Korsbæk eller Skjern

09-09-2019. Det er i dag, mandag , den 9  september 2019 og denne mandag er ugens anden dag, i denne måned, hvor Klokken lige nu er 18:07.

Overskriften på denne danske kulturelle Litteraturhistorie lyder således= men først

Jeg har fået denne ide om, at finde ud af, hvad forskellen er mellem

>>Korsbæk og Skjern<<

Saxo-Poul

Jeg vil begynde min analyse med at læse denne bog. 

Lise Nørgaard

Kun en pige

Af samme forfatter

Med mor bag rattet, 1960

Sorte syvlinger 1961

Volmer. Portræt af en samfundsstøtte, 1970

Julen er hjerternes fest, 1978

Stjernevej, 1981

En hund i huset, 1985

Jeg gik mig over sø og land, 1988

De sendte en dame, 1993

www.Google.dk

 

En miljøvenlig bog

Papiret i denne bog er fremstillet

af ren træmasse - uden tilsætning af klor

eller andre miljøskadelige stoffer.

 


 GYLDENDALS PAPERBACKS

findes bag i bogen efter side 331.

Bogen er anmeldt af

- Elisabeth Møller Jensen i Information

 Erindringer fra de første atten år.

Indhold

Hestetorvet

7

To slægter

35

Klostervang

65

Algade

140

Skovvængets Allé

175

Nede i hullet

293

 


 7

Hestetorvet

Jeg kom til verden som en fejlleverance.Min far, der i de år havde vænnet sig til at få alt, hvad han pegede på, inclusive min mor, havde bestilt en søn, og stor var hans forbløffelse, da det viste sig, at det  den 14. juni 1917 leverede spædbarn manglede en væsentlig detalje.For at tage sit nederlag med stiv overlæbe, begyndte den forurettede barnefar at udsprede rygter om, at denne pige, som skæbnen havde påført ham, ikke var et almindelig t barn. På et enkelt punkt havde han ret. Jeg var ankommet med brune øjne til forskel fra andre nyfødte danskere, der ser verden gennemet sløret blågråt blik, uanset hvilken øjenfarve de siden antager.

Køb en bog 

  Udgivelser 

  Friheden i Fare!

Læs mere 

 www.TavshedensTyranni.dk

www.DenKorteAvis.dk


 Et lille nøk mere

Desuden hævdede han, at jeg allerede som spædikke alene var smukkere men også klogere end alle andre hidtil fødte børn, måske lige bortset fra Vidunderbarnet fra Lübeck , der desværre ikke nåede at bloive mere end fem år, før han døde af omgivelsenes baksen med ham for at bringe ham på omgangshøjde med tidens mest lærde doctores.

 Pause = på ubestemt tid = fordi

søvnen begynder at overmande mig.

Sådanne udsigter afskrækkede ikke min far, så det er sikkert kun ved et tilfælde , at jeg overlede hans utrættelige forsøg på, at gøre mig klogere end jeg var. Så langt jeg husker tilbage, befandt jeg mig ved det hjemlige eksamensbord, dels i kamp med den lille, senere med den store tabel - og med at lægge sammen og trække fra - dels med indlæring af et repertoire bestående af rim og remser på både dansk og tysk.

Min afdøde farmors slægt havde sine rødder i Bayern og til

8

ære for hendes halvgermanske efterkommere, min far og hans søskende, blev jeg sat i stand til at underholde med deres vemodige børnesange. Uden endnu at have mødt en oldenborre  og nådigt forskånet mig for endnu at forstå hvad krig egentlig gik ud på, kvad jeg med skinger barnestemme:

Maikäfer flieg

dein Vater ist im Krieg

deine Mutter ist im Pommerland

und Pommerland ist auch im Brand

Maikäfer flieg!

Tanternes og onklernes henrykkelse ville ingen ende tage, selv om denne sang - hvad jeg senere fandt ud af - er en sørgelig historie om den stakkels oldenborre, der ikke kan finde et blivende sted på grund af mellemeuropæiske  kamphandlinger. Formentlig handler det om Trediveårskrigens rædsler.

For min mors sønderjyske slægt også kunne få, hvad der tilkom den, blev jeg sideløbende opøvet i chauvinistiske numre, fortrinsvis om de to krige fra 1848 og 1864. Min morfar slog takt, mens jeg med en af mine mostre ved forepianoet svælgede i minderne om den danske krigslykke eller det modsatte:

Soldatens hjerte banker

han ved, at han skal frem

han beder til Vorherre

og tænker på sit hjem.

Da lyder Bülows bud:

Soldater, vi skal ud

og kæmpe for vor konge

og vort land - med Gud!

Det var lige, hvad der skulle til, før min morfar tog sit store, altid blåkantede lommetørklæde frem og gav sig til at tørre

9

rørelsens tårer af øjnene, når han var færdig med at slå takt. Han havde alle datoerne  for såvel sejre som nederlag present og hejsede stadig sit flag på enten hel eller halv på disse for nationen så vigtige dage. Som jeg stod der og holdt hans minder ved lige, netop i de tider, da der skulle stemmes om genforeningen, fattede han håb om, at Danmark igen ville komme til at brede sig helt ned til Ejderen.

 

*

 

Forestillingen om, at jeg kunne blive et særligt barn, dæmpede dog ikke min fars ønske om at tillægge sig den søn, enhver mand med respekt for sig selv burde besidde. Det varede ikke længe, før min mor igen var på faldende fod. Sytten måneder efter mit skuffende indtog ankom næste barn. Jeg blev født i lejligheden oven over min fars købmandsforretning på Hestetorvet i Roskilde. Den uro og redelighed ønskede min far ikke at genopleve, så min mor blev ekspederet ned på Sct. Maria Hospital, hvor sønnen kunne komme standsmæssigt til verden. Her indtraf den pinlige hændelse, det drama der senere skulle omtales i adskillige af familiens festsange. Min mor nedkom med en kæmpebaby på ni pund og de kærlige, men uforstående nonner slog begejstret hænderne sammen og råbte:Tillykke, De har fået en pige til! Min mor trak dynen op over hovedet.

Barnefaderen nægtede gennem flere timer at hjemsøge barselsstuen og kaste et blik på det ellers imponerende barn, der så ud, som om det var flere måneder gammelt  og med sine skæve øjne, gode kulør og en strid og sort manke nærmest lignede resultatet af et ekskimoisk flådebesøg i Roskilde Havn. Om sider tog han sig sammen til måbende at beskue resultatet af sine anstrengelser og derefter finde en fassende grimasse.

Allerede ved min søsters dåb følte slægtens skjald, min fars tante Octavia, sig foranlediget til at omdele en sang, hvori hun bebrejdede festens genstand, at hun havde indtaget den attråede drengs plads i familien. Ved min søsters

10

konfirmation tog min mor og moster fat, hvor tante Octavia slap. Uden at have væsentlige gaver for versekunsten gik de i gang med en fest sang på melodien til dens tids slager >>Nogen gør det aldrig, andre gør det tit<<. Det er aldrig lykkedes mig at fortrænge synet af de to fjantede kvinder, der sad på flygelbænken og klimpede i fællesskab, mens de sammenstrikkede følgende strofer om den skandaløse nedkomst fjorten år forinden:

Først der gik en time, ja der gik næsten to,

førend fa´ren viste sig, for skuffet var han jo,

men da han i vuggen til den lille kigged ned

sa´han, hun er meget sød og var ej længer vred.

Jeg sad i havestuen og kunne både se og høre digterinderne gennem den åbne dør til dagligstuen. Da jeg på det tidspunkt selv havde forsøgt mig i versekunsten, udbad de sig min kvalificerede mening. Den tilgendegav jeg  ved at rejse mig og smække døren imellem os med et brag. Jeg var målløs over disse to forstyrrede kvinder, der af flere grunde måtte vide bedre, tillod sig at godtage og oven i købet spøge med min fars skuffelse, endsige vrede, den dag min søster, det bedste som var hændt mig, blev født.

Min mor åbnede den dør, jeg lige havde braget i.

- Hvad skete der?

Jeg gad ikke svare, men hvad der skete skulle hun siden få at se. Hun havde den eftermiddag, ganske af vanvare, givet mig det første skub op på den ligeretsbarrikade, hvor jeg har befundet mig hele mit voksne liv.

Da konfirmationen oprandt, sad jeg sur og tillukket og nægtede at synge med. Men melodien og de famøse verselinjer sidder endnu i mit baghoved, parat til at komme ud af mindernes rodekasse, hver gang jeg render ind i en af de urimeligheder som udspringer af kønsrollemønsteret. Eller når jeg er tvunget til at beskæftige mig med de åndssløvende huslige gøremål, der stadig fortrinsvis er reserveret kvinder. Jeg kan til eksempel stå ved strygebrættet  og blive afsindig

11.

hidsig, fordi teksten og tonerne fra min søsters konfirmationssang  melder sig og fortrænger al anden tankevirksomhed end den, der handler om den stadige forskelsvurdering af piger og drenge, kvinder og mænd.

*

Den søster, der vippede mig ud af barnevognen, da jeg var sytten måneder, blev døbt Gerda. 

Der var system i denne navnegivning. Mennesker har altid gennem valg af navne til deres børn signaleret , hvor deres interesser lå. Læsere af triviallitteratur befolket i vore dage markedet med børn, der hedder Brian , Dennis. Kenneth, Shirley, Belinda, Connie og Heidi og hvad helte og heltinder ellers hedder i ugeblade og i romantiske tv-serier. Andre forælder markerer deres højere interesserved eksempelvis at kalde deres unger for Mark, Michael, Rune, Tejs, Benedicte, Nana og Maria. Min mormor signalerede sit nationale sindelag ved at give to af sine sønner kongenavnene Hans og Valdemar. Fire af hendes døtre hed Thyra, Olga, Victoria og Ingeborg efter damerne i den tids royale kredse. Senere blev hun grebet af nye norske forfattere, hvilket gik ud over en af de yngste døtre, der blev døbt Aslaug. På dette tidspunkt kunne min mormor ikke vide, at hendes kongesønner Hans og Valdemar ville gifte sig med tyske damer for hvem Aslaug havde en kedelig lighed med glosen Arschloch, hvilket slet og ret betyder slet og ret betyder røvhul.

I grundtvigske kredse gik det også stærkt ud over pigerne. Hidtil havde besindige bønder kaldt deres døtre for gode gamle danske navne som Karen, Maren, Mette, Marie og Sofie. Men nu gik det i slutningen af attenhundredtallet og langt ind i vort århundrede i Grundtvigs ånd løs med Yrsa, Hervør, Alvide, Alhed, Hildur, Gunver og andet godt fra den nordiske fortid.

Denne bølge var ved at ebbe ud, da mine forældre begyndte at tillægge sig børn, og vi ville  - om den stadig havde rullet - i øvrigt havde været lykkeligt fritaget for at blive ofre

12.

for den. For grundtvigianismen nåede aldrig at få fæste i familien, hverken i min mors eller fars. Højskolesangbogen kom først ind i mit liv, da jeg blev voksen. Vi holdt os til Danmarks Melodibog.

Med mine forældre var det til gengældsådan, at de gik stærkt ind for H.C.Andersen, som de kunne forfra og bagfra, og hos hvem de hentede citater, og hos hvem de hentede citater  og eksempler i enhver given situation. Til ære for den gamle digter kaldte de mig Elise efter pigen i "De vilde svaner". Da turen kom til min søster blev hun kaldt Gerda efter den lille pige i "Snedronningen", og da arriverede kom han til at hedde Kai efter drengen i samme historie.

*

Min søster fik en kortere frist i barnevognen end jeg. Vor utålmodige far sørgede for, at min mor leverede det tredje barn tretten måneder efter Gerdas ankomst, og han havde fundet det rimeligt, hvis garnisationskommandanten i Roskilde havde affyret de på kersernen opstillede kanoner, at hjemmet på Hestetorvet omsider var blevet velsignet med en søn.

Jeg var på det tidspunkt to et halvt år, men jeg kan stadig genkalde mig det postyr, der opstod, da miraklet var sket. Hysterisk jublende kvinder omkring min udmattede mor, der hele tiden fik besøg af huslægen, dr. Clausen, fordi hun havde fået årebetændels3e i det ene ben. Resten af livet påpegede hun, at det var prisen for at grundlægge en børneflok på tre et halvt år, samtidig med at hun - når hun ikke lå i barselsseng - dagligt ledede sin store modeforretning, den der i høj grad var med til at sikre familiens videre velstand. I hendes mindetaler om de viderværdigheder, der fulgte den tredje fødsel, forekom der mig altid at ligge en skjult bebrejdelse  mod mig og min søster, fordi vi havde tilladt os, at være streger i regningen , før det endelige formål: tilvejebringelsen af drengen, arvingen, kunne blive opfyldt.

At dr. Clausen rendte ind og ud af huset var langt mere

13.

spændende, end hjemmet omsider var blevet forsynet med et midtpunkt for min fars lallende beundring, en lille ny skrigeunge. Huslægen var nemlig det mest forunderlige væsen, jeg kendte på det tidspunkt. Den gode dokter Clausen var oprindelig født som pige og trods dette handikap, havde hun været i stand til at tage såvel studentereksamen og oprette en lægepraksis i Roskilde. Da det ville være umuligt for et gement damemenneske at skabe den fornødne tillid blandt patienterne i en provinsby, havde dr. Clausen gjort sit menneske for at forklæde sig som et iøjnefaldende intetkønsvæsen. Hun havde plysset sit tætte hår ned til halvanden centimeters længde. Hun bar hvid herreskjorte med høj flip og et sort slips kunne lige anes i udskæringen af den vide og side sorte kjortel, der nåede helt ned til hendes herrestøvler. Påklædningen mindede stærkt om den dr. X i familiejournalen lod sig afbilde i, når man lige ser bort fra hatten, der i dr. X`s tilfælde var høj og spids, mens dr. Clausen bar en sort bredskygget herrehat, som hun svang i en stor bue, når vi mødte hende på gaden.For yderlige at skjule sin skam, havde hun tillagt sig en gangart som en oberst ved fodfolket.

Ved således at trampe ind i rækken af byens orginaler, hvoraf de fleste var rekrutteret fra det nærliggende Sct. Hans Hospital, sikrede dr. Clausen omgivelsernes tillid og dermed et storartet udkomme.

*

Da børneflokken ved min brors fødsel måtte anses for komplet, kastede min far sig over nye udviklinger, denne gang på det forretningsmæssige område. Jeg var knap to et halvt år, da han i november 1919 udskiftede sin købmandsforretning på Hestetorvet med et engros-foretagende i Jernbanegade over for Toldboden. Derfor ved jeg, at jeg er i stand til at huske tilbage  til jeg var lige netop to år. En række tidlige erindringer er knyttet til den periode, da jeg nu og da havde adgang til det forjættede land, min fars butik.    

 Pause = på ubestemt tid = fordi

søvnen begynder at overmande mig.

 


14.

Mine forældre vil hævde, at jeg begyndte at tale, før jeg var halvandet år, og min far plejede at tilføje, at jeg aldrig siden var holdt op. Belægget for deres påstand var, at jeg før julen 1918, lige efter min søsters fødsel, havde stillet mig op foran Algades mest forunderlige butiksvindue, hvor man i den forestående højtids anledning kunne beskue en stor og grinende og nikkende dukke. Mens den ved mekanikkens gjorde sine hovedbøjninger for den måbende skare udenfor, fik jeg pludselig mæle: >>Konen butter for Lise<< skal jeg have sagt. Jeg kunne dog ikke udtale et k, men det skulle de snart få lært mig, tilføjede min stolte mor, når hun siden fortalte den historie.

Og nu en musik-slumre-pause.

I mange år troede jeg det var løgn, formentlig en erindringsforskydning på et år, ligesom når min mor senere hævdede, at min lillebror kunne synge melodierne til julesalmerne, da han var knap et år. Men næsten tres år senere blev jeg velsignet med et barnebarn, der talte ganske godtfør hun var fyldt to år, så måske havde mine forældre alligevel ret. Også med hensyn til min brors udfoldelser, for han viste sig, at have arvet min mors absolutte gehør og udviklede sig til et musikalsk talent, der meget hurtigt kunne spille på et hvilket som helst instrument, han fik fingre i.

Selv om jeg husker den nikkende dukke, der holdt skansen i vinduet ved juletid i gennem mange år, erindrer jeg ikke min sproglige præstation, kun mine møder  med nye sære ord til oplagring i hjernekisten. Min første helt tydelige erindring er bundet til hændelserne på en sommerdag, det år jeg var fyldt to år. Familien er på besøg og min fars ældre bror, Poul skal ned og se butikken. Han løfter mig op og tager mig med og højt oppe på hans arm sidder jeg, ombølget af gode dufte og skuer ud over herligheden, der omfatter den særlige delikadessedisk med slebne glasplader over det indespærrede vareudvalg. I en nærmest euforisk tilstand ser jeg min far skyde en af delikatesseskufferne ud for at blotlægge  noget nær en kvaderatalen af sirligt ordnede chokoladegeledder fra Gallerijessen. Det er et ord der allerede er mig bekendt, selv om min mor har udstedt forbud mod, at vi får slik. Men

15

nu løfter min far hele det gallerjessenske areal og siger, jeg kan vælge et stykke. Stillet over for denne mangfolddighed af chokolader i alle faconer, med og uden sølvpapir, har jeg svært ved at bestemme mig.

- Vælg nu siger min far, der ikke er verdens mest tålmodige menneske.

- Hun er nok genert, siger onkel  Poul. I forvirring over at høre dette mærkelige, hidtil ukendte ord , hvis betydning jeg ikke ejer nogen forestilling om , griber jeg i vildelse efter bakkens mest skinnende tilbud, en flaske med rødt sølvpapir. Onklen hjælper mig med at fjerne emballagen og med ivrige barnefingre propper jeg hele indholdet i munden. Det smager ikke rigtigt godt. Ud af munden og ned ad hagenog videre ned ad den hvide kjole, min mor personligt har indforskrevet fra Deberham i London, driver det mystiske indhold, blandet med chokolade i opløsning.

Herrerne visker mig af med papir og stikker mig et stykke med marcipan, der straks smager bedre. Efter at onklenogså har beundret lageret med de lange vinreoler og de importerede frugter, er vi tilbage i lejligheden, til konfrontationen med min mor, der er lige vede at glemme, at der er proppet slik i mig, da hun skuer det dyrebare stykke fra Debenham. Hun mener det er lige til pudseklude - endnu en ny betagende vending. Men det tjener Debenham til ære, at kjolen efter kogning, stivning og strygning igen bliver så god som ny og snart overgår til min søster og derefter til en række af kusiner for siden at cirkulere i fjernere kredse.

Når små nye børn gennem de næste 30 år bliver ført frem for min mor i modellen fra Debenham, erklærer hun hver gang

- Den kvalitet findes overhovedet ikke mere!

Denne sentens blev iøvrigt hendes foretrukne i mange andre sammenhænge, for eksempel når hun meget senere i livet i tiltagende gammeldame-nærighed nægtede at udskifte aldrende klædningsstykker med noget nyt. Tøj af syntetiske stoffer i sjusket forarbejding skulle ikke snige sig ind i hendes skabe, så længe hun kunne slide de gode, gamle

16

ægte sager. Således kunne hun også - sommeren før sin død som 98-årig - stadig beses i den matroskjole, hun havde købt i Køge fyrre år forinden.

Men dengang, da vi var børn og unge, forholdt det sig helt anderledes. Hun indforskrev ikke bare modeller til os, men også til sig selv. Hun var i vore øjne smukkere og mere elegant end alle andre mødre; en lille væver og selbevidst person med grønne øjne , og askeblondt hår. Livet igennem holdt hun sin vægt på 50 kilo og aldrig fik hun fruefacon som de fleste af byens andre damer.

*

Selv om min far solgte butikken i 1919, blev vi boende i lejligheden ved Hestetorvet i halvandet år, og jeg nåede  at blive gammel nok til at få et samlet erindringsbillede af husorden og rutiner og familiens forhold til de nærmere og fjernere omgivelser. Dermed har jeg livet ejet noget, mine søskende gik glip af. Min søster nåede ganske vist at overtage kjolen fra Debenham, mens vi boede i denne første lejlighed, men husker ellers ikke noget fra det liv, der udfoldede sig omkring os. Til gengæld huske jeg, hvordan hun rejste sig og begyndte at gå, og hvordan hun til sit held også begyndte at tale, så vi kunne tage fat på den løbende dialog, der har eksisteret  mellen os i mere end 70 år. Vores lillebror var der bare, som et lettere irriterende element i dagligdagen, selv om han for det meste enten sov eller skreg.

Da han var blevet så stor, at han selv kunne sidde op, blev han inddraget i fællesvasken i det store badekar med løvefødderne . Det gjorde ham endnu mindre populær, fordi det nu lige pludselig var strafbart at plaske med vand og lave bølger og sprøjte på barnepigen, som vi ellers kunne få til at springe som en kakerlak, som hun selv sagde, når hun beklagede sig. Nu skulle badningen foregå i ro og orden, så drengen, der var anskaffet under så store ofre og anstrengelser, ikke gik hen og druknede. Her sad vi så i kedelig treenighed, og

17

lød der så meget som et enkelt hvin eller plask, stod en af familiens voksnei døren og hvæsede om kap med den enorme gasbeholder, der også var under overvågning. Ellers kunne eksplodere med et brag, ligesom det var sket hos overboen. 

Lejligheden var kakkelovnsfyret, undtagen pigeværelserne oppe under ejendommens loft. Der havde de petroliumsovne. Mine forældre rådede over en række af disse værelser, dels til et par medhjælpere, der var på kost, dels til logi, for husassistenten og barnepigen. Det muntre folkeliv på loftet, kunne, når beboerne deroppe endelig havde fri, høres helt ned til førstesalen. Blev det for galt  fik min mor et stramt drag om munden. Med et sørgmodigt blik i retning af larmen  sagde hun med klagende stemme bare:

 

Så rejste min moster sig fra sin stol for at skride op ad trappen. Når jeg endnu ikke var kommet i seng, pilede jeg efter hende  for at deltage i ekspeditionen hen ad den endeløse loftsgang.

Moster bankede på dørene og råbte:

- Hvad foregår der her?

Så blev der musestille, men vi blev stående lidt, kunne vi høre at stilheden blev brudt af fnis og halvkvalt latter. Moster rystede på hovedet og sagde:

- - Ja, ja, de er jo også en slags mennesker! Hvorefter vi gik ned igen. Jeg drømte om at få et værelse på loftet i stedet for at bo i det hvidlakerede børneværelse med de to små.

*

Samme tiltrækning som loftsetagen øvede butikken, så længe det var min fars. Den var det nærmeste , man kunne komme det forjættede land, med skuffer, med skuffer, hylder og diske i ædelt træ, med blankpudsede messingbeslag og to store skinnende og altid roterende kaffemøller. Bagved var der lageret med kaffe-, mel- sukkersække og kasser og kartoner

18

fra fremmede lande. Hvis min far ikke lige befandt sig i nærheden, stillede jeg mig op og så sød ud, og så kunne jeg være så heldig, at en af kommis`erne, der ikke delte min mors aversion mod at børn fik slik, langede mig et stykke brystsukker eller lakrids.

Stod jeg ganske stille i en krog, kunne jeg - uden at min far greb ind - følge ekspeditionerne og få et tidligt indblik i forskellen på folk. Der var tjenestepigerne, som kom ind med lange lister og kontobøger for at få fyldt varer i store kurve. Oveni blev i tilgift lagt et kræmmerhus bolcher, før pigerne slæbte af med indkøbet. Der kom også fruer, men de skulle have deres indkøb sendt med bud, om det så bare drejede sig om et halvt pund kaffe og en lille Rich`s. For rigtige fruer kunne ikke bære pakker

Det hændte, at det glade og underholdende vanvid holdt sit indtog i butikken i skikkelse af løsgående patienter fra Sct. Hans Hospital. Denne skare, som jeg først mødte i min fars butik, var et element i alle Roskildebørns hverdag. Vi omgikkes den uden frygt eller fordomme , og havde, som vi voksede op, et aldeles glimrende forhold til dette islæt i gadebilledet.

Enkelte af patienterne var så fornemme, at de havde privat ansatte ledsagere, og som jeg stod der i butikken og iagttog dem med en meget lille piges øjne, var det ikke godt at se, hvem der var patient, og hvem der var ledsageren, der som et led i sine pligter skulle deltage i den happening, der udspillede sig omkring patientens indkøb til supplement af hospitalets traktementer . Det svirrede med storartede historier om stemmer, der forfulgte dem , om personer, der efterstræbte dem eller - i damernes tilfælde - angreb deres dyd, om vilde dyr, der lurede bag husmure og træerne i Boserup skov og om myggesværme og andet kryb og kravl, der omgav dem både dag og nat, sommer og vinter.

En meget høj ung mand sprang hele tiden en alen op i luften og klaskede vildt omkring sig. En lille sirlig herre kunne vende sit gebis i luften, men kun når han passerede en særlig smuk dame. Han undlod ikke at udføre dette facinerende

19

kunststykke 

Og nu en danse-slumre-pause.

    http://www.pokerpartiet.dk/435806617

 


 

 -

 Reformationen i Danmark - da Hans Tausens indledte byreformation i ...

 

NOTARENS Notater

 

Martin Schwarz Lausten - Martin Luther og Danmark dengang - og nu?

 

Videnskabernes Selskab

 

Abonner

 

Offentliggjort den 8. feb. 2017

 

Martin Schwarz Lausten har været proffessor i teologi med særligt henblik på dansk kirkehistorie ved Københavns Universitets teologiske fakultet siden 1996 og er medlem af Videnskabernes Selskab.

 

Kategori                    Uddannelse ...

 

Noteret på ugens første arbejdsdag, søndag, den 29. september 2019 = (( 29-09-2019 )). Klokken 18:03

 

www.Google.dk 

 

 

 


 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE