede, mens blodet strømmede ud af deres næser. Et hårdt slag fik det til at ringe for ørerne af Bill, men han samlede sig hurtigt sammen og gjorde gengæld med et mavestød, der fik ogtret til at synke hvæsende sammen, men Ben greb ind med et knaldende baghåndsslag, så manden  snurrede to gange rundt, før han faldt.

Cotterell stod som som fastlimet og stirrede og stirrede måbende på de slagne cowboyer, fem af  Box Os skrappeste slagsbrødre, så han var et let bytte for Bills skarpe øje. Bill tog sigte, samtidig med at han fyrede, lød der en klirrende lyd, og Cotterell  hylede op og stirrede måbende på sin lammede højre hånd. Bills kuglehavde ramt det lb, på hans revolver og revet våbnet ud af hans hånd. De fire af de fem forslåede mænd blev meget stille, da skuddet lød. Den femte prøvede at liste en riffel ud af sit sadelhylster, da Ben viste sin færdighed i at trække begge sine colts hurtigere end et og kommanderede: - Slip den. Manden slap riffelskæftiget, som om det var rødglødende. Den lange texaner stod med sine to seksløbere parat og Bills var stadig rettet mod forvalteren. - Ærgerligt med din skyder , Rufe, bemærkede  han og gik hen og samlede Cotterell revolvr op.

Stik den hellere i hylstreret. Du skal ikke brge den, før du har fået en bøssemager til at kigge på den. En revolver er aldrig den samme, når en kugle har ramt dens løb. Med sin delvis lammede hånd stak Cotterell  våbnet i læderet. Han havde fået mælet igen, men hans advarsel lød temmelig spag. - Hvis sådan et par sadelbumser tror, I kan slippe godt fra dette her, må i tro om igen. - Slippe godt fra hvad? spurgte ? spurgte Bill. - For helvede, Rufe, vi henter bare det, der tilhører Lonsdale. - Og du skal ikke kalde os sadelbumser, Rufe, skændte Ben. Vi er fast ansat.

Vi rider for Lonsdale,sagde Bill. - Husk og fortæl din Boss det. Han nikkede  til de andre mænd. - Skulle I ikke se og komme op på jeres krikker, hva`? - Tag dem hellere hjem, så de kan slikke deres sår, Rufe, foreslog Ben. - De ser noget sølle ud. De sex Box O-mænd så knap så krigeriske ud, da de forsvandt; de red langsomt, og nogle af dem klagede sig højlydt. Bill smuttede sin brugte patron ud, atak en frisk i Coltens tromle, lod seksløberen glide ned i hylsteret og pegede med tommelfingeren. - Dagen er ung endnu, mumlede han. - Vi kigger os lidt omkrng og driver dem, vi finder hjem ...

 - Og har stadig tid til og kigge på Diamond U, sagde Ben veltilpas

www.Google.dk .

Nancy Sinatra-These Boots are Made for Walkin`- You Tube

EM - Vi må hellere få bestilt noget, nikkede Bil.  - Jep, gryntede Ben. - Det er bedre end og hænge på en saloon og vente på, at en eller anden tæver løs på os. Tolv af Londales okser blev drevet tilbage, hvor de hørte hjemme, før texanerne satte Kursen mod Diamond U. - Klokken var fire, da de så røgen, der viste, hvor frækt kvægtyvene ændrede brændemærker og derved prøvede at skjule deres nedrige tyverier. - Ved højlys dag, knurrede  Bil, mens de styrede deres heste gennem et krat på Updikes jord. - Har du kendt mage til frækhed?

 - Skiderikker. Ben rystede misbilligende på hovedet. - Som om enhver bare kunne tage for sig af Borgens kvæg. De svang sig ned og tøjrede deres heste i skjul af krattet. Fra udkanten af det betragtede de brændemærkningen, de fire Updike mænd, som var ved at lave L`et om. Der var otte Lonsdale okser, talte de, og to af dem havde allerede fået lavet deres brændemærke om. Ilden knitrede, mens en mand var ved at varme brændejernet op igen, og to af hans ledsagere holdt fast på en tredje okse. Bill skubbede til Ben. De trådte frem, så de travle mænd kunne se dem. - Ikke flere, drenge, drævede Bill. - Nu er det slut med det.   Den første. der reagerede, var manden med brændejernet, en kraftig rødhåret cowboy. Han sprang op og snurrede rundt, mens hans højre hånd røg ned til hans seksløber. Ben trak sin venstrehånds Colt og affyrede et skud, der ramte præsis, hvor det var hensigten. Den rødhårede stod pludselig uden hat og stirrede med store øjne. Bens kugle havde gennemboret Stetsonens puld og fejet hatten med sig, og det fik de andre mænd til at stå bomstille. Ben trak sin anden seksøber  g foreslog med et venligt grin, at de skulle undgå voldsomheder .

 For at sikre det ville han foreslå, at alle de fire luskede tyveknægte spændte deres sidevåben af og smed dem fra sig - langt væk. Den rødhårede kaldte ham noget mindre pænt, men var den første til at adlyde; de andre fulgte hans eksempel. - Der er kun èn slags lus, der er værre end en kvægtyv, skændte Bill. - Og det er en kvægtyv, der er dum nok til at prøve at trække en skyder, når han bliver grebet på fersk gerning. - Mister, du er i en slem knibe, sagde den rødhårede skulende. - Du generer Diamond U. Updikes foretagende.

- -  Du tager fejl, Rødtop, smældede Bill. - Du er i knibe. - Vi havde skam regnet ud, at I er fra Diamond U, forsikrede Ben ham. - Og det dèr er Lonsdale-køer, og vi kan se et bål og et brændejern og nogle brændemærker, som er lavet om. Så vi ved, hvor vi er, og vi ved, hvad I er i gang med. Han så på Bill. Spørgsmålet er - hvad gør vi?

- Tja, når vi nu alligeveler her, kan vi lige så godt lade de fjolser drive Lonsdale høvederne hjem, besluttede Bill. Han gloede koldt på den rødhåredes makkere. - Hvad venter I på? Sid op. Begynd at skil det kvæg, I har sjålet, ud, også dem, I har ændret brændemærkerne på. - Bliv, hvor du er, beordrede den rødhårede. - Updike-mænd tager ikke imod ordrer fra skydegale sadelbumser.

 - Træk dine bukser ned, blærerøv, knurrede Bill. Den rødhårede spærrede øjnene op. - Hva? - Du hørte det, sagde Bill, trak sin Colt og spændte hanen. - Træk dem ned. Også underbukserne. Ned med dem og læg dig ved ilden med ansigtet nedad. - Det kan du ikke gøre! gispede enophidset Diamond U mand. - Ikke mod ham! - Det er George Danford, Mister Updikes svigersøn!  Han er Hortense Updikes mand - Jeg er Hortense Danford! - Det rager mig en papand, om han så er Updikes bessefar, svarede Bill surt. - Danford, blot røven og læg dig ned. Det skal være nu!

   Colens munding var ubønhørligt rettet mod Danfords bryst. Danford bandede og svovlede, men gjorde, som Bill sagde. Coover wboyerne mumlede opbragt, da den rødhårede trak bukserne ned og lagde sig på maven ved ilden. Så tog Bill brændejernet og holdt dets glødende ende seks tommer fra mandens bagdel. Den før så opblæste Danford begyndte at ryste. - I kan sagtens finde Lonsdale-køerne, gjorde Ben opmærksom på. - Begynd og samle dem sammen og drive dem hjem, drenge.

 - Kom så i gang, kommanderede Bill. - ellers brænder jeg Danfords røv. Og det er ikke tomme trusler. - Du v-v-vover i-ikke...! stammede Danford. - Skal vi vædde? spurgte Ben.

   De bestyrtede Diamond U mænd svang sig op på deres heste. To af dem drev Lonsdale kvæget væk. En red i en anden retning, hvad der ikke overraskede texanerne. Som de havde ventet, fik ranchbossen at vide, hvilken pinlig situation hans svigersøn befandt sig i, og inden længe ankom Rance Updike sammen med sin forvalter og endnu fem mænd. Updike, en hærdet kvægmand med fremstående øjne og geddebukkeskæg, slog vildt med armene og truede texanerne med al landsens ulykker, men til ingen nytte. De rokkede sig ikke af stedet. Bens to ens Colts pegede truende på dem, den ene direkte mod Updike. Og Bill stod stadig over den rystende Danford med brændejernet svævende lige over hans bare bagpagparti.

Bill ventede, til Updike måtte gøre ophold for at trække vejret, så meddelte han ham barsk: - Det er op til dig selv, du gamle. Sæt dine mænd i arbejde. Hvert eneste høved, der er stjålet fra Lonsdale, skal drives tilbage til Borgen muy pronto. Hvis jeg hører mere vrøvl så brænder jeg Georges røv.  Updikes forvalter, som hed Nick Ragin, var lige så arrig som sin boss, men en smule mere logisk. - Hortense er din yndligsdatter, Rance, brummede - Vil hun nogen sinde tilgive dig, hvis hendes mand kommer hylende hjem med et brændemærke i røven? Det vil hun ikke synes om, sagde Rance, bestemt ikke.

For satan da også! rasede Updike. - Jernet er ved at blive koldt, lille gnom. - Gu er det så, nikkede Bill. Han stak Jernet ind i ilden, mens han holdt sin sekløber rettet mod Danfords hoved. - Det tager bare et øjeblok at varme det op igen. Vil du blive og kikke på, Mister Updike? Det bliver nok et sjovt syn. Eller vil du hellere sende Lonsdale kvæget tilbage? - Det vil være klogere, forsikrede  Ben rancheren. - Og rarere for George.

Updike skændte og smældte og rasede, men endte med at give ordren. Et stykke tid derefter blev de lange texanere stående, hvor de stod, den halvdøgne Danford blev liggende, og Diamond U cowboyerne havde travlt med med at skille det sjålne Lonsdale kvægud og drive det tilbage til Lonsdales græsgange. Da det var gjort, gav Updike brysk Bil ordre til at fjerne sig fra hans svigersøn. - Så dum er du vel heller ikke, sagde Bill koldt. - George og de tre karle... Han pegede på de andre skyldige, - muntrede sig med at lave om på brændemærkerne. Det er mod loven. De har overtrådt loven og skal i fængsel. - Du kan ikke...! begyndte Updike. - Fortæl mig ikke, hvad jeg kan, knurrede Bill. Jernet var hvidglødende og igen i betænkelig nærhed af Danfords bagdel. - Hør så her,hvad vi vil gøre.

Min partner henter vores heste henne fra krattet. Ingen af jer rører jer af pletten. Hvis  en af jer prøver at trække en skyder, vil I lugte noget - nemlig George brændte bagdel... Når min partner kommer tilbage, sidder Georges tre makkere på  deres heste og venter. Min partner binder deres hænder til sadelhornene, og så kalder du resten af mændene sammen og tager dem med tilbage til ranchen. - Og hvad sker der med George? spurgte Ragin. Jeg vil ikke brændemærke ham, drævede Bill. - Vi sætter ham bare på hans hest og binder ham fast.Så tager vi dem vi dem alle fire med til Gribbon og overgiver dem til sheriffen.

 - Jamen, for helvede ...! skreg Updike. Vi er morderlige lovlydige , forsikrede Bil ham. - Vi skyder ikke kvægtyve eller lyncher dem. Vi afleverer dem bare til loven og sørger for, at de bliver stillet for retten. Som jeg har sagt, du gamle, er det ikke lovligt at stjæle kvæg og lave brændemærkerne om. - Din forbande lus... skummede Updike. - Rance, de har alle fordele, prøvede Ragin at berolige ham. - Hans skyder peger lige på dig og han holder stadig det brændejern lige over Georges bag. - Det er alt, sagde Bil studst. - Kom så i gang.

Og inden solnedgang var de to texanere på vej mod Borgen trækkende fire heste, som deres fanger var bundet fast til. George Danford var ude af sig selv af vrede og ærgelse og bandede højt og inderligt, lige til de nåede inden for hørevidde af Borgen. Så fik han at vide, at hvis han ikke klappede i, ville han blive - kneblet med sit eget tørklæde.   Fergus Fraser, ægteparret Lonsdale  og Zeke kom ud for at høre Bills rapport og se bistert på fangerne.

KAPITEL 4

Da Bill havde oplyst, hvad han havde til hensigt, vekslede Mat et tankefuldt blik med Fraser. Jane rystede undrende på hovedet. Zeke kiggede på Bill og Ben og deres fanger og klukkede hæst. - Selvfølgelig har vores nye folk optrådt helt i overensstemmelse med loven, Fergus, sagde Mat. - Jeg finder ikke noget at udsætte på deres handlemåde, sagde Fergus og kiggede på texanerne med fornyet interesse, som om han så dem for første gang. - Nu er det deres pligt at overgive disse kvægtyve til myndighederne, Hans stenagtige ansigt rynkede sig i antydning af et smil, da han tilføjede: - Hvad de sikkert vil nyde.

 - Og en masse af Borgens høveder er tilbage, hvor de hører hjemme, din nåde, grinede Zeke. - Det er ingen sag at få de brændemærker i orden igen. - Zeke, for jeg ved ikke hvilken gang, vil du ikke være så rar at kalde mig Mister Lonsdale eller boss bad Mat. - Det er muligt, at min far bliver adlet, det ved jeg ikke. Kun dronningen kan afgøre det. Men foreløbig har vi Lonsdales ingen titel. - Du snakker da ellers som en hertug eller en af de dersens lorder, indvendte Zeke. - Jeg formoder, jeg må betragte det som en kompliment, sukkede Mat. Så smilede han igen. - Bill - Ben - Vi er jer tak skyldig. Så meget  af vores kvæg er kommet tilbage. Et virkeligt godt stykke arbejde. Det er det, du betaler os for, sagde Ben. Vi må hellere bringe dem ind til sheriffen nu, sagde Bill. - Men vi bliver ikke i byen. Vi kommer tilbage så snart vi kan, men I ser os nok først efter solnedgang.

 - Du må hellere vente med og ordne de brændemærker til i morgen, bemærkede Ben til Zeke, - Så kan vi give et nap med. - Det er et stykke arbejde, jeg kan hjælpe med, sagde Mat fast. - Har du nogle forslag Bill? -  For mange brændemærker spolerer de gode huder, sagde Bill. - Vi sætter bare vores eget mærke på igen og bruger et jern til at strege de falske over. - Denne gang finder den forvirrede sherif nok ikke på at anholde jer, forudsagde Fraser, da de begyndte at ride. - Et par lovlydige og fredsommelige hombres som os? grinede Ben. - Ih nej, det kunne han aldrig finde på.

--- På turen ind til byen  var Danfords makkere tavse og tvære. Det gjaldt ikke Danford selv. Som svigersønaf den stridbare Rance Updike mente han øjensynlig, at han stod over loven, så han følte den situation, han i øjeblikket befandt sig i, temmelig pinlig for ikke at sige latterlig. Dertil kom, at han var klar over, at hvilke fejl Ken Farrow ellers havde, var han ikke tilbøjelig til at gøre forskel på folk - ej heller tage tage lempeligt  på store kvægfolks svigersønner.   Da texanerne førte deres fanger hen ad Gribbons hovedgade, var Danford stadig ved god stemme og slyngede om sig meds tygge eder. Eulah Hathaway var rædselslagen og forarget, mendet var hun nu for resten næsten altid.   Fra fortovene stirrede folk nysgerrigt på kolonnen. Med deres ølkrus i hænderne kom saloongæster strømmende ud for at kigge, men texanerne  red uanfægtet videre. Vicesherif Sanders fik øje på dem, sukkede resigneret og gjorde tegn til dem om at følge med hen til distriksarresten, som om det ikke var dèr, de de var på vej hen. Farrow, som netop ville fare forbi  La Belle, stoppede brat op, da forretningens misbillingende ejerinde kaldte på ham.

 - Det er skammeligt, Benjamin! skændte hun. Så afskyelige eder og blasfemi, der kan høres i hele gaden! Huliganer! Afskum! Og efter alt, hvad du har lovet...!  - Jeg er på vej til at ordne det, Eulah, prustede han. - Bare overlad det til mig. Jeg skal få bragt en ende på det i løbet ingen tid. - Også redaktøren af Ugetidende var på vej hen mod sherifkontoret. Men Eliot Alcorn havde god tid.. Da han trådte ind, havde Sanders hængt fangernes seksløbere op  og givet dem ordre til at tømme deres lommer ud på skrivebordet, og Farrow havde svært ved at tro på texanernes beretning. Det kan ikke være gået til på den måde! protesterede han. - Det kan ikke være gået til på den måde! protesterede han. - Men det gjorde det, fastholdt Bill. - Hvad ville du have, vi skulle gøre? Dèr stod de med bål og brændejern og det hele og ændrede  brændemærkerne på Borgens kvæg. - Det er kvægtyveri, mindede Ben stilfærdigt Farrow om. - Og det er skam ulovligt.

 - Men vi skød dem ikke ned eller lynchede dem, påpegede Bill. - Vi går ind for loven. - Ligesom dig, hr. sherif, nikkede Ben. - Så vi gør pænt hvad loven siger, forklarede Bill, - overgiver dem til loven. Fire elendige tyvagtige brændemærkeforfalskere. Og så klager du. - Han er Rance Updikes svigersøn, for helvede! gispede Farrow og pegede på den rasende Danford. - Det fortæller hver en mors sjæl os hele tiden, klagede Bill. Kan han sjæle  Lonsdale kvæg og slippe godt fra det, fordi han har giftet sig ind Rance Updikes familie? - Nej, for fanden! rasede Farrow. - En kvægtyv er en kvægtyv er en tyv og skal stilles for retten ligesom alle andre tyve! - Du har ikke noget valg, Ken, mumlede Sanders. - Ikke hvis de to fyre dèr greb dem på fersk gerning.

Nå, men - øh - jeg må have det skriftligt, advarede Farrow texanerne. - I må skrive det hele ned og sværge på, at det er sandt, og I skal også bevidne det ved retten. Dommer Northrop kommer ikke til Gribbon før om tre uger, så I må ikke forlade distrktet inden da. - Det har vi heller ikke planer om, drævede Ben. - Vi rider for Lonsdales nu. - Hvad laver du her? spurgte Farrow redaktøren. - Behøver du spørge? smilede Alcorn. - Jeg gør bare min borgerpligt, Ken. Beedigede skriftlige vidneudsagn skal bevidnes, som du ved. Har du glemt, at jeg udover at jeg er pressens eneste repræsentant på de kanter her, er jeg også fredsdommer?  - Nå, all right Elliot, så må du hellere blive, brummede Farrow.  Dade, lås dem inde og find tiltaleformularerne frem.  - Du må være godt tosset, Farrow, hvis du tror, du kan holde os indespærret! brusede Danford op. - Den gamle kommer ind i byen med alle Diamand U mændene og brækker os ud!

 - Det skal du ikke regne med, Danford! sagde Farrow strengt. - De dage er forbi, hvor en stormægtig kvægmand kunne blæse på loven. Hvis din svigerfar eller andre derudefra  kommer og snuser rundt om min arrest, bliver de beskudt. - Mine vicesheriffer, vil få deres ordrer. Tag så og klap din beskidte mund i. Sæt dem ind, Dade. Og i to ...! Han gloede hvast på texanerne, - I kan begynde at skrive! ,- B Bar forvalteren var en hyppig gæst i distriksbyen. Igen i aften var Monkhouse taget til byen og stod nu sammen med de nysgerrige på verandaen uden for sheriffens kontor og så til, mens texanernes udsagn blev behørigt indført og bevidnet af Alcorn. Da Dade Sanders jog tilskuerne væk, var Monkhouse den første, der forsvandt; han var på vej ud til Bass ranch, omtrent samtidig med at Bill og Ben red ud af byen. 

---En halv time efter at den opstemte  Eliiot Ålcorn igen havde sat sig ved sit skrivebord på sit kontor, var han næsten færdig med en artikel om texanernes kup og pralede til sin medhjælper. - Det her må vi have i et særnummer, Carl, Ja for pokker. Vi laver en ekstra avis midt i ugen og tjener  nogle ekstra dollars på det, hvorfor ikke?   - Det er store nyheder. Folk vil være morderlig interesserede, er jeg sikker på. - Forsiden? spurgte Shoup. - Helt afgjort, grinede Alcorn. - Vil du se ? Jeg er ikke helt færdig, men jeg tror, det bliver godt.   Shoup stillede sig bag sin boss` stol og læste overhans skulder. Under overskriften >>Retfærdigheden sejrer begyndte artiklen:

>>Det er med glæde, Ugenstidende kan berette , at Lonsdale ranch, som er grundlagt af Mr. Lonsdale fra  Lonsdale Manor, Surrey, England, og nu bestyres af Mr. Mathew Lonsdale, tredjeældste søn af den kendte familie, er ved at komme på fode igen efter en vanskelig periode. Efter at Mr. Lonsdales manskab er blevet øget med to nye medlemmer, nemlig d`herrer  Bill Lawrence Valentine og Woodville Emerson,begge fra Texas, er man begyndt at hente bortløbent Lonsdale-kvæg tilbage fra nabogræsgangene.

Man må rose Mr.Lonsdales nyansatte cowboyer for deres flid, deres effektivitet og deres stræben for at få Lonsdale kvæget tilbage på en lovlig og ikke-voldelig måde. Da de havde grebet fire Siamond  U.mænd i at ændre brændmærkerne på Lonsdales okser, viste de en beundrigsværdig beherskelse ved at tage tyvene til fange uden blodsudgydelse, og overgive de nævnte tyve til vores populære sherif Ken Farrow. - Beklageligvis er en af misæderne, der nu sidder i distriktets arrest, Mr. George J Danford, hvis bryllup med Mr. og Mrs. Rance Updikes charmerende datter  for kun et års tid siden. De nærmere omstændigheder  ved Mr. Danfords pågribelse var lidt pinlige, og af hensyn til vor  læserskares findølelse vil Ugetidende ikke komme nærmere ind på dem.<<

 - Og så videre , og så videre, sagde Alcorn. - Synes du om det? - Om jeg gør, grinede Shoup begejstret. - Når Updike læser det, koger han op, så dampen står ham ud af ørerne.

På Box O-ranchhusets veranda sad Horrie Orden med en gæst uden for hørevidde af sin familie. Rance Updike var redet direkte over til Box O for at tale sin gamle ven om  et emne, som ingen af dem brød sig om, nemlig at der var kommet et par uregerlige mænd til egnen, som åbenbart var fast besluttet på at sætte deres uudslettelige præg på Gribbon distrikt.   Orden, som var magere end sin nabo og ven, pilskaldet og med overskæg, der skjulte hans mund og hang helt nrd til hagen, gnavede på en cigar og klagede: De blander sig i alt. De er besværlige, Horrie. Meget besværlige. Du aner ikke, hvor mange af mine mænd der må holde sengen. Det er helt urimeligt, at sådan et par sadelbumser skulle tæve en hel flok, men det skete altså, gu` gjorde det så.

 - De blander sig i alt. De er besværlige. Horrie. Meget besværlige. . Du aner ikke, hvor mange af mine mænd der må holde sengen. Det er helt urimeligt, at sådan et par sadelbumser skulle kunne tæve en hel flok, men det skete altså, gu´ GJORDE DET SÅ.

 - Du skulle se mine folk, knurrede Updike. Så du synes, de er besværlige, hva"? Så hør her. De greb George og i at  i at  i at ændre brændemærker  tre af mine bedste mænd i at ændre brændemærker på en flok af Borgens høveder. - Greb dine drenge i at ændre brændemærker? Orden rynkede brynene. - Det er ikke så godt, Horrie. Især ikke for George. Han er jo i familie med dig nu, glem ikke det. - Det er ikke sandsynligt, at jeg skulle glemme, han er gift med Hortense, fnøs Updike. - Og det fandes ved der er, at han sidder i bøtten - ham og de tre andre.

 - Bøtten?

 - Farrow har sat dem i arresten. De fordømte sadelbumser bragte dem til Gribbon. - Vil du fortælle mig, at George  og hans hjælpere uden videre overgav sig?  Hvorfor helvede skød de ikke de texanere og gravede dem ned  på Diamond U`s jord? De sataner  tog fusen på mine mænd, Rance! Da jeg kom derud med Nick og nogle af drengene - dem der stadig kan sidde på en sadel - lå George på maven med bukserne nede. Den ene holdt os dækket. Den andenstod over Georgemed brændejernet og svor på. han ville brændemærke ham, hvis nogen af os vovede  at hæve en hånd mod dem. - Brændemærke  George? - I hans bare. - Nu har jeg den ondene...! Det - det er jo uanstændigt!

 - Hvad skulle jeg gøre?  Hvordan tror du, min Hortense ville føle det, hvis jeg havde havde ladet dem rænde George bagi?  - Hun ville jo nok finde ud ad det med tiden, sagde Orden mrdfølende. - Det ville være svært  for George at holde det hemmeligt. Jeg mener når de er gift. - Som nick sagde, hun ville aldrig tilgive mig, mumlede Updike. - Så jeg måtte , mens de tog George og hans makkere med sig og det var, efter de havde Nick og drengene drive Lonsdales høveder tilbage til Borgen. - Allesammen? Orden så betænkelig ud.- Det er en grimmersituation vi er i, mente Ypdike. - Jeg forstår ikke, hvordan ham den fisfornemme  Mat Lonsdale fandt ud af det, men det gjorde han altså. Han har hentet proffessionelle jertil. Revolversvingere fra alle mulige steder, som kan gøre tilværelsen til et helvede for os gammeldags kvægfolk, der prøver at tjene ekstra doller på den gode gamle manèr.

 - Tror du - Æh - at vi måske har været for grådige? spurgte Orden. - Såmænd, brummede  Updike. - Borgens høveder var lette at få fat i - en tid altså. Det er sket nu, Horrie. Jeg betaler en ( sagfører = advokat ) for George, men selv om han ikke ender på en straffeanstalt, skal vi gennem en retssag , og en masse snak, og Hortense og hendes mor vil pine og plage mig. Det er ikke umagen værd længere, vel? - Rufes hånd ser meget mærkelig ud, sagde, sagde Orden eftertænksom. - En af de lange kanutter  skød hans skyder ud af hånden på ham sådan uden videre. En af dem blæste Georges hat af hans hoved, mumlede Updike.

 - Det er dæleme for galt, brummede Orden. - Men - æh - hvad skal vi gøre? - Jeg mener vi skal bluffe os igennem, sagde Updike. - Hvis vi hævder, det var en fejltagelse for eksempel, vil Lonsdale måske holde sine revolvermænd tilbage. Vi kunne sige, hans høveder strejfede rundt  på vores jord, og vore gutter kunne ikke rigtig tyde brændemærket og troede , det var vores egne høveder, og så brændemærkede de dem selvfølgelig. - Jeg tror hellere, jeg må gøre det, besluttede Orden. - Straks i morgen lader jeg mine mænd drive englændernes kvæg hjem. Han så dyster ud. - I femogtyve år har jeg været kvægmand, men det har jeg aldrig gjort før.

 - Det er måske det sikreste, mente Updike. - Så gør jeg det altså, sukkede Orden - Bass sad inde i stuen i sit ranchhus og drak bourbon, mens hans forvalter aflagde rapport. Først ville han ikke tro det, men Monkhouse gentog sammenbidt: Jeg både så og hørte det. De både så og hørte det. De kom med fire Diamond U-mænd, og Danford  var en af dem. Jeg hørte Alcorn læse vidneudsagnet op. Det er de samme lange revolvermænd, som hjalp skotten  henne hos Chloe McCully.

Meget lang pause - 31-08-2020

Det er tirsdag, den 1. september 2020, og jeg kan ikke finde forsættelsen af denne bog

Bill og Ben

renser røvere ud

Det er tirsdag, den 1. september 2020, og jeg kan ikke finde forsættelsen af denne bog

Torsdag, den 3. september 2020, har jeg fundet  forsættelsen.

www.Google.dk

 Min hobby er at se coyboyfilm. Lige nu har jeg lyst til at se denne cowboy-film

Somthing Big

   -   Diamond  U`s og Ordens skrappe drenge   -   skræmt ad helvede til, mumlede Bass. - Jeg ville have svoret på, at det aldrig kunne ske. Jeg har hele tiden regnet med, at Updike og Orden skulle genere Lonsdale, tage pippet fra ham og tvinge ham til at give op. Fandens også, hvis jeg skal opnå det, jeg vil, må jeg have Lonsdales jord.   -   Det er sgu en dristig plan, mente Monkhouse. - Tror du stadig, du kan gennemføre det?   -   Hvordan kan det slå fejl? - spurgte Bass. - Når jeg ejer Lonsdales jord, har jeg også det stykke af Gribbon å, der løber gennem hans vestlige græsgange. Hvis jeg dæmmer den op to steder. afskærer jeg Updikes og Ordens vandforsyning. Jeg har loven på min side, og glem ikke , at jeg havde en geolog og en landmåler til at bekræfte, at det kan gøres. I løbet af et halvt år vil Updike og Orden være praktisk talt ruinerede. De vil sælge til min pris...

   -   Og så vil der kun være èn kvægranch i hele området her - nemlig B Bar, nikkede Monkhouse.   -   Det er det, der er min mening, sagde Bass med varme.   -   Betyder det så meget for dig? frittede Monkhouse.   -   Flytte ind i Lonsdales flotte hus - det, man kalder Borgen, og blive den eneste kvægmand her på egnen...?   -   En kvægbaron, nikkede Bass. Det har jeg altid ønsket.   -   Du har ønsket det, siden den gamle mand derovre byggede stedet, siden du blev inviteret derover første gang, rettede Monkhouse.   -   Ja lige siden.   Og du vil købe Lonsdale ud, ligegyldigt hvor høj prisen er, sagde Monkhouse. Jeg har penge nok i banken, pralede, pralede Bass. I får jeres del, dig og resten af banden her. I får jeres rundelige del af hver eneste dollar vi samler ind, og i strør rundt med pengene hver eneste lønningsdag. Det gør jeg ikke. Mine penge står i Rancher og Nybyggerbanken og trækker renter, der bliver flere og flere. Når vi har været ude næste gang, har jeg mere end nok til at købe Lonsdale ud.

   -   Hvis han vil sælge, indvendte Monkhouse. -   Og det vil han nok ikke, når hans revolversvingere  henter hvert eneste stykke kvæg tilbage, som Updike og Orden har drevet væk fra hans jord. Han vil snart føle, at nu går det fremad.   -   Hans tillid skal knækkes èn gang for alle, besluttede Bass.   -   Han er stadig svag. Og hans højtelskede kone...Han grinede foragteligt. - Typisk engelsk overklassekælling af den slags, der er lette at skræmme. Hun er vores redskab, Craig. Hvis vi kan give hende en ordentlig forskrækkelse, vil hun bryde sammen og tigge Lonsdale om at tage hjem til det, de kalder det gamle land.   -   Jeg tror ikke , Orden eller Updike tør prøve at drille dem mere, sagde Monkhouse.   -   Lad os ikke glemme vores venner  i Cooley Canyon, sagde Bass.   -   Du mener tiden er inde til at bruge Sorte Fjer og hans vilde krigere? drævede Monkhouse.   -   Bare man nævner indianere, bliver Jane Lonsdale bleg og begynder at ryste, klukkede Bass.   -   Hvordan tror du hun vil reagere, hvis en flok hylende rødhuder går til angreb på Borgen? Det vil afgøre sagen, tro mig.

   -   Det kan jeg ordne, tilbød Monkhouse. - For en flaske af din gode Bourbon og løftet om et fad billigt sprøjt til hans mænd ville Sorte Fjer være parat til at gå til angreb på selve distriksbyen. - Jeg kan nøjes med et angreb på Borgen, sagde Bass. -  Et skræmmeangreb. Han så på sit ur. - Craig, det er ikke så sent, og Cooley Canyon ligger ikke ret langt væk. Hvis du rider med det samme, kan du sagtens nå at få en aftale med høvdingen inden en time. - Så har han masser af tid til at komme til Borgen, nikkede Monkhouse. - Du vil altså have, det skal gøres nu i aften, hva`?   -   Omkring midnat ville være godt, sagde Bass. - Lonsdales går tidligt i seng. Ved midnat har de sovet et par timer. Og tænk på chokvirkningen; når de bliver vækket af deres søde søvn af krigsråb-og ser hele Cooley Canyon stammen rykke frem mod dem.

Hun skriger højere , end de kan hyle, forudsagde Monkhouse ufølsomt. - All right, det tager jeg mig af. Han bøjede sig frem i sin stol og så på Bass. - Men hvad med det telegram  i går? Var det...?    -   Fra vores forbindelse i Dakota, ja, sagde Bass   -   Så skal vi mod nordøst igen - hvornår? spurgte Monkhouse. - I overmorgen, svarede Bass. - Et lille møde med en Wells Fargo-diligence.   -   Vestgående eller østgående?   -   Vest. Jeg har allerede fundet det helt rigtige sted. En af Cheyennes bifloder, som de skal over. Vi venter  på denne side.   -   Og er der nok til os allesammen? - En dobbelt pengetransport. Craig. Sundstrom har to banker, som begge venter pengeforsendelser fra deres hovedkontorer.   -   Lyder godt, sagde Monkhouse. - Og stik mig så en flaske, så rider jeg ud til crowindianernes lejr.

Dansk tid.

 Kaffepausen slut 04-09-2020, klokken er 00:24 og jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

 pengeforsendelser fra deres hovedkontorer.   -   Lyder godt, sagde Monkhouse. - Og stik mig så en flaske, så rider jeg ud til crowindianernes lejr.

Da texanerne kom tilbage til Borgen, fortalte Zekedem, at de skulle spise til middag sammen med Lonsdales.   -   De inviterede også mig, drævede Zeke. - Sådan en slags fest, forstår I. Det er en stor dag for ranchen, at alle de høveder er kommet tilbage til vores græsgange. Det er vel deres måde at takke jer på, formoder jeg. - Ingen behøver takke os, sagde Ben med et skuldertræk. - Der hører med til arbejdet, og vi får vores betaling. - Kommer du Zeke? spurgte Bill. - Gu`gør jeg ej, sagde Zeke. - Jeg sagde tak for indbydelsen, men jeg har allerede spist. Alt det, der er i det hus, gør mig nervøs, for fint for mig. Alle de flotte nipsting og sager.

De lange texanere vaskede sig og børstede støvet af deres tøj og gjorde sig så præsentable som muligt, før de gik over i hovedbygningen. De blev modtaget ved  af en meget forekommende Fergus Fraser, der så ligefrem lapset ud; han havde besluttet at tage sit andet sæt tøj på. - Det er aldrig sket før, så vidt jeg husker, fortalte han dem, - at tjenestekarle er blevet inviteret til at spise her.. Mrs. Londale var meget ivrig efter, at I skulle komme - De unge folk havde vel opgivet det stjålne kvæg, hva`? pumpede Ben. De havde nok aldrig ventet at se de dyr igen, sagde Fraser. Han mumlede et råd, før han viste dem ind. - Prøv bare at lade som ingenting, ligefyldigt hvor overvældet I bliver over de elegante omgivelser. Hun bestræber sig på at være en god værtinde. Husk det.

I den smukt indrettede spisestue blev de nye cowboyer modtaget af en smilende, meget lettet Mat, der begyndte med at byde dem på en forfriskning. - En lille appetitvækker før middagen, mine herrer. Mrs. Lonsdale kommer lige straks . Jeg håber I kan lide roast-beef. Engelsk stil. Mrs. Lonsdales specialitet. - Den unge dame er en fortræffelig kok, som jeg ofte har bemærket Mat, da texanerne smagte på deres drinks. - Det er ikke vores sag, men jeg må indrømme, at tanken har strejfet mig, nikkede Bill. - Det er min far, der finansierer ranchen her, forklarede Mat. - Efter han vendte tilbage til England, og vi overtog den, besluttede min kone, at vi burde være økonomiske. Vores  kvægpassere forlod os. og hun syntes det, det var unødvendigt at beholde en større tjenerstab bare for os to alene. - Så holder Mrs. Lonsdale  selv huset nu, gættede Bill.

    -   Hun påstår, at hun er gladest, når hun har travlt, oplyste Fraser. Den rette holdning. - Det glæder mig, at du bifalder det, Fergus. Vi glemmer ikke, at du er her hos os som min fars personlige repræsentant, så vi prøver at gøre som han synes om. - Jane serverede  maden iført en kjole, som hendes gæster syntes godt om. Ikke alt for flot, men meget klædelig; damen havde smag. Mat, der sad for bordenden skar for. Tallerknerne blev fyldt og delt rundt, og måltidet begyndte i god stemning. Texanerne var mere afslappede, end Fraser havde ventet.

Bill blev opfordret tilat fortælle om, hvordan folk i byen og de lokale myndigheder havde reageret, da de kom med de tilfangetagne kvægtyve. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af Farrows forfjamskede og Rance Updikes svigersøns voldsomme vrede, men anså det rigtigere at holde sig til det rent formelle; efter hans erfaring var briter meget optaget af formaliteter. Fraser nikkede tilfreds, da Bill fortalte om, hvordan de havde afgivet deres vidneforklaring og Elliot Alcorn havde bevidnet dem som fredsdommer. - Ja, jeg har hørt, at Mister Alcorn er fredsdommer, nikkede Mat. - Det var rart for sherif Farrow at have Mister Alcorn i nærheden, men jeg må indrømme, at jeg er mere interesseret i den herres proffession. I ved vel, at han er redaktør af distriktets avis?

 - Vi kan lugte en skribler på på miles afstand, sagde Ben med pokeransigt. - Mister Alcorn vil nok slå mønt af dagens begivenheder, sagde Mat ivrigt. Ja det må man vel vente , nikkede Fraser.  - Det er ikke hver dag, der bliver pågrebet kvægtyve i Gribbon distrikt, så vi kan gå ud fra , at sagen vil blive i den lokale avis. - Og intet kunne glæde mig mere, smilede Mat. - Heller ikke mig, sagde Jane stilfærdigt. - Før i tiden var vores kvægbrug det betydeligste her, forklarede Mat texanerne. - Vores gode ry led skade, efter at jeg blev bestyrer. - Og det er unfair, klagede Jane. - Lad os være objektive, min kære, sagde Mat fast. - Folk indså hurtigt, at jrg ikke har arvet meget af fars foretagsomhed og endnu mindre af hans stærke personlighed og naturlige myndighed.

 - Det er ikke enhver, som kan være ligesom sin egen far, bemærkede Bill tankefuldt. - Tja, det begyndte at gå tilbage - meget hurtigt, sagde Mat. - Det varede ikke længe, før Zeke Nagel var den eneste , som var tilbage i mandshuset. Det er da et held, at han nyder sit eget selskab. - Vi vinder ikke noget ved at gruble over de dårlige tider, sagde Jane opmuntrende. - Nu vil det hele gå fremad igen takket være jer og jeres... Hun sendte gæsterne et strålende smil, - jeres beundringsværdige evne til at få ordnet tingene. - Min kone er en ukuelig optimist, Bill. Mat lyste op igen. - Og jeg deler hendes optimisme. Avisens omtale vil være af stor værdi for os og støtte vores prestige.

  - Folk vil blive klar over , at man ikke kan behandle ranchen efter behag - Ariklen vil tjene som en advarsel til vores naboer, og jeg tror, de vil inprente sig den. - Jo en avis kan skam være til nytte , indrømmede Bill modstræbende, - somme tider. Et tegn på civilisation, ikke sandt? sagde Jane. - Jo, gryntede han. - Jane, jeg tror vi har rørt ved et ømt punkt, grinede Mat. - I bryder jer ikke om civilisatonens fremtrængen? spurgte Fraser  med et blik på Bill. - Du og Ben er typiske friluftsmennesker, men jeg er sikker på I er realister, sagde Mat. -  Bill, gamle ven, man kan ikke hindre fremskridtet i at nå herud. - Og fremskridtet bør ikke begrænses til de store byer, sagde Jane. - Det vilde Vesten, som vi kalder denne del af Amerika, pionerområderne og deres befolkning vil også nyde godt af civilisationen.

 - Det er bare - æh...begyndte Ben - Nogle af de der nymodens tingester er sikkert gode nok, sagde Bill panderynkende. - Men noget af det vi har set - især i Denver - Dem er vi ikke så glade for. Som nu de vogne, der kører på spor i gaderne, indskød Ben. - Og gadelygter som ikke behøves petroleum.

Elektricitet, nikkede Mat. - Synes I ikke om det? - Det er ikke naturligt, mente Ben. - Og i Denver så vi også de sære dingenoter... Han vendte sig om mod sin partner. - Telefoner, sagde Bill med afsky. - Det var ikke til at tro. Først ringede en klokke, og en mand begyndte at snakke ind i et stykke metal og... Han rystede på hovedet. - Ben har ret. Det virker sært. - Jane kunne ikke undertrykke en lille kluklatter. - Texanernes modvilje mod de moderne opfindelser, de var stødt på i Denver, havde sat stemningen op, og det gode humør holdt sig, da de var færdige med at spise og ægteparret Lonsdale og deres gæster var gået ind i en smukt møbleret dagligstue.

Mat hentede sit nyerhvervede skydevåben, så texakanerne kunne bedømme det. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at håndtere det sagde han sørgmodigt. - Jeg må måske tilføje, at jeg ikke har større erfaring med skydevåben. Min far og mine brødre er ivrige jægere især i rypesæsonen, men jeg må med skam sige, at jeg var en stor skuffelse for dem. Jeg plejede at blive hjemme. Bill vejede våbnet i hånden og spurgte: - Hvad er det for et mærke? Blev det ikke nævnt? - En Cullen og Fulmer, kender i ikke typen, kender i ikke typen? Spurgte Mat jovialt. - Jeg gik ud fra, at jer folk fra vesten kendte hvert eneste våben, man kan møde her. Folk østfra ved ikke, at der er mange forskellige slags til, at nogen kan holde rede på det, forklarede Bill. Cullen og Fulmer? Det er første gang, jeg har set en af dem her. Han lod revolveren gå videre til sin partner, der efter at have kikket på skar ansigt og rystede på hovedet. - Nå ja, hvis du kan lide den... - Mister Lonsdale pralede ikke af revolveren, brummede Fraser. - Lad mig høre din ærlige mening, opfordrede Mat. - Tal frit frem. Jeg bliver ikke fornærmet.

 - Viste sælgeren dig ikke en Colt, en Remington? spurgte Bil. - Kun den dèr Cullen og Folmer, sagde Mat. - Han forsikrede mig, at det er et populært og pålideligt våben. - Ikke hos os, mumlede Bill. - Tag mig det ikke ilde op, men jeg ville ikke stole på sådan en skyder. - Heller ikke mig, sagde Ben. - Og-hvad er der i vejen med det? spurgte Mat. - Balancen er ikke god, sagde Ben. - Faktisk dårlig, sagde Bill. En skyder skal falde godt i hånden. Den dèr føles klodset. Skæftet er for tykt, og jeg kan ikke lide aftrækkerens form. - Hanen føles heller ikke rigtig, bemærkede Ben. - Du må undskylde, Jane, sagde Mat. - Jeg er bange for, vi keder dig. - Det må du undskylde , maàm, grinede Ben. - Jeg har ikke det mindste imod, at i diskuterer våben, forsikrede hun, og så rejste hun sig og lyttede. - En ranchkarl, der søger arbejde, håber jeg, smilede Mat. 

 - Skal jeg...? begyndte Fraser og ville rejse sig. - Nej Fergus, forsæt jeres interessante samtale, opfordrede hun. - Jeg ser efter, hvem det er. - Da hun havde forladt stuen , gav Bill sin vært våbnet tilbage. Engang i morgen -  hvis du har lyst - kan du prøve min seksløber og måske prøve et par skud, tilbød han.  - En Colt femogfyrre utvilsomt, sagde Mat. Den bedste beskyttelse, en mand kan gå rundt med, mumlede Ben. - Taler du af erfaring? spurgte Fraser. - Det kan man sige, brummede Ben og vekslede et blik med Bill. Så blev der ikke talt mere om våben. Jane førte en mand ind i værelset og bemærkede glad: - Er det ikke rart? Vores gode ven Mister Bass er kommet på besøg igen - så hurtigt efter sin sidste visit.

KAPITEL 5

 Det første indtryk af folk er somme tider rigtigt, somme tider forkert. - At dømme efter .  At  dømme efter Texanernes miner, var deres indtryk gunstigt. Men i virkeligheden var Ben straks mistænksom, og det gjalt også hans partner. Men ligesom Bill skjulte han sin instinktive mistillid bag et imødekommende smil. - Mat præsenterede, Texanerne trykkede Bass hånd, og så begyndte Bass at overøse dem med komplimenter. - I må være de nye cowboyer på Lonsdales Ranch, som var ude at jage bortkommet kvæg og gav Diamond U en grim forskrækkelse. Jeg har hørt alt om det. Min forvalter var tilfældigvis i byen, da I overgav fangerne til sherif Farrow. Det var virkelig noget af en bedrift drenge. Jeg må lykønske jer. - Nå ja. Bill trak på skuldrene. - Det var bare noget, der skulle gøres. - En stor dag for os, Bass, smilede Mat. - Vi fejrer, at vi har fået hvor mange var det, Fergus?  - Omkring et hundrede høveder, oplyste Fergus. - Og de fleste blev drevet hjem på vores græsgange af Updikes mænd, efter hvad Nagel siger.

 - En stolt dag for ranchen her, smilede Bass. - Min kompliment, Mrs. Lonsdale. Du ser strålende ud. - Det er sådan en lettelse, mumlede Jane. - Vi harværet så ængstelige, Mister Bass, endnu mere end vi kunne lide at indrømme. Men nu har vi fået håb igen. - Vi er kommet over det kritiske punkt, er jeg overbevist om, erklærede Mat. - Det ser lysere ud, bemærkede Fraser. Samtalen forsatte i ti minutter i denne fornøjelige atmosfære, lige til Bass omtalte Cooley Canyon reservatet, det område, som hæren havde anvist til den berygtede crowhøv ding Sorte Fjer og hans stamme. Bill, der stjålent holdt øje med Jane, bemærkede hendes reaktion. - Jeg forudser en fredelig og fremgangsrig periode for Gribbon distrikt nu, sagde Bass fornøjet. - Det er ganske klart, at Updike og Orden har taget lidt rigeligt for sig... - Især af Lonsdale kvæg, indskød Fraser strengt.

 - ... men nu har de sandelig fået en lærestreg, vedblev Bass. - Det ser ud til, Lonsdale, at problemet med kvægtyverierne nu er ved at være løst. Og hvad angår den andentrussel mod freden, deler jeg ikke bybefolkningens ængstelse. Der er for mange panikmagere i Gribbon, siger jeg altid. Sorte Fjer vil ikke vove at angribe byen, og så længe oberst Breens kavalerister på Fort Jessup regelmæssigt gennemfører patruljer over hele området, kan vi ranchere også føle os helt trygge. - Bass, vil du ikke godt lade være at tale om det, bad Mat. - Jane var blevet meget bleg; hun så væk. - I må undskylde, sagde hun sagte. - Det er så dumt af mig... - Det er mig, der skal undskylde, sagde Bass alvorligt. - Kan du tilgive mig, Mrs. Lonsdale? Jeg tænkte mig ikke om. Lidt cognac, min ven? spurgte Mat. Der er ikke noget i vejen, sukkede hun. 

 - Fat mod, opfordrede Bass. - Tænk ikke på de rødhuder, så længe Fort Jessup er bemandet, skal Cooley Cany0n indianerne nok holde sig væk. Der er ikke den mindste grund til at være ængstelig, tro mig. - Det er altid sådan en trøst og opmuntring, når du kommer, Mister Bass. Det lykkedes  Jane at sende ham et blegt smil. - Ikke ved denne lejlighed, og det beklager jeg. Bass rejste sig. - Det skulle bare være en kort visit for at lykønske jer med, at i har fået jeres kvæg tilbage. Lonsdale, jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg... - Det er helt i orden, Bass, sagde Mat. - Enhver kan komme til at fortale sig. Bliv siddende, Jane. Jeg følger vores ven ud til hans hest.  - Jane brød den lidt pinlige tavshed, efter at Mat havde fulgt Bass ud, ved at begynde at undskylde sig, men Fraser brød straks ind, og for en gangs skyld var han ikke så bister, men lød mere som en omsorgsfuld onkel.

 - Der er ingen grund til at skamme sig over det. - I synes sikkert, at jeg er tåbelig og alt for let at skræmme, gættede hun og så på texanerne. - Har du hørt nogen le ad dig? spurgte Bill blidt. - Vi forstår det godt, maàm. - Jeg er enig med Mister Bass, sagde Bill. - Hvis der er en kavalerienhed på de kanter her... - Fort Jessup under kommando af oberst Nathan Breen, sagde Fraser. - Det er ikke så langt herfra, og det må være en trøst for damen. - Så har Mister Bass ret i, at der ikke er noget at frygte, forklarede Bill. - Det er meget opmuntrende, sagde Jane varmt. - Jeg føler mig virkelig også godt beskyttet. Fergus har altid været så pålidelig, vi ville være fortabt uden ham. Og Zeke Nagel er på sin egen studse måde også loyal, er jeg sikker på Og nu hvor to så frygtindgydende gentlemen har sluttet sig til os, ved jeg, at jeg nok skal overvinde min dumme skræk for indianere.

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 05-09-2020, klokken 00:33 og kan meddele, at jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

  De hørte hovslagene, da Bass red væk. Så kom Mat ind til dem, og ivrig efter at skifte emne af hensyn til sin kone anmodede han Fraser om at tilfredsstille texanernes nysgerrighed. - Om hvad...? Fraser så panderynkende på ham. Det bånd, der binder dig til stedet her, båndet mellem dig og min far, sagde Mat - Ja undskyld, mumlede Ben. - Men det er ikke vores sag og spekkelere på... - Tal for dig selv, skændte Bill. - Vist så. Ben grinede til Jane. -  Du må undskylde min gamle ven, maàm. Han er født nysgerrig. - Så lad os høre det, Mister Fraser, opfordrede Bill. - En æresgæld, sagde Fraser kort. - Forstår I?  - Vi forstår udmærket. - Er det okay, hvis jeg gætter? Majoren reddede dit liv? - Under felttoget i Indien, oplyste Mat.

 - At en major i den britiske hær redder en underofficers liv - med fare for sit eget - er en sjælden begivenhed, sagde Fraser - Og særdeles heldigt for underofficeren. - Som tilfældigvis var oversergent Fraser, grinede Mat. - Vi kender følelsen, Mister Fraser, sagde Bill. - Svært at glemme, ikke? - Hvad Fergus er for beskeden til at  omtale... begyndte Mat. Det betyder ikke så meget, slog Fraser det hen. - To uger efter, under det samme felttog, gjorde Fergus gengæld, fortalte Mat texanerne. - Min fars hest blev skudt under ham. Han kom ikke alvorligt til skade ved faldet, men blev slået bevidstløs og var udsat for rebellernes riffelild. - Det ville være blevet hans sidste felttog, hvis Fergus ikke havde trodset faren, og var løbet ud til ham og bar ham i dækning. - Ok, det var ingenting, sagde Fraser. - Mit liv var ikke i fare. Det var helt naturligt at gøre det. - Ikke efter hvad min far mener, Fergus, protesterede Mat.

 - Så gik det nogenlunde lige op, hva`,  Mister Fraser? drævede Ben. - Majoren reddede dit skind, men du betalte pænt tilbage. - Det synes Fergus ikke, smilede Jane. - Fortæl dem det, Fergus. Jeg kan godt lide at høre det. Skal jeg ikke skånes for noget? vrissede Fraser. - Se, Fergus, enhver kan  forvride en ankel, sagde Mat. - Det er kun en mindre skade, men bestemt ikke for en soldat - midt i kampens hede. - Fortæl du det, sukkede, sukkede Fraser. - Hvis du absoluy vil. Regimentet faldt i et baghold, sagde Mat. - Alle for væk for at finde dækning, og i farten snublede Fergus og forvred sin ankel. - Blev sinket, brummede Bill. - Netop, nikkede Mat. - Han haltede langsomt afsted og blev beskudt, og det var i det øjeblik, mit modige ophav vendte sin hest omkring, red tilbage til Fergus og løftede ham op bag sig med èn hånd.

 - Mister Fraser er ikke nogen reje. Ben var dybt imponeret. - Din far må have været morderlig stærk. - Det er han stadig, sagde Mat vemodigt. - Stærk og trods sin alder fuld af kraft og mod. Og en særdeles stærk personlighed, kan jeg forsikre. Midt i det hele blev hans uniformsjakke flået af en kugle, men han blev ikke såret. Det er han temmelig stolt af. Den dag i dag er uniformsjakken udstillet i våbenkammeret på Lonsdale Mabor, familiegodset. I en glasmontre - sammen med andre minder fra hans mange minder fra h ans mange felttog. Han talte  dæmpet og trist og trist og hans ansigt var mærkt. Det var Janes tur til at skifte emne.

 - Sid nu ikke og rug over det, min ven, skændte hun blidt. - Din far må efterhånden have indset, at du skal have lov til at være dig selv. Ikke alle sønner kan følge i deres fars fodspor. - Hvis jeg kan få dette foretagende, denne s tore ranch på fode igen... Mat lød desperart nu, - genoprette dens prestige?  - Det vil ske, sagde Fraser barsk. Så må han indrømme, at jeg ikke er helt værdiløs, mumlede Mat. - Op med humøret sagde hun opmuntrende. - Du glemmer, at dette er en festlig anledning.I aften har vi mere at fejre end det, at vi har fået det stjålne kvæg tilbage. - Ja, sandelig, nikkede Mat, og nu smilede han igen.

En særlig dag? spurgte Bill. - Det er det, sagde Fraser. - Det er en årsdag, forklarede Mat. - Ja, faktisk en dobbelt årsdag. - I dag for to hundrede år siden blev Fergus` mest berømte forfader født, den første Fraser fra Argyll, grundlæggeren af den klan, som Fergus tilhører. Og på samme dato mange år efter var det, at min far reddede sin oversergents liv ved Kyberpasset. For anden gang. - Næsten samme dato, rettede Fraser. - Ifølge familielegenden, som jeg ikke har nogen grund til at betvivle , blev Angus Fraser født nøjagtigt ti minutter efter midnat. Gør det igen i aften, bad Jane. - Du mener i morgen ti minutter over midnat over midnat, sagde Fraser. - Men det vil for styrre d in søvn, madam.  - Vi vil ikke klage, Fergus, lovede Mat. - Traditioner bør overholdes. Du må ære din forfader, som du altid har gjort. -

 - Ved at vente til klokken ti minutter over midnat - og så drkke dig fuld? spurgte Ben uskyldigt. - Fergus så bebrjdende på ham. - En lille dram er  alt, hvad jeg drikker, brummede han. Jeg vil stige op på muren... - I din Kilt, sagde Jane ivrigt. - Klædt, så det passer til lejligheden, nikkede Fraser. - Og så blæser jeg den ny dag ind på min sækkepibe for at mindes den den første Frasers fødsel. - Det er en fremmed lyd for jer texanere, ikke? spurgte Mat.

- Slet ikke,, sagde Bill. - Det er ikke første gang, vi har hørt en sækkepibe. - Montana. Ben grinede ved mindet. - En hel koloni f uld af skotskere. - Skotter, rettede Fraser ham. - Det er mange år siden lille Gnom, brummede Ben. - Men vi har ikke glemt dem, hva´?  - I må have mødt mange forskellige slags mennesker, når I altid er på vandring, bemærkede Jane. - Alle slags ma`am, nikkede Bill. - Nogle af dem glemmer vi ikke, som Ben sagde. - Og andre? frittede Fraser. - Andre er det bedst at glemme, forklarede Bill. -  I har haft en travl dag, sagde Mat, da den lange texaner forsøgte at kvæle en gaben. - Og i trænger nok til jeres nattesøvn, sagde Bil. - Texanerne sagde tak for aftenen og komplimenterede Jane for hendes kogekunst. Så slentrede de hen til mandskabshuset i tavshed.

 . Selv om Ben stadig gabte, var han ikke i humør til at sove endnu. Hans partners uro havde  smittet ham. Der er noget der generer dig, fastslog han. - Bare en fornemmelse, brummede Bill. Han var her i går. I aften kommer han forbi igen, så venlig som bare satan.  Fast gæst, ham Bass. - Skægt nok. Ben trak på skuldrene. - Jeg havde en anelse om, at vi ville ende med at snakke om ham. - De stoppede op ved en fold for at ryge en smøg, kigge ud over Lonsdales måneskinnede græsgange og sludre Zeke Nagel der var uden for hørevidde; han sad i døren til mandskabshuset i bukser og undertrøje og pulsede på sin pibe.

 - Vi har aldrig hørt om crowindianerne eller det sted, hvor de er anbragt, sagde Bill eftertænksomt. - Cooley Canyon  reservatet, drævede Ben. - Det hele var så roligt og fredeligt, brummede Ben. - Den lille dame var glad og køn og prøvede at få os til at føle os hjemme. . Lige til den flinke Bass kom og skræmte hende, sagde Bil. - Folk fra andre lande kender ikke meget til indianere, mente Ben. - Når de kommer vestpå, bliver de nervøse og venter at se siouxer eller cheyenner i fuld krigsmaling, som bare venter på at skyde dem fulde af pile og tage deres skalpe. - Så damen er bange for indianere og det vidste og det vidste Bass, sagde Bill. - Det var ikke tilfældigt, hva`?  frittede Ben. - Jeg har taget fejl før, og det kan leg gøre igen, sagde Bill.

Men d u har en fornemmelse, nikkede Ben. - Det forekom mig ikke at være så tilfældigt, forklarede Bil. - Det var hans mening, at skræmme hende? spurgte Ben - Måske, nikkede Bill.- Og hvorfor? - Godt spørgsmål, indrømmede Ben. Alle har nogle private kartofler at hyppe. - Du er født mistænkso, lille gnom. Og nysgerrig. - Det lønner sig at lytte til en ældre mand. - Du er ikke ældre end mig. Jeg taler ikke om mig. Jeg taler om Zeke. Husker du, hvad han sagde om Bass` forvalter? - Nå ja, ham Moukhouse. Han var måske efterlyst i Colorado. Diligencetyverier. - Vi har altså en glattunget rancher, som er gevaldig venlig mod de englændere, men gerne vil købe dem ud. Måske er hans forvalter en gammel hold-up mand, omåske ved Bass det ikke, men måske gør han? - Og måske var det ikke et tilfælde, at han snakkede om Cooley Canyon indianerne og skræmte den lille dame fra vid og sans. - Der er en masse måske er, så nu er du morderlig mistænksom. - Bare forsigtig, bønnestage, Bil pegede - Lad os snakke med Zeke. Han har været på  disse kanter her i lang tid.

 - De gik hen til mandskabshuset, satte sig ved siden af den gamle og begyndte samtalen samtalen med et spørgsmål. - Sorte Fjer og hans stamme? Zeke rynkede brynene og kiggede mod nord. - Ja, mig bekymrer de ikke. - Nogle folk er nervøse. Mestendels folk i Byen. Jeg mener altså, at Fort Jessup ligger for nær på til, at den gamle urostifter tør gøre noget. - Mener du sorte fjer? frittede Bill. - Grimmer ka`l, drævede Zeke. - Men nu sidder han der i canyonen. - Hvis han skulle være dum nok til at overfalde Box O eller Updikes ranch... - Eller B Bar?, frittede Ben. - Eller B Bar, nikkede Zeke. Så ville det blive værst for ham selv. Cowboyerne ville barrikere sig og slå ham tilbage - eller sadle deres heste og tage kampen op. Han grinede skævt. - Nogle cowboyer er vældig kække til og slås mod indianere hvis der er en kavaleriafdeling et sted i nærheden. Det er det, der  gør forskellen - at hæren ikke er langt væk. - Hvad med et overfald på denne ranch? spurgte Bill.

Zeke rynkede brynene igen og skelede ned til det glødende hoved på sin pibe.

Jo, se, vi er jo kun os fire til at slå dem væk, Mig, jer to, og skotten. Fem, hvis Hans Nåde tager en riffel og gør sin del. - Tror du Lonsdale ville gøre det? spurgte Bill. - Jeg tror, hvis det kommer til stykket, at han vil synes, der er hans pligt. sagde Zeke.  - Det fandes er, at vi ikke er flere. Jeg har hørt sige, at sorte fjer har hundrede krigere. Men vi vil trods alt have en fordel. - Han pegede på Borgen og opefter. - Det brystværn deroppe, alt det sten øverst oppe. Det er god dækning. Og hvis månen står højt, er det nemt at få ram på en større flok. - Han spurgte forsigtigt: - Har i nogen grund til at være bange for, at de crowindianere vil aflægge et besøg? - Bare jeg vidste det, sagde Bill fortrydeligt.

 - Jaja, du kan spekkelere så meget du vil, sagde Zeke og bankede sin pibe ud. - Jeg har en varm køje, og trænger til min søvn. Vi ses. - Der bliver lidt jamren senere , kom Bil i tanke op. - Hvad mener du? spurgte Zeke - Årsdag, oplyste Ben. - Skotty vil spille på sin sækkepibe omkring midnat - Det generer mig ikke, jeg har hørt det før, brummede Zeke. - Hvert år den samme fordømte tuden. Men hvis det betyder så meget for ham... - Zeke gik ind, og texanerne fulgte efter, da der var gået nogle minutter. Den lange texaner lagde sig, og der var ikke gået lang tid, før han var i drømmeland og snorkede højlydt. Men Bill sov ikke. Han var stadig vågen ved midnatstid og lå og stirrede ud i mørket, mens tankerne myldrede i hans hoved. - Der var mange ubesvarede spørgsmål, og dagens begivenheder passerede revy i hans tanker, deriblandt også det uventede besøg af en nabo, som havde gjort sit bedste for at indynde sig hos Lonsdales, selv om han åbenbart var ude efter at få fingre i ranchen.

Fergus Fraser havde muren for sig selv, da han et par minutter over midnat kom derop i sin kilt og skottehue og med sin sækkepibe. - På samme tid begav halvtres indianerkrigere fra Cooley Canyon reservatet sig på vej i fuld krigsmaling og med fjerpynt, bevæbnet og på gode heste.. I spidsen for red Sorte Fjer, som oberst Breens kavalerister  gjorde deres bedste  for at holde inde på reservatet, ikke a ltidmed held. - Og Craig Monkh ouse red ved siden af ham og gav ham de sidste instrukser. - En masse larm, forstår du?  Der er ikke stor fare for, at I bliver beskudt. I skal komme farende med hylen og skrigen, rigtig vildt, høvding. De skal have  en ordentlig forskrækkelse. Og i affyrer også jeres musketter.

Alle blegansigter frygter Sorte Fjer, pralede høvdingen selvbehageligt. Sørg for at gøre det godt, s å kan i lave en mægtig fest med masser af sprut i jeres lejr om et par dage, lovede Monkhouse. Nogle af mine venner kommer med tre fire fade. I kan feste som om I lige havde masakreret hver eneste hestesoldat i området. Han så på sit ur. - Er du parat høvding? Jeg ser til herfra. Ved du, hvad du skal gøre. - Ride langsomt frem, messede Sorte Fjer . Når vi nærmer os, vi give  krigsråb, lave mas  ser af støj, ride hurtigt hen til blegansigters  sten hus, skyde... - Helt rigtigt , grinede Monkhouse. Han sad på  sin hest ved et enligt træ og så forventningsfulgt  efter Sorte Fjers styrker, mens de red over den norlige del af Lonsdales jord. De nærmede sig næsten lydløstog forberedte sig på, at sætte deres heste i galop. Høvdingen løftede sin lanse og åbnede munden for at udstøde et frygtingydende hyl, da de skringre toner fra sækkepiben blev båret højt og klart hen mod ham af nattevinden. Skæbnen ville, at ingen blegansigters h år skulle rejse sig denne nat, hvoimod adskillige crowindianere  følte en isnen ned langs rygraden og en kriblen i hovedbunden ved disse lyde.

De kunne ikke se Fraser på denne afstand, men han var deroppe og marcherede majestætisk hen ad muren bag brystværnet, mens han med stor nidkærhed blæste sin hyldest til klanens grundlægger. I en skottes ører var det musik, der kunne varme blodet. For indianerne, som  aldrig før havde hørt noget lignende, lød det som onde ånders ildevarslende  hylen.

Ingen af indianerkrigerne ventede på  at f å ordre til at vende om, og ingen  vovede at udstøde krigsråbet for at trodse denne uhyggelige åndemusik. - Som èn mand svang de deres heste omkring og begyndte tilbagetoget  i fuld fart, og Monkhouse var rasende. - Den gale vej! protesterede han, da Sorte Fjer og hans mænd kom dundrende forbi. - I skal hen til Borgen, ikke væk fra den! - Slem medicin...! hørte han høvdingen råbe i forbifarten.

>>>>>>>>>>>>>

   -   Skuffet og irriteret satte Munkhouse efter de flygtende indianere, mens Bill inde i mandskabshuset  smed sine tæpper til side, sprang op og begyndte at klæde sig på. Han stødte skinnebenet  på en taburet, snerrede en ed, og ruskede sine husfæller vågne. - Ben reagerede helt automatisk; han røg op af køjen og klædte sig på i lynende fart. Zeke var stadig søvnig og forvirret og brummede:   -   Hva, helvede...? Kan du ikke høre det? spurgte Bill. - Jeg kan bare høre den kattejammer fra Frasers forbandede  sækkepibe.   -   Jeg hørte noget andet, mumlede Bill.   -   Ryttere . Og ikke et par stykker. En stor flok.   Ben var ved at trække bukserne på og hoppede nu på èt ben hen til døren og kiggede ud.   -   Jeg kan næsten ikke  høre dem, brummede han. - De var der, bedyrede Bill. - Først troede jeg, de var på vej herhen. - Det er de altså ikke?  gabte Zeke.

 - De rider mod nord, sagde Bill. - Men de var inde på Borgens grund,  så vi skal  fanden raspeme finde ud af, hvad det skal forestille. - Du kan blive her, du gamle. Hvis nogen vågner og spørger efter os, så sig bare, vi er redet ud for at kigge efter ubudne gæster. Med deres Winchesters  under armen løb de to banditædere fra manskabshuset hen til stalden. Få minutter efter var fuksen og vallakken sadlet, og de satte af sted i galop og forsatte for fld fart, til de i det klare måneskin fik øje på støvskyen bag et krat mod nordøst. - Vi er et godt stykke hjemmefra, bemærkede Ben. -  Hvis de har redet hurtigere end os, h ar de måske sat f arten ned nu, for at give deres  heste et pusterum. - Herfra og til krattet sætter vi farten ned, besluttede Bill. - Og vi må hellere finde al den dækning, vi kan, og holde os væk fra den hårde jord, så vi ikke kan høres.

Deres forsigtighed betalte sig. Da de nåede nordsiden af krattet, stoppede de op. Den store flok crowindianere var et godt stykke fra fra Londales jord, og hestene fik et hårdt tiltrængt hvil efter den hastige opstigning til en højderyg. - Og trod afstanden kunne begge texanere se et hovedtøj, som var sjældent blandt indianere af denne stamme. - Hvid mand sammen med dem, sagde Ben bistert. - Hva`får du ud af det her? - Skræmmeangreb, mente Bill. - Men de kom ikke tæt nok på, til at vække andre end dig, indvendte Ben. Vil du høre et gæt? - Spyt ud

Det var dem, der blev skræmt i stedet for. Jeg tror aldrig før, de har hørt Skottys sækkepibe. Kan du huske første gang, vi hørte den jamren? - Jeg husker. - Lige til jeg fandt ud af, hva`det var, var jeg hunderæd. - Nemlig. De var på vej til Borgen. Skotty begyndte at spille og skræmte dem væk. - Og de red sammen med en hvid mand - det vil nok sige at... - Det er sagen. Det overf ald var ikke planlagt af indianerne. - Snarere af  den svinehund, som snakker med dem nu, ham med en stetson magen til vores, hvem fanden han så end er. - Vi må vide, hvem han er - være helt sikre. - Skal jeg...? - Ja. Og giv dig god tid. Alt hvad jeg vil vide - til en begyndelse - er, om han kom fra byen eller fra en af de andre ranche.

 - Nu rider de ned fra bakken, oplyste Ben. - En af dem er alene og rider en anden vej, nikkede Bill. - Du ved hvad du skal gøre. Giv ham tid til, at komme væk fra de andre. - Få minutter efter, Da indianerne var forsvundet af syne og den enlige rytter styrede mod sit hjem , skiltes texanerne, Bill for at ride tilbage til Lonsdales mandskabshus, Ben for at skygge  manden med Stetsonen. - Og det faldt ikke Monkhouse ind at kigge sig tilbage på turen til B Bar. Men selv om han havde , havde han alligevel ikke haft store chancer for a t se den lange texaner: Ben var dygtig til at færdes uset i terrænet, og det var da også en færdighed, han havde lært af comancherne i sin hjemstat.

Bas var ikke begejstret for at blive vækket af sin håndlanger klokken tre om morgenen, og det lagde han ikke skjul på. Men han blev endnu mere  irreteret, Da han hørte, hvad Monkhouse  havde at berette. - Forvalteren gik op og ned ad  gulvet i Bass`soveværelse og gav luft for sin arrigskab. - De var det sidste jeg havde ventet! skummede han. - Den gamle grib til Fraser. Det må være ham der parerede rundt på den forbandede mur og spillede på de hyleposer...! - Det havde de rødhuder aldrig hørt før, knurrede Bass. - Det var, som om de pludselig havde set hele det fordømte regiment fra Fort Jessup under angreb på dem, klagede Monkhouse. - Jeg kunne ikke stoppe dem. De vendte om som på tælling og red som vanvittige.

 - Det er ærgeligt. Bass var ved at falde til ro, - Jeg havde regnet med, at Sorte Fjer og hans krigere  ville have skræmt Lonsdales dumme kone halvt til døde. Ved solopgang ville hun have tigget ham om at tage mod mit tilbud. - All right, Craig, det gik ikke denne gang, men vi kan prøve igen. Jeg tror næppe, at Fraser vil spille på den fordømte tingest  hver nat - Især ikke på det tidspunkt. Nu mådu hellere få noget søvn.   -   Det har du sgu ret i, nikkede Monkhouse. Vi skal snart afsted til grænsen, og det er en lang ridetur.

Ben vendte tilbage til mandskabshuset i tide til morgenmaden og ikke så klatøjet som hans partner havde ventet. Zeke øste op på en tallerken til ham og mens den lange texaner  sultent, huggede i sig, grinede han skævt og tilstod: - Jeg sov til solopgang, kan du slå den? - Detspiller ingen rolle, sagde Bill. - Når bare du ikke lagde dig, før han var hjemme. - Nixen, sagde Ben fornøjet. - Der var jo sådan en lille bitte klat skov et stykke fra huset. - Derfra kunne jeg se ham stille sin krampe ind i stalden og gå hen til huset. - Han tændte en lampe, så jeg kiggede nøje på ham. Jeg synes, jeg har set ham før. - Så lagde jeg mig ned og var væk, og solen vækkede mig altså. - Der var ingen der så dig, gættede Bill.

 - Jeg sørgede for at holde mig bag skoven, til jeg var langt fra ranchhusene, mumlede Ben, mens han gumlede. - Hvaffor en ranch pumpede  Zeke. - Det må du fortælle mig, sagde Ben. Ranchhuset havde rødt tag. Det er et bjælkehus, pænt bygget, en etage... - B Bar, brummede Zeke. - Er du sikker? spurgte Bill. - Updikes hus  er på to etager, Ordens også. Ben skyllede en slurk kaffe i sig, mens han ransagede sin hukommelse.

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 06-09-2020, klokken 00:22 og kan meddele, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

 Ben skyllede en slurk kaffe i sig, mens han ransagde sin hukommelse. - Sagde ham Bas-hombreen ikke, at hans forvalter var i byen, da vi overgav de brændmærkefalsknere  til sheriffen? - Det sagde han, kunne Bill huske. Hvodden ser han ud? spurgte Ben Zeke. Den gamle gav et signalement af Craig Munkhouse. - Ja. - Det må være den samme hårede hombre. - Hvor har du ellers set ham? ville Bill vide. Der stod en masse folk uden for sheriffens dør, mindede Ben ham om. - Kun en af dem var ikke i bytøj. Det var ham, den samme hombre , vi så sammen med indianerne. den samme hombre, jrg fulgte efter til B Bar. Vil i fortælle det til Skotty - eller Hans Nåde? spurgete Zeke. - Ikke endnu, svarede Bill. - De var ude på et eller andet  i nat og kludrede i det, men... - Men det er ikke enden på det, gættede Zeke. Nemlig, sagde bILL. - Og når Bass gør sit næste forsøg, vil jeg være parat.

Det, du skal bruge, er en spion på B Bar, sagde Ben. Og jeg melder mig frivilligt, ved det  at jeg har været der og kender indretningen. - Du kan tage min kikkert, foreslog Bill. - Zeke laver en madpose, noget du kan spise koldt. Det er ikke godt at vide, hvor længe du bliver væk. Du må finde et udkigspunkt, højt oppe et sted, og et sikkert skjulested til din hest.

>>>>>>>>

En sovepause.

www.Google.dk

Hør eventuelt et interview, hvor Clement interviewer Kim Larsen

<<<<<<<< 

 - Det er ved at knuse mit hjerte, sagde Ben med foregiven beklagelse. - Jeg mener og gå glip af arbejdet her. Det vil tage jer en rum tid og mærke alle de høveder, vi har fået tilbage. - Vi er fire om det, sagde Zeke. - Hans Nåde og Skotty vil gøre deres del. Han skænkede mere kaffe op til Bill og spurgte: - Hør - æh -  hvad vil du sige til dem, når de spørger hvor Ben er?  - For tidligt at drage dem ind i det, forklarede Bill. - Jeg siger, han er ude på en runde for at være sikker på, at Updikes mænd ikke rider ind på Borgens jord - noget i den retning. - Den gamle cowboy rystede forundret på hovedet. - Crowindianere på Borgens jord, hva`? - De var der, forsikrede Ben ham. - Vi så dem. - Sammen med Monkhouse som nok er Sundown Smidt, knurrede Zeke. - Det fandens er, at I nok har ret. De ville have angrebet os og skræmt damen noget så grusseligt, hvis Skotty ikke var begyndt med sin jamresæk.

 - Der er noget, du ikke forstår, sagde Bill. - Det gør vi heller ikke, amigo. Men vi skal nok finde svarene på den ene eller anden måde. - Da Mat og Fraser kom ud for at deltage i mærkningen af kvæget, var den lange texaner på vej til B Bar for at finde et sted, hvorfra han kunne holde udkig  med, hvad der foregik på ranchen.

KAPITEL 6

Der var han klokken ti samme formiddag, mens Mat Lonsdale for første gang deltog i det trættende arbejde med at indfange og brændemærke kvæg under Bills og Zekes kyndige vejledning, vandrede den elskovssyge Ken Farrow hen ad Gribbons hovedgade på vej til La Belle Salon. Han ville aflægge en formiddagsvisit hos sin hjerterdame. - Også Chloe  McCully var tidligt på færde for at købe ind i Holstein bageri, som lå nær ved kjolebutikken. - En vis Finn Brundy var ligeledes ude og ønskede, at han stadig  lå og sov. Brundy var en kraftig bygget bølle, som var kendt som byens værste drukkenbolt.

Når han var fuld, var han yders besværlig; når rusen var ved at fordampe og han trængte voldsomt til sprut, var han nærmest som en krudttønde. I denne tilstand var Brundy tilbøjelig til nærmest at presse penge af frygtsomme folk for at få nok til sin næste drink. Uheldigvis var ofret denne formiddag Carl Shoup, medhjælper på Ugestidende og hvad der var endnu mere uheldigt stødte Brundy på ham, netop som Shoup var på vej over Main Street lige ud forLa Belle . Shoup var betydeligt spinklere end den fordrukne bølle, men derfor lod han sig ikke uden videre skræmme.

 - Ikke tale om. Brundy, var hans svar, da Brundy krævede penge. - Skulle jeg give dig mine surt fortjente penge, så du kan få dig en ny kæfert? Glem det. - Giv mig en kvartdollar lige på stedet! rasede Brundy, greb ham i armen og ruskede ham. - Ellers skal jeg smadre dit fordømte hoved, det kan du bande på! - Farrow nåede frem tilurostifteren og den forargede Shoup og gav Brundy ordre til at slippe sit offer. Nok slap Brundy Shoups arm, men i stedet for vendte han sig om mod lovmanden og begyndte at skælde ud på ham af sine lungers fulde kraft og i et sprog, som ville have gort en muldyrkusk grøn af misundelse og fik Mrs. Eulah Hathaway til at gå hen i sin åbne dør og stirre krænket på trekløveret. Det blev hurtigt til et par, da Carl Shoup var lige så allergisk mod omfangsrige enker, so sheriffen burde have været.

 - Han prøvede at presse mig til at give ham penge, sherif, mumlede Shoup, før han hastede af sted til avisens kontor. - Så er det godt, Brundy, din gabhals! gispede sheriffen. Over drukkenboltens skulder så han et glimt af enkens bistre  ansigt og råbte fortvivlet til hende: - God morgen, Eulah! - Det her skal du ikke tage dig af! - Jeg skal nok ordne det i løbet af et øjeblik! - Askyeligt! fnøs hun. - Ti stille, Brundy! rasede Farrow. - Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig! - Grimme penge til en dobbelt, din elendige snøbel af en blikstjerne! brølede Brundy. - Jeg ser rødt, når jeg bliver gal, og jeg er gal nu, og hvis jeg ikke snart får en snaps, skal jeg sparke dig i røvenherfra og en mile ud af byen, og så flår jeg dine indvolde ud og kvæler dig med tarmene! - Giv mig de penge, dit lede skvat!

 - Læg hænderne om på ryggen, beordrede Farrow og begyndte at løsne sine håndjern. - Gu`vil jeg ej! skrålede Brundy. - Han svang sin store næve, så Farrow var nødt til at dukke sig og tabte sin hat. Rasende sparkede Brundy ud og ramte sheriffens bæltespænde, så han gispede efter vejret. Farrow, der havde set, at en af hans vicesheriffer  var på vej, slog tappert igen, sigtede efter Brundys hage, men ramte ved siden af og gav ham en blodtud. Brølende som en såret tyr greb Brundy  ham i et bjørnetag åbenbart i den hensigt at knuse hans ribben, og da lovmanden strittede imod, væltede de begge om. - De lå og sparkede og sloges, mens Farrow forsøgte at få sin højre arm fri. Og alt det skete lige for øjnene  af Eulah Hathaway.

Den ambitiøse vicesherif Wilbur Dodd, der var fyr og flamme efter at vise sin dygtighed, satte farten op. - Han sprintede hen ad det østlige fortov mod de kæmpende, og da han var et lille stykke fra La Belle, snublede han over en løs planke, styrtede forover, ramte en verandastolpe med hovedet og faldt halvt bevidstløs om. - Fra lovkontorets veranda så vicesherif Dade Sanders gabende til, uden at gøre forsøg på at komme sin chef til hjælp, da han var overbevist om, at Farrow sagtens kunne klare Finn Brundy, hvad enten bøllen var fuld eller ædru.

Og det var rigtigt nok. Farrows blod var kommet i kog, og han fik den store mand til at løsne sit greb ved at støde sit venstre knæ ind i skridtet  på ham. - Han fik sin højre hånd fri, trak sin Colt op af hylsteret og trykkede mundingen ind mod Brundys mave. Det afskrækkede ikke den tørstige bølle, så sheriffen vred hele sin højre arm fri, løftede den op og hamrede Coltens løb ned i Brundys hoved. - Der kom et halvkvalt grynt fra Brundy, hvorpå han rullede om på siden og blev liggende uden at røre sig.

>>>>>>>>

Det er søndag, 06-09-2020 og Bornholmeruret er nok 20:06 lige nu? på Bornholm?

<<<<<<<

Farrow fik stablet sig på benene og stak sin revolver i læderet, men hanturde ikke møde enkens blik. Han havde en fornemmelse af, at hun stadig stod i døråbningen og gloede hvast på ham. Utålmodigt råbte han til den omtågede vicesherif:  - Gå hen og vask dit ansigt i et vandtrug. Wilbur. Du ser farlig ud. - Han greb Brundy i kraven, halede ham op og bøjede sig for at lægge ham over sine skuldre. Først da han var vej tilbagetil sit kontor med sin fange, vovede han at sige noget til Eulah. - Situationen er under kontrol, Eulah. Kan du se? - Jeg klarede det uden videre. - Det var gyseligt! erklærede hun. - Jeg er dybt rystet! - Du må undskylde mig, sukkede han. Jeg må sætte fangen ind. Han stønnede, da han nåede bageriet, Chloe var kommet ud et øjeblik inden, havde set optrinet og var parat meed et opmuntrende ord.

 - Det klarede du fint, søde Ken, mumlede hun. - Brundy igen, hva`? Han har altid været besværlig. - Det værste er, at Eulah så det hele! stønnede  Farrow. - Hun er en udmærket dame og meget forstående, vil jeg tro, sagde Chloe trøstende. - Sanders tændte sig i ro og mag en cigar, Gik ind på kontoret, tog en nøglering ned og låsede sig ind i arresten. - Da hans boss halede fangen ind,havde vicesheriffen åbnet en celle  og advarede den tvære George Danford og hans mænd om at holde deres beske bemærkninger for sig selv. Diamond U-mændene klappede sarkastisk, da Farrow dumpede fangen ned på cellegulvet. Sanders låsede døren og fulgtes med ham tilbage til kontoret. Han satte sig på briksen og så til, mens hans boss hældte vand op i vandfadet og vaskede sit ansigt og sine hænder.

 - Fanden stå i Brundy og alle af hans slags, spruttede Farrow. - For helvede, Dade, det er som forhekset det hele. Je prøver. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at behage Eulah. Hvis bare hun ikke havde set det. - Men selvfølgelig skulle det ske lige uden for hendes butik, og nu er hun gal på mig igen!

 - Med al respekt for enkefru Hathaway , sagde Sanders tørt, - Så kan hun ikke vente mirakler. - Nej, men...Farrow greb et håndklæde. - Brundy er den mindste af dine plager, mumlede Sanders, - Der kan komme det der er værre . - Mere ballade, end du nogen sinde har oplevet. - Hvad pokker stikker dig egentlig, Dade? spurgte Farrow. Han smed håndklædet fra sig, gik hen til sit skrivebord og dalede træt ned på sin stol. - Det sidste par dage har jeg næsten ikke hørt et ord fra dig. Du har altid været en fåmældt fyr, og det er i orden, men nu går du og grubler. - Jeg har noget af et problem, indrømmede Sanders og så væk. - Personligt? frittede Farrow. - Det er ikke, fordi jeg vil snage, Dade, men hvis jeg kan hjælpe... - Det er dig, der har brug for hjælp, svarede Sanders. - Og det skal du  også få. Jeg vil gøre min pligt, så godt jeg kan, når det begynder at knibe. Og jeg formoder, at du kan regne med Wilbur Dodd hvis han da ikke falder over sine egne fødder igen.

 - Der er noget, du skjuler for mig, klagede Farrow. - Du sagde, at jeg kunne få mere ballade, end jeg nogen sinde har oplevet. Hvad mener du med det? Kom nu, Dade . Ud med det. - Joe...Sanders trak på skuldrene. - Hvad er dit problem? sagde Farrow og rynkede brynene. - Vores problem, rettede Sanders og krympede sig. Så begyndte han at forklare. - De dersens lange texanere, Ken. Jeg havde en masse gode ideer, dengang de kom ridende til byen, tænkte , at jeg hellere måtte holde mig i nærheden og være parat til at tage mig af dem. - De sadelbumser, som kom med Danford? spurgte Farrow. -

Valentine og Emmerson, nikkede Sanders.

  - Dem kan vi da sagtens klare, sagde Farrow utålmodigt. - Bare et par vagabonder med hårde næver. De skal nok skikke sig. - Sanders rystede på hovedet og så irriteret på sin Boss. - Når en mand bliver giftesyg, forandrer han sig sandelig, sagde han anklagende . - Din hukommelse er ikke så god længere, Ken. Du er så optaget af enken, at du ikke kan huske. Du hører om to fyre, ser dem her midt i dit eget kontor, hvor de aflægger vidneudsagn og det hele og du ved alligevel ikke, hvem de er. - Hør nu her... begyndte Farrow. Jeg behøvede ikke kigge vores arkiv igennem. sagde Sanders. - Inden de satte deres heste på stald, ja, endnu inden de havde lettet sig fra sadlerne, var jeg klar over det. Men du... Han holdt en pause og skar ansigt. - Du har stadig ikke fundet ud af det.

 - Valentine og Emerson. Farrow smagte på navnene, mens han fumlede med at tænde en cigar, - I vores arkiv? Så lyste han op. - Hov, vent nu lidt...!  - De texanske helvedeshunde, sagde Sander. - Bill og Ben - de to banditædere. - De  forbandede ballademagere...! gispede Farrow. - Så, rolig Ken, formanede Sanders. - Du genkendte dem med det samme,  så hvorfor helvede rider de stadig rundt? rasede Farrow. - Hvorfor gjorde du ikke din pligt, tog deres skydere og satte dem ind? Hvis vi skal have ro i Gribbon, er vi nødt til at holde dem indespærret! Det er den eneste sikre måde! - Spærre dem inde for hvad? protesterede Sanders. - For helvede, Ken, jeg nærmest klistrede mig op ad dem. Da Valentine satte sig ved et pokerbord i Regnbuen, satte jeg mig der også. Jeg kom til at kende de to fyre, og jo mere jeg så til dem, des bedre kunne jeg lide dem.

 

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 07-09-2020, klokken 00:26 og meddeler,

    at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

 

E - Vil du fortælle mig, at du er en ven af? udbrød Farrow forfærdet. - Det er et problem, jeg har, brummede Sanders. - Bulletinerne fra justitsministeriet og alle de meddelelser, vi har fra andre myndigheder, de siger ikke det hele. De kommer kun med advarsler, fortæller os om alt postyret og slagsmålene og de lovløse, de har slået en klo i. Det er, når man sidder og kigger på Valentine over et pokerbord, man lærer dem at kende. Dèr sad Emerson og småsov, men Valentine måtte strenge sig an i kappestrid  med folk som Renshaw og Moyer og den gamle proffessionelle. Dakota Ike, og jeg kan godt fortælle dig, at det var et hyggeligt spil. Han er ingen dårlig taber, ham Valentine. En mand jeg må beundre. Både ham og Emerson. Flinke folk, Ken. Ikke noget vrøvl med dem før en eller andenidiot tirrer dem. Spærre dem inde, siger du?  Du følger reglerne, Ken. Vi kan ikke anholde dem uden grund.

- De strøede Updikes og Ordens mænd rundt på gulvet henne hos Chloe, sagde Farrow bekymret. - De har hentet Lonsdale kvæg tilbage og haft et sammenstød med Diamond U og Box O, og de greb Danford på fersk gerning og kom herind med ham.

 - Det er en kririsk situation, indrømmede Sanders. - Men de havde retten på deres side. Du må indrømme, at de fulgte loven, de skød ikke på Danford og hans brændemærkere, de klyngede dem ikke op. De fangede dem ærligt og redeligt og overgav dem til dig. Det hele var rimeligt og fornuftigt. Ken, Jeg har set det i øjnene, og nu er det din tur. De er fornuftige mennesker, hva d enten du kan lide det eller ej. - Men et par fredsforstyrrere, sagde Farrow nervøst. - Det er de, indrømmede Sanders. - Men der har du et andet problem. Det er ikke dem, der begynder med at forstyrre freden.

 >>>>>>>>>>

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 08-09-2020, klokken 02:11 og meddeler, denne tirsdag, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

<<<<<<<<

OBS-borger-oplysning. For at blive opstillingsberettiget til Folketinget, så kræves der 20.182 stemmer på valgdagen, næste gang, den 5. juni 2021.

 Da jeg ( Poul Leo Nielsen ) aftjente min værnepligt, varede værnepligten 16. måneder. I dag, den 9. september er værnepligten, så vidt vides i skrivende stund 9. måneder. Derfor er mit råd til alle vaganere, der bor i Ringkøbing-Skjern kommune, at betragte 9 måneder, som deres værnepligt, som skal aftjenes, hvis de vil leve op til vaganernes krav, til den rigtige levemåde.

Den logiske måde, for unge mennesker, i vores Fædreland Danmark, at samle sammen til sin egen bolig, det er at flytte til Aarhus eller til Danmarks Hovedstad København, med kun de nødvendige møbler, som er et mindre praktisk skrivebord, en standerlampe, en meget let flytbar lænestol. eventuelt købe en madras. I Hovedstaden københavn, eventuelt på Amager, er det vigtigt, at bo meget billigt, og derfor bruge en cykel som transportmiddel.

Fra  www.DenKorteAvis.dk  ved vi, at enlige angribes, både i Aarhus og i Hovedstaden København. Derfor anbefales jeg unge, der bor i Ringkøbing-Skjern Kommune, at samles i grupper på otte eller ni personer, at de, når de går i byen for at more sig, bevæger sig i samlet flok i tre Taxaer. I en Taxa er der plads til chaufføren og tre passagerer. Det giver ialt ni personer, der kører til festen i en Taxa, og også hjem i en Taxa, hvilket sikrer, at ingen mister sit kørekort.

Nu er der mulighed for, at finde sin livsledsagerske i èn, af disse to storbyer. Her vil et fælles samarbejdsprojekt, eventuelt kunne afgøre, om ( et par ( normalt ) mand - kvinde ) kan samarbejde, når drømmen om eget hus, i sin hjemkommune ( Ringkøbing-Skjern ) skal realiseres. Et sådant eventuelt fælles ( projekt = prospekt ) kan måske findes på denne hjemmeside?

Et fælles ( prospekt-projekt ) det er, at et par, samarbejder om, selv at lave en dobbeltseng, som så senere kan flyttes med tilbage til Ringkøbing-Skjern Kommune, når drømmeboligen skal etableres, eller hvis ( prospektet eller projektet ) skal gentages, på grund af erhvervede erfaringer, ved at bygge den første dobbeltseng. Det vil også give mulighed for, med to dobbeltsenge, at have sovende ægtepar som gæster.


 Bill og Ben - renser røvere ud - forsat.

   -   Måske ikke, brummede Farrow. - Men deres måde at ordne problemerne på er... Han trak hjælpeløst på skuldrene. - De giver flere problemer end de problemer, de løser. - Men jeg kan altså lide dem, erklærede Sanders. - Jamen alligevel ryger de lige i spjældet første gang, de vover sig for langt ud, er det en aftale?   - Ikke fordi det vil more mig, vrissede Sanders, - hvis jeg skal dreje nøglen om efter et par af mine venner. - Gad vidst, om Eulah ved, hvem de er. Farrow så plaget ud. - For satan også. Hun ville aldrig tilgive mig!

Sent på eftermiddagen samme dag var andre lovmænd ved at blive ængstelige. - De havde også deres problemer, hvad kun viser, at mænd. der er ansvarlige for ro og  orden, aldrig selv har ro. Det var Roy Telgin, sherif i Miller distrikt i Syd-Dakota, og hans ældste vicesherif Pat Hanrahan, begge veteraner i lovfaget, begge magre og seje, begge lige bekynrede som sheriffen i Gribbon distrikt, men af bedre grunde. - Du fik det her af Western Union telegrafisten, siger du, sagde Telgin panderynkende. - Han havde lukket og låset gadedøren til sit kontor og fundet en flaske frem. - Men Gibb Shields nægter at sige mere.

 - Det kan være et tilfældigt sammentræf, hævdede Gibb, sagde Hanrahan, mens hans chef skænkede op i to glas. - Det faldt ham først ind for en time siden. Han opsøgte mig med det samme, fortalte mig det, og nu lader jeg det gå videre til dig for det, det er værd. - Den samme person telegraferer til en fyr ved navn Bass i Gribbon, Wyoming, sagde Telgin langsomt. - Og altid når en Wells Fargo diligence har en fyldt pengekasse med fra Millerville. - Den samme slags kode, Nikkede Hanrahan. Han tog det ene glas og skyllede indholdet i sig. - Ja, det er altså Gibbs mening.

 - Altid noget med, hvordan ham Bass fyrens familie har det. - Fanden til sammentræf, knurrede Telgin. - Den slags, jeg ikke kan lide. - Det Hvide Tørklæde banden har altid heldet med sig, mindede Hanrahan ham om. - Altid på samme måde. Et baghold. De arbejder hurtigt og uden at ryste på hånden, de tager aldrig mønter, kun papirspenge. Og de har huseret i lang tid, Roy. - Han holder sig mest for sig selv, Amos Nichols, sagde Telgin eftertænksomt. - Han har været direktør for First Natonal Bank, så længe jeg kan mindes. Det lyder usansynligt, Pat. Kan en fyr somham svigte den tillid, han nyder, og begynde at give en flok landevejsrøvere oplysninger? - Det er måske svært at tro, indrømmede Hanrahan. - Men man ved aldrig, vel? Jeg kender ingen, som er nære bekendte af ham. Alt, hvad man hører, er rygter. Hvad slags rygter? spurgte Telgin skarpt. - Hans kone er ved at plage livet af ham, siges det, siges det, sagde vicesheriffen. - Er det noget specielt for Nichols?  Telgin trak på skuldrene. - Min har skældt mig ud i årevis. Og din Milly er nok heller ikke for sjov at leve sammen med, men er vi blevet forrædere ?

 - Det er måske værre for Nichols, mente Hanrahan. Dora kan vist ikke lide Millerville og plager ham for at tage hende tilbage til hendes hjem i Alvison, Wisconsin. Og hvordan skulle han kunne det? Hvis de store kanoner ikke vil forflytte ham til Doras hjemby, så blev han nødt til at sige sit arbejde op og prøve at få noget andet i Alvison. Hun har dyre vaner, roy. Klager altid over, at deres hjem i Millerville ikke er fint nok, så måske er han blevet desperart til sidst. Hvis han vil begynde forfra i hans alder, må han have en masse penge, langt mere end han spare op af sin løn i First National.

   -   Sikke en fantasi du har, vrissede Telgin. - Vil du påstå, at Amos Nichols kan bestikkes? En Hvid Tørklæde mand skulle betale ham for at få tip om pengetransporter?  - Nichols ved, hvem der afsender, mindede Hanrahan ham om. - Vi har to andre banker her, og han er gode venner med de andre bankfolk. De der bankdirektører snakker altid forretning, Roy, og de har ingen hemmeligheder for hinanden, Og de har jo sagt, at du ikke kan lide den slags sammentræf. - Den vestgående. - som kørte fra byen i middags, sagde Telgin og skuttede sig. - Jep gryntede Hanrahan. - Vestgående med pengekassen stopfuld af sedler til et par banker på den anden sude af grænsen. - Sundstrom i Wyoming sagde Telgin langsomt. - De overnatter på Blue Spring skiftestation. - Og de skal være i Sundstrom i morgen eftermiddag, sagde  Hanrahan. - Det er en lang strækning, Roy. Så det kan ske igen. - Der er ingen telegraf i Blue Spring, sagde Telgin bekymret.

 - Skal jeg telegrafere til sheriffen i Sundstrom? tilbød Hanrahan. Det må du nok hellere, nikkede Telgin. - Ikke fordi det hjælper meget. Jeg ved ikke, om en lovtrop fra Sundstrom ville kunne ride diligensen i møde og nå den, før de forbandede røvere har tømt pengekassen. Når det kommer til stykket, ved vi ikke ret meget. - Der er èn ting, jeg ved helt bestemt, erklærede Hanrahan og rejste sig. - Hvis denne diligense kommer ud for et hold-up, så må vi hellere få os en lille snak med Amos Nichols, og jeg mener ikke i First National. - Du har ret, indrømmede Telgin. - Det er bedre  du bringer ham herhen. Vi sætter ham på en stol og snakker - og bliver ved med at snakke, til han bryder sammen.

 >>>>>>>>>>

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 09-09-2020, klokken 00:35 og meddeler, denne tirsdag, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

<<<<<<<<

 Bill og Ben - renser røvere ud - forsat.

 Efter en lang dag med uafbrudt hårdt slid gik mændene på Lonsdale Ranch tidligt til ro den aften. Selv om Zeke Nagel ikke var nogen ung springfyr, havde han gjort sin del af arbejdet, og da han og Bil satte sig for at spise aftensmad, var han ved at være helt udkørt. Men han vågnede også kort før daggry og var ude af sin køje kort edter Bill, der havde tændt en lampe og stod i døren med et tæppe svøbt om skuldrene. - Hvad er der los? spurgte den gamle cowboy. - Ben er kommet tilbage, sagde Bill. - Han gik ind i  stalden. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, er han ved at sadle min fuks. Tror du, at du kunne bikse noget morgenmad sammen i en fart? Vi skal nok ud og ride en tur. Ved brønden nærmest ved mandskabshuset sjaskede han koldt vand i ansigtet. Zeke gik i gang i køkkenbarakken, mens Bill tog tøj på og spændte sit revolverbælte om sig, og han var kun lige blevet færdig, da den lange texaner bandt den opstadlede fuks ved siden af sin egen vallak.

De snakkede sammen, mens kaffen stod og snurrede. - Ni af dem på vej mod nordøst, rapporterede Ben. - Det er godt en time siden. Der var ikke meget lys på det tidspunkt, men to af dem er jeg sikker på. De kom meget bekvemt lige forbi det træ, jeg sad oppe i. - Ni, gentog Bill langsomt. - Anført af Bass og forvalteren, sagde Ben. - Det er ikke hele molevitten. Der er stadig tre tilbage på ranchen. Og ved du hva`, det er fakta en masse folk for et sted som B Bar. Bass har ikke så meget kvæg gående på sine græsgange.

 - Det kunne betyde et eller andet, mente Bill. - Så mange mænd, der rider ud før solnedgang - måske for at komme overdistriksgrænsen, uden at nogen fra Box O ser dem. - Jeg tænkte, at du ville være nysgerrig nok til at følge efter dem, drævede Ben. - Nysgerrig nok til at finde ud af, hvor langt de skal hen, forklarede Bill. - Og som du altid siger, grinede Ben. - Der er kun èn måde og finde ud af det på. Mens de satte det hastigt tilberedte måltid yil livs, betroede de sig til Zeke, men krævede at han foreløbig skulle holde mund. - Hvad Skotty og Lonsdale ikke ved, kan aldrig skade dem, understregede Bill. - Men jeg må jo sige noget, indvendte Zeke. - Så fortæl dem, at Ben og mig har noget, vi skal gøre færdig, foreslog Bill. For Borgen? foreslog Zeke. - Det kan man nok sige, nikkede Bill. - Vi ved ikke, hvor længe vi bliver væk, men det er helt sikkert, at vi ikke forlader dem. - i kommer tilbage, brummede Zeke. - Men I kan ikke sige hvornår.

 - Der sker ikke noget ved, at vi forlader Borgen - så længe det varer, gjorde Ben opmærksom på. - Ikke for og prale, Zeke, men med ham rødtoppen og hans makkere i spjældet... - Og endel andre brændemærkefalsknere har det lidt halvskidt, sagde Bill. - ... så er de nok ikke så kæphøje, forsatte Ben. - Du kan sige til Skotty, at vi aldrig ville forlade sanchen, hvis vi troede, at Diamond U eller Box O ville glemme den lærestreg, vi gav dem. - Fire af Updikes hombres sidder og venter på at komme for retten, så du kan bande på, at enhver idiot ved, at vi mener det alvorligt, sagde Bill. Okay, sagde Zekede . - Jeg skal nok lavære med at fortælle nogen, hvor I skaenl hen, Nordøst, ikke? - Den vej, nikkede Ben.

Godmorgen fra - Danmark.

Klokken er cirka 02:07:2020. Og jeg har drukket et halvt glas ( JAMESON ) Whiskey, for at huske alletiders by Dublin, der er beliggende i Irland.

   - Har du nogen ideer? Zeke, spurgte Bill. Det betyder måske ikke noget, brummede Zeke. - Men når I er kommet forbi Curlyhorn Corner, er det Wells Fargo-rute hele vejen til grænsen og videre. Fra Curlyhorn Corner drejer vestgående køretøjer mod distriksbyen. - Lyder interessant, bemærkede Ben. - Og bliver dødlet at finde sporene efter de B Bar-hombres. Jeg kiggede nøje på dem, før jeg red tilbage hertil. - Hvad venter vi så på? Bill havde ikke tålmodiged i overmål. - Stop noget proviant i en sæk til os, Zeke, Ikke noget, der skal koges. Vi skal ikke bruge ild undervejs. Det her er noget, I forstår jer på, hva`? frittede den gamle cowboy. - Kan I følge efter Bass og hans mænd så de slet ikke ved, at I er der? frittede den gamle cowboy. - Kan I følge efter Bass og hans mænd så de slet ikke ved, at I er der? - Det kan gøres, Zeke, nikkede Ben. - Og vi forstår os på det. Det er noget, vi lærte - for meget længe siden.

Inden det begyndte at lysne, var de to texanere på vej, og snart skiltes de, da Ben red frem for at finde de spor, han var sikker på, han kunne kende. De nærmede sig sidevejen til distriksbyen, da den lange texaner vinkede ad sin partner. - De er redet videre ad diligenceruten, forklaredE han, da Bill kom hen til ham. - De har et godt forspring, men det vil du vel helst have, ikke? - Netop, sagde Bill. - Vi kan altid nå at indhente dem. Vi følger bare efter, til vi ser støvet oksekød. De to banditjægere forsatte mod Syd-Dakotas vestgrænse. Bass og hans mænd så sig tilbage med regelmæssige mellemrum, men der var intet, der tydede på, at nogen fulgte efter dem.

Den vestgående diligence havde gjort holdt for natten på skiftestation Blue Spring. Her havde passagererne fået det råd afdiligencens mandskab, at de skulle gå til ro, for de skulle tidligt op næste morgen. De fem passagerer, to velhavende kvinder og tre proffessionelle spillere, havde fulgt rådet og var stået op, så de kunne nå at spise morgenmad, inden solopgang. For at nå til Sundstrom i Wyoming klokken tre samme dag, måtte den vestgående diligence køre fra Blue Spring, inden det begyndte at lysne. - Klokken syv var diligencen allerede et godt stykke fra skiftestationen. Passagererne var stadig søvnige, selv om de havde skyllet morgenmaden ned med sort kaffe, men man kunne ikke sige det samme om kusk Ed Tysoe og hans geværvagt Jack Keefer. De var årvågne og vagtsomme, og deres humør var ikke det bedste. Tysoe var firskåren med masser af gråt i sit tynde hår og kraftigt kindskæg, Keefer senet med skarpe træk og ikke meget yngre end sin gamle ven og arbejskammerat. De havde begge arbejdet i mange år for Wells Fargo og var ikke tifredse med forholdene.

 - Det sidste år er jeg kørt ind i for mange baghold, Jack, at blive stoppet fire gange af den samme skydegale bande, de sataner med de hvide masker... - De finder altid lige det rigtige sted, knurrede Keefer. - Og skræmmer passagerernde fra vid og sans. - Jeg har kørt for Wells Fargo i lange tider og før det for Butterfield-linjen og det gamle Overland Diligence Selskab mumlede Tysoe og spejdede frem ad sporet, mens han styrede sit seks hestes forspand med øvede hænder. - Jeg synes nok. jeg har fortjent at hvile mig, Jack. En diligencekusk ved, at han løber en vis risiko. Det følger med jobbet, ikke sandt?  Men jeg vil gerne leve til min halvtreds års fødselsdag, blive pensioneret  og flytte til min bror Burts farm i Nebraska. - Du hjalp ham med en sum, da han startede, huskede Keefer.

 - Det er en grim følelse, brummede  Tysoe. - Når man aldrig ved, om den næste tur bliver èns sidste.  

Dansk tid.

 Kaffepausen er slut 10-09-2020, klokken 00:39 og kan meddele, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder.

 Det er ikke sådan nogle småspillere, Ed. Rigtige proffessionelle . Du kan godt sætte en månedsløn  på, at de har nogle fede tegnedrenge på,at de har nogle fede tegnedrenge. Nå, men jeg har allerede besluttet mig. Så snart det trækker op til ballade, bliver jeg ikke siddende her som skydeskive for en landevejsrøver, du kan bande på , du kan bande på nej. Jeg vil have en chance for at bruge den gamle haglspreder her, så jeg kravler faneme op på taget. Der står en stor kuffert. -  Han pegede. - God dækning. Jeg lægger mig om bag den - og så får de begge løbene. - Vi skal først og fremmes tænke på passagerenes sikkerhed, mindede Tysoe ham om. Det ved jeg, nikkede nikkede Keefer. - Men du er ikke den eneste Wells Fargo-mand, der gerne vil holde sig i live. - Kuskene skal ikke blande sig, hvis der bliver kamp, klagede Tysoe. - Nå ja... Keefer trak på skuldrene. En diligense-kusk har vel som regel nok nok at gøre med at styre sit forspand. - Jeg sagde, at jeg gerne ville leve, til jeg skal pensioneres, gjorde jeg ikke? mumlede Tysoe. - Så denne gang har jeg taget en en med.

Er du bevæbnet? spurgte Keefer. - Jeg har min gamle Colt stukket ned i mine bukser, betroede Tysoe ham. - Hvis en eller anden slyngel stikker en skyder hen i retning af mig, Jack, så kommer det ham dyrt at stå. Diligencen kørte endnu en mile, mens passagerne prøvede at holde en ligegyldig samtale i gang og dens mandskab sad tavse og dystre. Så brød geværvagten stilheden. - Det er ikke Dakota mænd. - Hvem ? spurgte Tysoe. - Den bande - de hvide tørklæder, brummede Keefer. - Jeg ved det selvfølgelig ikke bestem, Ed. Jeg har bare en fornemmelse af, at de kommer fra Wyoming. Det har du måske ret i , sagde Tysoe. - Jeg har en anden fornemmelse, forsatte Keefer. - Og du må vel også have tænkt på det. Der er nogen der snakker. De får oplysninger. - Hver eneste vogn, de har stoppet - Det være sig øst- eller vestgående - havde en pengeforsendelse med, sagde Keefer - Fortæl mig, hvordan de kunne vide det, hvis ikke en eller anden luset sladrehank gav dem et tip. 

 - Det kan du have ret i, sagde Tysoe bittert. - Men hvorfor mon Roy Telgin ikke har tænkt på det?  Hvad har man sheriffer til? Den falske slange kan være en mand fra Millerville. - Det kan det, gav Keefer ham ret. For at lette sin voksende frygt skiftede kusken brat emne. - Selskabet burde have oprettet en skiftestation  mellem Blue Spring og Sunstrom , klagede han. - Turen fra Blue Spring til Sundstrom er for lang uden mad og uden at skifte heste. Når vi kommer til Sundstrom, er alle tomme i maverne.  Om et par timer passerer vi grænsepælen, bemærkede  Keefer og spejdede frem. - Så er vi i Wyoming og på vej til vadestedet ved Council Creek. - Jeg kender ruten, Jack , sagde Tysoe knarvort. - Det gør vi begge, mumlede Keefer. Han talte ikke mere om diligencerøvere eller deres chancer for at undgå et baghold. Han holdt sine bange anelser ved sig selv, og det samme gjorde Tysoe. Men det var det samme spørgsmål, der plagede kusk og vagt. Ville de støde på De Hvide Tørklæder banden?  Nej, det var ikke et spørgsmål. Hvor ville banden slå til? Det var spørgsmålet.

Kort efter middag samme dag lod texanerne deres heste få et hvil på den lejrplads, som B Bar rytterne havde brugt kort forinden. Asken fra bålet var stadig varm, sporene efter hestene knap en time gamle. Bill så i sin kikkert mod øst, mens Ben fyldte deres feltflasker ved en kilde i nærheden og vandede fuksen og vallakken. Da det var gjort, satte den lange texaner sig ved siden af sin partner og spurgte skødesløst: - Har du fået nogle ideer?  - Diligensesporet er roligt, rapporterede Bill. - Ikke et køretøj hverken i den ene eller den anden retning. Langt forude er der et vandløb. Det støder sandsynligvis til Cheyenne floden. - Har du set de hombres, vi  følger efter? spurgte Ben.  Jeg kan tydeligt se dem nu, nikkede Bil. Han rakte Ben kikkerten og fandt tobak og papir frem. -Hold øje med dem, mens jeg ruller mig en smøg.

Mens Bill rullede sin cigaret og tændte den, holdt Ben øje med de ni ryttere. Han brummede noget, som Bill forstod og rullede en cigaret til, tændte den og stak den i munden på Ben. - Noget interessant? spurgte han. - Det kan du bande på, mumlede Ben og lod røgen sive ud gennem næsen. - Foetæl, opfordrede Bil. De er nået til bredden af åen, meddelte Ben uden at sænke kikkerten. Men de vader ikke over. Der er skov nord og syd for diligensesporet. De er helt væk nu, men du kan gætte, hvor de forsvandt hen. - Baghold, knurrede Bill. - Jeg tør vædde på. det er det vadested , som diligencerne bruger. Den vestgående diligence sætter farten ned før overgangen, og når den kommer over på den anden side, står Bass og hans revolvermænd parat til at stoppe den. - Medmindre vi blander os i det, drævede Ben. - Han satte sig ned for at ryge færdig og gav Bill kikkerten. - Hva` tror du? Der er et godt stykke vej til den å. Kan vi være der i tide til at ødelægge det for dem?

 - Et godt stykke vej, nikkede Bill. - Men der er masser af dækning syd for sporet og hele vejen til skoven syd for vadestedet. - Masser, nikkede Ben. Krat og klipper. Og jeg kan se, der er græs. Vinden blæser hen mod os, så hvis ikke den slår om, kan de ikke høre vores heste. - Vi må hellere være forsigtige, besluttede Bill. -  Jeg vil gerne give Bass en grim overraskelse. Han satte kikkerten for øjnene og afsøgte omhyggeligt det terræn, de skulle igennem for at nå træerne syd for vadestedet. - Se, jeg mener ikke, at vi skal ride længere end til de sidste klippeblokke. De er store, høje nok til at skjule os. Dèr lader vi vores heste stå. Og så går eller kravler vi resten af vejen. - Som du vil, lille gnom, brummede Ben. Da hans cigaret kun var halvanden tomme lang, sukkede han. - Har du en følelse af, at vi har gjort det før? Forekommer det dig ikke, at du kender til det, vi skal gøre? - Det er en naturlig følelse, sagde Bill med et skævt grin. - For vi har gjort det før.

 - Jaja... Ben trak resigneret på skuldrene. Så skal vi til det igen. De masede deres skod ud på jorden, rejste sig, gik hen til deres heste og svang sig op. Et øjeblik efter red de over diligencesporet og forsatte mod øst. De to kamphærdede banditædere vidste, at oprørets time nærmede sig.

Hvem husker - Anja Andersen - og for hvad? 

KAPITEL 7

 Da Bass havde fordelt sine mænd, så han på sit ur og gav dem de sidste instrukser. To af hans ryttere var blevet sendt ind i skoven syd for sporet. Dèr havde de bundet deres heste. Nu stod de i den norlige udkant af skoven og lyttede til deres anfører.Barr, Monkhouse. Artie Purle og de andre sad stadig på deres heste. - Tag maskerne på, beordrede Bass og stak hånden i lommen. - Cayley  og Deems, I bliver derhenne. Vær parat til at sidde op og komme frem, når jeg giver signal. Den sædvanlige rutine, drenge.  Vi holder os skjult, til diligensen er kommet over, så overrumpler vi dem, før kusken kan få sat fart i sit forspand. - De stopper måske på denne side for at vande hestene, bemærkede Purle. - Nej, sagde Monkhouse. - Det er Council Creek her. Når de kommer til vestbredden , stopper de op for at vande dyrene. Det gør de, før de kører over. Og de giver sig god tid. Hestene er sikkert varme. De må lade dem køle af, før de drikker.

 - Vi venter, smilede Bass. - Meget tålmodigt. Han så på  sit ur igen. Det bliver ikke så længe. Knap en time. Banditterne  fra B Bar var helt konkoncebtreret om sporet øst for  Council Creek og derfor ganske uforberedt  for et chokangreb fra vest. Havde der ikke været dækning i den retning, ville texanerne tålmodigt være kravlet på alle fire det sidste stykke eller have mavet sig frem. Det havde de gjort før. Men denne gang var der både buske og store sten. Da de nåede klippeblokkene, som de havde set på afstand, svang de sig ned, tøjrede deres heste og trak Winchesterne op af sadelhylstrene. -  Mon ikke vi kan nå skoven , uden de opdager os fra træerne på den anden side? mumlede Ben. - Vær alligevel forsigtig, brummede Bill. - Er du parat?  - Født parat, grinede Ben.

  - Jeg vidste, du ville sige det, sagde Bill. - Kom så. - Det vidste jeg, du ville sige, drævede Ben. - De havde taget deres sporer af, før de forlod klipperne, og nu rykkede de langsomt og forsigtigt frem bag al den dækning, de kunne finde, til de nåede skoven, hvor to af Bass`mænd ventede. Ligesom deres kammerater overfor var Cayley og Deems meget optaget af at spejde over mod åens østbred og sporet længere østpå, mens de to banditædere sneg sig ind i skoven, og stoppede op for at lytte. Mumlende stemmer ledte dem hen til en tyk træstamme, hvor de blev stående, til de havde fået øje på de to rytterløse heste og deres ejermænd. De bemærkede  også, at Cayley  og Deems havde hvide stofmasker på, som blev holdt fast af deres hatte og var stukket ned under kraverne forneden. Hvis de havde været i tvivl, var de i al fald nu klar over, at Bass og kompagni ikke var ude i lovligt ærinde.

Texanerne passede nøje på, hvor de trådte, mens de rykkede nærmere på deres ofre. Da de stoppede op igen, var det, fordi de også havde hørt det samme som bagholdsmændene, en klapren af hestehove og klirren og knagen af seletøj, der varslede, at en diligence forspændt med seks heste var på vej.

www.Google.dk

When the pipers play

 Da texanerne først gik ud fra, at banditterne ville rykke frem nu, rykkede de nærmere. Men da diligensen var standset, stoppede de også op og ventede. Ovre på den anden bred ventede diligencekusk Tysoe også på, at hans heste skulle køle af, før han styrede dem ud i det lave vand. Bass og hans mænd var tålmodige, men ikke mere end de to, der holdt dem under observation.

Endelig rullede diligencen ud i vandet og stoppede op igen. Tysoe gav sine heste tid til at slukke deres tørst, før han drev dem frem igen. Tysoe gav sine heste tid til at slukke deres tørst, før han drev dem frem igen. Der var ingen problemer med at komme over åen, som var bred nok på dette sted, men så lavvandet, at vandet kun gik til hjulnavene. Og nu listede texanerne sig længere frem. De kunne ikke vente længere. Cayley og Deems var gået hen til deres heste og ville åbenbart sidde op lige straks.

Cayley havde løftet foden op til stigbøjlen, da skæftet på Bills riffel gav ham en bule i hatten og også i hovedet. Han sank sammen, mens Ben tog sig af Deems på samme måde.. Da deres første to ofre sat ud af spillet og formentlig ville være bevidstløse det første stykke  tid, gik texanerne hen til nordsiden af skoven. Diligencen var kommet over åen og var knat femogtyve meter fratræerne langs sporet. Bass og hans seks ledsagere trådte nu ud fra skoven mod nord, mens Bass signalerede til et par hjælpere, som ikke kunne bevæge sig lige i øjeblikket og Monkhouse råbte til kusken, at han skulle standse hestene. Og så dukkede texanerne op.

   -   Bill brølede en ordre , Ben smed sin riffet og trak sine to ens Colts, Tysoe og Keefer gloede på rytterne med de hvide maskr, og så begyndte Keefer at kravle op på taget for at komme bag den store kuffert. - Ingen af Bass`mænd adlød adlød Bills kommando; det havde han heller ikke ventet. Han støttede Winchesterens skæfte på venstre hofte, mens han med højre hånd flåede sin Colt af læderet, og så gik det løs. Nogle af røverne svang deres deres skydere om mod de to texanere, andre rettede ilden mod diligencemandskabet. Tysoe lod sig ikke skræmme. Han bed tænderne sammen, trak sin gamle Colt frem, og da en kugle hvinede  hen over hans hoved, fyrede han, spændte hanen og fyrede igen uden at ramme nogen . Keefer affyrede begge løbene på sin haglbøssse hurtigt efter hinanden fra sin stilling bag kufferten; den første salve ramte ikke, den næste blæste en rytter af hesten.

 

De kvindelige passageress skrig blev overdøvet af kanonaden. Da Bills Winchester glammede ind mellem rytterne, der red forvirret rundt mellem hinanden, slog en af dem hænderne i vejret og styrtede ned fra sadlen med røde pletter på sin hvide maske. Så lod Bill riflen falde og tog sigte på en rytter, der prøvede at trække sig tilbage. Det var Bass, som mærkede det hede pust fra en 45 kugle lige ved sit højre øre. Munkhouse og Purle fulgte deres anførers eksempel og satte sporene i deres heste, og i nogle korte, hektiske øjeblikke var texanerne nødt til at koncentrere sig om de to andre, som var søgt ind i skoven overfor. De svang sig af hestene og holdt sig inde bag bag stammerne, mens de skød vildt på Bil og Ben. Diligencemandskabet fulgte det råd, Bill havde råbt til dem; Tysoe var kravlet ned og gik  i dækning bag diligensen, mens Keefer stadig krøb sammen bag kufferten.

Med deres Colts parat stod texanerne og ventede. Hovslagene, der fjernede sig, var ikke musik i deres ører. Bass, Monkhouse og endnu en mand var flygtet, og de kunne ikke optage forfølgelsen, så længe to andre  var parat til at kæmpe til det sidste. En af de maskerede mænd prøvede at tage sigte. Han stak kun højre skulder og en del af hovedet frem, men det var også nok. Bens venstrehånds Colt bragede og manden vaklede hylende frem, hans revolver faldt til jorden, og greb sig med en rystende venstre hånd til sin blodige højre skulder, før hans ben gav efter under ham. Hans makkersendte et snapskud mod Bill og var letsindig nok til at stikke hovedet frem. Kuglen gik otte tommer forbi Bill, hvis Colt bragede næsten i samme brøkdel af et sekund. Han så revolvermanden falde væk fra træet og blive liggende på ryggen.

   -   Hold øje med den satan med skuldersåret, knurrede  han til Ben, mens han for tværs over sporet, - mens jeg kigger på den anden. Han  fandt manden  død med et  hul midt i brystet og revolveren knuget i sin højre hånd. Bill gik ud på sporet og nikkede til Ben, der råbte til de rejsende: - Så er det forbi , folkens. Hvis nogen vil strække benene , kan de gøre det nu. -

Passagererne steg ud af diligencen, mens  texanerne bar deres første ømhovede ofre ud af skoven og bandt dem fast til egne heste med deres lassoer; de så straks, at røvernes heste ikke havde noget brændemærke. - Bass tænker på alt, bemærkede Bill syrligt. Så  sandt, som det er sagt, brummede Ben. - Når de red ud for at plyndre en diligence , brugte ingen af dem en hest med B Bar`s brændemærke. - Tysoe og hans partner rådede passagererne til at holde sig på afstand, mens de selv gik rundt mellem de døde, flåede maskerne af dem og betragtede de fortrukne ansigter. En af spillerne udnævnte sig selv til talsmand. Han var både taknemmelig og nysgerrig, takkede texanerne for deres indgriben og udtrykte sin forbavselse over, at de tilfældigvis var til stede, da der var mest brug for hjælp. - Ed og mig blev gale nok til at skyde på dem. betroede Keefer de to redningsmænd. - Men vi kunne ikke have klaret dem allesammen.

 - Vi er morderlig taknemmelige, mumlede Tysoe. - Og det gælder også Wells Fargo. - Det var sandelig et held for os,  sagde  spilleren. - Hvis i to gutter ikke var d ukket op... - Vi dukkede ikke tilfældigt op,  forklarede Bill. - Vi fulgte efter dem hele vejen hertil. Han agtede ikke at fortælle de fremmede mere , end de behøvede at vide.  Tre B Bar mænd var sluppet væk, tre var døde, og tre var nu taget til fange. Han tvivlede på, at fangerne ville fortælle, hvem deres medskyldige var; det var mere sandsynligt, at de ville holde mund i  håbet om, at Bass ville betale en sagfører til at forsvare dem. Ville Bass og hans makkere flygte tilbage  til B Bar eller prøve at forsvinde helt?   Han ønskede at indhente dem, uden at nogen impulsive lovmænd kom i vejen for ham - Vi havde mistanke til dem, fortalte han Tysoe. - Det var bare en sådan en anelse. - Fanden til anelse, brummede Tysoe.

 - Men da vi så dem tage opstilling, f orklarede Ben, - så lagde vi to og to sammen,  forstår du. - Ærgerligt, at nogle af dem slap væk, knurrede Keefer. - Tre, sagde Bill. Han vendte sig om, da han hørte en stønnen. B Bar manden med såret i skulderen var stadig ved bevidsthed. Og han var ikke den eneste, Henne ved diligencen trippede de to kvinder ubehjælpsom rundt om en af spillerens venner, en svær nand, der lå på jorden; hans ansigt var blegt og forpint, og der var blod på hans kostbare vest. - Fandens også, knurrede Bill.

 - Heldigt, at kun en af os blev ramt, sagde spilleren. - Det er Billy Paradine, en ven af mig. Den fordømte kugle kom ind gennem vinduet og... - Har I en medicinkasse om bord? spurgte Bill. Jovist, sagde Keefer nervøst. Men... Men hvad? sagde Bill skarpt. Sidst Ed og mig prøvede at doktorere på en såret passager, gik den arme djævel hen og døde, mumlede Keefer - Jeg tror ikke, vi har mod på at gøre et nyt forsøg.  Bill spurgte de andre passagerer, om de havde forstand på sårbehandling. Svarene var utilfredsstillende, og han måtte bide tænderne sammen for ikke at bande. Ben læste hans tanker og bemærkede: Det ser ud, som om det bliver dig. - Fortæl mig noget, jeg ikke ved, vrissede Bill.

 - Hvis du ikke får stoppet blødningen og lapper lidt på ham, kan ham den fede spiller gå hen og opgive ånden, inden de når det næste stoppested, advarede Ben. - Sundstrom, oplyste Tysoe. - Vi skulle være der klokken tre, men vi når nok ikke frem før fire med alle de forsinkelser. - Find den medicinkasse frem og tænd et bål, beordrede Bill. Så trak han sin partner til side og sagde resigneret: Vi må nok dele arbejdet, hvad enten vi vil eller ej.

   -   Det ser sådan ud, nikkede Ben. - Jeg følger efter Bass og hans makkere. Du indhenter mig, så snart du er færdig her. - Der er ikke andet at gøre , sagde Bill ærgerlig. - Følg deres spor, men prøv ikke på at standse dem. Jeg kan kende hovmærkerne af din vallak hvor som helst, så jeg når dig dig helt bestemt inden solnedgang. - Ja, gryntede Ben. - Jeg henter din hest, og så er jeg skredet.

   Hvis mandskabet eller passagererne syntes, at Bill arbejdede lidt for hurtigt, så sagde de det ikke højt. Først behandlede han det dybe sår, som den arme Billy Paradine havde fået i brystet.  Til alt held for ham mistede han bevidstheden, indenBill gik i gang med at standse blødningen. Så rensede han såret og lagde en forbinding på, hvorpå han sterliserede en pincet med whisky og fik fjernet kuglen, der sad i B Bar mandens skulder.

I mellemtiden kom de to mænd med de ømme hoveder  til sig selv og begyndte at bande og jamre; Tysoe. - Tysoe fandt det bedst at kneble dem. Mnden med skuldersåret var besvimet under behandlingen. Han blev nu løftet op på diligencens tag, da passagererne ikke ville have ham inde hos sig.  Hestene med de døde og de to andre fanger blev bundet bag i vognen. - Det vil sinke os, sukkede Tysoe. Hvis du da  - æh - du kunne måske følge efter vognen og trække kulerne i et trækreb... - Ikke tale om, sagde Bill fast. - Jeg vil gerne hjælpe, amigo, men jeg skal ikke til Sundstrom. Jeg har noget at ordne et andet sted.

 - For helvede, Ed, vi kan da ikke bede ham gøre mere for os, end han allerede har gjort, ham og hans ven, sagde Keefer. - Nå nej, men så endnu en gang tak, Tex, sagde Tysoe og rakte ham hånden. Da Bill trykkede den, mumlede han: - Vi behøver måske ikke klare os uden hjælp hele vejen. Det skulle ikke undre mig, hvis sherif Hillard samler en trop og kommer og kigger efter os. - Det er stensikkert, mente Keefer. - Et kvar ter over tre begynder Hillard og andre at blive morderlig  nervøse.

 - Det er klart, og I behøver ikke fortælle mig hvorfor, sagde Bill og så hen på diligencen. - Jeg har gættet, at I har dinero med. Mucho dinero. - Det er en rar fornemmelse, sagde Keefer med fryd. - Denne gang fik Tørklæde-banden en på trynen. Bill stak sin Winchester i sadelhylstret, trak sin Colt op og satte friske patroner i. Mens han ladede, meddelte han Tysoe: - Jeg er nødt til at ride nu, før i kører.

11-09-2020 Klokken 23:57 gør klar til et længere hvil.

Dansk tid.

 Kaffepausen sluttede 11-09-2020, klokken 23:57 og kan meddele, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder, og er atter klar til, at møde dagens pligter.

Bill og Ben - renser røvere ud - forsat.

 Jeg er nødt til at ride nu, før i kører. - Så vi ikke tværer sporene efter din makker ud, nikkede Tysoe. All right,Tex, stik du bare af, opfordrede Keefer. - Som Ed sagde er Weels Fargo meget taknemmelig for, hvad I gjorde. - Inden der var gået et kvarter, havde Bill fundet Bens spor og også de andres. De tre flygtende havde forladt diligencesporet og var redet ind over åbent land. Det samme havde Ben, men han var for klog til at sinke sin partner, ved at holde vallakken på flygfningenes spor. Bill have let ved at følge hovmærket hele tyve meter til venstre for de spor, de andre heste havde efterladt.

 - Ved solnedgang fandt Bass og Monkhouse endelig tid til at diskutere deres nederlag. Deres heste var fuldkommen udkørte, da de slog lejr i en lavning et stykke fra det nærmeste spor.

Monkhouse sad på hug ved ilden og rørte i en gryde; han var ærgerlig over, hvad der var sket, men sagde ikke noget. Purle lå ved kanten af lavningen med en riffel og holdt udkig. Bass travede frem og tilbage, til han endelig gik hen til bålet og satte sig ved siden af sin tro følgesvend. - Hvis nogen af dem er i live, stoler jeg ikke på, de holder kæft, sagde han. - Gør du?  - Ja, gu gør jeg det, erklærede Monkhouse. - De har for meget at tabe ved at plapre ud.

 - Jamen, for satan, de vil jo få tilbudt en mildere straf, hvis de angiver os, protesterede Bass. - De sidder nok i Sundstrom distriksarrest nu og bliver afhørt, og du kan være overbevist om, at distriksanklageren kender også noget til, hvordan man får folk til at snakke. - Måske, men måske kender jeg dem bedre , end du gør, sagde Monkhouse. - Jeg tror de holder. Ingen lovmand eller glattunget sagfører kan ryste dem. - Er du sikker på, de ikke vil rykke ud med, hvem vi er? spurgte Bass.

- - Det har jeg jo sagt, mindede Monkhouse ham om - De har for meget at tabe. De får hårde fængselsstraffe, indvendte Bass. De bliver ikke i fængslet resten af deres liv, mente Monkhouse. - De får strafnedsættelse for god opførelsel. Eller måske bryder de ud. De regner med dig. Kan du ikke se det. Når de er fri igen, går de ud fra, at du vil betale dem godt, fordi de holdt mund. Det er din garanti, for at de ikke angive os. - Bass så ud til at være beroliget.

Jo, det lyder rimeligt nok, indrømmede han. - Hør nu her, hvordan det står, foreslog Monkhouse. - Vi mistede seks  mænd, men hvad enten de er sårede eller døde, , red de til Sundstrom på udmærkede heste. de holder sig alle strengt til dine regler. Ingen af dem, har noget på sig, som kan identificere dem som B Bar mænd. Måske så de fordømte texanere os, før vi tog maskerne på, men det er ikke sikkert. Så alt i alt har vi stadig lidt tid. - Det mener jeg også, nikkede Bass. - Og jeg har besluttet at vi ikke rider direkte til B Bar. - Hvor så? spurgte den skæggede mand. - Hvis vi hviler ud her til midnat og så forsætter til Gribbon, sagde Bass. -  Så vil jeg tro, vi kan nå rancher og og Nybyggerbanken, når den åbner.

   -   Klokken ti i morgen formiddag. - Monkhouse skævede panderynkende til ham. - Banken? - Banken, sagde Bass. - Hele min kapital står på min konto. Jeg har aldrig ret meget liggende på ranchen, højst et par hundrede. Og jeg har min bankbog  i min lomme her. - Så vil du altså glemme alt om at overtage Borgen? frittede Monkhouse. - Jeg har affundet mig med det uundgåelige. Ingen skal sige om mig, at jeg ikke ved, når jeg er slået. Vi har lidt tid, ja, men den er begrænset, bare tid nok til at lukke min konto. Jeg bliver nødt til at forlade Gribbon distrikt, og jeg agter ikke at ride derfra bare med en hest og det tøj, jeg har på. Jeg vil have hver eneste dollar, som står i banken, med mig.

   -   Jep, gryntede Monkhouse. - Det ville nok ikke væreklogt bare at blive på ranchen. - Inden der er gået otteogfyrre timer, vil det uvægerligt komme en Sundstrom- avis til Gribbon; sagde Bass bittert. - Eller sheriffen i Sundstrom kan finde på at telegrafere til Farrow. Seks af De Hvide Tørklæder banden taget til fange,eller døde, tre savnes.

En sovepause - klokken 18:02 - 12-09-2020

Min hobby er at se cowboy film 


Jeg undervurderer ikke Farrow, sagde Monkhouse. - Han vil blive nysgerrig. - Når jeg har hentet mine penge, rider vi tilbage til B Bar, men kun for at underrette de mænd , vi efterlod på ranchen, sagde Bass.  - Artie Purle kunne ikke følge med i samtalen derfra, hvor han sad, og nu råbte han nysgerrigt: - Hvorfor gik det hele skævt? Hvad fanden skete der? Jeg kan slet ikke forstå det! Monkhouse rodede rundt i gryden igen. - Det skal have et par minutter til, sagde han til Bass. De gik op til kanten og satte sig ved siden af udkiksmanden. - Jeg tror, Cayley og Deems er i live, men de har nok ondt i hovedet, sagde Bass bittert. - Det er den eneste forklaring på, at de ikke svarede på mit signal. De satans texanere dukkede op , var jeg klar over, at de havde uskadeliggjort Cayley og Deems.

 - Men hvordan kunne de vide...? begyndte Purle. - De må være fulgt efter os. knurrede Monkhouse. - Der er ingen anden forklaring. Ellers kunne de ikke vide, at vi var gået i stilling ved åen. - Hele vejen fra Gribbon distrikt. Bass skar en misbilligende grimasse. - Vores bagtrop må have sovet. - Nej, hør nu her, jeg red bagerst sammen med Floyd Deems, og vi kiggede os tilbage mange gange, mumlede Purle.

Ikke en eneste gang så vi noget til, at vi blev forfulgt. - Så er de gode til det, sagde Monkhouse. - Men nu kan vi glemme dem. - Glemme? Bass så spørgende på ham. - Da vi forsvandt, blev McLowery og de andre tilbage, sagde Monkhouse. - De var kun de to, Walt. Vi mistede seks mand i dag, men tror du måske, de to helte slap fra det uden en skramme? De fik ikke stor hjælp fra kusken og vagten. Hvis de stadig er i live, er de i al fald ikke uskadt. De tager nok til Sundstrom mede diligencen. - Sårede - og ikke nogen fare for os, sagde Bass eftertænksomt. - Ja, jeg har i al fald holdt godt udkig, forsikrede Purle. - Der er ikke nogen efter os. Det vil jeg æde min gamle hat på. - Vi kan spise nu, sagde Bass. - Den første der er færdig, overtager vagten efter dig, Purle.

Hen imod solnedgang havde Bill fulgt sin partners spor til toppen af en kratbevokset høj. Her fandt han vallakken godt skjult og stadig opstallet. Han svang sig ned, tøjrede fuksen, tog sin kikkert op af sadeltasken og gik hen til Ben, der lå på maven i skjul af en busk. Han lagde sig ved siden af ham og fulgte Bens blik, der var rettet mod et svagt lys i det fjerne. - Jeg vil tro, det er en gryde, ikke særlig dyb, drævede den lange texaner. - De har slået lejr, men det er ikke godt at vide hvor længe. Der er sat vagt ud. Jeg kan ikke se ham... - Men du ved , han er der, nikkede Bill. - Lisså sikkert som jeg ved, du er her, mumlede Ben. - Er gamle Doc Valentine færdig med sine patienter? - De sidder i spjældet i Sundstrom nu, sagde Bill. - De to, vi slog ned, og ham, jeg gravede en kugle ud af Ham spilleren, der hedder Paradine, er nok henne hos en doc Sundstrom og får forbundet sit sår.

 - Og Sundstrom sheriffen stiller en masse spørgsmål, gættede Ben. - Tror du, han får svar?  - Du gætter lige så godt som mig, sagde Bill. - Jeg venter bare på de svar, jeg vil have. - Skal vi spise nu? spurgte  Ben. - Det kan vi lige så godt, brummede Bill. - De misundte deres bytte det bål, de kunne skimte i den tidlige aften, selv om de ikke højt beklagede sig over den kolde mad, de måtte nøjes med. Tørret oksekød og kolde dåsebønner var godt nok, især når det blev skyllet ned med nogle store store slurke rye whiskey. De trængte til en smøg efter maden, men ville ikke risikere at gøre de flygtende opmærksomme på deres tilstedeværelse ved at stryge en tændstik.

 - Måske tager de tilbage til B Bar, sagde Ben. - Ved du hva`, der er masser af dækning alle vegne. Vi kunne ride i en stor bue rundt om den lavning, uden de kan høre os. - Komme forud for dem? sagde Bill. - Og måske rider de til B Bar, men vi ved det ikke bestemt, vel?  - Hva` mener du så, vi skal gøre? frittede Ben. - Følge efter dem, sagde Bil. - Vente på, at de forlader den gryde og skygge dem. - Gad vidst, hvor de fører os hen, mumlede Ben tænksomt. - Der er kun... begyndte Bill. - ...èn måde og finde ud af det på, fuldførte Ben sætningen. - Det havde været en travl dag. Selv om de var utrættelige og aldrig skånede sig selv, når der skulle handles, var de også praktiske. For eksempel mente de, at man skulle tage den søvn, man kunne få. - Lige til klokken halv ti sov Ben med hovedet støtet på armene, mens Bill holdt øje med lavningen og lyttede efter, om noget rørte sig. Tyve ninutter i ti sov han, mens Ben hioldt udkig.

 - Kort efter midnat vågnede Bill ved, at hans partner skubbede til ham. - Ingen ild nu, lille gnom. - Kan du høre deres heste? - Ja. På vej væk fra os, Vinden er med os. Det blæser hen i vores retning. - Vores Texas held svigter os ikke, gabte Bill. - Lad os komme af sted. - Fra Gribbon distrikt til Council Creek  havde de to banditædere fulgt efter den ni mand store gruppe med største forsigtighed. De var endnu mere omhyggelige nu, hvor de forfulgte de tre mænd midt i den stille mørke nat.

Efter Bills mening var Bass i en nødsituation. For første gang var anføreren for Tørklædebanden blevet slået. Og nederlaget havde været alvorligt nok til at ryste ham, måske til at drive ham til en uoverlagt handling. Det var i det mindste hvad Bill håbede. - Klokken var et kvarter over tre, da de stoppede op igen for at lytte efter hovslagene fra deres byttes heste, og Bill fremsatte sin teori.

 - Hvis Bass tror, at spillet er ude for ham, og mener, det er det klogeste at forsvinde... - Det gør han nok, mente Ben. Han har planlagt og gennemført mere end èt røveri, påpegede Bill. - Hver gang han snuppede en diligence, blev han rigere, nikkede Ben. - Og hvor har han gjort af sit bytte, alle de dinero han har skrabet til sig? spurgte Bill grundende. - Hvis de er skjult på B Bar, må vi tage opgøret der. - Men han kan have gemt dem et andet sted, sagde  Ben. - De kan være gravet ned et sted på B Bar, eller måske har han en ven i Gribbon som gemmer dem. - De kan også være i en bank, mente Bill. - En bank? Ben glippede med øjnene. - Hellige Hanna.

 - Tænk dig om, opfordrede Bill. Folk i Gribbon - og det gælder også sheriffen - mener, at Bass er en hæderlig kvægmand, en morderlig respektabel hombre. Det er sandsynligt, at han har en konto i en bank i Gribbon, sådan som  Updike og Orden også har. - Og som unge Mat. - Netop. Så måske står hans penge trygt i banken... - Lige midt i Gribbon. Så er det dèr, han er på vej hen, hva"? - Det kan tænkes. Han gjorde det for pengenes skyld, så jeg kan ikke tænke mig, han ville stikke af uden dem.  - Lyder rimeligt. Texanerne forsatte deres forfølgelse af Bass og hans medskyldige, og ved solopgang var de overbevist om, at det var Gribbon, der var deres bestemmelsessted. Efterhånden som det lysnede, kunne de se, at landskabet var dem bekendt.

 - Mens sheriffen i Sundstrom klokken syv samme morgen sad og spiste morgenmad i cafeen over for sit kontor, kom hans trætte yngste vicesherif ind til ham. Lovbossen Tom Hillard var en mand omkring de fyrre, glatbarberet og velplejet, med skarpe træk, og han havde været lovmand de sidste ti år. - Er de endelig brudt sammen og har tilstået? spurgte han, da vicesherif Corvin sank ned på stolen over for ham. - Så heldige er vi ikke, sukkede Corwin. - Du begyndte afhøringen. Hewey, mig og sagfører McPhee har arbejdet på skift lige siden. De har ikke fået søvn i øjnene, og det samme gælder os. - Og I fik ikke noget ud af dem? spurgte Hillard. - Ikke et eneste ord, svarede Corwin.

Det kommer måske, sagde Hillard. - Og i så fald har vi den trøst, at Tørklæde-banden har fået, hvad den har godt af, Alec. For første gang har de lidt nederlag - og der eftertrykkeligt. - Tre døde, tre taget til fange, tre stukket af, nikkede vicesheriffen. - Ham sheriffen i Syd-Dakota... begyndte Hillard. - I Millerville?  - Ja. Telgin hedder han. Han meddelte mig på forhånd, at den vestgående havde en fyldt pengekasse med, og indrømmede, at han var bange for, den skulle blive stoppet. - Han må have en sjette sans.

 - Det har du sgu ret i. Nå, men lad os gengælde hans samarbejdsvilje. Tror du, at du kan holde dig vågen længe nok til at telegrafere til ham?  Tror du, at du kan holde dig vågen længe nok til at telegrafere til ham?  Telegrafisten bor oppe over sit kontor. Det er tidligt, men det er han vant til. - Ja, gerne. Hvad skal jeg sige til ham?  - Tak ham, fordi han advarede mig.  Og fortæl ham, at banditterne blev slået ved Council Creek... - Tre døde, tre i din varetægt, nikkede Corwin. - Og tre slap væk. Han gabte igen og rejste sig træt. All right , det skal jeg nok ordne.

KAPITEL 8

 - Det kom et bud fra Millervilles telegrafkontor og afleverede en lukket konvolut til den vagthavende lovmand klokken halv ni om morgenen. Den vagthavende, vicesherif Pat Hanrahan, stak det i lommen, gik ud på verandaen, og lige til hans chef ankom, sad han i en kurvestol og spekulerede.

Slut for i dag, lige nu. 06:50

Da sherif Telgin kom op af trappen til verandaen, rakte Hanrahan konvolutten frem og drævede:  - Behold hatten på, Roy. Vi skal måske aflægge en morgenvisit. - Af hvad grund? spurgte Telgin. - Det er loven i Sundstrom, oplyste Hanrahan. - Sherif T. G. Hillard. Telgin blev stående  på verandaen, flåede konvolutten op, trak telegrammet frem og læste det, Så bandede han lavmælt, fortalte Hanrahan, hvad der stod, og stak telegrammet i konvolutten igen. - Sikke et slagsmål, det må have været, bemærkede vicesheriffen. - De var ni ialt, som lå på lur, sagde Telgin med fryd i stemmen. - Kun tre  slap væk. Store nyheder Pat.

 - Vigtige nyheder, nikkede Hanrahan. - Gad vidst, hvordan Amos Nichols vil tage det. Telgin trak sit ur op af vestelommen. - Han må vel være færdig med sin morgenmad nu. Gå hen og hent ham. Vær høflig, men brug øjnene og læg mærke til, hvordan han reagerer. Du skal ikke være bekymret, sagde Hanrahan bittert og rejste sig. - Jeg kan godt være træsk - lige så snedig som den satan, der planlagde alle de baghold, hvem fanden han så er.

   Hanrahan var sikker på, at hanhøfligt udtrykte, men faste anmodning gjorde direktøren af First National Bank temmelig urolig. Han kunne se det i den tyndhårede Amos Nichols`øjne, da den afvisende Dora Nichols havde kaldt sin mand hen til husets hoveddør. Hanrahan havde ikke ventet, hun skulle byde ham indenfor. Han var jo kun vicesherif. Damer, der var så overlegne og fine på det som Dora Nichols, var tilbøjelige til at behandle vicesheriffer som det rene skidt.

 - Vil sherif Telgin tale med mig? sagde Nichols panderynkende. - - Det varer jo noget, før banken åbner, mindede Hanrahan ham om. - Sheriffen tænkte, at tidspunktet ville være belejliget for dig. - Jeg håber, det er noget vigtigt sagde Nichols, - Det synes han, sagde Hanrahan med pokeransigt. Da vicesheriffen viste bankmanden ind på Telgins kontor, hilste sheriffen høfligt på ham og bad ham tage plads. - Nichols satte sig med sin stive hat på sine magre knæ og så misbilligende på lovmanden. - Hvis det er et bankanliggrénde, ville det være bedre at diskutere det på mit kontor, sagde han spidst. - Vist er det et bankanliggende, men det er også et lovspørgsmål, forklare Telgin. - Jeg var sikker på. det ville interessere dig, Mister Nichlas.

 - Hvilket, om jeg tør spørge? sagde Nichols skarpt. - De vanskeligheder,  som du og de andre bankfolk her i området har haft, sagde Telgin. - Jeg mener, når der skulle overføres kontanter fra den ene filial til den anden eller fra hovedkontoret til en fjertliggende filial. Der har været så mange røverier, Mister Nichols. - Ja, nikkede Nichols. - Det har virkelig været et problem gennem længere tid. - Men ikke mere, fortalte Telgin. - Den sidste vestgående diligence  fra Millerville havde penge med til Sundstrom i Wyoming, som du ved... - - Naturligvis, sagde Nichols med et skuldertræk. - Og anføreren af Det Hvide Tørklæde-banden belv underrettet, som du også ved, sagde Telgin bistert.

Men denne gang kom forsendelsen ikke igennem. Diligencen blev stoppet ved Council Creek, og dèr... - Det gik galt for Tørklæde-banden denne gang, drævede Hanhahan, der sad på kanten af Telgins skrivebord og ufravent betragtede bankdirektøren. - Jeg formoder, at andre må være kommet  diligencen til hjælp, sagde Telgin. Det har været en blodig kamp, Mister Nichols, for kun tre af de ni røvere slap væk. Tre blev blev dræbt, og de sidste tre blev såret og bragt til sheriffen i Sundstrøm, føler du dig dårlig tilpas, Mister Nichols? Bankdirektøren var sunket sammen i stolen, hans ansigt var blevet sygeligt gråblegt, og han skælvede. - Jeg ved... stammede han, - ved - hvad du ville sige. De tre fanger... - Som er i sherif Hillards varetægt, nikkede Telgin. - Og de er selvfølgelig... sukkede Nichols, - de er blevet - afhørt..

 - Ganske rigtigt. Der havde ikke stået noget i telegrammet om, at fangerne havde tilstået, men Telgin kunne lugte sejren nu; han følte sig pludselig helt sikker på, at det var Nichols, som havde været mellemmand til banditter, og forsatte dristigt: - De har snakket. Så Tørklæde banden er færdig, og det er slut med at give dem tips. - Jeg er  - faktisk lettet, mumlede Nichols og tørrede sig over panden. - Ja, dybt taknemmelig over, at det hele er forbi. Spændingen - det var for meget. Jeg kunne ikke have holdt til det ret meget længere. - De telegrammer til en mand ved navn Bass i Gribbon, sagde Hanrahan strengt. - Jeg ved ikke engang, om det var hans rigtige navn, sagde Nichols med rystende stemme.

 - Mod at få en vis procent af det, de sjal, telegraferede du datoerne for forsendelserne, sagde Telgin anklagende, - Og bestemmelsesstedet  - mod øst eller vest. En respektabel herre som dig, skændte Hanrahan. - Og så sælge oplysninger til en bande diligencerøvere. - Det var altsammen for Doras skyld, mumlede Nichols. - Jeg ville med glæde have tilbragt resten af mit liv her, jeg har altid været godt tilfreds i Millerville. Men hun var aldrig tilfreds. År efter år klagedehun og kritiserede, krævede, at vi skulle flytte til hendes hjemby. Det er Alvison, Wisconsin, som du måske ved. Langt herdra. Og ville blive så dyrt at flytte, den lange rejse, skabe et nyt hjem til hende... Ham Bass valgte det helt rigtige offer, sagde Telgin barsk. - Du var modtagelig for hans tilbud. - De ting, en mand kan gøre for en plagsom kone, knurrede Hanrahan.

 - Jeg er klar over, at der vil bliverejst tiltale mod mig, sagde Nichols og gøs lidt. - Men måske er der ikke så slemt i fængslet. I al fald er der ingen koner til at plage èn, og det er næppe sandsynligt, at hun vil besøge mig. Jeg er helt indstillet på... Han tav brat, hans ansigt fortrak sig, og han greb sig til brystet med en skælvende hånd. - Undskyld - jeg føler mig pludselig - mit hjerte... Gud fri os vel, han ser skrækkelig ud. Hanrahan var allerede på vej hen til døren. - Jeg må hellere hente... - Få fat på en doktor - i en fart, skyndede Telgin på ham. - Mister Telgin, rør dig ikke. Sid bare helt stille.

Uden at ane, at de var blevet skygget hele vejen fra det sted, hvor det mislykkede røveriforsøg var ket, kom Bass og hans ledsagere til Gribbon et kvarter i ti. De satte farten ned, da de red ind på hovedgaden og styrede hen mod Rancher og Nybygger Banken.  Ti efter nåede texanerne frem. De undgik omhyggeligt Main Street  og red kun hen til den nærmeste rejsestald, hvor de gik ind ad bagdøren for en dikkerheds skyld. Staldkarlen overtog fuksen og vallakken, hvorpå Bill og Ben gik et stykke hen ad sidegyden, der løb paralelt med Main Street på østsiden.  Så drejede de om ad en smøge, og da de nåede enden af den, stak de forsigtigt hovedet frem og kiggede sig omkring.

Dèr er de, gjorde Ben opmærksom på. - Jeg ser dem, nikkede Bill. Pas hellere på, de ikke ser os, advarede Ben. - Ikke før du er parat. De heste, som Bass og h ans makkere var kommet ridende på, stod nu tøjret et stykke henne ad gaden og på den modsatte side. Tøjrebommen stod uden for nabohuset til banken, en manufakturhandel. B Bar-mændene lod, som om de kiggede på de udstillede varer, og nu og da hilste Bass på forbipasserende, han kendte.  Bill så på sit ur og sagde:  - Vi kan komme nærmere. - Jo nærmere, jo bedre , mente Ben. - Hvis de begynder at skyde , skal det helst være på nært hold, så der ikke kommer nogen imellem.

 - Tilbage til baggyden, besluttede Bill. - Og så går vi et stykke længere hen. - Den næste sidegyde, de valgte, mundede ud næs ten lige overfor banken, og klokken var nu ti minutter i ti. Der holdt en vogn helt henne ved hjørnet af Main Street. Når de holdt sig bag den, var der ingen fare for, at flygtningene fra Council Creek skulle få øje på dem, før de selv valgte at træde frem. - Vi skulle måske - æh - ha`givet sheriffen et tip, mumlede Ben. - Eller ham den flinke vicesherif - hva`er det han hedder? - Dade Sanders? Nej. Bill rystede på hovedet. - Hvis de ser et par lovstjerner på vej hen mod sig, stikker de måske af. Det er bedre, vi selv ordner det. Og når det er gjort, kan vi fortælle Farrow... - At vi bare ville hjælps? frittede Ben grinende. - Noget i den retning, brummede Bill. - Bare sheriffen ikke bliver så gal,  at han anholder os, drævede Ben. - Vi har nok at og lave ude på Borgen. - Vi skal nok komme tilbage til Borgen, lovede Bill, - så vi kan forklare Skotty og de englændere et par ting.  Et minut før ti kom direktøren og hovedkasseren i Rancher og Nybygger Banken gående hen ad det modsatte fortov på vej til banken. Bass og Monkhouse gik dem i møde og fulgtes med dem til døren. Purle satte sig på sin hest, rullede en cigaret og gjorde et energisk forsøg på at virke ganske ubekymret, men texanerne lagde mærke til, at hans højre hånd hele tiden var meget nær ved hans revolverhylster. - Hvornår? spurgte Ben; han lød meget nonchalant. - Så snart de kommer ud igen.

På lovkontorets veranda et stykke henne ad gaden snakkede vice sherifferne Sanders og Dodd sammen. Og nu kom Ken Farrow gående nordfra, mens han kiggede i alle sidesmøger efter sovende fulderikker af den type, som Eulah Hathaway ikke yndede. Texanerne var kede af at se Farrow, da de forudså, at han ville blande sig i opgøret. De bar ikke nag til ham og ønskede ikke, at han skulle udsættes for fare. Men det måtte jo selvfølgelig blive hans sag; trods alt var han sherif. Bass havde taget sine sadeltasker med ind i banken. Da han kom ud sammen medMonkhouse, var sadeltaskerne tykke og svulmende, og nu var Bills ventetid  forbi.

 - Det er bedst vi  stopper dem,  før de når deres heste, sagde lavmælt. - Og lad os ikke glemme ham hombren på skimlen. De forlod vognen og trådte frem på gaden. Bliv stående, hvor I er,  folkens, råbte Bill. - Og gør nu ikke noget dumt vel? tilrådede Ben. - Vi vil ikke have noget skyderi her, så hva`med og spænde jeres skydejern af?  Bass, Monkhouse og den nervøse Purle var straks klar over hvem de var. Texanerne var fulgt efter dem og vaeøjensynlig lige så raske og sunde, som da de tog kampen op ved Council Creek - og lige så indstillet på at stoppe dem. Bass, der først fik kontrol over sig selv, forsøgte at bluffe. - Hvad skal det sige? Jeg finder mig ikke i at blive udfordret af et par sadelbumser på den måde! - Jeg regnede heller ikke med, du ville synes om det, drævede Bill. Texanerne var stoppet op tyve meter fra dem og var taknemmelige for, at der ikke var nogen mellem dem og banditterne. - Ikke mere, end du syntes om, at vi blandede os i dit baghold ved Council Creek. I var der alle tre, så prøv ikke at komme med dumme undskyldninger.

 - Vi fulgte efter jer til Gribbon, ligesom vi fulgte efter jer på udvejen, advarede Ben. - Så det er enden på det, Bass, sagde Bill barsk. Farrow var meget forvirret, da han nærmede sig og så Purle gribe efter sin revolver. Purle tog i hast sigte o g fyrede mod Ben, og da han ikke ramte og fik øje på Farrow, blev hangrebet af panik og skød på lovmanden. Farrow udstødte et hyl af smerte, snurrede en halv gang rundt og faldt om med røde striber ned over venstre side, men han rullede sig rundt, kom op at sidde og fumlede efter sin seksløber. Men det var for sent at gribe indi denhurtige og voldsomme  kamp.

Bass og Monkhouse ville ikke overgive sig. De søgte hen mod deres heste, mens deres revolver glammede, men texanene havde nu også trukket af læderet og besvarede ilden med deres vante præsion.En kugle fra Bens højrehånds Colt ramte Purles revolverarm, så han tabte balancen og ikke kunne holde sig fast i sadlen på hesten, der pludselig begyndte at stejle. Han tabte sin skyder, da han faldt og blev liggende og vred sig og jamrende nede på jorden. Bass`skud var velrettet, men målet havde flyttet sig. Hans kugle pustede ind i Bills venstre øre og overbeviste texaneren om, at han hellere måtte sætte en stopper for rancerens skydeøvelser. Bills Colt bragede og Bass blev slynget bagud og ind i manufaktur-handelens vindue. De kvindelige kunder skreg op, da ruden splintredes med et brag.

  Ben sprang til side, da Monkhouse fyrede to gange hurtigt efter hinanden, løftede sin venstrehånds Colt og trak af. Med blodigt bryst vaklede Monkhouse et par skridt. hvorpå han faldt ned fra fortovet og havnede på gaden. Før han sank om, bragede hans revolver igen. Texanerne dukkede sig, men det var overfødigt; kuglen gik langt uden om dem, ramte La Belles Salons udstillingsvindue og endte sin flugt midt i en gine, på hvilken der sad en halvfærdig selskabskjole. Eulah Hathaways skrig var den mest hjertegribende lyd. Ken Farrow nogen sinde havde hørt. Han glemte helt sine egne smerter, rejste sig halvvejs op og råbte til enken: - Eulah, sig, du ikke blev ramt! Sig nogert til mig! Absolut uskadt men i retfærdig og højlydt harme dukkede enken op i døren til sin butik og begyndte at skælde ud.

 - Endnu en voldshandling! Den værste nogen sinde! Hvor vover du at se mig i øjnene, Ken Farrow - for ikke at tale om, at du vover at tale til mig! Skyderi!  Blodsudgydelse! Et blodbad midt i den mest respektable del af forretningskvarteret! Det er for meget! Nu er det sket! Hun trak sig tilbage, menFarrow, der nu havde fået stablet sig på beneneblev ved med at bønfalde, til hans vicesheriffer kom farende. Texanerne stod roligt og smuttede deres brugte patronhylstre ud og ladede deres revolvere. Purle havde mistet bevidstheden, og folk strømmede til og stirrede måbende på den blodige scene. - En såret og to døde, tror jeg, meddelte Bill vicesherifferne. - Men i må hellere se efter, mens jeg kigger på jeres boss.

Hør nu lige her...1 begyndte Dodd. - Klap i, Wilbur, sagde Sanders irriteret. Gå hen og se efter, hvordan det står til med ham... Han nikkede hen mod Monkhouse, - mens jeg ser, hvad der er sket inde hos Bracey.  Bass og Monkhouse var stendøde; Basslå midt i en dynge knust glas inde i manufakturbutikken, han havde stadig sin revolver i højre hånd, og hans  venstre hånd var knuget om sadeltaskerne, som indeholdt byttet fra de røverier, han selv havde planlagt - Så -  rolig, bremsede Bill ham. - Jeg skynder mig at sige det, så vi kan få dig hen til en kødsnedker. Det var B Bar, der plynd rede de  diligencer, og Bass  og Monkhouse stod i spidsen for overfaldene. Vi ved det, fordi vi fulgte i hælene på dem hele vejen til Council Creek vadestedet. De ville plyndre den vestgående diligence...

 - Ni styks var der, indskød Ben. - Vi ødelagde deres planer med lidt hjælp fra geværvagten, forklarede Bill. - Bass, MAonkhouse og en anden hombre stak af - stadig med deres hvide masker på. - Død og djævel! gispede Farrow. - De Hvide Tørklædebanden?  Du kan lade en af dine vicesheriffer telegrafere til loven i Sundstrom, foreslog Bill. - Vi bandt de andre seks fast på deres heste og sendte dem til Sundstrom med diligencen. - Tre af dem tog vi levende, oplyste Ben. - Sådan et par...! begyndte Farrow. - Jeg ved, hvad du ville sige, og jeg er langt forud for dig, sagde Bil beroligende, og i det samme kom redaktøren af Ugetidende vandrende hen til dem. - Mens du bliver lappet sammen, skal vi nok hjælpe dine vicesheriffer så godt vi kan - og få dem til at skrive vores vidneudsagn ned. Så rider vi tilbage til Borgen, for der er en masse at lave. Bare rolig, ven. Nu falder det hele til ro.

Den eneste læge , som var i byen i øjeblikket, var ved at undersøge den bevidstløse Purles højre arm. Men Farrow kom ikke til at vente. Den næste, der nåede hen til ham, var Chloe McCully i en spraglet kjole og barhovedetog øjensynlig meget bekymret for ham, men uhyre langt fra at være hysterisk. Hun tog hans arm, nikkede beroligende til texanerne og mumlede:  

 - Jeg kan rense og forbinde hans sår så godt som nogen doktor. Jeg må hellere få ham hen i mit hus. Kom så, søde Ken. Gør det meget ondt? Du skal ikke være bange. Jeg skal nok tage mig af dig. Efter at Chloe havde taget Farrow med hen til Røde Ruby, havde texanerne en kort konference med Sander og direktøren for Rancher og Nybygger Banken. Bankmanden kunne bekrætige Bills anelse. Bass havde lukket sin konto. Han havde fået udbeadt til sig selv

 

talt alt, hvad der stod på den, i hundreddollarsedler, som var pakket ned i saddeltaskerne.   - Lad den anden vicesherif tage sig afkadaverne, opordrede Bil Sanders. - Dig og os må hellere få de dinero og den sårede fyr hen i arresten, og så får vi det hele skrevet ned og bevidnet, sådan som din boss kan lide det. - Skal han komme her og give os ordrer? spurgte Dodd fornærmet. - Bare gør det, Wilbur, nikkede Sanders. - Få de lig hen til bedemanden. - Og glem ikke at undersøge, om de har hvidemasker i lommerne, tilrådede Ben. - Måske glemte de at skaffe sig af med dem.

 - Jeg er parat, mine herrer, smilede, Alcorn, da han endelig kunne få et ord indført. - Det tør jeg vædde på, sukkede Bill. Mens texanerne sad på lovkontoret sammen med Sanders og redaktøren, blev den forpinte Ken Farrow hjulpet op i Cloes soveværelse af hendes bartender, som derpå fik ordre til at hente et vandfad med varmt vand og nogle andre ting. Bartenderen forsvandt, og Farrow og hans sygeplejerske var overladt til sig selv. Han proteserede over, at han var blevet lagt i hendes seng, mens hun beroligede ham og til hans store skræk begyndte at knappe hans skjorte op. - Jeg håber ikke, du er genert, søde Ken, du kan godt beholde bukserne på. Jeg behøver kun at tage tøjet af den øverste halvdel af dig, så jeg kan komme til det skudsår. Et held, at kuglen ikke satte sig fast, ikke? Det er en grim flænge, men den skal nok læges. Lig nu bare stille. Hov jeg havde næsten glemt... Hun forlod ham et øjeblik for at skænke op i et glas. Hans yndlingsbourbon. Først skal du drikke det her.

 - Chloe, jeg griser jo din pæne rene seng... - Drik nu og hold op med alt det vrøvl. Bourbonen fik ham til at falde lidt til ro. Hun gik i gang medat rense hans sår, og han havde aldrig før været klar over, hvor blide, hvor ømme hendes bevægelser kunne være. - Det var en skam, Mrs. Hathaway så det, sagde hun medfølende. - Men det ville jeg nu ikke bekymre mig om. En fornuftig dame som hende vil indse, at du ikke kunne gøre for det, og tilgive dig, Du gjorde jo trods alt bare din pligt, ikke? - Hjælper ikke, stønnede Farrow. - Det skal nok gå i orden igen med jer to turtelduer, lovede Chloe. - Når jeg har forbundet dit sår, sender vi en af mine piger hen på dit værelse efter en ren skjorte. Du kan bruge noget af min eau de cologne, hvis du vil. Så dufter du godt, når du forklarer Mrs. Hathaway alt det, der skete. 

Dansk tid.

 Jeg har lige taget en slurk kaffe, for at holde mig vågen. Datoen er 14-09-2020, og Klokken er lige nu 00:38 og kan meddele, at jeg nu har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder, og er atter klar til, at møde dagens pligter.

  -  Det hjælper ikke, gentog Farrow. - Jeg har ingen chancer længere. Hun er færdig med mig, og hun sagde, jeg aldrig måtte tale til hende igen. - Stakkels Ken, kurrede hun. Det er en sørgelig dag for dig. - Hvorfor har du en dobbeltseng? spurgete han pludselig. - Jeg mener, du er jo alene. - Jeg har aldrig tænkt mig at være alene til evig tid, forklarede hun. - Det betaler sig at være parat, siger jeg altid. Bid nu tænderne sammen. Det gør lidt ondt. - Jeg har for resten også fået nok af evig og altid, at gå og undskylde, mumlede han. - Nu behøver jeg ikke undskylde længere. Og ved du hvad? Det er en rar følelse. - Nu lidt sårsalve, og så lægger vi en nydelig forbinding, sagde Chloe. - Grimt sår, men det kunne være meget værre.

 - Det var guddødeme Walt Bas og hans  forvalter, der var ledere af Tørklæde-banden, knurrede han. - Og Valentine og Emerson tævede hele bundtet. Det er en stor begivenhed, Chloe. Man skulle tro, Eulah ville være overvældet. Men nej. Hun blev bare ved med at vrisse og skælde mig ud. Det vænder du dig til, sagde Chloe. - Jeg ønsker ikke at vænne mig til det, protesterede han. - Øh - hvad er det, du gør...? - Jeg må løfte dig lidt op fra puden, forklarede hun, så jeg kan vikle forbindingen rundt om dig. Hun greb ham i armhulerne. Dahun løftede til, var der kun èt sted, hans ansigt kunne være under denne øvelse, nemlig trykket fast ind mellem hendes hals og hendes bryst. En oplevelse, der nok kunne få èns puls til at slå hurtigere, tænkte han, ikke mindst da hendes parfume kildrede hans næsebor. Da hun havde lagt ham til rette igen, gjorde hun forbindingen fast.

Han gispede lidt, før han kunne begynde at sige noget igen. - Jeg skulle hellere sige undskyld til dig. Jeg mener, fordi jeg dryppede blod hele vejen op ad trappen og på dit tæppe. - Du behøver ikke sige undskyld til mig, forsikrede hun ham. Ikke for noget som helst. - Ikke for noget som helst? spurgte han. - For Guds skyld, søde Ken, du er lovmand og en god lovmand, smilede hun. - En sherif kan ikke holde ro og orden uden en gang imellem at blive såret, og en sådan mand bløder. Det er helt naturligt. - Hun ville sige, det var uanstændigt, sagde han bittert. - Hvem? spurgte hun. - Du ved hvem, sagde han. - Har jeg aldrig fortalt dig det?  Den første gang, jeg friede til hende, fik hun mig til at love... - Love hvad? Eller det skulle jeg måske ikke spørge om?  - Du kan spørge mig om alt, hvad du vil. Jeg måtte give mit ord på, at hvis jeg blev hendes mand, ville jeg opgive sprut og cigarer hele resten af mit liv. - Tja...

- Og det er ikke det hele. Hun lugter ikke ligesom dig. - Hvad mener du, Ken? - Jeg mener, hun bruger ikke parfume, hun synes ikke om det. - Jeg håber ikke, du er af samme mening. - Det kan du bande på, jeg ikke er. Du dufter godt. Vældig godt. Impulsivt stod han ud af sengen, lagde højre arm om Chloes  skuldre, trak hende helt ind til sig og kyssede hende. Hun veg ikke tilbage. Hun smilede bare og bemærkede: - Det ville Eulah bestemt ikke synes om.

 - Jeg hører ikke dig beklage dig.  Det er noget andet med mig. kurrede hun. - Mig kan du omfavne og kysse, så tit du vil, søde Ken, når bare du husker, at jeg aldrig vil lade nogen anden mand gøre det samme. - Vi har altid været gode venner, dig og mig, sagde han længselsfuldt. - Jeg har været en kæmpeidiot. Tænk, at jeg - så gammel som jeg er - kan gå hen og tabe hoveder på grund af Eulah og helt glemme dig. Fanden med hende, Hør, hvad ville du sige til at blive sherifkone? - Det kommer an på hvilken sherif, klukkede hun. Den eneste sherif, jeg vil have, er ham, der står her. - Nu har jeg aldrig...!  - Nu har jeg aldrig...! henåndede han. En ting af gangen, sagde hun fast. - Lad os først få din skjorte på. Den er forreven og blodig, ja, den ser farlig ud, men det gør ikke noget, hvis du bare skal forbi La Belle for at indrømme, at du ikke er god nok til Eulah. - Det er lige, hvad jeg vil fortælle hende, jublede han. Og hun vil bestemt ikke protestere.

 - Og så må du hellere skynde dig hen på dit kontor, der er sikkert nok at lave. Hun smilede opmuntrende. - Det er tids nok at snakke med pastor Willinger i morgen og få aftalt en dato med ham. - Farrow havde stadig smerter i sit sår. Der var ikke den sædvanlige fart over ham, da han trådte ind i La Belle, hvor det knuste glas hnasede under hans støvlesåler. Han gav for sidste gang den arrige enke en formel undskyldning og erklærede, at han ikke var hende værdig. Eulah Hathaway erklærede sig bister enig med ham, og betydelig lettere om hjertet forsatte han hen på sit kontor, hvor Alcorn var i gang med at bevidne texanernes underskrifter, mens texanerne drak hans whiskey og hans vicesheriffer var ved at tage rifler ned fra geværstativet.

 - Vi er på vej på vej ud til B Bar for at hente resten  af Bass`folk, fortalte Sanders ham. - Få hellere nogle flere med jer, tilrådede Farrow, da vicesherifferne var på vej ud. Så stirrede han stift på texanerne, der mødte hans blik, løftede deres glas til ære for ham og drak ud. All right, nikkede han. - Jeg er ikke bange for at indrømme det. Vi står allesammen i gæld til jer. - Mildest talt, grinede Alcorn. - Når de gutter går i gang med at bringeorden på tingene, gør de det sandelig grundigt. - Jo, det har jeg bemærket, sukkede Farrow og sank ned i sin stol. - Og hvor skal I så hen herfra, Valentine? - Tilbage til ranchen, fortalte Bill. - Bare rolig.  Det varer et godt stykke tid, før vi kan forlade Gribbon distrikt,  så vi skal nok være her, når du får brug for os i retten. - Den overlevende B Bar mand Arthur Purle, kom til sig selv, da hans sår var behandlet, fortalte Alcorn lovmanden. Han var forpint og slemt forskræmt, så han aflagde også vidneudsagn. Dade Sanders  fik ham til at snakke løs... - En tilståelse,  gættede  Farrow.

 - Der kom interessante ting frem, sagde Alcorn. - Nu kender vi Bas`motiv, det mål,  han stræbte efter, men s han planlagde og ledede de diligencerøverier. Han skulle skaffe penge nok til at købe Lonsdales ranch. Når han blev ejer af Lonsdale-jorden, ville han opdæmme åen på to stratetiske punkter, så han hindrede vandet i at nå frem til Ordens og Updikes græsgange. De skulle tvinges i knæ, så de var nødt til at acceptere hans pris for deres jord. - Det kalder jeg grådighed, knurrede Farrow. - Så han ønskede at blive den største, den eneste rancher i hele området? - De ender alle ligesom Bass, gør de ikke? Alle tyvene med deres store planer, og for megen ærgerrighed? - Vi har set det ske før, nikkede Bill. - Og det er sgu ikke engang løgn, bekræftede Ben.

Da texanerne vendte tilbage til ranchen mid på eftermiddagen, var kvægfolkene igen vokset. Det fik de at vide , da de kom hen til hestefolden . Lonsdales, Fraser og Zeke havde fået besøg, Rance  Updike og Horrie Orden var kommet for at slutte fred. - Man må være en tåbe for at tro jer. sagde Fraser koldt, netop som texanerne nåede gruppen. - Og jeg kan fortælle jer, at mister Lonsdale ikke er nogen tåbe. - Jaja, Fergus , jeg skulle måske godkende den forklaring , d`herrer har givet ,  som et bevis på min gode vilje, foreslog Mat. Han nikkede varmt til Bill og forklarede, hvad det drejede sig om. - Det var kun en beklagelig fejltagelse, at Diamond U og  Box O hyrderneændrede brændmærkerne på Lonsdale kvæg, der tilfældigt var strejfet ind på deres jord. Jeg bør nok tilføje, at Mister Updike har anmodet  mig om at trække beskyldningerne mod hans svigersøn tilbage - nu da han og Mister Orden personlig har overvåget, at alt Lonsdale-kvæg er kommet tilbage til vores græsgange.

 - Jeg råder Mister Lonsdale til at afslå den anmodning, Lawrence , sagde Fraser bistert. - Har du en mening?  Jeg er sikker på, Mister Lonsdale vil være interesseret i at høre den. - Du burde vide bedre, sagde Bill. Det var ikke henvendt til Mat, men til Updike og Orden. - Fire Diamond U-mænd blev grebet på fersk gerning. Der var engang, da de ville være blevet lynchet for kvægtyveri uden nogen retsag eller dommer, bare et reb over en gren. - Men det her er et lovlydigt distrikt, drævede Ben. - Morderlig civiliseret - inden længe.

 - Så loven vil straffe din svigersøn og hans makkere og enhver anden halunk, som er dum nok til at lave om på brændemærkerne på en nabos køer, fortalte Bill til Updike. Sådan må det være i et kvægområde, og det ved du. Hvis kvægtyve ikke bliver strengt behandlet, kan ingen føle sig sikker. Naborancherne vekslede et uroligt blik, og derpå kiggede de på Mat. - Taler de to lange fyre på dine vegne, Mister Lonsdale?  spurgte Updike.

 - Jeg hyrer erfarne mænd, Mister Updike, sagde Mat og nikkede bestemt. - Til alt held er jeg ikke så uvidende i den slags anliggender, som jeg var engang, og jeg er i al fald klog nok til at lade mig vejlede af vores texanske venner. - Så George må ligge, som han har redt, sagde Updike med et opgivende skuldertræk. - Vi har sgu fået en lærestreg, Rance, sukkede Orden - Det må vi huske også i fremtiden.

 - Der er noget andet, I skal huske, knurrede Bill. Hans ansigt blev blidere, da han vendte sig om mod Jane. - Ma`am, du vil ikke blive glad for at høre det. Det vil også være et chok for din mand, men I vil alligevel få det at vide, så I kan lige så godt høre det fra os. De to dèr... Han slog ud med hånden i retnin g af Updike og Orden, -... de har givet jer en masse problemer, men Bass var værre. Han fortalte, hvad der var sket ved Council Creek og videre frem og om de afsløringer, Artie Purle var kommet med. Den eneste, det ikke forbløffede var Zeke Nagel. Mat lagde armen om livet på Jane og kiggede på de to lamslåede ældre ranchere, da Bill sluttede: - I stedet for at genere ranchen her, skulle I have været gode naboer. I havde ikke noget at frygte fra Lonsdale, men masser at frygte fra Bass. - He-llige Moses! hvislede Updike.

 - Vi ville være blevet ruineret! gispede Orden. - Du milde himmel. Udslettet! - Det gør mig ondt, ma`am, sagde Bill mildt. - Jeg ved du havde tillid til Bass.  - Du skal ikke undskylde. Jane rettede sig værdigt op. - Jeg er glad for, at det var dig, der fortalte mig det. Og tro mig, vi lader os ikke så let føre bag lyset en anden gang.

 - Jeg føler mig pludselig ti år ældre , mumlede Mat, der stadig så nøje på de ældre ranchere. - Mine herrer, jeg foreslår, at I advarer jeres folk mod at genere Lonsdale Ranch for fremtiden. Jeg lader mig ikke længere skræmme, er det klart? Hvis det sker igen, at nogen trænger ind på min jord, vil distriktets myndigheder straks gribe ind. - Hvis ikke Mister Lonsdale selv gør det, advarede Fraser. - Tror I at I kan huske det? spurgte Bill - De skal nok huske det, spåede  Ben med et svedent grin. - Stol på det. - De to erfarne kvægfolk  var stadig chokerede, da de tog afsked. Da de var væk, spurgte Mat:

 - Har jeg sagt det rigtige?  - Det lød godt i mine ører, boss, grinede Bill. - Jeg mente hvert et ord, sagde Mat. - Jeg  har været f or længe om at lære,  for let at skræmme,  for svag ... - Nej ...protesterede Jane. - Jo, det er sandt, fastholdt han. - Men nu er jeg sandt for dyden ved at lære, og bedre sent end aldrig. Fra i dag af - himlen se i nåde til og trøste enhver overmodig slubbert, der prøver at udnytte Lonsdales. Vi skal nok klare os her, min ven. Jeg ved , du ikke ønsker at vende tilbage til England - og det gør jeg heller ikke. Det er min hensigt ikke blot at rette denne ranch op igen, men at bygge videre på den, gøre den endnu større...! - Og overraske din far? smilede hun. - Især det, nikkede han. Du vil gøre det, sagde Fraser tilfreds. - Nok er du englænder, men der er krudt i dig nu. Du skal nok sejre.

 - Bueno, sagde Bill anerkendende. - Og hvis allejer udlændingende er færdige med at holde taler, hvad siger I så tilat tage fat på arbejdet?  Der er mange Lonsdale høveder, der skal mærkes. - Og det er lystlænge endnu, sagde Ben. Ih ja, manne, brummede Zeke. - Så hvad venter vi på

EFTERSKRIFT

- Der var to ting, der holdt Bil Valentine og Ben Emerson tilbage i Gribbon distrikt i flere måneder, efter at  De Hvide Tørklæder-banden var afsløret og slået. De skulle vidne mod de overlevende fra B Bar, som alle blev idømt længere fængselsstraffe.

  De var ikke med til brylluppet, men næsten hele byen mødte op for at se Chloe McCully og sherif Ken Farrow blive gift. Både brud og brudgom forsatte deres hidtidige arbejde. Chloe drev stadig Røde Ruby Saloon, mens hendes mand passede sine pligter med endnu større nidkærhed, efter at han havde flyttet alle sine ejendele fra sit hotelværelse til privatboligen oppe over saloonen .

  Som det kunne ventes , gjorde Elliot Alcorn et stort nummer ud af de lokale begivenheder. Han berømmede de texanske helvedeshunde  for deres andel i nye særnumre udbredte han sig om den påfølgende retssag, sheriffens bryllup med Chloe McCully og Lonsdale Ranchs nye opblomstring. Hvad der alt i alt gav ham en pæn ekstrafortjeneste.

Den anden ting, der holdt Bill og Ben tilbage, var, at de følte sig knyttet til Mathew og Jane Lonsdale og sled under round-up og den påfølgende kvægdrift til Cheyenne, hvor Lonsdale-kvæget indbragte en pæn sum penge. Mats familie blev holdt underettet om fremganden, og hans far udtrykte sin stolthed over sin yngste søn. Det var ikke længere så svært for Fergus Fraser at hyre pålidelige cowboyer til Borgen. Mænd der tilfældigt kom igennem distrktet, søgte arbejde hos Lonsdale, og fra Diamond U kom der tre cowboyer, som ikke havde deltaget i det mindeværdige sammenstød med de lange texanere. To mænd fra Box O foretrak også at søge over til Lonsdale.

Nu hvor der ikke manglede folk, gik turen til Cheyenne glat og uden tab af et eneste dyr. Mat Lonsdale var selv med, og han var som forvandlet. Han arbejdede med begejstrin og blev stadig dygtigere, så han satte sig i respekt hos alle sine medarbejdere.

Da texanerne kom tilbage fra den succesrige tur til Cheyenne, begyndte de igen at få kløe i støvlesålerne. De to banditjægere var blevet usædvanlig længe på samme sted; nu plagede vandrelysten dem, og de følte trang til at komme videre. Mat gav dem en pæn bonusodover den løn, de havde sparet sammen. Jane ønskede dem alt godt og erklærede, at hun ville savne dem meget. Zeke sadlede deres heste, og Fergus Fraseer mødte frem med en flaske af sin yndlingsdrik. Der blev skænket tre glas Skotsk whisky op, og de skålede højtideligt med hinanden til afsked.

 Den sidste lyd, texanerne hørte, da de forlod Lonsdales jord for at genoptage deres vandring, var sækkepibens jamren. En ægte skotte bød dem farvel på sin egen traditionelle måde.

 Forfatter = Marshall Grover


  Er det Danske Sprog et Universelt Sprog ??? 

Vil du lære at spille scrabble = har du brug for at lære = de danske bogstaver = som kaldes for ( Alfalbetet ). De danske bogstaver ser således ud.

a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å ( aa = å ) 

A B C D E F G H I J K L M O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Hvis jeg har forstået mit modersmål Dansk korrekt, så betyder de tre bogstaver æ ø å , at kun et scrabblesil på Dansk, giver Danmarks befolkning de optimale spillemuligheder, i denne specielle form for tankesport.tankesport


 Dansk tid.

 Klokken er over midnet. Datoen er 15-09-2020, og en ny dag er oprunden lige nu 00:48 kan jeg meddele, at jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder, og er nu atter klar til, at møde dagens pligter.


  Armslængde-Princippet

Hvis en øverstbefalende i/ på et Fort i USA, skal hurtigt ud for at give ordrer, så skal den øverstbefalende kunne tage sin hat på, samtidig med han går ud ad døren.

www.Google.dk

 8 sundhedsmæssige grunde til, hvorfor du bør drikke whisky ...

Hvordan drikker man whisky? - Whisky.dk

blog.whisky.dk › hvordan-drikker-man-whisky
blog.whisky.dk › hvordan-drikker-man-whisky
Et godt udgangspunkt for at drikke whisky, er en smule baggrundsviden om den populære spiritus.

 God Morgen.

Jeg startede denne dag, med at børste mine tænder og vaske mine hænder. Denne dag, 16-09-2030, begyndte jeg også dagen med, at drikke et halvt glas irsk 

Jameson whiskey

Hvorfor har jeg begyndt dagen med at drikke specielt Irsk whiskey. Det gør jeg, fordi jeg i

Aalborgs Tivoli

stod og hørte 

Bjørn Tidmand

synge sangen om, at tage til alle tiders by, der ligger i Irland

Dublin

fordi der bor en dejlig dame der, som gør hele rejsen værd. 

 Udgivelser 


 

Something Big (Western Movie in Full Length, English, Classic ...

www.youtube.com › watch
www.youtube.com › watch
 
 
 
 
Something Big (Western Movie in Full Length, English, Classic Cowboy Film) *free full westerns ...
2. sep. 2020 - Uploadet af Grjngo - Western Movies
 

 www.Google.dk

Gamle Danmark 4 1945 1975 sæson 1 - YouTube

Hvorfor jeg har besluttet at, drikke et halvt glas Whiskey , hver dag, mellem klokken 17:30 og klokken 18:30, skyldes at Kronprinsesse Mary,s far,  havde Kilt på, da han førte sin datter frem til alteret, som ved denne denne vielse blev til  Kronprinsesse Mary, da hun i sikker stil ( med familiens opbakning ) indgik ægteskab med  Danmarks Kronprins Frederik. som, har fødselsdsdag, den 26. maj.

Det er stadig min hobby, at læse cowboy bøger, og se cowboy film.

 Med venlig hilsen 

Poul Leo Nielsen 


 

Frem til næste valg, den 5 juni, hedder Danmarks ansvarshavende Statsminister

Mette Frederiksen 


Tiden går. Vi bliver ældre. På min private boghylde, står der også fem bøger, med titlen

Noble House


 På bogens bagside står der følgende:

Noble House er navnet på et af de ældste, største og mest betydningsfulde handelshuse  i den britiske kronkoloni. Hong Kong. Årstallet er 1963. Giganten vakler. Noble House balancerer på fallittens rand, og husets tai-pan ( leder) Ian Dunross, har præcis en uge til at redde det livstruende imperium. 

Fra USA kommer finansmanden Barlett for at forhandle om økonomisk støtte. Men samtidig tager han kontakt med huset Rothwell-Gornt - Noble House,s dødsfjende - for at se, hvem han har størst fordel af at handle med.

Pludselig er CIA, KGB og de britiske og kinesiske efterretningstjenester inde i billedet med deres farlige intriger og dødbringende virksomhed. Og nu tager handlingen fart: På èn eneste hæsblæsende uge afgøres handelshusenes og de implicerede personers skæbner i Hong Kongs heksekeddel af kinesisk mystik og vestlig dekadence.

"Det er et djævelsk spændende spil om pengebegær, magtsyge og erotisk besættelse. Alt sammen udmalet med en intensitet, så læseren sidder med en følelse af at betragte et gigantisk historisk maleri - blot malet i nutidens barske farvepragt, med hektiske pulserende penselstrøg." Udtalt af vor ypperste oversætter. Mogens Boisen, der igen har begået en genistreg. Han har selv besøgt Hong Kong og gengiver forfatterens oplevelse af atmosfæren i denne utrolige by med præsion og indlevelse.

Noble House fik den kræsne internationale presse til at svømme over af begejstring. Et par pluk:

"Clavell`s hidtil største triumf. Stærk og flot fortællekunst. Inciterende læsning."

( The Wahington Post )

"Kun udtryk som kolossal, gigantisk, titanisk, utrolig, ubegribeligt spændende, vældig kan beskrive dette værk. Clavel har gjort sig til kongenover alle super-spændingsforfattere."

( Chicago Tribune )

Citat Slut


 Dansk tid.

 Klokken er over midnet. Datoen er 20-09-2020, denne søndag, og ny dag er oprunden, og klokken er lige nu, 00:43, og jeg  kan meddele, at jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder, og  har drukket et halvt snapsglas Irsk Jameson Whiskey, og er derfor nu, atter klar til, at møde dagens pligter.

 


 

 Er det Danske Sprog et Universelt Sprog ???

Vil du som dansker lære at spille scrabble = har du brug for at lære = de danske bogstaver = som kaldes for ( Alfabetet ). De danske bogstaver ser således ud.

a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å ( aa = å )

A B C D E F G H I J K L M O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

 Mere om det Danske Sprog findes i 93 udgaven fra side 509 og frem.

RETSKRIVNINGS-ORDBOGEN  2. UDGAVE udgivet af DANSK SPROGNÆVN, der begynder Retskrivningsreglerne på side 527 ( og frem til ) side 670.


Klokken er nu 00:50 I dag, 22-09-2020. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder, og drukket et halvt snapsglas af Ballantinès FINEST BLENDED SCOTCH WHIESKY for at vise min respekt og ærbødighed for 

Danmarks Kronprinsesse Mary og hendes skotske fader, der førte sin datter til brylluppet iført sin Kilt. 

 www.Google.dk

 Se eventuelt filmen = Something Big

http://www.sagenskerne.dk/16050845


 Kort efter midnat drak jeg ( et halvt snaps glas Jameson Irsk Whiskey ). Datoen er 23-09-2020 og Klokken er lige nu 01:21 og jeg kan meddele, at jeg børstet mine tænder og vasket mine hænder. Så efter en sovepause, er jeg   klar til, at møde en ny dag.


 En Dansk vise

Den sømand han må lide langt mere ondt end godt,godt,godt, den sømand, han, må lide langt mere ondt end godt; be- - skøj - terne, han tæ -rer, de glider ned så småt, - kom-fal-de-ra, hurra; de gli-der ned så småt.

2

Men kommer han til syden, han drikker vin med mer, og spiser af de frugter, som bonden aldrig ser.

3

Men hører han derude, hans moder lider ondt, da letter han sit anker og drejer skuden rundt.

4

Og med det samme letter han på sin blanke hat og siger hver skøn jomfru så mangen en >>god nat, -


 Hvad ved  Mette Frederiksen  om hvordan?

 havhingsten bliver bygget

www.Google.dk


 Klokken er nu 20:55 I dag, 24-09-2020. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder, og drukket et halvt snapsglas af Ballantinès FINEST BLENDED SCOTCH WHIESKY for at vise min respekt og ærbødighed for 

Danmarks Kronprinsesse Mary og hendes skotske fader, der førte sin datter til brylluppet iført sin Kilt. 

Jeg formoder at afdøde, PRINS HENRIK, der er født den 11. juni 1934 i Talence, i en forstad til Bordeaus, ville have udtrykt det således, Skæbne forpligtiger


 

Personligt kan jeg godt lide, at falde i søvn til filmen om briller

 BRILLER = Filmen om = BRILLER

It Can Be Done Amigo (Western Comedy, BUD SPENCER ... - YouTube

www.Google.dk


 Kære lillesøster = jeg har lyttet

 Jeg har lige skyllet et halvt snaps glas = Irsk Jameson Whiskey ned. Et personligt wake up call til en ny dag. Klokken 00:32 har jeg denne fredag, også, børstet mine tænder og vasket mine hænder. Kære lillesøster,  du siger, at jeg spiser forkert, og mangler at spise noget mere kød. Det har jeg så gjort. Den bøf jeg har spist, hedder

BLACK ANGUS

Fremstillingsdato 16-09-2020 sidste anvendelsesdato 25-09-2020 Uåbnet i køleskabet ved højest + 5 o C se datomærkning. Åbnet. Skal anvendes samme dag som emballagen brydes.

Født i              Irland

Opdrættet i     Irland

Slagtet i          Irland             40/7EC

Hakket i          Danmark         DK5461

Batch: 286

nettovægt:  0,360 kg

Jeg vasker min pik om fredagen, og læser i min Bibel om Lørdagen. Nu hvor jeg er fyldt 75 år, er jeg begyndt at ryge pibe, som om jeg er en rigtig bedstefar. Som mange unge pokerspillere har erfaret, så det farligt, at spille poker, med pokerspillere, som ryger pibe. Klokken 02 denne fredag, havde jeg vasket min penis, fordi jeg er blevet ældre, og kan ganske umotiveret falde i søvn, medens jeg sidder foran skærmen, og ser en cowboy film, som jo er min hobby. Nu kan jeg denne fredag, roligt falde i søvn foran skærmen.

Kort efter midnat drak jeg ( et halvt snaps glas Jameson Irsk Whiskey ). Datoen er 23-09-2020 og Klokken er lige nu 01:21 og jeg kan meddele, at jeg børstet mine tænder og vasket mine hænder. Så efter en sovepause, og 2 kopper kaffe, er jeg   klar til, at møde en ny dag.

Denne JAMESON Whiskey er TRIPLE DISTILLED fra 1780 og frem til i dag, lørdag den 26. september 2020. Og Klokken er lige nu 00:55

Dansk Tidsregning.

Desuden har jeg bemærket, at årstallet 1780 er graveret meget tydeligt ind i selve flasken, hvilket giver blinde,  som har lært at læse blindskrift en mulighed for at læse hvornår den første - IRISH WHISKEY - dette Irske prudukt saa dagens lys. 


Fra 1995 og frem. 

Hvornår bliver det muligt, at købe tapet, som præsenterer samtlige medlemmer af Dansk Folkeparti, fra den dag i 1995, da Dansk Folkepati blev stiftet, og ved valget i 1998, kom i Folketinget med 13 mandater? Jeg kan godt forestille mig, at hver gang der er gået 10 år, 2005 - 2015 - 2025 - og så videre,  så er det muligt, at det danske folk, kan tapesere deres stuer, eller børneværelset, med et sådant tapet. Jeg må indrømme, at det er en af partiets stiftere, af Dansk Folkeparti, der har inspireret til denne ide.

 Det er lørdag, og klokken er nu 08:47 denne lørdag, 26-09-2020, som Herren har helliget, som ugens hviledag, også for Danmarks jordboere. Jeg begynder at drikke mine 2 kopper kaffe, for at mindes den dag, en Polsk hær, med en polsk konge i spidsen, besejrede en muslimsk hær uden for Wiens porte i Østrig, hvis jeg husker rigtigt?

www.Google.dk  

 Trump holds campaign event in Minden, Nevada

Her vil jeg lige meddele, at jeg kun taler, mit modersmål Dansk.Lige nu får jeg lyst til at høre den denne danske sang fergusonsangen


 Det er stadig lørdag, den 26. september 2020, og klokken 19:34 drak jeg et glas  af Ballantinès FINEST  BLENDED SCOTC H WISKEY. Jeg bemærkede at der på selve glasset på flasken var indgraveret følgende GeoBallentines, hvilket efter min opfattelse, gør det særdeles vanskeligt, at lave kopier af den flaske, der indeholder;  Ballantinès FINEST  BLENDED SCOTC H WISKEY. Til gengæld gør det muligt, for blinde, der har lært blindskrift, at læse denne meddelelse, med deres fingerspidser.


 Selv om DANSK er mit modersmål, så har jeg valgt, at høre lidt af valgkampen i USA, selv om debatten foregår på det globale verdenssprog engelsk, medens jeg i køkkenet steger mine danske bøffer.

Hvordan overlever man i de dødes rige, hvor jeg lige nu befinder mig? Det gør jeg personligt ved, at følge Guds anvisninger i min Danske Bibel, kombineret med min viden om stenalderen, og kombineret med brugen af moderne udviklede køkkenredskaber.

Her  spiller temperaturen også en rolle, for at overleve i de dødes rige. Temperaturen er lige nu, i mit opholdsværelse 18. grader celcius og i mellemgangen 14. grader celsius. I Canada måles temperaturen i Farenheit, hvis jeg ikke husker helt forkert? I dag er det, lørdag, den 26. september 2020, og Bornholmeruret på Bornholm følger formentlig også den Danske tidsregning på Bornholm, som anvendes her i de dødes rige?

Da jeg er født i et vikingeland, så interesserer jeg mig også for Odins fugle.

Odins Fugle - YouTube


Borgen Late Night: Messerschmidt- Vi skulle ikke have nærmet os S så meget

www.Google.dk

Klokken er nu 01:47 I dag søndag den, 27-09-2020. Jeg har børstet mine tænder og undladt at vaske mine hænder, men til gængæld har drukket et halvt snapsglas af Ballantinès FINEST BLENDED SCOTCH WHIESKY for at vise min respekt og ærbødighed for 

Danmarks Kronprinsesse Mary og hendes skotske fader, der førte sin datter til brylluppet iført sin Kilt. 

 

Jeg formoder at afdøde, PRINS HENRIK, der er født den 11. juni 1934 i Talence, i en forstad til Bordeaus, ville have udtrykt det således, Skæbne forpligtiger. Jeg har også bemærket, at der på en flaske BLENDED SCOTCH WHIESKY, på selve flasken, er indgraveret navnet GeoBallentins , således at de personer der har lært blindskrift, de også kan læse skriften på flasken, med deres fingerspidser.

Jeg er kommet til, at klippe hul, i min venstre finger, og indtil dette sår er vokset sammen, så vil jeg undlade at vaske mine hænder, efter jeg har børstet mine tænder.

Nye Borgerlige: Fjern privilegier fra de muslimske trossamfund

www.Google.dk

Hvad er Dansk Folkeparti`s politiske målsætning?

Søren Espersen taler ved Den Danske Forening's Folkefest for

Borgen Late Night: Hvor skal pengene komme fra, Vermund

"Islam - den 11. landeplage" - Del 1, Paneldebat


 Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

7. The Songhai Empire - Africa's Age of Gold


 

Jeg vasker min pik om fredagen, og læser i min Bibel om Lørdagen. Nu hvor jeg er fyldt 75 år, er jeg begyndt at ryge pibe, som om jeg er en rigtig bedstefar. Som mange unge pokerspillere har erfaret, så det farligt, at spille poker, med pokerspillere, som ryger pibe. Klokken 02 denne fredag, havde jeg vasket min penis, fordi jeg er blevet ældre, og kan ganske umotiveret falde i søvn, medens jeg sidder foran skærmen, og ser en cowboy film, som jo er min hobby. Nu kan jeg denne fredag, roligt falde i søvn foran skærmen.

Kort efter midnat drak jeg ( et halvt snaps glas Jameson Irsk Whiskey ). Datoen er 30-09-2020 og Klokken er lige nu 01:20 og jeg kan meddele, at jeg børstet mine tænder og vasket mine hænder. Så efter en sovepause, og 2 kopper kaffe, er jeg   klar til, at møde en ny dag.

Denne JAMESON Whiskey er TRIPLE DISTILLED fra 1780 og frem til i dag, lørdag den 26. september 2020. Og Klokken er lige nu 00:55

Dansk Tidsregning.

Desuden har jeg bemærket, at årstallet 1780 er graveret meget tydeligt ind i selve flasken, hvilket giver blinde,  som har lært at læse blindskrift en mulighed for at læse hvornår den første - IRISH WHISKEY - dette Irske prudukt saa dagens lys.

Bestil din gratis erindringsmadalje "Danmarks befrielse 75 år"

på  www.monthuset.dk/75

Medens jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg kommer videre på mønthusets hjemmeside, er det muligt at høre lidt mere om

Vores Fædreland Danmark 

i Vikingetiden.

Odins Fugle - YouTube

----------

 Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

7. The Songhai Empire - Africa's Age of Gold

Det jeg kæmper for, det er også ( Vores Danske Sprog ), og derfor betaler jeg med stor overbevisning og glæde medie-licensen til DR=Danmarks Radio.

For en ordens skyld, vil jeg meddele, at jeg er medlem af det Politiske Parti

www.DKsamling.dk

HEJ = Hans Erling Jensen 

http://www.sagenskerne.dk/30778364  

og nu vil jeg stresse af, ved at se en cowboy film

 


En ny dag er oprunden. Det er fredag, den anden oktober 2020. Jeg har lige drukket et halvt snapsglas, med Irsk JAMESON Whiesky, dateret med  årstallet 1780. Desuden kan jeg bekræftige følgende = at jeg har børstet mine tænder, og, vasket mine hænder, og er nu atter klar til, at møde dagens pligter. Jøder er omskåret. Min pik har overfrakke på, som et godt fosvar i denne Vores nuværende danske og nordiske kolde årstid. Jeg begynder morgenmaden, med en dansk bøf, og så læser jeg i Bibelen i morgen lørdag. 

www.åbenlandbrug.dk

www.åbentlandbrug.dk  

 


Tidsforstyrrende Tidstankebaner.

Min mors mor hed Margrethe. Hvis jeg husker rigtigt, så var hun født i det jordiske årstal 1900. Det betyder efter min opfattelse, at hun ikke kan være opkaldt efter vores nuværende ( Dronning Margrethe den anden ) hvilket igen kan betyde, at min mors mor, ikke er opkaldt efter den senere fødte ( Dronning den anden ). Det må derfor betyde som nogle historieforskere udlægger det være den Dronning som samlede

( Vores Fædreland Danmark )

og vist nok også hele Norden...? 


 

 Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

7. The Songhai Empire - Africa's Age of Gold

www.Google.dk

www.FOLK§SIKKERHED.dk  

 


 

 Det er i dag lørdag, den dag vor kristne Gud, har Helliget som de kristnes hviledag.er oprunden. Det er lørdag, den tredje dag i oktober 2020. Jeg har lige drukket et halvt snapsglas, med Irsk JAMESON Whiesky, dateret med  årstallet 1780. Desuden kan jeg bekræftige følgende = at jeg har børstet mine tænder og undladt, og undladt at vaske mine hænder, efter jeg klippede hul i min venstre finger. Klokken er denne lørdag 00:24, den dag jeg læser i Bibelen. Jeg har slået op et tilfældigt sted i min Bibel. Det blev ESAJAS`BOG 51.

ESAJAS`BOG 51

51 Hør mig I, som stræber efter retfærdigheden, I som søger Herren: Se hen til den klippe, I blev hugget løs fra, og til den grube, I blev boret ud af. Se hen til Abraham, jeres fader, og til Sara, som fødte jer. For han var kun èn, da jeg kaldte ham, men jeg velsignede ham  og gjorde ham talrig 3  Ja Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal lyde, takkesang og klingende spil.

4.   Lyt til mig, mit folk, mit folkefærd, hør på mig! For der udgår belæring fra mig, i et nu gør jeg min ret til lys for folkene.  Min retfærdighed er nær, min frelse kommer, min arm dømmer  folkene. De fjerne øer håber på mig, de venter på min stærke arm. Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede; for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder, og de som bor på den, skal dø som myg. Men min frelse varer til evig tid, og min retfærdighed hører ikke op. Hør mig, I, der kender retfærdighed, du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot.

8.   Møl skal æde dem som klæder, insekter skal æde dem som uld. Men min retfærdighed varer til evig tid, min frelse i slægt efter slægt. Vågn op, vågn op, ifør dig styrke, du Herrens arm!  Vågn op som i ældgamle dage, i henfarne tider! Var det ikke dig, der fældede Rahab og gennemborede dragen? Var det ikke dig, der tørrede havet ud, det store urdyløskøbte kunne gåbs vande; og gjorde det dybe hav til vej, så de løskøbte kunne gå over? Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel; evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.

12   Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden. Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens raseri? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da   af undertrykkerens raseri?  Snart bliver den lænkede løst, han skal ikke dø og gå i graven, han skal ikke mangle brød. Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer. Hærskarernes Herre er hans navn. Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd, og spænder himlen ud, og grundlægger jorden og siger til Zion: Du er mit folk

17

Vågn op vågn op, rejs dig, Jerusalem! Du som fra Herrens ånd fik hans vredes bæger at drikke, den berusende skål tømte du til bunds. Af alle de sønner hun har født, var der ingen, der ledte hende; af alle de sønner hun opfostrede, var der ingen, der tog hende ved hånden. Der var to ting,der ramte dig, hvem ynkede dig? Vold og ulykke, hungersnød og sværd, hvem trøstede dig ? Dine sønner lå afkræftede på hvert gadehjørne som antiloper i fælden fulde af Herrens vrede, din Guds trussel.

21

Men hør nu dette, du hjælpeløse, du, som er beruset, men ikke af vin!

22

22Dette siger Herren, din Herre og din Gud, som fører sagen for sit folk: Nu tager jeg det berusende bæger ud af din hånd, du skal ikke længere af min vredes skål.

23

For jeg rækker det til dine undertrykkere, dem som sagde til dig: >>Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig.<< Du måtte gøre din ryg som den faste jord, som en gade for de forbipasserende.

51 Slut. Og nu 02:17 godnat.

 Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

 51. KAPITEL

8   Es 50,9

9   Sl 89,11. Es 27,1

10   2 Mos 14,21-22. Es 43,16

11   Es 35,10

12   Es 40,6. Matt 10,28. Hebr 13,6

13   Es 40,22

15   Jer 31,35

16   Es 49,3

17   Sl 75,9. Jer 13, 12-13. Åb 14,10; 16,19

52. KAPITEL

1   Åb 21,2.27 


 Det er i dag, søndag den 4. oktober 2020 og Klokken er 2020..

Jeg har lige drukket et halvt snapsglas, med Irsk JAMESON Whiesky, dateret med  årstallet 1780 i selve flasken. Desuden kan jeg bekræftige følgende = at jeg har børstet mine tænder og undladt, og undladt at vaske mine hænder, efter jeg klippede hul i min venstre finger i går. Klokken er nu blevet 0038. Jeg er blevet træt, og vil derfor falde i søvn til filmen om briller. 


 I dag er det mandag, den 5. oktober 2020. Jeg har sovet over mig, så derfor opgiver jeg, at børste mine tænder og vaske mine hænder. Så denne dag, har jeg begyndt dagen med, at drikke et glas drukket et halvt snapsglas, med Irsk JAMESON Whisky. Til gengæld kan jeg præsentere dagens temperaturer på min bopæl i Ringkøbing-Skjern Kommune, i dag den 5. oktober 2020 Klokken 02:46

stuen     + 18 grader celsius

mellemgang    + 17 grader celsius

ude    + 6 grader cel sius

Campingvogn    + 6 grader celsius


 I dag er det tirsdag, den 6. oktober 2020. Klokken er 00:28. Også denne dag begyndte jeg dagen med, at drikke et halvt snapsglas, som indeholder Irsk JAMESON Whiesky. Desuden kan jeg bekræftige følgende, at jeg i dagens særlige anledning, har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Desuden har jeg skiftet det våde plaster ud, med et tørt plaster. 

 


Klokken er nu over midnat. Jeg begyndte dagen med, at drikke et halvt snapsglas, Irsk JAMESON Whiskey, klokken 00:04, denne onsdag 07-10-2020. Onsdagen er også kendt som Guden Odins dag. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Det er stadig tidligt på dagen denne onsdag, den 7. oktober. Så jeg vil forsætte dagen med at se den cowboy film, som jeg var i gang med, som på engelsk har titlen ( something big ).  

 


Klokkener nu 00:42 denne nye dag, som er 8. oktober 2020. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Det er stadig tidligt på dagen denne onsdag, den 8. oktober 20:20. Klokken 00:04 drak jeg på Thors dag, et halvt snapsglas Irsk JAMESON Whiskey. Det er stadig min hobby, at se cowboy film.

   Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ... 

 


 I dag er det fredag, 9. oktober 2020 og klokken er 00:30 lige nu. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Det er stadig tidligt på dagen denne fredag. Min hobby er stadig at se cowboy film. Derfor vil jeg nu forsætte med at se cowboy film. Jeg har også denne morgen drukket et halvt snapsglas Irsk JAMESON Whiskey. I dag fredag vasker jeg min pik. I morgen lørdag, læser jeg i Bibelen.


 Denne dag er lørdag, den 10-10-2020. Det er den dag Herren har velsignet og helliget, som de kristnes hviledag. Klokken 00:03 drak jeg et halvt snapsglas Irsk JAMESON Whiskey. Lige nu er klokken 00:25 og årstallet er 2020. Jeg har børstet mine tænder og vasket mine hænder. Jeg er også blevet træt, så hermed godnat, ved at falde i søvn til denne cowbow film. 


Denne nye dag, er søndag, den 11, oktober og klokken er 00:08. Klokken 00:03 drak jeg et halvt snapsglas Irsk JAMESON Whisky. Nu skal jeg lige have børstet mine tænder og have vasket mine hænder.  Så drik eventuelt en kop kaffe i ventetiden? Klokken er nu 00:42 og datoen er 11-10-2020 . Jeg har også renset og klippet mine negle, og fjernet det våde plaster,  fra det sår jeg klippede i mig selv. Nu kan såret få lidt frisk luft, inden jeg sætter et nyt tørt plaster på såret. Nu vil jeg så forsætte denne nye dag, med at se den cowboy film jeg var begyndt på færdig. Klokken er nu på ugens første arbejdsdag søndag den 11-10-2020 05:42. Det er væsentlig vigtigt at Danmarks socialdemokratiske statsminister kan bygge sin poliyik på troværdige informationer. Derfor opfordres samtlige danske  soialdemokrater til at besøge www.wikipedia.dk og støtte wikipedia med 100,00 danske kroner hver måned. Personligt har jeg bundet mig for 100.00 danske kroner hver måned. Med venlig hilsen Poul Leo Nielsen, som er medlem af www.DKsamling.dk

 


   Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

7. The Songhai Empire - Africa's Age of Gold

www.Google.dk

www.FOLK§SIKKERHED.dk

 


 Datoen er 12-10-2020. Klokken er 00:21.

Sagt på en anden måde; det er mandag, den 12. oktober. Klokken 00:04 drak jeg et halvt snapsglas Irsk JAMESON Whiskey. Nu har jeg også børstet mine tænder, og vasket mine hænder. Jeg drømmer stadig om, at skrive en bog om tøjklemmer, Måske lykkes det allerede om tre til fire år? Tiden går og klokken slår og er nu 00:38.

TAK

for atter en ny dag. Og nu holder jeg kartoffelferie frem til den første november 2020.

Eventyret om Den Vidunderlige Kartoffel - YouTube

 


  Vores danske statsminister  Mette Frederiksen  bør måske vide dette?

Dengang bagernes lærlingeklub var på Roskilde Højskole i en uge, var det Knud Heinesen der var forstander på Roskilde Højskole.


I dag, lørdag den 17 oktober 2020 klokken 03:34 har jeg slået op på en tilfældig side i min danske BIBEL årgang 2008. Overskriften på kapitlet i =JEREMIAS BOG 33 = lød således

Herrens løfter skal indfries

33. KAPITEL.

1   Jer 32,2

2   2 Mos 15,3

4   Es 22,10

6   Jer 30,17

7   Jer 29,14

8   Jer 31,34; 50,20

10   Jer 32,43

11   Jer   7,34. Sl 106,1

 I kan selv læse alle 26. vers i jeres egen danske 2008 udgave af BIBELEN. 


Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

 www.Google.dk

banana joe

Mad Manoush - Night Tango

jodle birge

min kartoffelferie varer frem til den 1. november 2020

 http://www.pokerpartiet.dk/435124211

det eneste hun ville var at danse


 FAKTA OM SEVEL KIRKE

Omtales første gang i 1300-tallet i >>Riber Oldemoder<<.

1515 fik kirken sin altertavle

1554 fik Iver Juel til Stubbrgård kongens tilladelse til at nedbryde

Tradum Kirke og bruge materialerne til at udvidde Sevel Kirke

Der blev samtidig bygget et gravkammer under kirken, hvoe Iver Juel

i 1556 blev stedt til hvile.

Først i 1574 fuldførtes tårnet - Våbenhuset opførtes i 1765

Andreas Gade forærede i 1937 et klokkespikl og et tårnur.

Se hjemmesiden:  www.sevelkirke.dk  

 Digteren Thøger Larsen - er født i  UNDERBJERG I TØRRING

5 - 4 - 1875 - DØD I LEMVIG - 29 - 5 - 1928

THYRA LARSEN. F. PALUDAN

FØDT I TVILUM 3-12 -1872 - DØD I LEMVIG - 6 - I - 1961


 hvem husker Fridas fridag?

www.Google.dk

 kampen om religionen

Jeg holder stadig kartoffelferie, og ikke efterårsferie.

Politisk er jeg medlem af

www.DKsamling.dk

 


Jeg læser i min 2008 udgave af

BIBELEN

Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger

Autoriseret

af Hendes Majestæt  Dronning Margrethe II

Det Danske Bibelselskab

København 2008

--------------------

Det er stadig lørdag, den dag Herren har Helliget som de Kristnes ugentlige Fridag.

 Det er stadig lørdag, og klokken på mit vækkeur er 23:40

Jeg har som andre gange slået op i BIBELEN  på et tilfældigt sted. Det blev

Jonas` Bog

Jonas`flugt

Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: >>Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.<<

Klokken er nu på mit vækkeur 2 minutter over midnat, og jeg har drukket et halvt snapsglas af JAMESON IRISH WHISKEY. Det er nu blevet søndag, ugens første arbejdsdag, så jeg kan passende forsætte, når jeg har

børstet mine tænder, og vasket mine hænder.

Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: >>Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.<< Men Jonas ville flygte til Tarshish, bort fra Herren. Han tog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han betalte, hvad det kostede, og så gik han ombord for at sejle med dem til Tarshish, bort fra Herren. Men Herren sendte en stærk storm over havet, og den blev til en orkan, så skibet var ved at blive slået til vrag. Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin gud. De kas tede lasten over bord  for at lette skibet. Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn. Kaptajnen kom ned til ham og sagde: >>Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud! Så vil han måske huske på os, så vi ikke omkommer.<<

 7

Folkene sagde til hinanden: Lad os kaste lod og finde ud af, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os.<<  De kastede lod, og da loddet faldt på Jonas, sagde de til ham: >> Fortæl os dog, hvem der er skyld i , at denne ulykke har ramt os. Hvad laver du her, og hvor kommer du fra? Hvilket land og folk hører du til?<< Han svarede: >>Jeg er hebræer, og jeg frygter  Herren, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land. Da blev mændene grebet af stor frygt og sagde til ham: >>Hvad er det, du har gjort? De vidste, at han var på flugt for Herren, for det havde han fortalt dem. Hvad skal vi gøre ved dig så vi kan få havet til at falde til ro?<< for havet blev mere og mere oprørt. Han svarede: >>Tag mig og kast mig i havet, så får I det til at falde til ro. Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer. << Mændene prøvede nu at ro ind til land, men de kunne ikke, for havet blev mere og mere oprørt

14

Så råbte de til Herren : >>Ak, Herre , lad os ikke omkomme for denne mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os! Du Herre, har handlet efter din vilje. << Så tog de JAonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. ! Da blev mændene grebet af stor frygt for Herren. De bragte slagtofre og aflagde løfter til Herren

KAPITEL  2

Jonas`bøn

Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad jonas til Herren sin Gud:

 

 

og han svarede mig

fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,

og du hørte mig.

En mindre pause, med mindre jeg falder i søvn. Jeg faldt i  søvn, og er lige vågnet. Jeg kiggede lige ud af døren. Der er vindstille og luften er meget fugtig. Jeg anede morgenrøden i den fjerne horisont, hvor solen er ved at stå op. Solen stiger op i østen, en velsignelse fra Kina. Jeg husker fra morgensang i skolen, da jeg gik i skole, der sang vi skolebørn ofte sangen >>I østen stiger solen op<<. Det må være rigtigt, for min kristne Gud lyver aldrig. Tågen var lav i går, lørdag, den 28 og tyvende november 2008, dagen hvor jeg indledte BIBELENS historie, om jonas flugt fra Herren. Denne lørdag stod tågen meget lav, så måske havde mosekonen brygget sin tåge denne dag. Min mors mor, Margrethe hjemme i Vendsyssel, hvor jeg voksede op som barn, ville nok have udtryk det således: I dag står himmel og hav i eet<<. Nå, men for at vende tilbage til BIBELENS historie om Jonas, vil jeg forsætte herfra. 

Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad jonas til Herren sin Gud: >>

I min nød råbte jeg til Herren,

og han svarede mig;

fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,

og du hørte mig.

 

Du havde kastet mig i dybet, i havets skød,

strømmende omgav mig,

alle dine brændinger og bølger

skyllede hen over mig.

Jeg tænkte:

Jeg er jaget bort fra dig;

får jeg igen

dit hellige tempel at se?

Vandet truede mit liv,

havdybet omgav mig,

tang havde viklet sig over mit hoved.

Jeg var kommet ned til bjergenes rødder,

jordens porte var for evigt slået i bag mig.

Vers 8

Men du, Herre min Gud,

løftede mig op fra graven.

Da mit liv var ved at ebbe ud,

huskede jeg på Herren;

min bøn nåede til dig

i dit hellige tempel.

Vers 9

De, der dyrker falske guder,

svigter troskaben mod dig.

Vers 10

Men jeg vil ofre til dig

med takkesang;

jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde.

Frelsen kommer fra Herren!

Vers 11

Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste

Jonas op på landjorden.

Nineves omvendelse og redning

KAPITEL 3

Her kommer alle 10 Vers

Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas: >>Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.<< Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nivene var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: >> Om fyrre dage bliver Nivene ødelagt!<< Mændene i Nivene troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: >>Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende omfra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.<< Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

Jonas vrede

KAPITEL 4

Her kommer alle 11 Vers

Da blev Jonas meget forbitret og vred. Han bad til Herren: >>Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.>> Herren sagde: >>Har du ret til at være vred?<< Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig der i skyggen for at se, hvad der skete med byen. Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham fra hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: >>Jeg vil hellere dø end leve.<< Da sagde Gud til Jonas: >> Har du ret til at være vred over en olieplanten? << Han svarede: >>Jeg har ret til at være dødeligt vred.<< Da sagde Herren: >>Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft arbejde med at få til at gro, men som blev til på i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?<<

2. KAPITEL.9    St 31,7

10   Sl 50,14; 116,17-18

3. KAPITEL.

5     Joel 1,14; 2,15. Matt 12,41. Luk 11,32

9    Joel 2,14

10   Jer 18,7-8

4. KAPITEL

2   2 Matt 34, 6. Sl 103,8 Joel 2,13

3   Kong 19-4

 


 Jeg vil senere, når mine hverdags-pligter er udført, vende tilbage med en efterskrift.

Jeg vil forreløbig udsætte efterskriften, da jeg er træt og søvnig.  Til gengæld kan jeg vise noget om optakten til valget i USA, der finder sted den 3. november 2020, indtil jeg er udsovet.

Chinese Scientist Claims Donald Trump is Cyrus The Great in Bible ...

    Min kartoffelferie forsætter

 THIS GIRL CAN HANDLE A SHOTGUN!!! - YouTube

 

Jeg holder stadig kartoffelferie, og ikke efterårsferie.

Politisk er jeg medlem af

www.DKsamling.dk

 Min hobby er at se cowboy film


  Udgivelser 

www.Medie.dk

www.Google.dk

 When the pipers play

Something Big ( Western Movie in Full length, English Classic Cowboy Film )* free full westerns *

En forbrugeroplysning 

 Billeder af Morten Grunwalds sokker på video

De helt rigtigeHåndstrikkede Gule Strømper ) de skal vaskes

ved 30. graders varme.


 Et tilfældigt sted i Bibelen fandt jeg dette = på lørdagen helliget af HERREN

GALATERBREVET 6

Kristi Lov

6. kapitel

16   Sl 125,5. Rom2,29;9,6 - 11,36

17   2 Kor 4,10. Fil 3,10


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

                                                                                        

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 -  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                                    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                         

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE